Den kendte danske leder i det gamle herremandsparti Venstre og tidligere udenrigsminister
Uffe Ellemann-Jensen rejser bl.a. rundt i de tre baltiske (Østersø-)
republikker og dyrker sig selv som en konge. Som en anden julemand bringer han
overdådige gaver og søde sager. Kongen optræder scenevant
som uselvisk og medfølende rådgiver for Estland, Letland og Litauen
og orienterer dem om, hvorledes de hurtigst og på de mest fordelagtige
vilkår kan blive underlagt den forenede europæisk-amerikanske front
af lande, der i virkeligheden anser virkelig frie og uafhængige stater
som ikke-ønskværdige. De tre lande har ydmygt stillet sig i køen
af lande, der betler om at måtte komme ind i varmen hos de store og blive
medlemmer af såvel EU som NATO, blive nye kolonilande. Med tårer
i øjnene rækker de bedende hånden frem og beder så
mindeligt om hjælp og almisser.
Den for tiden herskende elite i de tre lande betragter efter sigende »Kong
Uffe« som deres ægte ven, og de har endnu ikke afluret den flinke
mand med ulvesmilet.
Selv om det kun er meget sparsomme informationer, som fra de tre stater når
frem til Danmark, burde det efterhånden være ret kendt, at magthaverne
stort set befinder sig på den yderste højrefløj og praktiserer
en ekstrem nationalistisk politik over for alle eller dele af indbyggerne. Denne
politik har bl.a. givet sig udslag i forfølgelse, der minder om en særlig
form for apartheid, af de russere, som efter Anden Verdenskrig har deltaget
i de tre landes forvandling fra underviklede og tilbagestående bondesamfund
til moderne industrilande med social lighed og et blomstrende sundhedsvæsen
og kulturliv. Denne opfattelse skal ikke forklejne, at ledere af Sovjetunionen
i takt med deres fravigelse fra de oprindelige socialistiske ideer har ført
en fejlagtig politik over for de tre lande.
Den røde hær befriede Baltikum!
»Kong Uffe« omgiver sig med en stab af eksperter og forskere
og nyder stor bevågenhed i de personlighedsdyrkende medier. Forleden deltog
Kongen i en ekspedition med det gode skib Caroline Mathilde. Projektet, som
det hedder nu til dags, var udklækket af en skare århusianere med
god tid til rådighed . De fik fat i et gammelt skib, fyldte revner og
sprækker med Polyfilla og drog ud på Østersøens vover
for at besøge Baltikum for bl.a. at opleve det berømmelige sted
ved Narva, hvor Dannebrog ifølge sagnet drattede ned fra himlen i 1219
og endte i favnen på danerne.
Der var indlagt en udflugt til Det Blå Bjerg, hvor »Kong Uffe«
optrådte som historieunderviser og i ganske rørstrømske
vendinger berettede om det vældige slag, hvori der ifølge den betuttede
og dybt berørte konge deltog 6.000 danske soldater, som søgte
at holde Den Røde Hær tilbage i 1944. Historieforfalskeren glemte
i farten at fortælle, at Den Røde Hær rent faktisk befriede
Baltikum for de tyske overfaldsrnænd og deres medløbere.
Her må det nok også indskydes, at tallet 6.000 ligesom så
mange andre tal er vildt overdrevet og at der overhovedet ikke var tale om danske
soldater, men om danske nazister og landsforrædere, der var gået
i tysk tjeneste i det kriminelie SS-korps, havde aflagt ed til Hitler og ville
kolonisere alverdens lande for den tyske diktator. Det var deres erklærede
mål at udrydde alle jøder, kommunister og andre Untermenschen.
Det må siges, at de gjorde, hvad de kunne, men heldigvis blev de besejret.
Det var der stor glæde over i befrielsessommeren 1944 i Baltikum og i
1945 i Danmark og andre lande.
Utroligt gode soldater
Stående i en mindelund eller et kultsted med tre kæmpestore
mindesten for norske, kroatiske og danske krigsforbrydere i SS-korpset erklærede
den frikorpsfascinerede konge bl.a., at Frikorps Danmark og dets indsats i Waffen
SS skete med den daværende danske regerings »velsignelse og tilladelse«
og »det var gode soldater ... det var professionelt set utrolig gode soldater«.
Kong Uffe var chokeret over, hvor mange de var, og understregede, at der ikke
var tale om samfundets bærme, »som vi fik at vide, da jeg gik i
skole«. Desværre fortalte han ikke, hvorfor han var så dårligt
orienteret. Han har måske hørt dårligt efter, men har i hvert
fald senere haft alle muligheder for at indhente det forsømte. Også
i dag er der problemer med historieundervisningen om den måske mest betydningsfulde
epoke i den nyere historie, men kongen kan sikkert ikke få over Mådeligt
for den undervisning, han præsterede i mindelunden.
Uffe Ellemann-Jensen gav udtryk for skam over, at frikorpsfolkene blev straffet
efter krigen. Men det er da at vende hele historien på hovedet og øve
vold imod kendsgerningerne. Til disse hører, at det ikke var og vel heller
aldrig kan blive lovligt at forråde sit land, trække
i fjendens uniform og støvler og rejse til at andet land for at myrde,
brænde og plyndre, således som frikorpsfolkene gjorde. I tidligere
tider var der kun én straf for landsforædere, nemlig døden.
Så frikorpsfolkene, hvoraf mange senere blev stikkere eller deltog i dødspatruljer
i Danmark, slap i virkeligheden billigt. Mange mente og mener for billigt.
Vil »Kong Uffe« melde Danmark ud af de Forenede Nationer, FN? Det
må være den naturlige konsekvens, men så burde han udbasunere
sine og Venstres (?) hensigter.
Som en dansk Jörg Haider
Det famøse i hele seancen var og er, at Kongen ikke tog afstand
fra og ikke med et ord protesterede imod den åbenlyse og provokerende
forherligelse af SS-krigsforbrydere. Som tidligere udenrigsminister ved han
udmærket, at det var den danske modstandsbevægelse, der som et led
i de forenede nationers fælles kamp imod Nazityskland, Italien og Japan
sikrede Danmark en plads i de allieredes rækker, og som bragte store ofre
i kampen for Danmarks frihed og ret til selvbestemmelse. Han ved, at Danmark
- altså modstandsbevægelsen, ikke samarbejdspolitikerne med deltagelse
af Venstrehøvdingene - var med til at stifte FN som en fredsorganisation.
Det er ikke sandsynligt, at Kongen er uvidende om Danmark uforbeholdne anerkendelse
af dommen i Nürnberg over de ledende tyske krigsforbrydere og over andre
internationale forpligtelser. Hen må også vide, at SS-korpset og
dets deltagere blev anklaget og dømt som krigsforbrydere.
Afslutningsvis gav Kongen udtryk for beklagelse over den manglende historiske
fornemmelse blandt danskerne. Det var dog sødt af ræven. Men hvad
stiller man op, når netop en mand som ham optræder som en dansk
Jörg Haider og de facto forsøger at rehabilitere og besmykke notoriske
nazistiske krigsforbrydere? Findes der mon i Venstre ellers anderswo så
megen anstændighed og politisk modenhed, at der vil blive taget skridt
til at tilrettevise »Kong Uffe« af Baltikum?
-klit.
KP2, 2001