2.septemberkonferen er fra start af forsøgt reduceret til et parlamentarisk redskab for et bovlamt socialdemokrati.Hvis gejsten fra 17. maj skal holdes må andre kræfter end de ledende i initiativet slå igennem.
Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2006
2.septemberkonferen er fra start af forsøgt reduceret til et parlamentarisk redskab for et bovlamt socialdemokrati.
Hvis gejsten fra 17. maj skal holdes må andre kræfter end de ledende i initiativet slå igennem.
Den 17.maj 2006 var på flere måder en kovending. Den borgerlige-socialdemokratiske krisepolitik, der siden murens fald er blevet gennemført relativt stille og roligt, blev for første gang mødt af massive protester først og fremmest repræsenteret af et 6-cifret antal demonstrerende alene i København. Det var samtidig første gang i samme periode, at LO-toppen gav luft til en markering, mens de ellers havde erklæret demonstrationer for et historisk forældet redskab.
Den store bredde i protestbevægelsen på tværs af køn, alder, fag arbejdere og studerende indeholdt et tydeligt politisk budskab:
Allerede samme aften havde Helle Thorning-Schmidt travlt på én og samme tid at omfavne bevægelsen og dens protester ved at erklære, at det var en opbakning til Socialdemokraternes forhandlingsvilje, der tilmed indeholdt en forringelse af såvel efterlønsordningen som pensionen og pensionsalderen.
Der gik ikke lang tid før forliget var en kendsgerning, hvilket venter på at blive vedtaget i den nye folketingssamling. LO's top og de respektive forbundsledelser – med få undtagelser (heriblandt FOA) reagerede prompte med en opbakning til forlig og Socialdemokrati. For andre faglige lederes side var forringelserne indskrænket til forringelser i efterlønsordningen.
Forliget indeholdt blandt andet:
Nok så vigtigt blev ingen af de unges krav hørt eller berørt.
Unge og deres uddannelsesorganisationer krævede sammen med bevægelser som Aktivistgruppen ”Velfærdsmissionen” at kampen mod anti-velfærdsreformen skulle fortsættes.
Sommeren er ved at gå på hæld. Der er omkring halvanden måned til at den næste folketingssamling mødes – og forliget skal realiseres i en reform. Det er nu, at fronten mod reformen skal smedes og styrkes. Det franske forår lærte os, at hvis bevægelsen er stærk nok, så er det muligt at få trukket selv en vedtaget lov af bordet.
Det vil være oplagt at diskutere på den indkaldte Velfærdskonference, der afholdes den 2.september på vegne af netop 2.septemberinitiativet, som er en række faglige og uddannelsessøgendes organisationer.
Indholdet i konferencen skal bestå af to dele:
- For det første skal der være en bred politisk drøftelse, hvor der bl.a. er indlæg fra fagbevægelsen, den alternative velfærdskommission og fra elev – og studenterbevægelsen, og der skal vedtages en udtalelse.
- Den anden del af konferencen skal bestå af en bred drøftelse af mulige aktiviteter, som kan gennemføres i de deltagende organisationer samt i lokale velfærdsnetværk.
Der er malet med så bred en pensel, så det til hver en tid sikrer de dominerende og pengestærke kræfter at indsnævre formålet uden at komme i karambolage med de vedtagne, nedskrevne beslutninger. Anders Olesen fra Fagligt Ansvar udlægger eksempel teksten således:
- Det vigtigste formål med konferencen er at give startskuddet til en ny politisk udvikling, hvor kræfter i fagbevægelsen, elevbevægelsen, de politiske ungdomsorganisationer og andre græsrødder udarbejder det grundlag, som oppositionen kan komme til magten på efter næste valg , siger Anders Olesen, sekretariatet Fagligt ansvar. (vores fremhævning).
I samme moment lykkes det ham at understrege at modstanden er indskrænket til efterlønsordningen:
- Jeg er enig i at 17. maj demonstrationerne var en succes, som modificerede regeringens velfærdsudspil. Men jeg beklager ændringerne på efterlønnen, de går i den forkerte retning
- Konferencen skal ikke bruges til at skændes om den aftale, der er indgået , afslutter Anders Olesen, der hermed forsøger at lægge låg på de mange, der fortsat vil kæmpe.
Netavisen 20. august 2006