Danmark forlængede krigen med 9 måneder

Af Frede Klitgård
Formand for Aktive Modstandsfolk
og redaktør af det antifascistiske tidsskrift Håndslag

Danmarks betydning for det store Nazityskland var meget større end de fleste har en forestilling om.
Og det samme gælder ansvaret eller skylden for knap syv mio. menneskeofre.
Verdenskrigens virkelige facit søges sat ind i en historisk parentes.

l mange år har det blandt nogle historikere og skribenter været betragtet som en adgangsbillet til de bonede gulve, at modstandsbevægelsen, der bekæmpede nazismen og Hitlers terroristiske voldsregime, skulle minimeres i betydning og henvises til historiens skammekrog. Modsat skulle samarbejdspolitikerne fremstilles som »de gode«, der kun ville Danmark det bedste og bragte det danske folk uskadt eller næsten uskadt gennem besættelsestiden. Der kan derfor være rund til at lægge nogle brikker til belysning af den historiske virkelighed.

Artikel fra Håndslag 1, 2003.
Se den her i pdf.

Det er nødvendigt at gå tilbage til udgangspunktet, nemlig den vidunderlige befrielse, som i 1945 satte punktum for den tyske nazismes 12-årige mørketid.
Det var på et hængende hår, at Danmark blev placeret på allieret side og oven i købet blev inviteret til at være medstifter af de Forenede Nationer, FN.
Det blev dengang fremhævet, at det udelukkende var modstandsbevægelsen og dens dristige aktioner, som gav Danmark adgangsbillet til det befriede Europa og den nye verdensorganisation, der skulle sikre freden og opbygge en ny verden, der var befriet for kolonialisme, racisme, sult og nød. Derfor fortjener den danske ungdoms aktive kæmpere, deres indsats og ofre almindelig respekt og agtelse.
De fleste var i øvrigt uden stemmeret!

Anerkendelsen og optagelsen af Danmark på det demokratiske hold skete, selv om politikernes alsidige kollaboration med og støtte til den tyske erobrings- og krigspolitik lynhurtigt blev fortrængt. For nutidens tænkende unge må det virke besynderligt, at ingen af de »store« historikere/politikere har beskæftiget sig med dette problem.

Hvad betød den danske støtte til Nazityskland i virkeligheden?
Det drejer sig først og fremmest om Danmark som Tysklands spisekammer, om det gratis tagselvbord.

På forhånd frasorteres her underordnede emner som Frikorps Danmark, Schalburg og Hipo-korpset, de ca. 120.000 arbejdere, der blev tvunget til Tyskland, den manglende tyske betaling af den enorme gæld og andre betydningsfulde og tungtvejende foreteelser.
Her anskues problemerne med vægt på den tyske udplyndring af Danmark.

Denne betragtningsmåde kan finde støtte hos f.eks. yngre tyske historikere. Ulrich Herbert, der især er kendt for sin fremragende biografi om Hitlers faktiske statsholder i Danmark, SSgeneralen og krigsforbryderen Werner Best, hører til dem, der har anskuet problemerne på en lidt anden måde end det har været almindeligt i de toneangivende kredse i Danmark.

Det er ganske oplysende at regne på tilgængelige tal. Regnestykkerne kan betegnes som krigens facit, set gennem danske briller. Udgangspunktet er, at Danmark spillede en betydelig rolle for den tyske krigsøkonomi, især hvad angår leverancerne af levnedsmidler, industriudstyr m.v.

Beregninger viser ganske klart, at hvis Danmark så sent som under folkestrejken i sommeren 1944 havde standset eksporten af landbrugsvarer til Tyskland, ville krigen statistisk set være blevet forkortet med ni måneder.
Det er desværre ikke beregnet, hvorledes billedet ville have tegnet sig, hvis politikerne havde kronet den vældige folkestrejke - med den uforglemmelige sejr den 29. august 1943 - med at standse leverancerne til Tyskland,

l 1939 blev kun 23 pct. af den danske landbrugseksport leveret til Tyskland, mens den i 1941 var steget til 75 pct. Der er foretaget en del - fortrinsvis tyske - beregninger over betydningen af denne eksport. De tørre tal viser, at Danmark dækkede imellem 10 og 15 pct. af Tysklands samlede behov for levnedsmidler.
Leverancerne af kød, smør og sukker oversteg 10 pct. af det tyske behov, af fisk med 90 pct.

l en indberetning til Berlin brystede Werner Best sig over sin »milde« politik over for Danmark. Han fremhævede, at eksporten af landbrugsvarer fra Danmark til Tyskland steg i løbet af 1944, og dette fortsatte lige til få uger før Tysklands betingelsesløse kapitulation.

Den tyske besættelsesmagt og de durkdrevne danske politikere havde lige fra begyndelsen af besættelsen etableret et særligt system til finansiering af den forudsete stigende samhandel. Ordningen blev kaldt clearingordningen og bestod helt enkelt i, at betalingen blev bogført på en særlig konto i Nationalbanken. De nødvendige pengesummer til betaling af leverancerne blev hentet af tyskerne i Nationalbanken.
Ved slutningen af 1944 havde Danmark, der havde et statsbudget på 1 milliard kroner, ydet Tyskland en kredit på 6,5 milliarder kroner! Ved krigens slutning blev den tyske gæld opgjort til lidt over 12 milliarder kroner.

Kort sagt betød denne håndtering af den tyske gældsætning, at den danske skattebetalende befolkning kom til at betale hver en øre af de uhyre omkostninger ved den tyske besættelse af Danmark plus en kæmpegæld for de leverede varer.
Som en sidegevinst fik storbønder, enkelte fiskere, entreprenører, vognmænd, kræmmere og svindlere mulighed for at rage til sig og fylde lommerne, mens især arbejdere måtte se deres levestandard reduceret med omkring en tredjedel.

Den nazistiske voldtægt af store dele af Europa kostede over 55 millioner mennesker livet. Det svarer til 9.166.666 krigsofre i hvert af de seks krigsår.
Hvis samhandelen med Tyskland var blevet bragt til ophør i sommeren 1944, altså ni måneder før befrielsen, ville næsten 7 millioner menneskeliv – helt nøjagtigt er tallet 6.869.700 - være blevet reddet.

Der kan indvendes mangt og meget ved dette hypotetiske spørgsmål, men det giver i hvert fald et fingerpeg om, hvad kollaborationspolitikken kostede.
Alligevel er lovprisningen af samarbejdspolitikernes vidunderlige redning af Danmark og det danske folk fra krigens gru stadig fremherskende blandt visse historikere, journalister m.fl.
De har bevidst valgt at sætte krigens og nazismens facit i en historisk parentes.

Modsat bliver modstandsbevægelsen og dens resultater nedgjort. Det er ret uforståeligt, at alt det, der var så godt og betød så meget, søges gjort til så lidt og betydningsløst.

Se
www.imodnazi.dk

Scavenius

Netavisen 3. maj 2005