Kommunistisk Politik 14, 2012Opdateret 4. oktober 2012
Den 29-årige læge Özgür Serin, som har tyrkisk baggrund, blev den 3. juni af politiet forhindret i at komme en syg mand til hjælp – og har tilmed fået en bøde for det. Det er en ny ’Perle’-sag.
Nu trues han også med at blive stillet for retten for at ville hjælpe
Læge kan ende i retten for at tilbyde sin hjælp
Politiken 25.09.2012
Her er Özgür Serins egen beretning
Søndag den 3. juni 2012 ca. kl. 05.00 træder jeg ud af Park Cafe på Østerbro i København. Jeg er egentlig på vej hjem, men foran natklubben ser jeg, at en større gruppe af mennesker står samlet, og det virker umiddelbart, som om der er optakt til slagsmål.
Hurtigt finder jeg ud af, at det ikke drejer sig om slagsmål, men derimod om en ung mand, der ligger på gaden – eller rettere trapperne – og han har det skidt. Den unge mands venner ser forskrækkede ud, og en ung pige fortæller mig, at hun tror, at han har taget nogle stoffer, som han er påvirket af.
Den unge mand ligger i bar overkrop, han er urolig, og dørvagterne prøver at fiksere ham. En ambulance er kaldt, og politiet er på vej. Ganske kort tid efter ankommer flere betjente og forsøger at få kontrol over situationen.
Jeg bevæger mig hen mod manden, som ligger på gaden, og det hele virker stadig meget kaotisk, og inden jeg får overblik over selve situationen og mandens tilstand, bliver jeg fjernet af en politibetjent, som beordrer mig væk fra området.
Jeg henvender mig hos den samme betjent og præsenterer mig selv. Han orienteres om, at jeg er læge, og derfor beder jeg om tilladelse til at tilse den unge mand på gaden, indtil ambulancen ankommer. Politibetjenten afviser prompte min hjælp og siger, at da jeg ikke er på arbejde, kan min hjælp ikke bruges.
Jeg forklarer politibetjenten, at det ikke har relevans for sagen, om jeg er på arbejde eller ej, da jeg har et lægeløfte, som jeg skal leve op til, og derfor insisterer jeg på at tilse manden. Det bliver endnu en gang afvist, og betjenten henviser til, at jeg har været på en natklub, og derfor kan jeg som læge ikke bruges.
Stædig som jeg er, forklarer jeg endnu en gang betjenten, at hans argumenter er irrelevante begrundelser for at afvise min lægehjælp. Betjenten svarer hårdt tilbage og truer med anholdelse, såfremt jeg ikke forlader området.
Jeg appellerer endnu en gang til, at han skal lade mig tilse manden, og at jeg ikke er ude på at genere politiets arbejde, men jeg ønsker blot, at den unge mand skal drage nytte af min lægefaglige ekspertise, hvorefter betjenten fortæller mig, at han er bedøvende ligeglad med, om jeg er læge eller ej. Jeg skal bare væk derfra, som han siger. Han tager fat i min arm og fører mig hen mod en politivogn. Jeg gør på intet tidspunkt modstand.
Det gør mig til sidst vred, at han uden grund fabrikerer argumenter for at afvise min lægehjælp, vel vidende at manden har brug for at blive tilset og eventuelt behandlet af en læge. Han truer gentagne gange med anholdelse og beder om mit kørekort og sygesikringskort, som jeg udleverer. Mens han noterer mit navn og personnummer, slutter han af med at sige: “Jeg tror ikke på, at sådan én som dig er læge.”
Enkelte af mine venner samt andre vidner, som har overværet episoden, forsøger at gøre betjenten opmærksom på, at jeg er læge og kun har haft til formål at tilbyde min lægehjælp. Den samme betjent truer ligeledes vidner med anholdelse og beordrer dem væk. Jeg fortæller mine venner, at de skal blande sig udenom, og jeg beordrer selv alle andre uvedkommende personer væk.
Inden jeg forlader området, fortæller betjenten mig, at jeg vil blive tilsendt en bøde for gadeuorden og for at fornærme en politibetjent verbalt. Men fornærmelsen af betjenten var en reaktion på hans nedværdigende adfærd og hans manglende respekt for menneskeliv.
Det var selve hændelsen.
Min holdning til sagen er, at jeg mener, at den pågældende betjent handlede ukorrekt. Han var fordomsfuld, og hans udtalelser om, at jeg ikke er på arbejde, er en helt absurd argumentation og ikke en gyldig begrundelse for at afvise lægehjælp. Han afviste ikke min lægehjælp, fordi der ikke var brug for en læge, men der var bare ikke brug for min hjælp.
Dernæst fabrikerer han nye forklaringer for gang på gang at få lovhjemmel til at afvise min hjælp.
Den pågældende betjent har helt uberettiget benyttet sig af magtudøvelse. Hans fordomme og stereotype billede af mig har overbevist ham om, at jeg umuligt kan være en læge. Det resulterede i, at en person, der lå på gaden, ikke fik den lægehjælp, som han kunne have fået, hvis han havde haft et helt normalt syn på mig uden fordomme.
Men betjenten ønskede på ingen måde at samarbejde eller tro på mit udsagn. Han søgte konfrontation.
Det er yderst problematisk, at en person bliver udsat for potentiel livsfare på grund af en betjents nedværdigende syn på mig og hans ulogiske tankegang.
Pressens reaktioner
Få dage efter denne tragiske hændelse kontaktede jeg Ugeskrift for læger, og de lavede efterfølgende et interview med mig. De fleste store aviser har også gengivet samme artikel, som blev trykt i ugeskriftet. Flere medier har efterfølgende forsøgt at få uddybende kommentarer fra min side, men jeg har valgt ikke at udtale mig til aviserne.
Baggrunden for min skepsis over for den etablerede presse skyldes, at pressen alt for ofte fokuserer på at skabe “en god historie” frem for et ønske om at give befolkningen en dybere forståelse for et reelt problem, vi har i Danmark. Det problem hedder diskrimination.
Ganske som jeg forventede, styrtdykkede pressens interesse for min sag, allerede to dage efter at den var nået ud til offentligheden. Nu var historien gammel, og den vil kun blive interessant, såfremt der sker noget nyt i sagen.
TV2 Lorry kontaktede mig adskillige gange for at lave en udsendelse, som de kunne bringe i Nyhederne. De understregede over for mig, at det var en principiel sag, som offentligheden burde kende til. I første omgang takkede jeg nej, men gik til med til et interview, som varede cirka tre minutter.
Problemet er bare, at selve indslaget, hvor jeg taler på tv, varede ti sekunder, og det illustrerer også den overfladiske nyhedsdækning.
Lægeforeningen ønsker ikke at gå ind i sagen
Når man som fagperson føler sig trådt på eller bliver udsat for et problem, kontakter man naturligvis sin fagforening for at bede om råd og vejledning. Det har endnu ikke været muligt for mig at få en helt klar udmelding fra ledelsen i lægeforeningen om, hvordan de forholder sig til sagen, og hvad de har i sinde at gøre.
Min umiddelbare fornemmelse er, at de ikke ønsker at gå ind i en større sag med politiet. Begrundelsen for det skulle være, at sagen ikke er helt “ren”. Med det menes, at der kan være forskellige tolkninger af, hvad der skete den pågældende dag, hvor episoden med politiet fandt sted.
Personligt synes jeg, at det er skuffende og yderst kritisabelt, at en fagforening ikke giver opbakning til et af deres medlemmer i en sag, hvor en læge er blevet udsat for diskrimination, samtidig med at en tilfældig borger er blevet udsat for potentiel livsfare. Hvis fagforeningen ikke aktivt skal tage del i denne sag, så savner jeg et svar på, hvad en fagforenings opgaver er.
Bøde på 1.500 kr.
Politiet har holdt deres ord og har som lovet tilsendt mig en bøde på 1.500 kr. for at have “forstyrret den offentlige ro og orden”. Hvor grotesk det end lyder, så er det ikke desto mindre sandheden.
Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at betale en bøde, fordi en politibetjent har misbrugt sin magt. Bøden, der føles en spand saltsyre på et stort, åbent sår, er jeg rasende over. Det er for mig helt ufatteligt, at man som politibetjent i dette land kan slippe af sted med at udsætte andres liv for fare, udvise diskriminerende adfærd over for en læge, og som om dette ikke var nok, udskrive en bøde for at “forstyrre den offentlige orden”.
Det vil sige, at det at nævne ordet “idiot” som svar på politibetjentens måde at håndtere sagen på, samt hans diskriminerende udtalelser, er åbenbart en større forbrydelse sammenlignet med at udsætte et andet menneskes liv for potentiel fare.
Personligt vil jeg foretrække en læge, der insisterer på at hjælpe mennesker i nød, frem for en politibetjent, der forvandler en læges håndsrækning til en konflikt.
Klage til den uafhængige politiklagemyndighed
Erfaringen har vist, at det ikke altid er nemt at klage over politiet. Min sag er helt enestående, men der har tidligere været mange sager, hvor folk har klaget over politiets adfærd eller diskriminerende udtalelser, men jeg har endnu ikke hørt om nogen, som fik medhold i deres klage over politiet.
Tidligere har det også været sådan, at det var politiet selv, som skulle undersøge kritisable forhold inden for politiets egne rækker. Det har vakt kritik, og derfor har man nu ændret denne instans til den uafhængige politiklagemyndighed.
Personligt tvivler jeg stærkt på uafhængigheden af den nye klagemyndighed, fordi mange af de ansatte i den nye politiklagemyndighed tidligere har arbejdet inden for politiet eller har nær kontakt til politiet.
Men på trods af min skepsis og manglende tillid har jeg alligevel indsendt en klage, da det er den eneste myndighed, som kan behandle min sag. Jeg har modtaget svar om, at sagen nu behandles.
Endvidere har jeg kontaktet Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination (DRC) og fortalt min sag. De har oplyst mig, at de i en eventuelt kommende retssag kan yde juridisk bistand.
'Perle': Fordomme og racisme i Danmark
Er fordomme og fremmedhad et udbredt problem i Danmark, og hvordan kommer det til udtryk?
De fleste af os husker formentlig "perker-perle"-sagen. Hvad var det nu, der skete dengang? En politibetjent kaldte en ung mand med indvandrerbaggrund for "perker" i kampens hede under en demonstration.
Politidirektøren Hanne Bech Hansen udtalte følgende i 2009: “Jeg har ved en grundig gennemlytning af det lydspor, der ledsager optagelserne af den omtalte hændelse, konstateret, at det er korrekt, at der bliver sagt 'perle' og altså ikke 'perker'.”
Og hun tilføjede: “Den pågældende siger, at det er noget, man tit siger. Det synes jeg er svært at svare på, hvad man mener med det. Jeg har ikke hørt det ord brugt før. Men der er pokker til forskel på at kalde nogen for 'perle' og kalde nogen for 'perker'.”
Nu har jeg levet hele mit liv i Danmark, og jeg har aldrig oplevet at høre ordet “perle” i den sammenhæng, og slet ikke fra politiets side.
Jeg kender faktisk ingen med indvandrerbaggrund, som af politiet eller andre er blevet kaldt for “perle”. Politidirektør Hanne Bech Hansen har åbenbart heller ikke hørt ordet “perle” før, men alligevel har hun konstateret, at der blev sagt “perle” og ikke “perker”.
Det undrer mig, hvordan hun kan høre ordet “perle”, når det mest sandsynlige er, at der er blevet sagt "perker". Lydeksperter har udtalt, at de hører ordet “perk”, men hvad ved eksperter om det, når vi har en politidirektør, der kan “konstatere” det modsatte?
Pointen er, at racistiske udtalelser og nedværdigende adfærd bliver benyttet af politiet. De fleste unge mænd med indvandrerbaggrund kan formentlig nikke genkendende til dette problem. Mange af dem har på den ene eller anden måde været i kontakt med politiet.
Men dette er ikke ensbetydende med, at man ikke kan finde en rar og hjælpsom politibetjent ude på gaden. For det kan man sagtens. Men det er problematisk, at man fra ledelsen i politiet afviser at gøre noget ved et reelt problem, og rent faktisk forsøger at bortforklare racistiske udtalelser.
Dette var blot det mest åbenlyse eksempel på, hvordan ordensmagten ytrer sig racistisk. Der kunne nævnes mange andre sager, som ikke har været filmet, eller som aldrig nåede offentligheden. Det uretfærdige i denne sag er naturligvis, at det ikke fik konsekvenser for den pågældende betjent.
Så ja, problemet må siges at være udbredt.
Regeringerne har pustet liv til fordomme og fjendebilleder
For at nå til bunds i denne problemstilling kræver det ikke bare, at en enkelt politibetjent bliver stillet til regnskab for sine udtalelser. Fordi fordommene ude i samfundet har en oprindelse. Ingen mennesker bliver født med fordomme eller had til andre racer. Det vil sige, at fordomme og fremmedhad er noget, som vi mennesker kunstigt har skabt.
Men er der nogen, som har gavn af, at fordomme mellem grupper i samfundet skaber splid og konflikter ?
De ti år, vi oplevede med VK-regeringen, var ti år med gode vækstbetingelser for fordomme og fjendebillederne i samfundet. 11. september blev på det groveste misbrugt til at puste liv til islamofobien, og en hidtil uset heksejagt blev sat i værk verden over for at fange terrorister. Muhammed-tegningerne, som var en åbenlys provokation, var også en dristig manøvre, som politikerne benyttede sig af for at skabe frygt blandt befolkningen og danne et muslimsk fjendebillede.
Hvad resulterede det i? Ti år med ulovlige krige på andre kontinenter og medvind til de fremmedfjendske partier og grupperinger.
Men én ting er helt sikker: Det er ikke os almindelige hårdtarbejdende mennesker, som har gavn af, at befolkningen splittes op i danskere, arabere, tyrkere, kurdere eller grønlændere.
Mens hver enkelt nationalitet klandrer en anden gruppe i samfundet som årsag til alle dårligdommene i samfundet, glemmer vi, at vi rent faktisk har fælles interesser.
Flertallet af borgerne i Danmark har uanset deres nationale oprindelse fælles interesse i at have ret til et arbejde, en god uddannelse og velfærd, men vi kan ikke forsvare vores rettigheder, hvis vi står splittede. Derfor er sammenhold og organisering den eneste metode, hvorpå vi kan være slagkraftige.
Hvis vi står uden organisation, vil vi bare være tilskuere til samtlige uretfærdigheder, uanset om det er i Danmark eller ude i den store verden.^