Af Frede Klitgård
På
nazistisk foranledning overvejer Rigsadvokaten at rejse tiltale mod modstandsfolk
for stikkerdrab under besættelsen
Frede Klitgård (f. 1923)
er formand for veteranorganisationen Aktive Modstandsfolk og redaktør af
det antifascistiske tidsskrift Håndslag
Kommunistisk Politik 23, 2004
Ifølge oplysninger i pressen (her refereret efter Berlingske
Tidende den 7. november 2004) har rigsadvokat Erik Bjørn Merlung efterkommet
en politianmeldelse fra Jonni Hansens nazistiske gruppe DNSB (Danmarks National-Socialistiske
Bevægelse) og vil nu undersøge, om der er grundlag for at rejse tiltale
imod fem tidligere modstandsfolk for at have begået drab/mord under den
tyske besættelse 1940-45.
De fem har på en måde selv
bedt om at komme i vanskeligheder og har påkaldt sig søgelyset fra
folk, der i hvert fald ikke vil modstandsfolkene og deres omdømme noget
godt. De fem deltog frivilligt i en voldsomt opreklameret bog 'Efter Drabet' af
journalist Peter Øvig Knudsen, og nogle at dem berettede her bl.a. om deres
deltagelse i likvidationer af stikkere. Som en fortsættelse medvirkede de
senere i en kontroversiel og også ihærdigt markedsført såkaldt
dokumentarfilm 'Med ret til at dræbe' af samme Peter Øvig
Knudsen og Morten Henriksen.
Også her rettede 'femgruppen' forskellige
anklager imod tidligere medkæmpere og imod sig selv. Dette må siges
at være ganske mærkeligt, idet modstandsfolk ikke var udstyret med
nogen særlig fortrydelsesret. Kampen var her og nu. Modstandsbevægelsen
bestod udelukkende af frivillige, og enhver havde mulighed for at trække
sig ud efter eget valg.
Både i bogen og i filmen er hele baggrunden
for likvidationerne udraderet, skønt de næsten 20.000 arresterede
og over 6000 deporterede modstandsfolk var ofre for de landsforræderiske
stikkeres 'arbejde' og intriger.
Aktive Modstandsfolk tager skarpt afstand
fra de fem aktører, som gennem deres handlinger og ubeviste påstande
forvansker modstandsbevægelsens forsvarsmæssige krigshandlinger og
tilsværter for længst afdøde og derfor forsvarsløse
medkæmpere ved f.eks. at stemple dem som skydegale 'lejemordere'. De har
derved svigtet tidligere løfter og forpligtelser til at beskytte de modstandsfolk,
som i nødværge og i hele modstandsbevægelsens interesse nødtvungent
påtog sig den belastende opgave det var at foretage likvidationer.
Problemfyldte folk
For en ordens skyld skal det oplyses, at en at de fem, Herluf
Rasmussen, ikke som påstået har været medlem at sabotagegruppen
Bopa. Netop for at undgå omklamring af uvedkommende blev alle virkelige
medlemmer af sabotageorganisationen registreret efter krigen. Den pågældende
er ikke opført i medlemsfortegnelsen.
En anden 'anklager', advokat
Erling Andresen, må befinde sig i en lidet misundelsesværdig mental
tilstand. Han angriber gamle modstandskammerater, selv om han som afhøringsleder
er fuldt vidende om, at der blev udfoldet ganske store og ofte livsfarlige anstrengelser
for at sikre, at mistænkte stikkere virkelig var skyldige.
En vis
Volmer Nissen, der i sin tid var politifuldmægtig og senere kendt politiadvokat,
præsenteres af Peter Øvig Knudsen som 'modstandsmand' og optræder
som 'vidne'. Men det er ikke lykkedes at finde spor af ham i tilgængelig
litteratur fra eller om besættelsestiden. Han figurerer ikke i hverken Holger
Danskes, Bopas eller andre modstandsgruppers annaler. Volmer Nissen figurerer
mærkeligt nok heller ikke i kollegaen dr.jur. Ditlev Tamms omfangsrige beskrivelse
af 'retsopgøret efter besættelsen'. Måske har den blinde høne
fundet et korn, men det synes særdeles tvivlsomt. Derfor må forfatteren
fremlægge behørig dokumentation for Volmer Nissens påståede
modstandsarbejde.
En gammel løgnehistorie
Modstandsbevægelsen
kan naturligvis ikke og skal ikke påtage sig ansvaret for, hvad nogle udefra
kommende, påklistrede eller personlige lykkejægere har begået
af eventuelle forbrydelser under falsk dække af at være modstandsfolk.
Den
nyeste bølge af angreb imod modstandsbevægelsen gentager en gammel
løgn om, at frihedsbevægelsen efter krigen modsatte sig politimæssig
efterforskning af drabssager. Den dengang kendte politikommissær H.C. Andersen
og kriminaloverbetjent Hans Andersen var ledere af den særlige illegale
politiafdeling, som efter den tyske aktion imod det danske politi den 19. september
1944 udarbejdede det såkaldte stikkerkartotek over mistænkte angivere
og andre forrædere, og ligeledes kartoteket over de såkaldte clearingdrab
samt journaler over røverier mv.
Dette arbejde blev udført
med base i en hemmelig 'politistation' på H.C. Ørsteds Vej. H.C.
Andersen var medlem af Frihedsrådets arrestationsudvalg, og hans og hans
folk fik efter befrielsen til opgave at undersøge drabssager, herunder
likvideringer, hvor der forelå mistanke eller anmeldelse om mulige fejl.
Det var hans afdeling, som trods de store vanskeligheder, bl.a. manglende vidner
og anden bevisførelse, rejste land og rige rundt og bl.a. opklarede ni
fejlagtige likvideringer, som blev indrømmet, ligesom der blev givet offentlige
undskyldninger til de pårørende.
Dermed mente politikerne og mange
andre, at hele sagen om drabene under besættelsen var et afsluttet kapitel.
Kun ganske få af de mange hundrede 'clearingmord', det vil sige
besættelsesmagtens og danske SS- folks terroristiske mord på tilfældige
danskere, blev opklaret. Den opgave og retsforfølgelse af mange tyske og
danske krigsforbrydere lod myndighederne løbe ud i sandet. Mange gik helt
fri. Det gælder bl.a. mordere som Søren Kam, Walther Rasmussen og
mange andre, således som redaktør Erik Høgh-Sørensen
redegør for i bogen 'Forbrydere uden straf' (Forlaget Documentas
2004).
Clearingmordene, dvs., nazisternes terroristiske snigmord, interesserer ikke Peter Øvig Knudsen & Co. en døjt. De leverer et lysende eksempel på grov proportionsforvridning og journalistisk inkompetence, og de fremstår som utroværdige propagandister.
Den store begrebsforvirring
Med sin optræden 60 år efter begivenhederne har 'femgruppen' medvirket til at skabe en vis forvirring. Modstandsbevægelsen, der ikke havde nogen fælles, operativ ledelse, var blevet skabt ved mange menneskers mange initiativer der havde til formål at organisere og koordinere kampen for Danmarks fred og frihed.
Alligevel faldt trådene sammen
til en slagkraftig modstand, der var kendetegnet ved tre hovedgrupper, nemlig
1) sabotører, der angreb fjendens produktions- og transportapparat, fabrikker
og jernbanenet,
2) produktion og udbrede af den illegale presse samt
3)
opstilling af væbnede grupper, der fortrinsvis skulle sættes ind ved
en allieret invasion.
Modstandsbevægelsen anvendte kun den mest nødvendige vold, og der blev aldrig i Danmark udviklet en partisanbevægelse som i mange andre besatte lande. Ansvarlige modstandsfolk anvendte ikke terroristiske midler. Dengang var ingen i tvivl om, hvornår sabotører eller likvidationsfolk havde været i aktion.
Det var noget andet med fjenden, dvs., tyskere
og danske forrædere i og uden uniform, som var gået i tysk tjeneste,
og optrådte som agenter, stikkere og torturbødler, ligesom de i hævntørst
fiskede i rørt vande ved at foretage hundredvis at snigmord på 5ageslø5e
danskere. Det var også sådanne terrorister, der sprængte tog
i luften og dræbte passagerer, ligesom de for at skabe frygt og utryghed
sprængte et stort antal biografer, teatre og andre bygninger. Sådanne
handlinger blev kaldt 'schalburgtage' efter lederen af forræderne
i det nazistiske Frikorps Danmark.
'Almindelige mennesker' havde intet
besvær med at skelne sabotørernes og landsforrædernes handlinger
fra hinanden. Det indgik ikke på nogen måde i modstandsfolkenes 'program
at benytte terror som et middel i modstandskampen. Tværtimod blev der gjort
meget for at undgå voldsanvendelse. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt,
at der trods manglende erfaring og teknisk kunnen kun skete ganske få ulykker
i omgangen med sprængstof og våben.
Nazisme er kriminel forbrydelse
Aktive Modstandsfolk finder det i høj
grad kritisabelt, at rigsadvokaten og andre springer afsted, blot fordi NaziJonni
kalder. Nazismen var/er ikke en politisk mening, men en kriminel sammensværgelse.
Dette blev fastslået ved de allieredes stormagtskonference i Potsdam 1945,
og her blev der nedlagt forbud imod nazismen og dens genoprettelse. Med dansk
tilslutning blev dette forbud bekræftet af krigsforbryderdomstolen i Nürnberg,
og det indgik også i grundlaget for de Forenede Nationer (FN), der blev
stiftet med dansk deltagelse som en anerkendelse af den danske frihedskamp.
Anden
Verdenskrig var fascismen/nazismens ytringsfrihed i fuld udfoldelse og blev totalt
opbrugt med mere end 55 millioner dødsofre og store dele at Europa forvandlet
til ørkenlandskaber. Jonni Hansen og hans heilende garde reklamerer selv
med at være Hitlers arvtagere, der vil 'videreføre og videreudvikle'
det morderiske naziregime.
Nazisterne støttes af de politiske partier,
der i Folketinget optræder i rollen som nazismens livredder og endog regelmæssigt
fodrer terroristerne med skatteyderpenge, der foreløbig overstiger en halv
million kroner. Beløbene, der bl.a. anvendes til virkelig afskyvækkende
racistisk og antijødisk løgnepropaganda, sendes løbende af
kulturministeriet - hvilken nederdrægtig hån af kulturbegrebet - til
de 'danske' nazister i 'bunkeren' på Hundige Strandvej 153 i Greve syd for
København.
Disse bevillinger skal ses i lyset af, at fange- og modstandsforeninger
og andre antinazistiske organisationer er blevet frataget de naturlige tilskud
til deres oplysningsarbejde, eller at beløbene er blevet kraftigt beskåret.
Aktive
Modstandsfolk gør for 117. gang opmærksom på, at den politiske
og økonomiske støtte til nazismens trivsel også er en grov
krænkelse af den internationale konvention til bekæmpelse af racismen,
som Danmark har undertegnet. Konventionen forbyder direkte offentlige institutioner
at yde økonomisk og anden støtte til udbredelse af racisme. Og det
er jo netop nazisterne formål og påviseligt netop det, de gør,
bl.a. på skoler, ligesom de forurener æteren med radiopropaganda og
oplæsning af Hitlers 'værk' 'Mein Kampf'. Racismen er en vigtig del
af nazisternes ideologiske eksistensgrundlag.
Stop den
kriminelle nazigruppe
Det burde være kendt, at Jonni Hansen oprettede en terroristisk gruppe. Den danske naziführer blev f.eks. selv idømt halvandet års fængsel, fordi han med bil forsætligt forsøgte at dræbe demonstranter og tilføjede en af dem livsvarige mén, mens andre blev alvorligt kvæstet.
Et medlem af nazibanden,
Thomas Derry Nakaba, fik otte års fængsel, mens to andre, Michael
Volder og Nicky Steengaard, fik hver tre års fængsel for at have fremstillet
og afsendt brevbomber i et forsøg på at myrde flere forskellige antinazister
i bl.a. London. Bomberne blev i tide fundet og uskadeliggjort - ikke af dansk,
men af svensk politi i Malmö.
Da rigsadvokat Erik Bjørn Merlung
efter lang tids dvale endelig vågnede til dåd, hoppede og sprang han
for Jonni Hansen. Kan du høre, hvordan han klaskede hælene sammen?
Fornemmer du, hvordan han indtog stram retstilling - som politiet gjorde 'i de
go'e gamle dage', da det var Gestapos og dets torturbødlers forlængede
arm?
Vi spørger rigsadvokaten og regeringen: Hvorfor er der aldrig
taget alvorlige skridt til at opklare det bestialske brevbombemord på den
dengang 29-årige antifascist Henrik Christensen i Søllerødgade
den 16. marts 1992?
Skønt alle spor peger på nazisterne som 'gerningsmand',
var politiet og efterretningstjenesten mere interesseret i at kortlægge
og registrere den myrdedes omgangskreds i 'Internationale Socialister'.
Aktive
Modstandsfolk henstiller til de ansvarlige myndigheder, der påberåber
sig at ville bekæmpe terrorismen, at de straks tager fat på at genoprette
det forsømte og spærrer vejen for de nazistiske terroristers fortsatte
virksomhed.
Aktive Modstandsfolk
Bestyrelsen
Netavisen
4. december 2004