DERFOR … gik det galt i 1989

Af B. C. Andersen

Kommunistisk Politik 1, 2007
Indlæg i debatten omk. APKs 3. kongres

”Staten er den form, hvori individerne, som hører til den herskende klasse, gør deres fælles interesser gældende.”
(Karl Marx)  

Staten er ”et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden.”
(Lenin)

Det grundlæggende spørgsmål for enhver marxist-leninist, enhver, der kalder sig kommunist, enhver, der har en tanke om revolution og socialisme, er spørgsmålet om staten.

Alle stater og statsformer, historien har kendt, har været klassestater og et redskab for den herskende klasse, KLASSEDIKTATUR.

Den nuværende borgerligt demokratiske kapitalistiske stat er redskabet for kapitalens KLASSEDIKTATUR over arbejderklassen og den øvrige befolkning.

Revolutionen må tilintetgøre den gamle borgerligt demokratiske kapitalistiske stat, der ene og alene, med hele dens voldsapparat, er indrettet på at sikre kapitalens KLASSEHERREDØMME, undertrykke arbejderklassen og den øvrige befolkning.

Arbejderklassen og revolutionen må skabe en helt ny statsmagt, en stat, der er et redskab for arbejderklassens KLASSEHERREDØMME – PROLETARIATETS DIKTATUR, en arbejderklassens stat, som udtrykker og forsvarer det store flertals interesser.

Revolutionen og arbejderklassens stat, PROLETARIATETS DIKTATUR, likviderer borgerskabets ejendomsret til produktionsmidlerne – jord, bygninger, råstoffer, fabrikker – og sikrer disse som socialistisk fællesejendom.

Revolutionen og PROLETARIATETS DIKTATUR likviderer det kapitalistiske samfunds lønslaveri, at mennesker og arbejdskraft bliver betragtet som en vare, man frit kan sjakre og handle med, udbytte efter forgodtbefindende.

Den socialistiske produktion og økonomi tager i modsætning til den kapitalistiske produktion sigte på at dække fællesskabets materielle og kulturelle behov, sikre, at udviklingen og fremskridtet i den teknisk-videnskabelige revolution sker i det socialistiske fællesskabs interesse.

Men skal opbygningen og udviklingen af socialismen lykkes, er det ikke kun nok at sikre en materiel, kulturel og social fremgang.

Der må ske en udvidelse af det politiske demokrati. Et reelt og fuldstændigt demokrati er ikke blot de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder, vi kender til fra den borgerlige demokratiske kapitalistiske stat, men direkte medbestemmelse i produktionen og i alle sider af samfundslivet.

Under PROLETARIATETS DIKTATUR opbygges det socialistiske samfund af arbejderklassen som den afgørende og ledende klasse, men i forbund med arbejdende bønder, fiskere, funktionærer og intellektuelle.

Det er en lang kamp og periode for at likvidere det gamle borgerligt demokratiske og kapitalistiske samfund med alle dets reminiscenser og tankegange.

At der er vanskeligheder, farer, og tilbageskridt, viser historien: den tidligere socialistiske Sovjetunion og de andre tidligere socialistiske lande, der har oplevet en revisionistisk kontrarevolution, som har ført til revisionismens fuldstændige sammenbrud og en midlertidig genrejsning af kapitalismen – og til udslettelse af materielle, sociale og kultureelle fremskridt for den arbejdende befolkning.

Denne kontrarevolutionære proces har gennemløbet en række faser. I den første periode afmonteredes den socialistiske produktion og økonomi under dække af en socialistisk facade og ”socialistiske” fraser, udvikling af revisionistiske teorier som ”hele folkets stat”, ”fredelig sameksistens” og ”anti-monopolistisk demokrati”.

Kontrarevolutionen og revisionismen betød skabelsen af en ny herskende klasse i de tidligere socialistiske lande og en gradvis genrejsning af den kapitalistiske produktion og økonomi.

Hrustjov – og senere andre, frem til Gorbatjov – baserede deres magt og basis på et lag af funktionærer og virksomhedsledere, der ikke tog hensyn til arbejderklassen og det arbejdende folks interesser.

Tværtimod forfulgtes dem, der rejste kritik af bureaukraters og virksomhedslederes korruption og indgroede nepotisme for at fremme egen interesse og karriere.

Arbejderklassen og de arbejdende masser mistede kontrollen over de statsejede virksomheder, der ikke længere producerede for at dække fællesskabets materielle og kulturelle behov eller sikre, at den teknisk-videnskabelige udvikling skete i det socialistiske fællesskabs interesser.

PROLETARIATETS DIKTATUR – arbejderklassens stat, det socialistiske demokrati i form af direkte medbestemmelse og kontrol i produktionen og i alle sider af samfundslivet blev en tom frase, og folkets tillid til revisionisternes ”socialisme” forsvandt.

”Sandheden er altid konkret”
(
Lenin)

Historien viser entydigt, det var REVISIONISMEN, der spillede fallit i 1989 – IKKE SOCIALISMEN, som borgerskabet udbasunerer og det nye ”kommunistiske” parti hævder i sit program.

Netavisen 8. januar 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne