Hitler og det Tredie Riges opgang og nederlag
Del 1 af 3
Af Ole S. Larsen
Interpres
I disse dage fejrer vi 60-året både for Danmarks befrielse og Nazi-Tysklands nederlag.
Danmarks Statsminister Anders Fogh fik stående ovationer (meddeler DR) da han mere end 60 år for sent for hans parti Venstres vedkommende - angreb kollaborations-regeringens alliance med Nazi-Tyskland i hans tale ved galamiddagen på Københavns Rådhus, torsdag aften .
I dag kollaborerer hans KV regering - med socialdemokratisk støtte - med Georg Bush`s Amerika om krig og besættelse af Irak. Fogh burde have holdt talen om modstandens betydning for det irakiske folk
Fogh er langt ude når han misbruger modstandskampen til at forsvare USA´s forbrydelser idag. Danmark er idag en af USA´s mest trofaste alliererede i den folkeretsstridige krig i Irak.
Folkeretten blev indskrevet i FN´s charter - som et resultat af den anti-fascistiske koalitions sejr over Anti-Komintern-pagtens styrker. ALDRIG MERE var parolen i 1945 og ved FN´s grundlæggelse senere.
ALDRIG MERE skulle en stormagt som Nazi-Tyskland eller - som idag Bush`s USA - angribe og besætte andre lande og underkue deres folk. Kun i tilfælde af et angreb måtte landene bruge militær vold og indlede en forsvarskrig- ellers ikke.
Folkeretten, inklusive Geneve-konventionerne som Danmark og USA bekender sig til forbyder militær aggression og giver alle folk ret til at forsvare sig med våben i en modstandskamp mod aggresionen.
Derfor er palæstinensernes væbnede kamp, ligesom irakernes fuldtændig legitim.
Det er helt tydeligt at Fogh og hans parti har problemer med besættelsestiden. I virkeligheden forsøger han at komme væk fra alle de ubehagelige spørgsmål som Hitler, krigen og besættelsen stiller. Han vil hellere diskutere andre emner og kræver f.eks at Putins Nato-allierede Rusland skal give en undskyldning til de baltiske lande for at Sovjet befriede disse stater og folk , som inden Tysklands Holocaust-aggression mod Sovjet, var rekruteringsområder for den tyske Wehrmacht og Waffen-SS. Alene fra Letland meldte 150 000 frivillige sig til WaffenSS og Hitlers krig mod Sovjet.
Fogh, som ligner det engelsk ord for tåge - har med hans 60års udtalelser spredt endnu mere tåge om besættelsen, modstandskampen og hvad vi kan lære af den idag.
Men det ligger jo også i tråd med DR´s serie om krigen "set fra tyskernes side".
Hvilke tyskere? Var det dem der støttede Hitler? Eller det flertal af tyskere som åbent eller skjult var modstandere af Hitler?
Der Untergang: Massepropaganda
I marts fik den den kontroversielle tyske film Der Untergang så premiere i Danmark. Den hyldes af borgerligheden , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Og det er en skam, for filmen er blevet slået stort op. Der er tale massepropaganda.
Alene i Tyskland havde den premiere i mere end 400 biografer. Der Untergang er masseproganda som nu er set af mere end seks milioner tyskere siden premieren den 8. september i fjor.
Filmen hyldes af dele af den intellektuelle borgerlighed , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Filmen skal angiveligt vise en ”mere følsom Hitler” , hvor han ”virker næsten skrøbelig, som en medynkvækkende mand.” skriver dagbladet Informations anmelder. Hvis man skulle lave en ”følsom” og afslørende film om ”privatpersonen Hitler på en ny måde” ” så ville det være oplagt og svært at komme uden om hans hemmelige homoseksuelle liv.
Men det har man ikke ønsket – ikke fordi Undergangs-filmfolkene ikke kender til denne ”hemmelighed”.
Både Hitler selv og den tyske borgerlige offentlighed forsøgte at begrave hemmeligheden med ham. Mere om det senere ....
Kritikken af Hitler filmen vokser
Da filmen fik premiere i Polen i november sidste år talte man om »En flugt ind i sentimentaliteten,« som der stod i en af Polens største aviser Gazeta Wyborcza, der også beklagede Hitlers forvandling til en tragisk figur.
Den franske avis Libération kaldte filmen mislykket og spurgte, hvad det tyske tabubrud egentlig skulle gøre godt for: ”Hvad lærer man om Hitler og nazi-regimet? Og om det tyske folk, der underkastede sig denne farlige tåbes karisma?”
Libération fandt den omtrent tre timer lange film ”på grænsen af det tålelige” . Kollegaen fra Le Figaro mærkede et ”ubehag”, og Shoah-instruktøren Claude Lanzmann, kaldte filmen ”pervers og farlig”.
I Storbritannien var den borgerligt anerkendte Hitler-biograf Ian Kershaw meget imponeret af Der Untergang idet han kaldte den ”et grandiost historisk drama” – i avisen The Guardian, men nogen forståelse af personen Hitler havde han ikke fået: ”At opleve Hitler på selvmordets rand kan ikke hjælpe os til at forstå fænomenet Hitler.”
På den danske internetportal Modkraft lokkede den officielle anmelder med ”se Hitler græde ” , i filmanmeldelsen (11/3).
Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet i Berlins gader.Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler. – Men hvor meget viser Undergangs-filmen?
Norske Aftonposten kalder den ”Hitler på en ny måde” i et et interview med instruktøren Oliver Hirschbiegel, som bl.a sagde
”Der er egentlig ikke gjort så mange film om Hitler som man skulle tro , og vældig få tyske”...
”. . . Spillefilmen er basert på Joachim Fests bok "Untergang" og har vakt stor debat i Tyskland. Deler av filmen er også basert på memoarene til Hitlers personlige sekretær, Traudl Junge”
Baggrunden for Hirschbiegels film kommer han selv ind på:
”Noget som alltid har irriteret mig er at Hitler er bleven en slags myte. Han er urørlig, der han sidder på sin ondskabens trone, som et todimensjonalt monster. Det stemmer ikke! Manden var en politiker, han var en eminent strateg, en retoriker, og et geni. Men han var også et menneske, og alle i hans krets var også mennesker. Hvis man studerer Hitlers personlighet vil man se at han ikke var sinnssyk på noget tidspunkt, men høyst klar over hvad han drev med. For mig gør dette ham til et ægte monster, forsetter Hirschbiegel, som også mener at Hitler var et unikt tilfelle.
”I motsetning til andre diktatorer, som Napoleon, ser man at Hitler ikke hadde noen visjoner. Det var ingenting under skallen. Han ønskede bare ødelæggelse!” forklarer Hirschbiegel.
(Aftonposten, del-oversat interpres)
Dermed afslører Herr Hirschbiegel hele hans overfladiske historieopfattelse. Hitler havde visioner; det var den tyske imperialismes visioner om en ny tysk-domineret verdensorden Det som idag bliver kaldt EU kaldtes Neuropa af de tyske imperialister i 30erne.
Også idag har den fransk-tyske imperialisme – sammen med den danske store imperialistiske ”visioner”.
Også derfor har filmen samme fundamentale mangel som mange andre borgerlige historiefortællere. Ved at begrænse sig til personen Hitler holder man hånden over de kapitalister som trak i trådene og som til og med overlevede krigen.
Det var storkapitalisterne Krupps, Siemens og IG Farbens visioner om en ny verdensorden baseret på disse kapitalistiske monopolvirksomheders interesser.
Anti-Komintern-pagtens vision var en ny europæisk-japansk verdensorden som skulle baseres på tysk-japansk-italiensk - og dansk kapital; teknik og kultur.
I store dele af Asien, bl.a det folkerige Kina skulle japanske kapitalister herske og realisere deres ”visioner”.
Giv Hitler og folket skylden
Ved – alene - at give Hitler skylden for terroren og krigen lader man de virkelige skyldige, de mennesker der trak i trådene og financierede Hitlers nazibevægelse, gå fri.
Ved at udpege Hitler som et ”monster” som Hirschbiegel kalder ham – undgår man at undersøge hvordan et ”middelmådigt individ” som Hitler kunne opnå den højeste magtposition i det ”civiliserede ” Europa i trediverne.
Også derfor har filmen samme fundamentale mangel som mange andre borgerlige historiefortællinger . Ved at begrænse sig til personen Hitler skjuler man Hitlers virkelige bagmænd. Og det er også meningen .
De samme kapitalistiske familer, som bragte Hitler til magten. har den dag idag stor magt. Ikke bare Krupp, Daimler ,Bayer, Agfa og Siemens har stor magt idag, men også Shell (Sir Henry Deterding), Hearst, Ford og AP Møller hører til blandt de største kapitalistiske sammenslutninger i dag.
Det var amerikanske Ford og Hearts, engelske Sir Deterding , Krupp og IG-Farben - Idag Bayer, Agfa, Basf, Aventis og Degussa - som financierede nazi-bevægelsen og brugte KZ- slavearbejdskraft i deres fabriker. Det var disse monopoler, der ansporede til Holocaust-aggressionen mod de sovjetiske folk- undermenneskerne.
Tysk Erhvervsliv – sammen med dansk erhvervsliv (AP Møller, Højggaard, Gunnar Larsen, FL Smith o.a.) -drømte om de store muligheder der fandtes i det vældige Rusland efter Sovjetunionens destruktion.
Gennem aggressionskrigen mod de sovjetiske ”undermennesker” skulle man få de markeder og råstoffer – lebensraum – som man havde forsøgt erobre i den Første - imperialistiske - Verdenskrig 1914-18. Derfor den racistiske lære om den overlegne ”ariske vestlige” og ”nordiske” kultur som skulle herske over de ” slaviske undermennesker ” i Sovjet og andre lande.
Operation Barbarossa – kodenavnet for den militære aggression mod Sovjet i 1941 – skulle gøre de tyske monopoler – og deres danske,japanske og italienske allierede – til verdens herrer.
Tyskland skulle igen får ”en plads i solen” og blive verdens nye supermagt.
Uden storkapitalens støtte ville Hitler være forblevet hvad han var: En intellektuel med en ”middelmådig personlighed” som skulle have fortsat hans homoseksuelle livsførelse, mens han på værtshusene udskreg sit had til ”jøder og bolsjeviker” .
Untergangs-instruktøren Herr Hirschbiegel kan ikke dy sig for at lufte hans beundring for Hitlers ”retoriske talent” og udpeger ham til en ”eminent strateg”. Han afslører dermed en meget overfladisk historieopfattelse.
At historien skulle være styret af enkelt individer er ligeså forkert som at påstå det modsatte. Politiske og historiske ledere har deres visioner ,ideer fra de klasser af mennesker de lever iblandt og repræsenterer. Parti-programmerne finkæmmes og udformes efter de menneskegrupper eller klasser som vi kalder det i marxistisk-leninistisk sprogbrug, så de kan bruges til at varetage disse klasse-interesser.
Der er ikke tale om et mekanisk forhold , men dialektisk, hvor de ideer som fascisterne populariserede med den borgerlige preses hjælp , blev udformet i et dialektisk forhold/konflikt til de stemte overens med de herskende tyske/finske/italienske/danske og andre landes kapitalistiske klassers interesser.
Det borgerlige samfund vil aldrig kunne skabe den realistiske film, som afslører Hitlers bagmænd. For de samme kræfter som bragte Hitler til magten har stadig idag afgørende indflydelse på nyheds- og kulturmedierne.
Fascismens bagmænd
En sådan film kunne begynde i Bestyrelses-rummet i IG Farben hvor man diskuterer mulighederne for at få staten til at udvikle syntetisk brændstof. Det kommer til udtryk allerede i 1916 ...
Vi er på den store tyske kapitalistiske koncern IG Farben`s informationsafdeling. En funktionær læser højt :
” En ny type af statslig socialisme, totalt forskellig fra den vi alle har drømt om eller tænkt på. Der kommer det privatøkonomiske initiativ og den privatkapitalistiske økonomi ikke at blive mindre. Den bliver diciplineret udfra statssocialismens mål, hvilket indebærer at kapitalen koncentreres til en national økonomi som styres som en homogen kraft.”
Efter at have drukket en mundfuld vand fra fortsætter han selvsikkert:
”Forandringen af kapitalismen kræver at man med naturlig autoritet skaber en modkraft til den internationale socialisme, som nedbrydes af en nationalsocialisme hvis løfte bliver :Arbejde i stedet for fraser”
Den italienske fascistiske leder Benito Mussolini siger det klart nogle år senere: ”...Målet for den umiddelbare fascistiske aktion er genoprettelsen af diciplinen, især i fabrikkerne......”
I Italien sker der på initiativ af kapitalistiske industriledere drøftelser mellem Mussolini og ”industrien” om en fascistisk magtovertagelse.
For at bedrage masserne taler Mussolini om den ”fascistiske revolution”. Antonio Gramsci , en af KOMintern-partiet PCI´s ledere, afviser dette bedrag:
”En revolution er kun en revolution om den bygger på en ny klasse. Fascismen bygger ikke på nogen klasse som ikke allerede har magten....”
I oktober måned 1922 gennemfører de italienske fascister - ”sortskjorterne” - den berygtede ”Marsch mod Rom”, og erobrer sammen med militæret, regeringsmagten ved et statskup.
Mussolini bliver statsminister – eller ”Il Duce” – Føreren - som han kalder sig.
I virkelighedens film om Hitler-fascismen dukker billederne fra KZ-Auschwitz dukker op på lærredet.... parolen over porten ved KZ-lejren ”Arbeit macht Frei” er for for de underernærede arbejdere på IG-Farbens fabrikker nærmere 'Arbejde til døden'.
På koncernens fabrikker ved KZ- Auschwitz-Birkenau fremstiller hundrede tusinder af arbejdere syntetisk benzin og gummi samt gassen Zyklon B. Koncernen udbytter arbejderne til døden, hvorefter de rekruterer nye slavearbejdere i de tilstødende KZ-lejre.
Untergangs-filmen: Fatalt fejlspor
Untergangs-filmen får ikke udelt ros – heller ikke i Tyskland. Den kendte historiker og veteran i tysk historieforskning, professor Hans Mommsen kalder den "Et fatalt fejlspor" og han retter skarp kritik mod teamet bag "Der Untergang":
”- Det er overhovedet ikke muligt at skabe forståelse for den store historiske proces . . . ved at reducere historien til rene personhistorier.. . .” men han tillægger:
”Det er naturligvis godt at publikum engang begriber at Hitler er en middelmådig personlighed, og ikke er et forbillede. ”
(Kilde: Aftonpostens Korrespondent Trygve Monsen)
Filmen får flere velfortjente hug:I den tyske højreliberale avis Die Welt – ejet og kontrolleret af Springer-koncernen - skrev skribenten Tilman Krause:
”Jeg har simpelthen ikke noget behov for at opleve mennesket Hitlers sidste timer. Hvorfor skal jeg have medlidenhed med den mest skæbnessvangre forbryder i tysk historie (...)?”
Her aner man den tyske borgerligheds lede ved at blive påmindet om denne ”skæbnesvangre” epoke ” i tysk historie. Man vil helst glemme alt. Og forestille sig historien som en tysk historiker ironisk beskrev de tyske skolebøgers omtale af Nazi-epoken:
”I 1933 kom der en masse brune væsener ude fra rummet og i 1945 forsvandt de igen”.
Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet på byens gader. Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler –
Men hvor meget viser Undergangs-filmen?
Filminstruktøren Andrzej Wajda advarede efter filmens premiere i Polen i november sidste år mod at overvurdere filmen. Han mente, at den snart ville være glemt igen. Men det bliver den tyske imperialismes forbrydelser aldrig.
Filmen har samme fundamentale brist som de borgerlige historiebøger, der fortæller historien om Hitler som en politiker der fik ”folkets opbakning” ved at bruge den anti-jødiske chauvinisme og give ”socialistiske løfter” om at afskaffe sult og arbejdsløshed.
Den herskende borgerlige og gammelnazistiske opfattelse er at nazisterne opnåede magten på ”demokratisk” vis.
KOM HITLER TIL MAGTEN PÅ DEMOKRATISK VIS ?
Det er en udbredt opfattelse i blandt borgerlige – og ikke mindst gammelnazistiske - historikere at Hitler kom til magten på ”demokratisk” eller ”legal vis”. Dermed fortrænger og skjuler man Hitlerpartiets virkelige bagmænd .
For at forstå baggrunden går vi tilbage til 1929:
Krakket i oktober måned på den kapitalistiske aktie-spekulationsbørs på Wallstreet i New York resulterer i tab på godt 15 000 millioner dollars - et astronomisk beløb på den tid. Krisen fører til massekonkurser, fabrikslukninger og massearbejdsløshed i de Forenede Stater.
Landbrugskrisen bliver endnu værre og fører til masse-ruinering, fatttigdom og sult for millioner af små og middelstore bønder i Amerika Krisen breder sig til den øvrige kapitalistiske verden og fordybes til den værste krise for det kapitalistiske system nogensinde.
I Tyskland danner Heinrich Brüning fra det borgerlige parti Zentrum i marts 1930 regering. Denne regering støtter sig i stadig mindre grad på et flertal i Rigsdagen, men i stadig højere grad på såkaldte nødforordninger. I juli vedtages den første nødfordning.
Den indbærer lønnedsættelser, øget beskatning og afgifter og forringelser af de arbejdsløses og syges dagpenge - samtidig med man bevilgede 150 millioner Rigsmark til ”sanering” af de såkaldte riddergodser i rigets østlige provinser.
* I oktober beordres metalarbejderns løn nedsat med 15 %. 130 000 arbejdere går i strejke i Berlin.
En mæglingsdom indebærer lønnedgang på mellem 6 og 8%.
* I samme måned fremlægger Tysklands Kommunistiske Parti KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love. Til stor skuffelse for mange stemmer socialdemokraterne i SPD sammen med de borgerlige partier imod forslaget.
SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.
* 1.december samme år udsteder Brüning-regeringen endnu en nødfordning som dikterer nedskæringer af de statsansattes lønninger og pensioner med 6 %, mens skatten på øl og tobak, samt skatten på ugifte forhøjes.
* 9.januar 1931: En nødforordning dikterer en lønnedgang på 6 % for de arbejdende i Ruhrs mineindustri.
Den ene nødfordning erstatter den anden. De tyske socialdemokrater i SPD accepterer den kapitalistiske krisepolitik.
* Den 20. marts stemmer SPD for at Rigsdagen udskydes med et halvt år – til den 13 oktober. Samtidig splittes SPDs Rigsdagsgruppe da ni medlemmer går imod partiledelsens direktiver og nægter at stemme for bevillingen af penge til krigsskibe (panserkrydsere)
Den tyske arbejderklasse kæmper med arbejdsløshed, lønsænkninger og stigende fascistisk terror og militær oprustning.
* Den 29. maj fremlægger Ernst Thälmanns KPD et jobskabelsesprogram, der sætter en arbejdstidsnedsættelse til 40 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation i centrum. Programmet indeholder også forbud mod overarbejde og en nedsættelse af pensionsaldersgrænsen til 6o år , et forbud mod virksomhedslukninger, en udvidelse af boligbyggeriet og opførelsen af nye sygehuse,sanatorier,pleje- og børneinstitutioner.
Men for SPD - der i den første uge af juni afholder kongres i Leipzig – er det ikke arbejderklassens krav der i centrum. Tværtimod: De ni Rigsdagsmedlemmer som stemte imod panserkrydserne bliver irettesat – i september ekskluderes de - og Partiformanden fremfører formuleringen: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”
Fritz Tarnow, som repræsenterer de socialdemokratiske fagforeninger, erklærer at saneringen af den kapitalistiske økonomi er ”en forudsætning for at nå til socialismen” . Derfor må arbejderklassen være ”læge ved kapitalismens sygeleje”.
* Den 6.oktober vedtages endnu en nødlov som dikterer yderliggere nedsættelse af lønninger og pensioner.
* Og den 9. oktober indtager Heinrich Warmbold , bestyrelsesmedlem i IG-Farben –koncernen , posten som økonomiminister.
6 dage senere ....
* 11-12 Oktober i Bad Harzburg paraderer SA, SS og Stahlhelm i al offentlighed foran tysk erhvervslivs spidser.
Nazipartiet, Stahlhelm og Aviskongen Hugensbergs Tysk Folkeparti (Deutschnationale Volkspartei) danner dér Harzburger-fronten.
I den virkelige film om Hitler dukker billederne af SA og SS-morderne paraderende foran erhvervslivet direktører ...
Her møder vi den mangeårige Nationalbanksdirektør Hjalmar Schacht, Winnacker og Thyssen, Poensgen fra Verienigte Werke , Schenkler fra LangnamVerein, Ravene fra Jernets grossistforbund, generaldirektør Krieger fra Winthershall, generaldirektør Gottstein, Rostberg , metalværksdirektør Quebier, direktørerne fra Blohm& Voss-værftet , alle repræsentanter for den kapitalistiske storindustri.
John Heartfield:
MILLIONER STÅR BAG MIG!
Heartfields afslørende og berømte collage: Hitlerhilsenes betydning
Ligesom bankmændene Stauss, Regendanz, Sogemeyer og Lubarsch ses her også general Seeckt og admiral von Trotha medvirker ligesom prins Eitel Friedrich von Hohenzollern ses i Bad Harzburg.
De kræver af Rigspræsident Hindeburg, at der dannes ”nationale” regeringer - dvs med nazistisk deltagelse - både i hele riget og i delstaten Preussen.
Senere samme måned dukker billederne af New York op i denne virkelige film. På gaderne ser man hundrede tusinder af sultende arbejds- og hjemløse som forsøger at overleve med hjælp fra de forskellige suppekøkkener.
* Der i New York den 27. oktober 1931 afholder den kapitalistiske Generel Elecric-koncern gallamiddag.
Blandt direktørerne er der en af gæsterne der tiltrækker en vis opmærksomhed . . . det er den tyske industribaron Carl Friedrich von Siemens. Han ankommer i pansret Limousine med flere vagter med sig til det imponerende 37 etager høje Hotel og Kongres-center på Manhattan.
Under middagen tager Herr Siemens ordet og han lægger ikke fingrerne imellem i talen til de forsamlede kapitalistiske erhvervsfamilier:
”Roden til Hitlerbevægelsen er kampen imod socialismen, det vil sige mod marxismen . . De, her i De Forenede Stater . . . vil bedre kunne forstå end nogen andre, at et sundt og kraftigt Tyskland, nødvendigvis må være et forenet nationalt Tyskland . . . Hitlerismen . . . er rettet mod parlamentarismens utøjlede overherredømme, sådan som den desværre er foreskrevet i vor forfatning. Det tyske folk er ikke modent til denne form for demokrati.” (Note 1)
Siemens reklamerer åbent for Hitlers parti, men beder dog – i et brev til den tyske Præsident – om ikke at viderebringe hans udtalelser om nazi-bevægelsen i New York.
Mon ikke der er flere kapitalistiske erhvervsledere, der idag har hørt lignende snak – om at ”opgøret” med - kampen mod - socialismen/marxismen – kræver – en bevægelse som ligesom Hitlerbevægelsen – udpeger syndebukke for den kapitalistiske verdensordens elendighed – for at sikre et ”sundt og kraftigt ” Danmark/Tyskland/USA med de største ”frie erhvervslivs” kapitalister som herskere.
I hvertfald modtog Kjærsgaards Folkeparti et seks-cifret beløb i valgkampsstøtte fra familien Mærsk-Mckinney-Møller inden valget i februar i år. Mærsk ville vise sin opmuntring for DFs bidrag til at opbygge et ”sundt og kraftigt” Danmark.
Teksten til New York-talen sendte von Siemens til den tyske Rigspræsidents kontor med en følgeskrivelse, hvori det hed:
”D´Herrer har garanteret mig, at der ikke vil finde nogen offentliggørelse sted, og har derfor lagt mig på sinde at fremføre mine meninger hensynsløst. Jeg må derfor bede Dem om at behandle disse ytringer fortroligt” - Carl von Siemens
Men det var ingen hemmelighed for hitlerpartiet, at uden Siemens, Krupps, Henry Fords , Randolpf Hearsts og andre storkapitalisters hjælp ville de aldrig have erobret magten.
Allerede i oktober 1931 var man nået så vidt at man ikke hemmeligholdt fællesskabet med de brune terrorister.
Hitlers Parti havde sammen med Hugenbergs Tysk Folkeparti -med kapitalistisk støtte - samlet de paramilitære organisationer i Harzburger-fronten. Alfred Hugenberg, der var Weirmarepublikkens aviskonge – den tids Axel Springer - og tidligere Krupp-direktør, dannede sammen med Hitler, Thyssen og andre kapitalister Harzburger Front, der gik igang med at give republikken dødstødet.
* Den 25. november afslører den tidligere Hitlertilhænger dr. Schäfer, at nazi-lederen dr.Best havde udarbejdet hemmelige planer, der i alle enkeltheder gik ud på at gennemføre et kup, oprette et diktatur, på massearrestationer, konzentrationslejre og henrettelser.
Schäfer afleverer beviserne på nazisternes planer - kaldet Boxheimerdokumenterne, da nazisternes rådslagning var udarbejdet på værtshuset Boxheimer Hof - til Hessen-politiet.
Der blev aldrig indledt en proces mod dr.Best for slet ikke at tale om en højforræderisag mod nazi-partiet.
Fascisterne hævnede sig blodigt på dr-Schäfer. Kort tid efter Hitlers magtovertagelse blev hans lig fundet med syv skud i ryggen ved et banelegene mellem Frankfurt og Neu-Isenburg.
Dr. Best gjorde karrierre i det Tredie Rige og blev senere Gestapo-chef og Hitlers befuldmægtigede i Danmark under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden som krigsforbryder, men senere benådet og tilbudt en stilling i den kapitalistiske Stinnes-koncern i Düsseldorf. Efter en kortvarig ny anholdelse på grund af de massemord han havde begået, blev han i 1971 atter sat på fri fod.
Undertrykelsen af retssagen mod Best og NSDAP i 1931 fandt sit sidestykke 20 år senere, da politiet i Hessen i 1951 opdagede mordplaner forberedt af den fascistiske dækorganisation Bund Deutscher Jugend BDJ.
Øverst på listen over de mennesker , der skulle myrdes, stod Hessens ministerpræsident Georg August Zinn fra SPD, pastor Niemöller, to kommunistiske Forbundsdags-medlemmer Oscar Müller og Walter Fisch og flere andre, bl.a Emil Carlebach.
En af talerne på BDJs møder var et medlem af Forbundsdagen, Kurt Georg Kiesinger, tidligere NSDAP, nu CDU og senere Tysklands statsminister (Forbundskansler). Sagen om BDJs mordplaner i 1951 blev afvist og stillet i bero af statsanklageren ligesom sagen mod dr.Best blev afvist i 1931
Film-billederne zapper videre . Berlin den 9. december ... Hitler kommer til et møde i Berlin for samtaler med storindustriens kapitalister. Både Fritz Thyssen og Vögler deltager.
I 1931 dræber politiet 55 arbejdere og SA SS myrder 49 arbejdere. Antallet af arbejdsløse er steget til mere end 5 ½ millioner. Af disse er 900 000 frataget dagpengene.
1932
På initiativ af ”stålkongen” Thyssen inviteres Adolf Hitler til at holde et foredrag i industri-erhvervenes klub i Düsseldorf - vinteren 1932 . . . Dér i Industrieclub` den 27.januar taler Hitler ved en konference for 700 repræsentanter fra tysk erhvervsliv . Han lover at beskytte den private ejendomsret, at udslette demokratiet og ”knuse bolsjevismen” , og at erobre nyt ”lebensraum” – et andet ord for markeder, kolonier og billig (slave-)arbejdskraft.
Hitler mangler ikke visioner og nazistisk selvros: ”Hvis vi ikke var til, ville der forlængst ikke findes noget borgerskab i Tyskland , spørgsmålet bolsjevisme eller ikke bolsjevisme ville for længst være afgjort . . . ”
Vi er:
”opfyldt af den mest eminente nationalfølelse, opbyget ud fra tanken om lederskabets(Führung) autoritet på alle områder, i alle led – det eneste parti, der i sine rækker ikke blot helt og holdent har overvundet den internationale, men også den demokratiske tanke, som i hele sin organisation kun kender ansvarlighed, ordrer og lydighed, og som dermed for første gang i Tysklands politiske liv har indlemmet millioner . . . . Og når man kritiserer os for vores intolerance, så vedkender vi os den med stolthed – ja, vi har truffet den nådeløse beslutning at udrydde marxismen med dens sidste rødder i Tyskland”
Man hører et øredøvende bifald: Storkapitalens forvaltere og direktører har fået høre hvad de vil høre. Dagen efter forhandler de førende industrifolk Poensgen, Thyssen, og Vögler med Hitler og Göring om en regeringsdannelse.
Efter Hitlers tale på denne konference afholdt af tysk erhvervsliv, beslutter en række ledende tyske kapitalister at støtte nazi-bevægelsen. Hitler financieres af monopolkapitalister og erhverslivets store kanoner som Kirdorf, Thyssen og Schröder.
* 3.maj trækker IG-Farben sin ”mand” i Brünings højreliberale regering, Økonomiminister Warmbold ud af regeringen og signalerer dermed at regeringen skal styrtes for at blive erstattet af et åbent kapitalistisk terroregime med Hitlers deltagelse, der kan tilfredsstille IG-Farbens og de andre kapitalisters umættelige behov for billig arbejdskraft og kolonier.
* 18.maj: De førende bankfolk Schröder og Schacht og andre direktører fra erhvervslivet danner sammen med Hitlers nære medarbejder Wilhelm Keppler den såkaldte Freundkreis Keppler - Vennekredsen Keppler – den tyske storkapital er nu så langt fremme i forberedelserne for indførelsen af det som Dimitrov kalder ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur” , at de kan danne den første organiserede sammenføjning af storkapitalen og fascismen.
Kort efter at den tidligere Zentrum-politiker Fritz von Papen i juni 1932 er indsat som Rigskansler fremsætter han i radioen en regeringserklæring som vender sig imod: ”velfærdsstat, klassekamp og kulturbolchevisme”. Von Papen bliver senere Hitlers ”vice-kansler”.
* 23.november dømmer Højesteret udgiveren af bladet Die Weltbühne, Carl von Ossietzky, til halvandet års fængsel for at ”have røbet militære hemmeligheder”. I virkeligheden har bladet afsløret at den tyske krigsmagt Reichwehr opruster illegalt i strid med Versailles-fredsaftalerne.
I året 1932 blev 81 arbejdere skudt af politiet ifølge ”Rote Hilfe” - Røde Hjælp - 139 andre blev skudt af SA og SS. Der blev indledt politisk retsforfølgelse af 33 000 anti-fascister.
Antallet af arbejdsløse er nu over 6 millioner.
1 9 3 3
Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til rigskansler af Præsident Hindenburg som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer - bl.a. efter SPDs støtte - fordi han lovede dem at aldrig overdrage magten til Hitler. Med Hitler i Kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.
Nazi-bevægelsen knytter an til tidligere tiders europæiske imperier : de kristne, barbariske tysk-romerske kejserriger der - i middelalderen - korstogede mod den arabiske civilisation. Ligesom nazisterne indfører det romerske imperiums totusindår gamle romerske hilsen. (hitler-hilsen: Sieg Heil )
Disse forandringer i tysk politik kommer til at præge verdenshistorien i årtier fremover. Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår taber nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.
Hvordan kunne Hitler blive udpeget til statsminister? Nazisterne havde jo tabt det sidste valg.
Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår tabte nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.
Den tyske arbejder Fritz Bradtke fortæller i sine erindringer:
”- Men til trods for mange års massearbejdsløshed med nød og elendighed var der ingen fornemmelse af håbløshed i Roter Wedding (Berliner-bydel,min anm.). Nazisterne begyndte at miste terræn i efteråret ´32, og der forekom opløsningstendenser inden for SA.
Den hurtige reaktionære bølge begyndte at ebbe ud i månederne efter juli-valget, da folk indså, at der ikke skete nogen forandringer til trods for alle nazisternes valgløfter og til trods for, at de nu var det største parti i Rigsdagen...
I efteråret 1932 strømmede det ind med rapporter om lydighedsnægtelse og opløsningstendenser inden for SA. Demagogien blev afsløret af virkeligheden.
SA forsøgte desperat at imødegå tvivlen med endnu voldsommere terror,men i oktober og november var det tydeligt, at nazisterne begyndte at miste grebet om deres massegrundlag.”
Som Bradtke fortalte blev det sidste "frie valg" afholdt den 6. november 1932. Det blev bekræftet, at grunden var ved at skride under Hitlerpartiet . NSDAP tabte to millioner stemmer i forhold til juli-valget. Ved det sidste ”frie valg” i Weimar-republikken, den 6. november 1932 opnåede Nazi-partiet som sagt ikke den fremgang, som dets politiske og økonomiske bagmænd i toppen af den kapitalistiske markedsøkonomi havde håbet.
Det er nu Hitler-partiets kapitalistiske bagmænd indser, at den parlamentariske vej til en nazistisk magtovertagelse gennem at opnå et “demokratiske” flertal i Rigsdagsvalg - ikke er muligt.
T v æ r t i m o d var Rigsdagsvalget i november et alvorligt nederlag for nazisterne og et ryk til venstre. Nazisterne der i sommerens valg havde opnået 13 millioner stemmer, havde i løbet af tre måneder tabt to millioner af dem igen, da der nu var en siddende højre-regering, der blev sat i forbindelse med SDAP{Nazi-partiet}.
Samtidig var endnu flere af tidligere socialdemokratiske tilhængere som ud fra deres egne erfaringer i dette kriseår, gået over til det parti, der ønskede en anti-fascistisk enhedsfront, nemlig Komintern-partiet Tysklands Kommunistiske Parti KPD.
Stemmerne fordeltes som følger (med juli-valget i parantes)
November 1932 (Juli)
NSDAP 11.705.256 (13.732.779)
SPD 7.231.404 ( 7.951.245)
KPD 5.970.833 ( 5.278.059)
Zentrum 4.230.600 (-)
Tysk Folkeparti 2.956.800 (-)
Den tyske liberale markedsøkonomis topfolk, nemlig sværindustriens og storfinansens direktører og ejere, som financierede NSDAP og Hitler, var ikke tvivl om konklusionen på dette valg.:
Nu var det på høje tid at oprette det som Georgy Dimitrov på KOMINTERN´s 7. verdenskongres kaldte "finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur" - med Hitler som "Führer” (leder) - inden hans tilhængerskare faldt fra hinanden og hans møjsommeligt opbyggede massebasis smuldrede.
Det hører med til den officielle tyske, liberale historieskrivnings standardpåstande, at de store pengemænd ikke financierede Hitler, at dette er en "kommunistisk fremstilling af sagen". Den borgerlige tyske Kansler Heinrich Brüning - Partiet Zentrum - 1930-1932 - har dog i sine erindringer (H.Brüning:"Memoiren 1918/34", Stuttgart 1970) modbevist denne løgn som et forsøg på "vask og rens".
Efter Nazi-partiets valgnederlag i november går kursen mod optrappet fascistisk terror, progromer og mord på alle oppositionelle, især de som af nazi-propagandaen er udpeget som “untermenschen” –
Den 19 november 1932, få dage efter Trafikarbejder-strejken i Berlin og nazisternes valgnederlag sendte en meget indflydelsesrig gruppe af direktører fra storindustrien og højfinansen et brev til Præsidenten, hvor man udtrykker mistillid til det “hidtidige parlamentariske regime, det er Nationalsozialistische Deutche Arbeiterpartei på grundlæggende vis også” - hvorefter man opfordrer til at den “største gruppe i den nationale bevægelse opnår en ledende deltagelse i regeringen”.
Altså: man kræver at nazi-partiet skal lede regeringen.
Brevet er underskrevet af en række af tysk erhvervsliv mest fremtrædende ledere:
Dr.Hjalmar Schacht - fhv Nationalbandirektør
Kurt Freiherr von Schröder - Bankier
Fritz Thyssen - Bestyrelsesformand Vereinigte Stahlwerke
Friedrich Reinhardt - direktør Commerzbank
Kurt Wörmann - skibsreder
Fritz Beindorff - skibsreder
Emil Helffrich -bestyrelsesformand HAPAG i Hamburg
Ewald Hecker - bestyrelsesformand Ilseder Hütte og præsident Hannover Handelskammer
C.V. Krogmann - skibreder
Erich Lübbert - generaldirektør for Aktiensgesellschaft für Verkehtwessen
Erwin Merck - bankier
August Rostberg - kali-syndikatet
og flere andre.
Dette brev og mange andre fakta foranledigede de Forenede Staters hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1947 til at konstatere:
“Uden samarbejde mellem den tyske industri og nazistpartiet ville Hitler og hans partifæller aldrig have kunnet taget og konsolideret magten, og Det Tredie ville aldrig have vovet at kaste verden ud i krig”
(27.august 1947 - fra Hauptarchiv Berlin- Dahlem, rep.335, sag nr 6 ved den VI. US-amerikanske militærdomstol i Nürnberg - citeret efter E.Czichon/ Wer verhalf Hitler zur Macht, Köln 1972)
7.5 mio. mennesker kom til at arbejde som slavearbejdere i den tyske industri
Naturligvis var enhver bankdirektør eller fabriksejer ikke morder eller fascist. Men det er et faktum at de ledende kræfter i det herskende kapitalistiske bourgeoisi jog millioner af tyske soldater ud på slagmarken i både Første og Anden Verdenskrig hvor de blev slagtet for at erobre råstoffer og fabriksanlæg i Frankrig, Belgien og Østeuropa.
Nazisterne og de borgerlige dyrker forestillingen om at ”Hitler havde hele folket med sig”, de borgerlige siger: ” Demokratiet bragte Hitler til magten”. På den måde forsøger de borgerlige at skyde skylden fra sig, ved at fortrænge at den borgerligt-liberale markedsøkonomis topfolk financierede nazi-bevægelsen.
I stedet giver man folket skylden. For så behøver man ikke svare ærligt på spørgsmålet: Hvem bragte Hitler til magten?
Men det tyske folk gav aldrig nazisterne noget flertal i noget valg. Ikke engang under den nazistiske terror op til det sidste valg i 1933 opnåede nazisterne et flertal.
Idag har det tyske bourgeoisi, ligesom det danske - bortset fra ca 500 soldater i Irak - som mest har politisk og "symbolsk betydning" - lagt den militære afstraffelse og undertrykkelse af folkenes oprør mod den imperialistiske Nye Verdensorden - det beskidte arbejde - i hænderne på USA og generalerne i Pentagon.
Ligesom i 30´erne er dagens Tyskland eller USA ikke styret af folkets interesser.
Rigskansler Hitler
* Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til Rigskansler af Præsident Hindenburg, som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer ved at love at aldrig ville overdrage magten til Hitler. Med Hitler i kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.
Hitler havde aflagt ed på Weimar-Republikens forfatning. Og Indenrigsminister Frick skyndte sig at ”forsikre” journalisterne om at, ingen tænkte på at bagbinde pressen ; den ”nye regering, under Hitler, lagde vægt på ytringsfriheden” og han meddelte, at regeringen havde afvist et forbud af KPD.
* Den 1. februar 1933 opløser Præsident Hindenburg Rigsdagen efter krav fra Hitler.
* Dagen efter den 2. februar: Politiet besætter Karl Liebknecht-Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin og der nedlægges demo-forbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.
* 3. februar: Hitler forkynder overfor de miliære befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarine parolen: ”Erobring af nyt ”Lebensraum” i Østen” og ”Marxismens udryddelse”.
* 4. februar: På ny et tilbud fra Wilhelm Pieck på KPDs vegne til den socialdemokratisk gruppe i den preußiske Landdag. Hindenburg udsteder en nødforordning, der fremfor alt går ud på et forsamlings- og presseforbud mod venstrefløjen.
KPD presses i realiteten ud i illegaliteten.
En senere (USA-støttet) fascistisk statsleder; arbejdermorderen Augusto Pinochet talte om udryddelsen af den “marxistiske cancer” i 1970`ernes Chile.
I
Lübeck gennemføres der den 3. februar en generelstrejke, det samme sker i Stasfurt.den 6. februar
* 6. februar: På en pressekonference fornyer Wilhelm Pieck enhedsfrontforslaget til SPD.
* 7. februar: KPDs centralkomite mødes illegalt i Ziegenhals (kredsen Königwusterhausen ved Berlin) : Thälmann fornyer forslaget om enhedsfront til SPD og ADGB.
* 15. februar: 6 fagforbund i ADGB og 30 lokale fagforeningsledelser underskriver en appel: ”Fælles nød – Fælles fjende – Fælles handling ” om den antifascistiske enhedsfront.
* 16: februar: Carl von Ossietzky udtaler på en forfatterforsamling i Berlin: ”I dag ved vi, at der til venstre for os nu kun findes forbundsfæller”.
Ossietzky bliver senere fanget af nazisterne og anbragt i i KZ-lejr
Efter at de nazistiske KZ-læger har ”eksperimenteret” med at indsprøjte forskellige bakterier og virus i Ossitzky, dør han i 1937 af lungebetændelse.
* 17. februar: Den preußiske indenrigsminister Göring udsteder tilladelse til SA, SS og Stahlhelm til at bruge deres skydevåben. Nazisterne overtager nu voldsapparatet totalt. Gaderne fyldes med politifolk og SA-mænd. De patruljerede tre og tre, en SA-mand og to tungt-bevæbnede betjente.
Men det var SA'eren der gav ordrer og kendte den lokale befolkning gennem et net af nazi-stikkere der udpegede anti-fascister.
I Wedding indrettede nazisterne flere såkaldte mordkældre. Efter klapjagt på gaderne blev kommunister og andre anti-fascister trukket ned i kældrene og kvalt, henrettet med bøddeløkser eller skudt ned.
Som regel efter mishandlinger og tortur. Det var inden de gik over til stordrift i kz-lejrerne.
Alene i ugerne optil 5.marts-valget bliver hundredevis af kommunister mishandlet og myrdet. Men det var ikke nok for nazisterne.
Trods terroren og volden opdagede nazisterne, at de ikke kunne få arbejderne med sig eller i det mindste få dem at tie.
For at der ikke skulle være nogen tvivl om erhvervslivets støtte sammenkalder Göring et antal af landets ledende industrimænd til sit palads den 20.februar om aftenen. En række af Tysklands største og mest fremtrændende erhvervsfolk, blandt dem Krupp von Bohlen, Vögler fra Vereinigte Stahlwerke, Schitzler og Basch fra I. G. Farben samt Walter Funk deltager sammen med 20 andre med Bank-direktør Hjalmar Schacht som konferencier.
Hitler er en af aftenens talere: “ Nu står vi overfor det sidste valg.Hvad udfaldet end må blive findes der ingen tilbagevenden. Om valget ikke bliver afgørende, må afgørelsen afstedkommes med andre midler”.
Det valg Hitler talte om var Rigsdagsvalget den 5.marts, som skulle give nazisterne og deres borgerlige allierede et afgørende flertal. Efter forslag fra Schacht besluttedes det at at en valgfond på tre millioner rigsmark skulle indsamles fra de store virksomheder.
Den tyske kapitalistiske markedsøkonomis ”stoltheder”: Krupp, IG-Farben, Vereinigte Stahlwerke stiller tre millioner mark til rådighed for Nazi-partiets valgkamp.
* 22: februar udnævnes SA, SS og Stahlhelm til hjælpepoliti i Preussen.
* 24. februar:Generalstrejke mod Hitler i Hannover.
Den 24. februar foretager politiet en razzia i Karl Liebknect Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin. Og det meddeles fra officielt hold, at man havde fundet planer for en kommunistisk revolte. De fundne “dokumenter” skulle hurtigst muligt offentliggøres. Det sker aldrig. Men arbejdet med at finde “bevis” for den “røde terror” intensiveres, og natten til den 28 .februar går Rigsdagen på mystisk vis op i flammer .
Rigsdagsbranden
Rigsdagsbranden natten til den 28.februar var en kæmpemæssig provokation, som skulle åbne op for en legalisering af mordterroren: Samme nat arresteres mere end 10 000 arbejderaktivister, hovedsagligt kommunister,men også socialdemokrater - efter forberedte lister.
For det var “bevist”, at KPD havde anlagt branden, meddelte det statslige nyhedsbureau.
Denne provokation skulle også underbygge myten om, at nazisterne forsvarede det tyske folks demokratiske retttigheder. Derfor er det også en af de mest udbredte myter at Nazi-partiet kom til magten på "demokratisk" vis, og endda at Hitler havde opbakning i det store flertal af tyskere.
I den officielle Preußischer Pressedienst meddeles det den 28.februar 1933:
”....politiet opdagede ved gennemsøgningen af Karl Liebknecht-Haus fandt man også anvisninger til gennemførelse af kommunistisk terror efter bolsjevikisk mønster. Derefter skulle regeringsbygninger, museer, slotte og livsvigtige virksomheder stikkes i brand”
Hvad der skete den nat, står idag klart:
Den angivelige “kommunistiske” brandstifter var en hollandsk vagabond, Marinus van der Lubbe, som nazisterne havde udstyrret med en falsk kommunistisk medlemsbog. Den unge hollænder havde nazisterne taget sig af, siden han tidligere havde afsløret pyromaniske tilbøjeligheder.
De trænede ham til at spille sin rolle.
Efter at have forkastet forskellige planer for at få en anledning til at opnå den totale magt, bl.a et ”attentat mod Hitler”, fandt de på Rigsdags-brandprovokationen.
Formanden for Rigsdagen Göring's palads var forbundet med rigsdagen gennem en underjordisk gang. Ad den vej kom en lille gruppe SA-mænd under kommando af Karl Ernst, lederen af Berlins SA, ind i den tomme rigsdagsbygning den 27. om aftenen. De overhældte tæpper, gardiner og stole med et kemisk præperat som først ville virke efter en tid.
Da det var gjort, trak de sig tilbage i sikkerhed gennem den samme samme underjordiske gang de kom fra. Kort tid efter kom den forvirrede stakkel van der Lubbe og klatrede ind i rigsdagshuset og begyndte på eget initiativ at tænde ild her og der. Da politi og brandfolkene kom, var ilden umulig at få bugt med.
Rigsdagsbranden:
Naziprovokation
Først næsten 50 år senere træder hovedvidnet frem. Den tidligere kemikaliegrossist Phillip Bachmann fortalte læserne af Mannheimer Morgen (5.aug 1978), at han - uden i første omgang at kende anvendelsesformålet - havde leveret stofferne til branden til SA; det var sket ved formidling gennem en kollega i branchen ved navn Gambke.
Præsident Hindenburgs nevø, handelsmanden Albert von Hindenburg var medvidende - “af hensyn til familien Hindenburg” - tav Bachmann ifølge eget udsagn om begivenhederne.
Som aftager til brandkemikalerne nævner han SA-folkene Arnold og Petzold fra Göbbels omgangskreds, en SA-mand fra Görings livvagt, og Reinhard Heydrich, senere internationalt berygtet som chef for SS´s efterretningstjeneste.
Den 28. februar udsteder Hitler et dekret, underskrevet af Præsident Hindenburg “til folkets og statens beskyttelse”. Dekretet sætter praktisk taget sætter alle demokratiske rettigheder ud af kraft. Det begrundes med: ”afværgelsen af statstruende kommunistiske voldshandlinger”. I realiteten sættes alle den tyske arbejderklasses demokratiske rettigheder ud af kraft og der indføres ”dødsstraf for modstand mod staten”.
Alle det borgerlige samfunds ressourcer blev sat ind i en gigantisk propaganda- og terroroffensiv mod KPD. Aviserne svømmer over med opdigtede rædselsberetninger om planlagte "kommunistiske attentater". Den ”hvide terror” udbredes til hele riget. SA- og SS dødspatruljerne besætter arbejderbevægelsens lokaler, tillidsmænd, arbejder-aktivister og politiske ledere slæbes ned i torturkældrerne eller bliver interneret i KZ-lejre.
Den vestlige civilisations ”hovedland” Tyskland bliver skueplads for progromer, barbarisk mishandling, drab på alle modstandere og bogafbrændinger.
I 1933 indførtes ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur”, som Kominterns generelsekretær Dimitrov karakteriserede Hitler-regimet. Det var begyndelsen til opbygningen af verdenshistoriens mest magtfulde og aggressive militæmagt siden Romerriget. Derfor bliver Nazi-Tyskland også døbt til det Tredie Rige efter de to første tysk-romerske Kejserriger.
Nazisterne forsøgte at realisere en moderne kapitalistisk udgave af den kristent-feudale middelalders Inkvisition i det Tredje rige.
Som de kristen-feudale herskere under den kristne Inkvisition – det Hellige Officium - forsøgte de kapitalistiske herskere på det Tredje Riges tid -1933-45 - at hævde, at der intet alternativ var til den eksisterende kapitalistiske orden.
Ifølge nazisterne var kommunismen – Sovjet - et fallitbo. Døren skulle bare sparkes indm, så vil hele det sovjetiske system falde sammen, troede både borgerlige og fascistiske kræfter i 30´erne.
* Den 2.marts besætter politiet “Karl Liebknect-Haus”, KPD`s hovedkvarter i Berlin.
Der nedlægges demonstrationsforbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.
I den nazistiske avis Völkischer Beobachter (2.marts 1933) meddeles det at politiet hos ledende kommunister har fundet hemmelige dokumenter som omhandler ”mordkomplotter mod udvalgte ledere af...staten, attentater mod jernbaner, livsvigtige virksomheder og offentlige bygninger, forgiftninger af hele grupper af særligt frygtede personer samt borførsel af kvinder og børn som gidsler”.
Det ”afsløres” også i de borgerlige og nazistiske medier, at KPD under Karl Liebknecht-Huset har anlag t”underjordiske katakomber med sprængstoflagre store nok til at sprænge hele Berlin i luften”.
Og ”politiet har også beslaglagt vældige våbenlagre” dèr. Der mangler heller ikke historier om ”flasker med baciller og kemiske stoffer, hvormed kommunisterne vil fremkalde epidemier og pest over hele Tyskland” inden ”en bolsjevikisk magtovertagelse”.
Nazisterne erklærer at kommunisternes formand Ernst Thälmann vil blive stillet til ansvar for disse ”planlagte forbrydelser”. Det sker aldrig.
Efter Rigsdagsbrandprovokationen bliver KOMINTERN-partiet KPD dog ikke forbudt, men hundredevis af dets medlemmar bliver arresteret, forfulgt, mishandlet og myrdet i ugen optil Rigsdagsvalget. Stemningen i landet blev spændt, præget af vold og terror.
Årsagen til at KPD ikke forbydes af Hitler-regeringen - trods at partiet ifølge den borgerlige og fascistiske propaganda står bag Rigsdagsbranden - er den, at der spekuleres i at opnå et borgerligt-nazistisk flertal ved valget, gennem at annulere KPDs mandater efter valget.
Nyheden om Rigsdagsbranden - den “kommunistiske mordbrand” – som også betegnes som Tysklands 11.september - gik verden over. I danske borgerlige aviser afskrev man ukritisk de nazistiske propaganda-fantasier om den ”røde terror” som nu har ført til at Rigsdagen brændte ned. Læsning af danske borgerlige aviser fra trediverne er en både skræmmende og afslørende for den borgerlige snak om deres ”anti-nazisme”.
* Den 3.marts arresteres KPDs Formand Ernst Thälmann.
* Ved Rigsdagsvalget den 5.marts 1933 – nåede Nazi-partiet – trods den massive terror, anholdelser, mord, presseforbud og en øredøvende antikommunistisk løgnekampagne ovenpå Rigsdagsbrand- provokationen - ikke det flertal som de havde håbet på.
Og nazisterne og deres borgerlige allierede opnår slet ikke de 2/3 flertal af mandaterne som er nødvendig for at ændre forfatningen og udpege Hitler til Führer på legal vis.
Rigsdagsvalget gennemføres under fascistisk terror. Men trods terroren, trods nedbrændingen af Reichtag nægter det tyske folk at give nazisterne flertal af stemmerne.
Terroren og volden gør ganske vist indtryk og nazisterne får mere end 17 millioner stemmer, omkring 43% - langt fra noget flertal - men ved at forhindre KPD i at indtage deres pladser i Rigsdagen opnår man dette flertal.
Nazi-partiets koalition med Tysk Folkeparti opnår slet ikke de to tredjedeles flertal, som er nødvendig for at gennemføre forfatningsændringer.
I løbet af marts måned 1933 myrdes flere hundrede kommunister og 20 000 tillidsfolk og aktive partiarbejdere bliver arresteret og sendt i kz-lejre.I løbet af marts forbydes flere socialdemokratiske organisationer, således f.eks Reichbanner og Eiserne Front.
Alligevel stemmer hele SPDs Rigsdagsgruppe den 17.maj 1933 for den fascistiske Regeringserklæring og stemte ensstemmmigt for Hitlers indsættelse.
De første koncentrationslejre åbnes og fyldes med kommunister, socialdemokrater og andre venstreorienterede.
Overfor en del af embedsstanden – jøder, socialdemokrater o.a. – udstedte Hitler nu Berufsverbot under parolen ”genoprettelse af embedsstanden” - de der havde kommunistiske sympatier var - især efter Rigsdagsbranden - allerede tvunget under jorden – den øvrige del af embedstanden lod sig integrere i det fascistiske diktaturs undertrykkelsesapparat og udførte dets mordbefalninger ud fra mottoet: ”Førerens vilje er den øverste lov”.
Ermächtigungsgesetz - Fuldmagtsloven
Ermächtigungsgesetz - Fuldmagtsloven - betyder fascistisk undtagelsestilstand og åben terror.
* Den 23. marts får Hitler med hjælp af Tysk Folkeparti og andre borgerlige partier i Riksdagen med at godkende Fuldmagtsloven - Ermächtigungsgesetz - som giver ham ret til at regere i fire år uden parlamentets indblanding. Reelt gælder fra denne dag en fascistisk undtagelsestilstand med åben fascistisk terror i gaderne og på fabrikkerne overfor al modstand mod ny-ordningen.
Det ifølge forfatningen nødvendige 2/3 flertal eksisterer ikke, det bliver kun ”regnet ud” ved, at de kommunistiske rigsdagsmedlemmer med fascistisk vold bliver forhindret i at indtage deres pladser.
Kun ved at bryde forfatningen - ved at annulerer de kommunistiske mandater - opnåede man et flertal, der på ”legal” vis kunne vedtage Fuldmagtsloven , der satte alle Weimar-forfatningens demokratiske rettigheder ud af kraft og reelt indførte en fascistisk undtagelsestilstand med Hitler som Führer.
Selvom Fuldmagtsloven, der havde givet Hitler uinskrænket magt, kun var opnået som et resultat af den kriminelle nazistiske nedbrænding af Rigsdagsbygningen - med de forfatningsbrud der fulgte og derfor var ugyldig ud fra alle principper om ret og demokrati – var der ikke en eneste dommer eller advokat, ikke en eneste ministeriel embedsmand, politimester eller general, der talte imod den fascistiske magtovertagelse. Derfor er disse højtstående officerer og embedsmænd medskyldige.
I 1945 dukkede mange af disse - Hitlerregimets trofaste embedsmænd – de der havde overlevet krigen - op igen som ”demokrater” og ”statsbærende personligheder” og især i de anglo-amerikanske besættelseszoner gjorde de på ny ”karriere” i det kapitalistiske erhversliv, der blev opbygget dér eller i det offentlige.
Flere højtstående nazistere – bl.a den berygtede Dr.Mengele - bliver hjulpet af amerikanske CIA og Vatikanstaten med at flygte til Sydamerika hvor de blev rådgivere for de kapitalistisk/fascistiske regimer og deres blodige nedkæmpning af de latinamerikanske folk stræben efter selvstændighed demokrati, velfærd og socialisme.
Den første udenrigspolitiske opmuntring for nazi-regimet - som nu regerer Tyskland med vold og terror - er konkordatet med den Hellige Stol – den kristne pavestat i Rom - som underskrives den 20.juli 1933.
Pavens velsignelse af Hitler-regimet bidrog i høj grad til at det fascistiske regime blev anerkendt på det internationale plan.
Forfølgelserne af jøderne og andre minoriteter som zigøjnerne, Jehovas vidner, de handicappede, udviklingshæmmede og andre ”untermenschen” begynder og de første af disse arresteres og spærres ind i de koncentrationslejre hvor kommunisterne og andre politiske fanger allerede befinder sig .
Takketelegram til Hitler fra det kapitalistiske Industriforbund
* 24. marts sender en af tysk erhvervslivs hovedorganisationer Reichsverband der Deutschen Industrie- RdI et takketelgram til Hitler.
* 6.april: Efter krav fra den samme ledende kapitalistiske erhvervs-organisation RdI forbyder NSDAP ethvert ”indgreb i det økonomiske liv”.
Dermed garanterer Hitler-regimet den ”frie kapitalistiske markedsøkonomi” og leverer hvad hans kapitalistiske bagmænd har betalt for.
* 10.maj er der bogbrændinger i alle tyske universitetsbyer, hvorved Tyskland bliver renset fra ”marxistisk og jødisk smudslitteratur”.
Den tyske digters Heinrich Heines ord om at „Dér hvor man brænder bøger, dér brænder man til sidst også mennesker” skulle besandes.
I Danmark gennemfører borgerligt-fascistiske kræfter bogafbrændinger af progressive og kommunistiske forfattere som Martin Andersen Nexøs bøger i 1939.
For det tyske socialdemokrati SPD nåede lavpunktet den 19.juni 1933, hvor den tidligere Rigsdagsformand Paul Löbe indkaldte alle de SPD-ledere, der endnu ikke var blevet arresteret eller var emigreret, og lod dem vælge en ”jødefri partiledelse” – stadig i håbet om at finde nåde og blive accepteret af Hitlerregimet.
Det nyttede ingenting – den 22.juni blev SPD forbudt, dets parlamentsmedlemmer blev drevet ud af parlamenterne, partiets formue beslaglagt, og 3000 partifunktionærer kastet i fængsel eller KZ-lejr.
Men for nogle var selv det ikke anledning nok til at indrømme de fatale feltagelser og rette sig selv. SPD-lederen Carl Severing opfordrede endnu i slutningen af 1934 – i modsætning til holdningen hos hans egne partikammerater i Saarområdet – Saarbefolkningen til at stemme for tilslutning til HitlerTyskland, efter at området havde været under Folkeforbundets administration siden.
(C.Severing : Mein Leben,Köln 1950,bind II s.409).
Hitler-regimet bryder nu alle internationelle overenskommelser og starter en militær oprustning indenfor alle våbentyper med fuld kraft.
I 1934 trækker Tyskland sig ud af Folkeforbundet (som var en forgænger til FN).
I 1935 genindføres værnepligten, i strid med Versailles-fredsaftalerne.
I 1935 angribes Abbesinien - idag Ethiopien og Eritrea - af det fascistiske Italien ,angiveligt for at redde dette afrikanske land fra “bolsjevisme og barbari”.
I 1936 invaderede den tyske Wehrmacht på Hitlers ordre Rhinlandet.
Samme år går Tyskland og Japan sammen i Anti-komintern-pagten.
Falangisten General Franco i Spanien begår landsforræderi mod de spanske folk ved at starte et voldeligt oprør mod den demokratiske Folkefrontsregering som forsvares af de republikanske styrker. Franco-forrædererne får hjælp af tyske og italienske tropper som invaderer og terrorbomber Spanien fra 1936. Guernica-bombardementet går over i historien som billede på Spanien under Borgerkrigen bla fordi Picasso opkalder et maleri efter Guernica.
Det udbombede Guernica
Fascistisk terrorbombardement af civile
Ialt 550 danske frivillige deltog sammen med 30.000 andre fra hele verden i de Internationale Brigader som kæmpede for at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af Hitlertyskland og det fascistiske Italien. Af disse var godt 200 danske kommunister som deltog i den spanske borgerkrig; bl.a i Martin Andersen Nexø Brigaden.
Man behøver ikke være kommunist eller særligt historieinteresseret for at forstå hvad der var i gang i 30´erne:
Den anden verdenskrig begyndte allerede i 1931 med Kejserriget Japans invasion af Manchuriet i Kina under påskud af at ”redde Asien fra kommunismen”. Et år senere udråber den japanske imperialisme sattellitstat Manchhukuo dèr.
I 1937 tilslutter det fascistiske Italien sig til Anti-komintern-pagten.
En pagt som Kongeriget Danmark også tilslutter sig senere.
Japan fortsætter angrebene på Kina og erobrer Peiping, Tientsin og Shanghai. De japanske ”Kejserlige” imperialister begår frygtelige forbrydelser, som den dag idag ikke er glemt i Kina. Japanerne behandler kineserne på samme måde som Hitlerfascisterne behandler modstandskæmpere og ”undermennesker” i det besatte Europa. En forbrydelse der ikke er glemt af kineserne var de 300 000 civile kinesere der blev myrdet i massakren i Nanking 1937 under den japanske besættelse.
I 1938 bliver Østrig besat (Anschluss) af Nazi-Tyskland.
Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”.
Under denne parole marcherede Tyskland, Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.
Krystalnatten november 1938
Efter at den tyske ambassdør i Paris var blevet myrdet af en jødisk flygtning gennemføres over hele Tyskland anti-jødiske progromer, hvor jødiske butikker bliver smadret og deres indehavere mishandlet,og myrdet som hævn for den ”jøde-bolsjevikiske terror” i Paris.
Attentatmanden var ganske vist ”jøde”, og idag kan vi naturligvis diskutere hvor klogt attentatet mod Tysklands Parisambassdør var. Det var en desperat anti-fascistisk handling, men faktum er at mordet på Paris-ambassdøren blev endnu et nazistisk påskud for at optrappe den fascistiske terror.
Hitler og propagandaminister Goebbels udskriger den 9. november Rigsprogromnatten, hvorefter talrige synagoger og jødiske forretninger ødelægges, jøder bliver værgeløst slæbt ud på gaderne, mishandlet og myrdet..
Antikomintern
Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”. Under denne parole marcherede Tyskland,Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.
Anti-Komintern-pagten:
Hitler og den italienske udenrigsminister Grev Ciano
Verden var stillet overfor to muligheder: enhed mellem alle nationer, der var modstandere af Anti-Kominternpagtens ; den nazistiske, fascistiske og japanske aggression, før det var for sent, ELLER uenighed med de enkelte landes kapitulation overfor aggressionen til følge.
Det socialistiske Sovjet talte i Nationernes Forbund for kollektiv sikkerhed. Men muligheden for enhed mod aggressionerne blev af ledende borgerlige politikere i England og Frankrig afvist som ”kkommunistpropaganda” og affærdiget som en “utopisk drøm”.
I stedet til tilbød man tilpasnng - “appeasement” - med Englands statsminister Neville Chamberlain som den kendteste fortaler.
Det fik det tyske nazi-blad Nachtausgabe til at erklære i februar 1938:
“Vi ved nu, at den engelske statsminister ligesom vi selv betragter kollektiv sikkerhed som det rene vrøvl” .
* I september 1938 nåede tilpasningspolitikken sit højdepunkt.
Nazityskland, det fascistiske Italien, Storbritanniens og Frankrigs regeringer undertegnede München-overenskomsten. Den sovjetfjendtlige hellige alliance som verdensreaktionen havde drømt om siden 1918 var en realitet .
Efter München stod den unge Sovjetstat uden allierede. Sovjet var omringet af de fascistiske aksemagten: Japan mod Øst og Tyskland mod Vest. Chamberlain rejste tilbage til England og viftede med en lap papir i hånden med Hitlers underskrift og råbte til det engelske folk:
This means Peace in our time - Fred i vor tid.
Neville Chamberlain:
München-aftalen sikrede krigen
Men de første ofre for den anti-sovjetiske Münchenoverenskomst var ikke sovjetfolkene, men de små folk i Europa. I februar 1939 anerkendt den britiske og franske regering general Francos falangistiske kup-regime. I de sidste dage af marts, efter to et halvt års heroisk , smertefuld kamp mod en overvældigende overmagt , blev det republikanske Spanien en fascistisk provins. Franco-regimet forblev ved magten i mere end 35 år og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående facistisk tyranni.
Det var et sådant fascistisk regime, som den statsstøttede danske profesor Bent Jensen angav som det realistiske alternativ i Rusland til bolchevikernes socialistiske revolution .
* Den 15.marts – samme år - ophørte Tjekkoslovakiet med at være en uafhængig stat da nazistiske panserdivisioner rullede ind i Prag.
* Den 20 marts overgav Litauen sin eneste havneby, Memel, til Tyskland.
* Langfredag morgen den 7.april gik Mussolini`s fascistiske styrker over Adriaterhavet for at invadere Albanien.
Fra Moskva, mens nazistiske tropper var på vej ind i Tjekkoslovakiet, advarede Stalin England og Frankrigs tilpasnings-politikere om at deres sovjetfjendtlige politik ville ende med en katastrofe for dem selv.
* Den 10 marts 1939 talte Stalin på SUKP(b)´s 18. kongres.
Han hævdede at den uerklærede krig som aksemagterne alllerede førte på det euroasiatiske kontinent under antikomintern-pagtens maske, var rettet ikke blot mod Sovjetrusland, men også, og nu faktisk i første række, mod Englands, Frankrigs og de Forenede Staters interesser.
“Krigen føres af aggressorstater, der på enhver måde krænker de ikke-aggressive staters interesser, først og fremmest England, Frankrig og USA, mens disse trak sig tilbage og veg, idet de gjorde angriberne den ene indrømmelse efter den anden.. .uden mindste forsøg på modstand og endog til en hvis grad ser igennem fingre med det.Utroligt, men sandt...”
De reaktionære politikere i de vestlige demokratier, især England og Frankrig, fortsatte Stalin, havde afvist den kollektive sikkerheds politik. I stedet drømte de stadig om en antisovjetisk koalition, kamufleret af diplomatiske fraser som “forsoning, tilpasning og ikke-indblanding”. Men denne politik var allerede dømt til undergang slog Stalin fast:
“...Visse europæiske og amerikanske politikere og journalister, der har mistet tålmodigheden over at vente på “marchen mod Sovjetukraine”, begynder selv at røbe, hvad der egentlig ligger bag ikke-indblandingspolitikken. De siger ganske åbent og skriver det sort på hvidt, at tyskerne har skuffet dem grusomt, for i stedet for at marchere længere østpå, mod Sovjetunionen, er de gået vestover. . . . . . og kræver kolonier. Man kunne fristes til at tro at Tyskland fik de tjekkiske områder som betalingen for at gå i krig mod Sovjet, og at tyskerne nægter at betale regningen.....”
Sovjet kæmpede stadig for et internationalt samarbejde mod de aggressive stater og en realistisk politik for kollektiv sikkerhed, men Stalin gjorde det klart at et sådant samarbejde måtte være oprigtigt og hjerteligt. Men hvis det kom til det værste :
“ ... i tilfælde af krig vil vores hærs bagland og front være stærkere end noget andet lands, en kendsgerning, som folk udenfor vores grænser, der elsker militære konflikter ville gøre klogt i at huske”
Men Stalins ligefremme og ærlige advarsel blev ignoreret af forsonings- og tilpasningspolitikerne.Men en opinionsundersøgelse der blev gennemført i England i april måned 1939 viste at 87% af englænderne var stemt for en engelsk-sovjetisk alliance mod Nazi-tyskland.
Winston Churchill betragtede den engelsk-sovjetiske tilnærmelse som “ et spørgsmål om liv eller død”
* I en tale den 27.maj erklærede han:
“Hvis hans majestæts regering, efter at have forsømt vores forsvar, efter at have kastet Tjekkoslovakiet bort med alt, hvad Tjekkoslovakiet betyder i henseende til militær magt, efter at have forpligtet os til at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og kaster Ruslands uundværlige hjælp bort og således på den værste måde fører os ud i den værste krig, vil den dårligt fortjene den ædelmodighed som den er blevet behandlet med af sine landsmænd”
* Den 29.juli slutter David Lloyd Georg op bag Churchills appel med disse ord:
” Mr Chamberlain forhandlede direkte med Hitler. Han tog til Tyskland for at tale med ham. Han og lord Halifax aflagde besøg i Rom. De tog til Rom, drak Mussolini`s skål og fortalte ham hvilken fin fyr han var.
Men hvem har de sendt til Rusland ? De har ikke engang sendt en almindelig minister. Nej, de sendte en kontorist i udenrigsministeriet.
Det er en fornærmelse.... De har ikke nogen propertionssans eller nogen forståelse for situationens alvor, når verden står på randen af en afgrund.....”
Fortsættes her
60-året for Nazi-Tysklands undergang: Del 2
Netavisen 9. maj 2005