Er
USA blevet fascistisk - eller på vej dertil? Fascisme på amerikansk,
vel at mærke. Og 'legal' fascisme.Det mener den amerikanske statskundskabsprofessor Michael Parenti.
Offentliggjort på dansk i Kommunistisk Politik 23, 2004
Michael Parenti i samtale med Ritt Goldstein
Er
USA blevet fascistisk - eller på vej dertil? Fascisme på amerikansk,
vel at mærke. Og 'legal' fascisme.
Det mener den amerikanske statskundskabsprofessor
Michael Parenti.
Offentliggjort på dansk i Kommunistisk Politik 23,
2004
Michael Paranti er amerikaner og professor i statskundskab.
Hans kommende bog "Super Patriotism" undersøger, hvordan
USA's patriotiske stolthed og angst er blevet udnyttet.
Parentis hovedtese
er, at det ikke er forkert at tale om fascisme for at beskrive Bush og kredsen
omkring ham.
Både USA og Italien står gennem en udvidelse af mediekoncentrationen,
indskrænkninger i de borgerlige rettigheder og 'patriotismen' på kanten
af fascisme.
Men det er en fascisme, som adskiller sig fra den 'historiske'
fascisme.
- Den historiske fascisme var en pseudorevolutionær bevægelse.
Den var en metode til på forhånd at forhindre en revolution ved at
mobilisere masser af mennesker og give dem et skin af en 'ny orden' ved at spille
på deres legitime utilfredshed og skyde skylden for denne utilfredshed på
irrelevante fjender, indleder Parenti denne samtale.
Kernen i fascismen
er dens virkning, mener Parenti. Dens redskab er et system, som systematisk omdistribuerer
rigdom fra de mange til de få, og sikrer gigantiske kartellers dominans
over hele politikken og økonomien.
- Da den kom til magten i 30'erne,
skar fascismen den offentlige sektor ned, privatiserede mange statslige industrier,
afskaffede arveskatter og andre skatter, der ramte de rige, afskaffede kommunale
skatter, sænkede lønningerne, ødelagde fagforeningerne og
saboterede og underminerede oppositionelle partier. Set ud fra dens effekt bliver
definition på fascisme, at den simpelthen er et værktøj for
en 'apolitisk', hensynsløs magtelite. Og det, som disse (den hensynsløse
magtelite) har lært i disse mere end 80 år siden fascismens opkomst
er, at de kan opnå meget af dette, måske på mere sekulær
vis, mens man opretholder en demokratisk facade, fortsætter han.
'Patriotismen' og flaget
Parenti gengiver Hermann Görings, chef for Luftwaffe,
tilsvarende enkle forklaringer (fra perioden omkring Nürnberg-tribunalet)
- Der viftes med flag i deres ansigter, flagene draperes omkring lederen,
som fortæller dem, at de trues af den ene elle anden modstander, uden for
landet eller internt.
Parenti fortsætter med at fortælle, hvad
USA's udenrigsminister John Foster Dulles sagde:
- For at få folket
til at støtte store militærbudgetter og militære interventioner
må man forstørre truslerne og man må skabe et scenario, hvor
den ene nation fremstår som helt og den anden nation som skurken. Det må
være helten mod skurken.
Alle
budskaber indhyldes i det amerikanske flag.
- Hvad de har lært
er at de kan gøre dette uden at benytte sig af en masse attributter som
hagekors og tilsvarende. De kan benytte den gode gamle amerikanisme og anvende
den, som det alter, menneskene samles omkring for at give præsidenten denne
ekstraordinære magt, samtidig med at de opgiver deres egen frihed. Den herskende
klasse som sådan er ikke interesseret i fascismen. Den er bare et instrument,
et middel, som de der reelt styrer landet og besidder dets rigdomme ikke bekender
sig til som sådan.
- Fascismen udøves kun af den grund, at
de fandt den brugbar. Desuden er fascismen et alt for synligt samtidsfænomen.
Man kan ødelægge den frie presse på Mussolinis vis med "Fasci
di combatimenti".
Modsætningen fremtræder på
den nye måde, hvor vi har en Berlusconi, som i skræddersyet tøj
og på en varm og elskværdig måde stopper oppositionen, helt
enkelt ved bogstavelig talt at opkøbe alle medier.
Derpå sørger
han for at få sig selv valgt og skaffer sig på denne måde kontrol
også over de statslige medier. Han opnår næsten samme effekt
som Mussolini - men uden at illusionen om legitimitet, om at du regerer i folkets
navn og ikke underkuer vælgerne, ødelægges. Resultatet blive
i begge tilfælde det samme!
Berlusconi gav et kontroversielt interview
i sommeren 2003, hvor han forsvarede Mussolini. For Michael Parenti er det ikke
nogen tilfældighed.
- Berlusconis forsvar af Mussolini bekræfter
den analyse, jeg har fremlagt - at han uanset forskelle både m.h.t. fremtræden,
partiidentitet og formodet politisk ideologi ser Mussolini som åndsbeslægtet.
Så stiller han sig altså frem og forsvarer ham, konstaterer Parenti.
Opnår det samme - med legale midler
Herfra er det nemt at sammenligne
med dagens USA og Parenti vender blikket mod en beslutning, truffet af den amerikanske
højesteret for ikke så længe siden. Beslutningen tillader vicepræsident
Cheney og Bush-administrationen at nægte at fremvise dokumenter omkring
Cheneys såkaldte Energy Task Force.
Det er bemærkelsesværdigt
at der findes indikationer på, at en oliekrig faktisk blev diskuteret inden
for denne gruppe. Parenti imødegår kraftigt domstolens beslutning:
-
Højesterets beslutning får som virkning, at den hæver den udøvende
magt til en speciel og udemokratisk status, så der ikke findes nogen måde,
hvorpå Kongressen eller offentligheden kan holde disse mennesker ansvarlige
for, hvad de gør. I realiteten indføres der straffrihed for deres
gerninger under skin af immunitet for de udøvende. Så hvad vi får
her, er meget af det fascisterne opnåede, samtidig med at den demokratiske
facade opretholdes. Disse enorme skattelettelser er for de rige. Der findes nu
store virksomheder, som tjener milliarder af dollars i ren profit, og som ikke
betaler en øre i skat.
- Vi får også en svækkelse
af fagforeningerne ved at underminere dem og lukke fabrikker, som har stærk
faglig organisering. Derpå sænkes lønningerne og militærudgifterne
vokser. Dette er nøjagtig, hvad fascisterne gjorde, så man opnår
en stor del af det samme uden så at sige 'at gå hele vejen' og ødelægge
hvert eneste lille gram demokrati.
Her findes også en direkte parallel
til 1930'ernes italienske 'korporative stat', mener Parenti.
- I praksis træffes
de store beslutninger, som vedrører den politiske økonomi, af erhvervsfolkene,
siger Parenti, men indleder dette med at konstatere at alle grupper inden for
den italienske 'korporative stat' angiveligt skulle 'dele' beslutningsmyndigheden.
Han identificerer den store industrigruppe med USA's nationale producentorganisation
(National Association of Manufacturers) ved at sige:
- I praksis
var det disse fyre, som for alvor og hele vejen igennem inkorporeredes, mens de
fleste blev efterladt ude i kulden som statslige undersåtter.
- Folket
bliver altid en del af disse begivenheder. USA's befolkning kommer til at bære
deres part. Italienerne måtte. Deres del er skatterne og blodet. Det er
dem, som betaler skatterne, og som sender deres sønner i krig, noterer
Parenti.
Netavisen 4. december 2004