Mens et flertal af danskerne - og et stort flertal af dansk fagbevægelses medlemmer - har taget stilling imod den amerikanske Irak-krig og imod dansk krigsdeltagelse, har LO og de øvrige store organisationer været totalt tavse og passive. Det vil sige de har støttet det officielle Danmarks krigskurs. Til gengæld har SiD indledt sin egen perspektivrige kamp mod Tvind.
Den kgl. danske fagbevægelse klager i det uendelige over, at medlemmerne svigter den - især de unge. Klagesangen er blevet forstærket med Fogh-regeringens arbejderfjendske politik, som har svækkelsen af fagforeningerne som et væsentligt mål, senest med angrebet på eksklusivaftalerne. Fogh og Co. vil opsige den sociale kontrakt, klassesamarbejdsaftalerne, som har præget det danske arbejdsmarked i det meste af det 20. århundrede. Fagbevægelsen er trængt - og appellerer til medlemmernes solidaritet.
Hvis LO-toppen vil have en forklaring på, hvorfor den har svært ved at mobilisere den aktive solidaritet fra medlemmerne, så kunne den passende gribe i egen barm. LO og Co. fører en politik i modsætning til flertallet af medlemmernes ønsker. Op til EU-topmødet i december gjorde man sig bemærket med en begejstret tilslutning til det faglige topplanssamarbejde, som er en solid grundpille i opbygningen af superstat EU. I den internationale situation efter USA på baggrund af den 11. september 2001 erklærede global og uendelig krig mod terror, bakkede LO op. Det støttede Nyrup-regeringens 100-pct. tilslutning til Afghanistankrigen og dansk krigsdeltagelse. LO har ikke meldt en klar afstandtagen fra Israels kriminelle besættelse og aggression mod palæstinenserne - og i hele forspillet til Irakkrigen har det været tavs som graven. Det vil sige, at man har støttet det officielle Danmarks hemmelige krigsdagsorden.
Dertil kommer, at man ikke har ført kamp
til forsvar for arbejdernes eller det store flertals interesser, mens Fogh-regeringen
gennemfører sit nyliberale minimalstatsprogram. Af og til lidt verbal kritik
- de mest venstredrejede elementer har søgt at få folk på gaderne
til nogle markeringer, som skulle danne slutpunkt for enhver aktiv indsats - og
så ellers en forvirret blanding af samarbejde med Fogh og Co., oppositionspolitik
a la socialdemokraterne - og sære alliancer med Dansk Folkeparti.
Det
eneste, denne kurs mobiliserer, er lede.
Der findes nogle ganske enkelte hæderlige undtagelser - men de er heller ikke imponerende. Den eneste markante faglige skikkelse i krigsmodstanden er forhenværende - nemlig Hardy Hansen, tdl. formand for SiD. Den nuværende SiD-ledelse glimrer ved at lægge sig på tværs af medlemmernes ønsker om en udtalt krigsmodstand. Nogle lokale fagforeninger landet rundt og LO i Århus, der sluttede op om en demonstration mod krigen den 26. oktober bør nævnes. Men det er så det hele …
Det nuværende SiD indtager en moralsk bundplads: I stedet for at rejse sig imod den amerikanske plan for en ny oliekrig og dansk krigsdeltagelse og i stedet for at solidarisere sig med palæstinensernes og de palæstinensiske arbejderes retfærdige kamp har SiD fundet sin egen niche for international solidaritet. Den går ikke ud på at støtte hverken de amerikanske, engelske eller danske arbejdere, der betaler for krigsoprustningen og krigene i form af sociale forringelser og pres på reallønne. Den går ikke ud på at støtte arbejderklassen i Irak eller Palæstina, der er ofre for fysisk aggression. Den går ikke ud på at solidarisere sig med det legitime styre i Venezuela, som arbejdsgiverne med USA i ryggen forsøger at omskabe til et nyt Chile. Den går ud på at bekæmpe Tvind! SiD har indledt en større international kampagne mod Tvind i rollen som bananplantageejer i Ecuador og andre steder i Latinamerika, samtidig med at det officielle Danmark søger at spærre en stor del af Tvind-ledelsen inde. SiDs kampagne foregår jo i den internationale arbejdersolidaritets navn - men den er ikke andet end fup og fidus, en solidaritet, der ikke er nogen grund til at tage alvorligt, en afledning fra de virkelige internationale solidaritetsspørgsmål.
Der
er ikke den fjerneste grund til at støtte Tvind i rollen som arbejdsgiver.
Bananplantagerne er kapitalistisk spekulation, ikke andet, og det foretagsomme
Tvind burde finde på andet end kapitalistisk udbytning. Det er ikke det,
som er spørgsmålet. Men Tvind er hverken værre eller bedre
i rollen som multinational arbejdskøber end de øvrige kapitalistiske
firmaer i området - efter informationer fra andre fagbevægelser i
Ecuador og Latinamerika end de, som støttes af europæiske socialdemokrater,
snarere 'en tak bedre'.
Det skandaløse ved SiDs kampagne er dens perspektivforvrængning.
Gå imod Irak-krigen, støt palæstinenserne, støt Venezuelas
valgte regering, før kampagne mod Uribe-regeringen og dødspatruljerne
i Colombia, der systematisk likviderer aktive fagforeningsfolk, før kamp
mod de store multinationale udbyttere som Coca Cola, der aktivt har understøttet
mordpolitikken, før det store skyts rulles ud mod et Tvind i knæ!
LO og SiD bliver i stedet opfattet som hyklere og krigsmedspillere - og det
er lige hvad de er.
Var fagforeningerne arbejderklassens kamporganisationer
ville solidariteten ikke mangle. Det er de ikke; de er redskaber i det borgerlige
socialdemokratis, klassesamarbejdets og den imperialistiske krigs- og alliancepolitiks
hænder. Og det bliver de ved med at være, så længe flokken
af socialdemokratiske arbejderaristokrater og lidt mere 'venstreorienterede' samarbejdspartnere
kører dem.
Vi skal ikke beklage, hvis LO og SiD under indtryk af den
massive krigsmodstand blandt deres medlemmer nu begynder at stille sig mere kritisk
overfor krigspolitikken. Det kræver vi tværtimod. Men selv i rollen
som angrende hyklere er der ingen grund til andet end at understrege, at de har
tabt al kredit: Det er på tide at få rejst kampen mod klassesamarbejdsfolkene,
EU-tilhængerne og krigsstøtterne i fagtoppen og derunder.
Krigsmodstanderne i fagbevægelsen må - som det f.eks. er sket i USA - organisere deres egne kanaler for protest og åbent sikre faglig opslutning i den for hele arbejderklassen central kamp mod den imperialistiske krig og dansk krigsdeltagelse.
Netavisen
25. januar 2003