Overophedning

Når luften trænges ud af en kunstigt opskrevet dollars og amerikansk økonomi, så reagerer børshandlerne ikke som ”hysteriske kællinger”; men som lemminger, der i et panikløb i samlet flok fortsætter ud over afgrunden

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 13, 2006

- Den danske økonomi er overophedet. Økonomien bevæger sig nær kapacitetsgrænsen. Rentestigninger er et godt middel for at opnå en sund afsvaling af økonomien, der nærmer sig kogepunktet.

Begreberne minder allermest om en vejrudsigt eller termer fra et fysiklokale i folkeskolen; men der er ingen grund til at lade sig narre: Det er forblommede vendinger, der vurderer, måler og karakteriserer den øjeblikkelige situation for kapitalismen i Danmark.

Udtrykkene forbliver uforståelige for menigmand, men efterlader et indtryk af, at vi alle er i knibe. Fakta er, at det spekulanternes arbejdsfrie gevinster, der er kommet i fokus, fordi deres profitrate er faldet.

Det er nemlig en kendsgerning, at børsen efter flere års aktiefest er havnet i en nedgangsperiode. På blot en måned er aktierne i det bestemmende OMXC20-indeks dalet fra 440 til 350 – svarende til omkring 20 pct.'s fald.

Problemerne skal nu tørres af på menigmand, hvorfor renterne skrues i vejret. Nationalbanken har netop besluttet at følge den europæiske centralbanks forhøjelse. Den er foreløbig placeret på 3 pct.; men forventes ved årets udgang at stige til 3,5 pct. Det vil umiddelbart kunne mærkes for på en lønarbejders pengepung. Dertil skal lægges følgevirkningen i form af inflationen, idet pengenes værdi bliver udhulet, hvorfor varerne implicit bliver dyrere for den enkelte.

Pengepolitikken forklares med, at økonomien eller boligmarkedet er blevet overophedet. Politikerne har i ti år med hænderne i skødet og stor tilfredshed siddet mageligt tilbagelænet og kigget på, at værdien af egen bolig har antaget voldsomme bevægelser op i det blå. Den kapitalistiske økonomi har haft brug for, at den kunstigt skabte friværdi i fast ejendom har givet et omslag i forbrug. Efterspørgslen og afsætningen har sørget for, at hjulene i virksomhederne har drejet, kassebeholdningen er steget, og kapitalisterne har scoret kassen, mens forbrugerne finansierer forbruget ved låntagning i friværdien.

Det er en farlig boble, der kan briste når som helst. Den tidligere statsminister fra Det konservative Folkeparti, Poul Schlüter, der profilerede sig som boligejernes parti, gennemførte i 80'erne den såkaldte kartoffelkur, der ikke mindst ramte boligejerne, hvorfor tusindvis af boliger blev solgt på tvangsauktion, hvilket fik priserne til at rasle ned, og almindelige familiers økonomi til at gå konkurs.

Boblen vil briste igen. Den almindelige kapitalistiske cyklus har forladt den gyldne opgangsperiode, og er på vej til en ny nedtur. Den skal betales. Erhvervsfolk, Christiansborg og forbundsledere har ikke udset sig Mærsk Mc Kinney Møller og hans kompagni af storkapitalister til at betale for det gilde, de har holdt, og de gilder de har planlagt.

Deres eskapader skal betales af manden på gulvet.

Det sidste kan man stole på. Det mener de alvorligt, selvom de ikke udtrykker det. Til gengæld lyver de hurtigere end en hest kan rende, når det gælder om at forklare årsagerne til kommende krise. Det handler overhovedet ikke om noget så uforståeligt som en overophedning af økonomien. Det drejer sig om, at kapitalen på vanlig vis i bestræbelse på profit og i konkurrenceøjemed igen har spundet sig selv ind i en overproduktion, der ikke er basis for at afsætte.

I den nuværende situation gør det kun ondt meget værre, at adskillige kontinenters økonomi er tæt forbundet med petrodollars' vildt kunstigt opskrevne værdi og den amerikanske økonomi i det hele taget.

Når luften trænges ud af en kunstigt opskrevet dollars og amerikansk økonomi, så reagerer børshandlerne ikke som ”hysteriske kællinger”; men som lemminger, der i et panikløb i samlet flok fortsætter ud over afgrunden.

Den amerikanske økonomi har mange balloner i luften; men der er et tifold flere nåle, der er i spil, hvor hver af dem kan punktere det luftkastel, USA kalder for en stærk økonomi. Det kommende nederlag i Irak, USA's fantasier om varige olierørsledninger fra Mellemøsten til amerikansk industri, den sydamerikanske baghave, der er i oprør og løsrivelse. Hver bristet ”ballon” vil få andre balloner til at briste.

Det eneste, der holder USA oppe, er et enormt militært apparat, der samtidig trækker samme magt ned i dyndet. USA er en kolos på lerfødder. USA er en papirtiger.

EU's og Danmarks økonomi følger svingningerne i den amerikanske økonomi. Det er kapitalistisk anarki. Det ser sort ud for spekulanter. Tiden er inde til at sprænge lænkerne.

Netavisen 24. juni 2006