Redaktør af Fredsakademiet
Så kom den endelig, den længe ventede rapport fra PET-kommissionen.Er den så værd ventetiden og forventningerne.
En hurtig kommentar er både ja og nej.
Bindene er bygget op med en meget akademisk fremstilling efterfulgt PETs beskrivelser, vurderinger og analyser. Man kan anke over, at forfatterne i dette bind ikke har anvendt bevægelsernes eget materiale, fordi man eksempelvis s. 20, ”ikke kunne få adgang til Ib Nørlunds dagbøger”.
Den citerede akademiske litteratur i dette værk er oldnordisk, vilket tyder på en ringe akademisk interesse for humanismen.
Men de overvågede bevægelser har afleveret arkivalier til forskellige arkiver og da det drejer sig om samtidshistorie, kunne man med fordel havde interviewet de pågældende personligheder.
Det skal også bemærkes at kommissionsbetænkningen ikke beretter meget om Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ligeledes har man heller ikke benyttet de overvågedes hjemmesider eller nyere udenlandsk forskning i fredsbevægelsrnes historie, eksempelvis Laurence Wittners monumentale rebindsværk på næsten 2000 sider: The Struggle Against the Bomb udgivet af Standford University Press 1977-2003.
Sagen om overvågningen af Carl Scharnberg i bind 10 s. 32 er interessant og viser, at de beskrevne sager rummer mange usikkerhedsmomenter. Overvågningen af Carl Scharnberg starter før hans engagement i Kampagnen mod Atomvåben. Bevismaterialet er desværre bortkommet ved malkulering, efter ’hans død’, men man har dog registreret at han tidligere havde været militærnægter.
Og så læser man s. 292, at PET har et historisk arkiv!
Forvirret?
Hvad er gemt og hvad er ikke gemt?
Og så forstår man bedre Oberstløjtnant Mogens Schwalbe, der var chef for IC-afdelingen fra 1973 til 77, forklaring til Auditørrapporten s. 57 i Fredsakademiets udgave af 'Rapport i anledning af undersøgelsen ved auditør af visse forhold vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste og Militærnægterforeningen mv. i perioden 1970-1978' om, at ”FE ikke beskæftigede sig med militærnægtere. Det var politiets opgave”.
Men bevismaterialet er desværre bortkommet.
Men militærnægterne er stort set fraværende i rapporten, bortset fra den besynderlige omtale samme side af 'Foreningen Militærnægterne i Gribskov'.
Der var dengang en militærnægterlejr i Gribskov.
I den indledende beskrivelse af War Resister’s International burde der s. 14 have stået, at Aldrig mere Krig er tilsluttet denne udmærkede organisation og ikke ’var tilsluttet’.
Forfatternes kendskab til britisk geografi er ringe. Hvor var det nu Greenham Common basen var lokaliseret? Bestemt ikke i byen Greenham. Det rigtige svar er Newbury.
Se: [www.fredsakademiet.dk]
Ellers er der mange gode oplysninger at hente om de danske fredsgrupper efter anden verdenskrig, alle er med, endda et par stykker jeg aldrig har hørt om før.
Oplysningerne om at PET modarbejder det internationale fredsår 1986, således, at fredsbevægelsen får dårlig omtale i medierne er nye.
Blandt de overvågede fredsgrupper kan nævnes: Aldrig mere Krig, Kvinder for Fred, Kvindernes internationale liga for fred og frihed, Nej til Atomvåben og Samarbejdskommiteen for fred og sikkerhed.
Værket er således et vigtigt bidrag til forståelse af de danske bevægelser og deres arbejdsvilkår.
Selve rapporten må som helhed vurderes som en accept og frikendelse af de forskellige regeringer og de embedsmænd der anvendte mere tid på at overvåge og chikanere deres politiske modstandere end de forsvarede demokratiet for der er intet der tyder på at de danske efterretningstjenesters overvågning er stoppet i mellemtiden.
Efterretningstjenester hører ingen steder hjemme i et demokrati, på samme måde som Kant fastslog, at demokratier ikke går i krig.
Spørgsmålet der rejser sig er derfor følgende: Er der demokrati i Danmark?
Derfor er kravene følgende:
1) Alle danske efterretningstjenesters arkiver om overvågning af ’politiske modstandere’ skal offentliggøres.
2) Det skal nedsættes en kommission til undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste.