Forældremødet

Novelle af Julie Søndergård Andersen, Nuuk

Han var to minutter for sent på den, og var nødt til at kante sig igennem lokalet, for at finde et sted at sidde. Jordens længste arbejdsdag, og nu sad han til et møde i børnehaven, hvor det største punkt på dagsordenen var ”sukkerpolitik”. Som for at understrege vigtigheden havde initiativtageren lavet en rawfood-kage med dadler og nødder, som ingen rigtig spiste af. Måske var slaget allerede tabt for hende.

Lotte, som var suverænt den sødeste af pædagogerne i Sommerfuglen, bød smilende velkommen, og så så meget alvorlig ud, sådan som folk, der ellers altid smiler, gør det, når de ikke smiler. ”Vi skal diskutere….øh.. igen.. madpolitikken her.”

Der sker så meget på et kvart århundrede. Da han var dreng, cyklede han selv i skole fra 6-årsalderen, en fremmed var bare en ven, man ikke havde mødt endnu, grøntsager var lig med rødbederne til medisterpølsen, man fik sukker hos lægen, øl af sin forældre, når man gik til sin første fest som 13-årig, og han havde kørt alle sine barndoms bilture i en lille Skoda med to storrygende forældre på forsædet. Det var ikke fordi de voksne aktivt prøvede at slå en ihjel, som det måtte tage sig ud for fremtidige generationer, det var bare – en anden tid, som man sagde.

Nu skulle forældre hente og bringe fra skole, dans, legeaftaler, stå udenfor i flere meters afstand for at ryge, sætte sig ind i hvilket legetøj, der kunne indeholde ftalater, og som det sidste nye tage stilling til, om mælk i virkeligheden var en farlig fødevare, der kun havde fået en prominent plads i kostpyramiden på grund af en heftig og korrupt reklamestrategi fra landbruget — som Line havde vist ham på den mødre-blog, hun læste for tiden. Lige nu sad han til et slags krisemøde i Ellas børnehave, fordi nogle forældre have opdaget, at pædagogerne serverede saftevand om fredagen.

Lotte smilede nervøst og signalerede med et forsigtigt nik, at debatten var åbnet. Folk rørte på sig. Han stirrede ud på fodboldbanen i det fjerne, hvor nogle unge mænd spillede i skumringen. Hvordan endte han her? Det går så hurtigt. Når man er ung, tror man, det bare er et spørgsmål om tid, før man bliver den nye Laudrup eller Clapton, og så en dag står man på den lokale bar, og spiller for Gud ved hvilken gang for pizza og en ramme øl, og ens venner har ikke engang gidet dukke op. Og så ved man det. Man går på forræderisk få år fra at være potentiel rockstjerne til at sidde på en træskammel i et lilla- og gult-malet rum og træffe det mindst principielle af alle valg: saftevand om fredagen, eller ikke saftevand om fredagen.

”Jeg mener bare”, sagde Magnes mor, som han ikke kunne huske navnet på, men som havde medbragt dadelkagen “de får så meget sukker i fritiden, til fødselsdage, i alle mulige produkter. Er det helt urimeligt at lade deres dagligdag i institutionen være sukkerfri?” Det var ikke urimeligt. Faktisk, når hun udlagde det på den måde, virkede det rimeligt. En anden kvinde, der sad tre pladser længere henne på samme side rakte hånden halvt op – som om hun var usikker på hvilken slags møderegler, der gjaldt i en børnehave. Hun lænede sig ind over bordet, så hun kunne sige det henvendt til Magnes mor, ”Det er jo bare saftevand, og det er kun om fredagen. Er det ikke noget, vi kan lade pædagogerne bestemme?” Han skiftede impulsivt stilling, og var enig med Magnes mors udfordrer.

Magnes mor tog ordet igen, ”Der er ingen tvivl om, at denne her institution har nogle dygtige pædagoger. Det eneste jeg siger, er, hvorfor ikke bare følge kommunens sukkerpolitik? Med statistikkerne for, hvor usundt børn spiser, og hvor lidt de rør sig” hun kiggede rundt på de andre forældre, som for at få en tidlig indikator på, hvor mange der var med hende ”jeg mener….man kan jo godt fredagshygge på måder, der ikke handler om, hvad man spiser eller drikker.” Han skiftede holdning igen. Den anden kvinde lænede sig ind over bordet, denne gang lidt længere, ”Men det er vel os forældres ansvar at sørge for, at vores børn spiser fornuftigt, og så burde der altså være plads til, at de kan få lov at fejre at gå på weekend i fællesskab med de andre børn. De unger har jo også haft en lang uge.” Et jag af dårlig samvittighed. Han skiftede igen.

Sådan bølgede hans sympati frem og tilbage mellem de to kvinder. Han blev stadig mere optaget af diskussionen: det var i grunden et vigtigt og ikke nemt spørgsmål. Hvis bare han kunne træffe det rigtige valg. ”Måske skal vi bare stemme om det” sagde en mand, der lagde den telefon han havde siddet og scrollet på de sidste fem minutter, tilbage i lommen, utålmodigt.

Det måtte være så nemt for folk, der bare vidste, hvad de mente om ting. Vidste, hvad de ville. Hvad de kunne lide, og ikke kunne lide. Om børn skulle drikke saftevand om fredagen, eller ikke skulle drikke saftevand om fredagen i børnehaven. Selv havde han i sit voksenliv stemt på fire forskellige partier, og det tog ham en måned at finde et par nye sko, for så, når de var købt, at bekymre sig om, om det så ud, som om han prøvede at være ung med de unge i den model, han havde valgt, eller andre gange, om de var for far-agtige.

Ude i det fjerne var kampen fløjtet af. Nogle af drengene stod og hang på sidelinjen, som om de ikke var helt klar til at gå hjem. Det så ud, som de grinede af noget.Han elskede Line, og han elskede Ella. Nej, han elskede Ella, og han elskede Line. Han havde et fint liv, et OK liv. Det var bare, at han ikke altid var sikker på, det var et liv, han selv havde valgt. Han havde selvfølgelig selv valgt at holde en pause fra kandidaten for at fokusere på musikken, for så at arbejde fuldtid i det firma, hvor han var studentermedhjælper, og fokusere meget lidt på musikken. Det havde jo hele tiden været planen, at han skulle tilbage til studiet. Men det var … ni år siden nu. Det føltes stadig, som om han bare lige var ved at finde ud af, hvad han skulle. Hvis han bare kunne få lidt mere tid. ”At lede handler om at træffe valg”, havde Lars sagt til ham, da de overvejede at forfremme ham til mellemleder. Noget han kun havde afværget i sidste øjeblik.

Den sidste fodboldspiller forlod banen. Han tabte sin drikkedunk halvvejs, og var lige ved at snuble over den. Han havde ikke lagt mærke til, at der var blevet stille i lokalet. Lotte kiggede ned på ham, og smilede igen nervøst, ”Så mangler vi bare din stemme, Christian.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *