Endnu engang markerer en stor folkelig bevægelse sig på gaderne – bredt sammensat politisk, socialt og aldersmæssigt. Den udgør et enormt pres på regering og opposition, politi og medier. Men det mærkes ikke på overfladen.”Lov er lov, og loven skal overholdes”
... er standard-politikersvaret, når nu i hvert fald politikerne kan lide den lov, det drejer sig om.
Det er jo i virkeligheden sjovt, at nogle af de 179 politikere i folketinget kan bruge den slags argumenter, eftersom de faktisk er landets eneste personer, der kan lave om på lovene. Er det andre mennesker, der bruger dette argument, kan man synes, de er stivnakkede, og argumentere for, at så burde lovene måske blive lavet om. Når politikerne siger det (ofte med magtesløshed i stemmen), er det direkte flabet.
Det står i midlertidig ikke engang i nogen lovtekst, at irakerne, der ikke har opnået asyl her i Danmark, skal sendes hjem. Det står ikke nogen steder i loven, at man ikke kan tildele dem humanitært ophold og asyl her, ligegyldigt hvad udlændingestyrelsen så end siger.
”Vi passer bare vores arbejde”
... er standardsvaret, når man konfronterer en betjent i kampuniform, der midt om natten er ved at sende mennesker til et land i krig – en krig, som det danske militær har været en aktiv part i.
Hvor mange paragraffer der er i loven, og hvor mange overarbejdstimer der er optjent af det danske politikorps, skal jeg ikke kunne sige, men at politiet den aften valgte at rydde Brorsonskirken, var en politisk beslutning, intet andet.
Det samme gælder sagen omkring Ungdomshuset, hvor politiet efter nogen tids kamp var ude og klage deres nød over, at de ikke havde ressourcer til at tage sig af narko-handlen, fordi de havde brugt så mange ressourcer på at rydde Ungdomshuset.
En kendt taktik fra politiets side, hvor man forsøger at lægge skylden for det mangelfulde arbejde med narko-kriminalitet m.m. over på en bevægelse, der øjensynligt optager politiets tid og kræfter.
Opposition – mod hvad?
Fra den første dag, irakerne søgte ’kirkeasyl’ og i første omgang rykkede ind i domkirken Vor Frue Kirke, og senere til Brorsonskirken på Nørrebro, har den parlamentariske opposition spillet sin rolle som fallitbo perfekt. De første kritiske måneder af sagen spillede SF med åbne kort imod Kirkeasyls initiativ, men da det ikke lykkedes at knække initiativet på denne måde, begyndte de efter nogle måneder at spille deres klassiske dobbeltspil. Nu er de tilsyneladende imod irakernes udvisning – eller hvad?
Både Socialdemokraterne og SF støttede kirkerydningen – og ’lov er lov, og lov skal holdes’, og irakerne ud af landet.
SF’s linje (og socialdemokraternes?) er vist på nuværende tidspunkt, at 'sagerne må genoptages og afprøves igen'. Problemet med denne tilsyneladende opposition, der ikke modsætter sig Dansk Folkepartis og VK-regeringens sjofle udlændingepolitik, er i grunden, at der ikke er tale om, hvem man kan sende til Irak, men om hvorvidt man kan sende nogen til det krigshærgede land.
Som i 1930’erne – bare at Danmark nu er i krig
Flere har været ude og sammenligne situationen med 1930'erne, hvor den daværende danske regering rask væk sendte flygtninge tilbage til Tyskland, arbejdslejre og gaskamre.
Situationerne er sammenlignelige på en del punkter, selvom der også er forskelle. En af dem er, at Danmark i dette tilfælde selv har været en del af de krigsførende nationer, der har smadret Irak og som halehæng til USA været med til at indsætte den irakiske regering.
For deltagerne på den store og flotte demonstration dagen efter politiets rydning af kirken vil det dog også stå klart, at SF ikke er en del af bevægelsen, men blot låner den til at opbygge sit image.
Dette partis Kamal Qureshi var taler til demonstrationen og blev godt modtaget. Han lagde ud med nogle af bevægelsens egne pointer og høstede stort bifald for det. Der gik dog ikke længe, før han gik over til at fremføre parolen om at genoptage sagerne. Bifaldet udeblev da også. Det blev simpelthen erstattet af en undrende mumlen i demonstrationen. Der var endda nogle, der råbte til ham, ”Asyl til alle irakerne!”, men han fortsatte ufortrødent med at fremlægge partiets linje og forsøg på at splitte irakerne og bevægelsen – uden på nogen måde at rejse tvivl ved, hvorvidt man overhovedet kan sende mennesker til Irak.
Enhedslisten, som efter eget udsagn skulle hive de større søskende mod venstre, har på intet tidspunkt i dette forløb ytret nogen som helst form for tvivl om, at de vil støtte en socialdemokratisk regering, næste gang (og hver eneste gang) der er valg.
Hvordan de mener, at de kan rykke noget som helst ved Socialdemokratiet uden at sætte det stolen for døren, er uvist – i så fald var Socialdemokratiet vel rykket selv for længe siden ...
Også ’oppositionen’ er fuld af standardsvar, der ikke duer.