Eigil og Freja – Novelle


Novelle af Julie Søndergård Andersen, Nuuk

Endnu en ny hjemmehjælper. “Goddag,” sagde han og gik til side, så hun kunne komme ind. “Goddag,” sagde hun, “jeg er ny.” Han nikkede, “Jamen, velkommen.” Han var på vej ind i stuen igen. “Jeg begynder bare i soveværelset,” sagde hun, og gik ud i køkkenet og åbnede skabslågen, som om hun allerede var hjemmevant.De fleste mennesker havde selvfølgelig også deres rengøringsmidler der — vel. Han kiggede på sofabordet og spisebordet, og besluttede sig for det sidste. Han gik i gang med at lægge kortene op. Hun rumsterede derinde. Han overvejede at tænde radioen, men lod være.Hun kom ind i stuen og begyndte at støve af. Han skiftevis iagttog hende og kabalen på bordet. “Jeg skulle støvsuge og vaske gulvet herinde også,” sagde hun, som en bøn. “Jo, jeg går ud i køkkenet.” Han satte sig ved køkkenbordet og bladrede lidt i en avis. En ny hver tredje gang. Han havde lige vænnet sig til den sidste. “Jeg er færdig nu,” råbte hun efter lidt tid, “Måske er der lidt vådt.” Han kiggede ned på sine tøfler. Han gik ind og satte sig ved kabalen igen. Hun var ved at pakke rengøringsgrejet sammen.

Svær kabale, meget svær. Han kiggede op, og så, at hun stod og betragtede billedet på væggen mellem de to vitrineskabe. Han rejste sig op, og gik over og stillede sig ved siden af hende. “Det er meget flot, det der,” sagde hun, uden at vende sig imod ham. “Det synes jeg også,” sagde han. “Faktisk var det min kone, der valgte det. Hun købte det, den dag jeg endelig gik på pension. Det er — femogtyve år siden nu.” Hun sagde ikke noget.

“Hvor gammel er du?” spurgte han. “Jeg er tyve,” svarede hun, stadig vendt mod billedet. “Det er en dejlig alder,” sagde han. Hun kiggede på ham, så næsten spørgende ud. “Men kan også være svær,” sagde han, og kiggede tilbage på billedet. “Hvor gammel er du?” spurgte hun. “Tooghalvfems.” Det lød mærkeligt, tooghalvfems. Hvem kunne have regnet med, man ville blive så gammel. “Du holder dig godt,” sagde hun og smilede til ham. Han smilede tilbage, “Tak.” “Jeg ville ikke have gættet på, du var en dag over halvfems.” Han grinede, “Du er hurtig”. Hun smilede, i retning af billedet.

“Studerer du?” spurgte han, efter de havde stået i stilhed lidt. “Min største drøm er at blive sygeplejerske, men det er ikke så nemt … jeg har gået på HF to gange, men jeg droppede ud. Det var lidt for svært, og jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen.” Hun løftede og sænkede skuldrene. “Hvordan svært?” spurgte han. “Altså fagene — mest, dansk, matematik, samfundsfag … det hele … og jeg havde ikke så mange venner i klassen … klasserne.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. “Kan du godt lide at være hjemmehjælper?” Han kiggede fra billedet og hen på hende. Hun kiggede fra ham og hen på billedet. “Jo … altså nogle gange er det lidt hårdt. Man kan godt blive træt i kroppen. I går var jeg sammen med en anden hos en ældre kvinde, hvor løftemaskinen var i stykker, så vi måtte bære hende fra rullestolen op i sengen. Hun vejede egentlig ikke så meget, men jeg tror, jeg lavede en forkert bevægelse.” Hun bøjede i benene og svajede til den ene side, som for at illustrere. Han kom til at smile.

Alle mine venner er døde, vil du være min ven? Det kunne man selvfølgelig ikke sige, slet ikke til en fremmed. “Jeg ville byde dig på kaffe, men du har sikkert travlt?” Hun kiggede på ham, “Det er faktisk mit sidste stop på ruten. Jeg kunne godt drikke en kop kaffe. Jeg kan bare selv lave den.” Han viftede afværgende med armen, og gik bag hendes ryg ud i køkkenet. Han fandt kaffe og filter, service, og skar to stykker af den jordbærtærte, der havde stået i køleskabet et par dage. Mon ikke det gik an.

Dan han kom ind igen, stod hun stadig og kiggede på billedet, studerede teknikken måske. “Så…” sagde han, og stillede bakken ned, halvt oven i kabalen. Den var alligevel for svær. Han fejede kortene til side i en bunke. Hun gik over og satte sig over for ham. “Jeg elsker jordbærtærte,” sagde hun. Han skænkede kaffe op. “Jeg hedder Freja, for resten.” — “Det havde jeg næsten regnet ud,” han kiggede ned mod tatoveringen på hendes håndled. De sad i stilhed noget tid.

“Det er hyggeligt,” sagde han, “der kommer ikke så mange og besøger mig.” Det lød desperat. Han hadede alt, der lugtede af selvynk. Hvorfor skulle han sige det? Han overvejede, hvad han kunne spørge hende om, for at skifte emne. “Har du ikke nogen familie?” spurgte hun og så alvorlig ud. “Jo.” Han koncentrerede sig om ikke at se for trist ud. “Jeg har to børnebørn, Niels og Mikael … Min kone døde for tre år siden, og min datter sidste år.” — “Jeg kondo… det er jeg ked af,” sagde hun, og så trist ud. “Min datter ville være fyldt enoghalvfjerds næste måned. Jeg nåede at få hendes halvfjerdsårs fødselsdag med. Der var hun meget syg, men så glad. Der var balloner over det hele og mange, mange mennesker.” Han smilede og kiggede på et punkt ved siden af hende. “Det lyder som en dejlig fest,” sagde hun, og flyttede lidt på kaffekoppen.

“Det er mærkeligt, selv om ens børn bliver halvfjerds, så er de på en måde stadig syv år for en.” Han begyndte at få tårer i øjnene. Stop det, Eigil, sagde han højt inden i sig selv. Han tog kaffekoppen op til munden, “Det er nok svært at forstå, hvis man ikke har børn.” Han smilede, inden han tog en slurk. “Jeg tror godt, jeg forstår det,” sagde hun, og kiggede ham ind i øjnene. Han fik en følelse af, at det var sandt. Stilhed i lang tid. Kun uret, der tikkede.

“Hvad så med dine børnebørn?” spurgte hun, i et optimistisk tonefald. “De har så travlt. De har selv børn, tre og to: fem søde oldebørn. Jeg ser dem ikke så tit.” Han pegede over på galleriet af billeder af mænd og koner og børn, der hang over sofaen bag hende. Hun vendte sig om, og kiggede. “Og så er de jo karriere-mennesker, Niels og Mikael. Arbejder hele tiden.” Han lavede nogle bevægelser med hænderne, der skulle se ud som om han skrev på en skrivemaskine. “Det er spøjst. Så anderledes. Da jeg var ung.. selv dem, der var højt på strå — når de gik hjem fra arbejde, så gik de hjem og lyttede til radio med familien, eller så fjernsyn.” Han kunne godt høre, hvor gammel, han lød, men han fortsatte alligevel, “Jeg kan sommetider tænke, at de … computere og telefoner … er noget, Fanden har skabt.” I det samme lød et pling fra en jakkelomme i gangen. De kom begge to til at grine. “Du må godt tage den.” — “Det er lige meget,” sagde hun, og tog en bid til af kagen. Hun lagde teskeen ned på tallerknen igen, og begyndte at pille ved borten på bordet. En fugl pippede udenfor, næsten i takt med uret.

“Det, jeg glæder mig mest til, når jeg dør, er at se dem igen.” Han så et uskarpt billede for sit indre af hans kone og datter, der sad og drak te i lyse træstole på en sky. De rejste sig op. Han omfavnede dem, omfavnede dem. “Tror du på Gud?” Hun så overrasket ud. “Det koster ikke noget at være ateist, når man er ung,” sagde han, lidt for hårdt. Hendes ansigt fik anstrøg af rødt. Fuglen pippede videre udenfor. Hun flyttede sin hånd fra bordet og ned i skødet til den anden, “Hvad er det nu, ateist betyder?” spurgte hun i et lavere stemmeleje. “En, som ikke tror på Gud,” sagde han og følte sig dum. Stilhed igen. “Tror du på Gud?” forsøgte han forsigtigt. Hun lagde sin hånd op på bordet igen, “Jeg.. ved det ikke rigtigt. Da jeg var barn bedte jeg til ham.” Han formede et lydløst “bad” med læberne, og hørte Kamma sige, “Du skal ikke være så bedrevidende, Eigil.” Savn kommer i bølger. Nogle gange i stik. “Nu ved jeg ikke rigtig,” sagde hun.

“Hvorfor bad du til ham, da du var barn?” Hun lagde hånden i skødet igen, og kiggede over på billedet, “Jeg blev drillet meget, da jeg var barn, fordi jeg var lidt … tyk … ligesom nu.” Hun lavede et mærkeligt lille grin, og slog hånden på siden af sit lår, så det gav et dæmpet klask. “De andre børn kaldte mig ‘Fede Freja’”, hun smilede mærkeligt. “Det var da en forfærdelig ting at sige,” sagde han, og ønskede, der var et eller andet, han kunne sige, der ville fjerne hendes tydelige ubehag. “Sikke nogle idioter!” halvråbte han og overraskede sig selv. Hun grinede, denne gang med øjnene også. De kiggede begge to over på billedet. “Du bør lave dit eget navn,” sagde han. Stilhed. “Flotte Freja!” Han fortrød det, men ombestemte sig så, da han så, at hun ikke havde misforstået ham. Hun smilede bare forlegent. Der er ting, en fremmed mand ikke kan sige til en yngre kvinde, når han er halvtreds, men godt kan, når han er tooghalvfems. Der er nogle ting, der bliver nemmere, mere simpelt, når man bliver gammel.

“Undskyld” sagde hun, “Er det alligevel okay, hvis jeg lige tjekker min mobil?” Han nikkede, “Ja, naturligvis.” Hun gik ud i gangen, og tog telefonen frem. “Er det din kæreste?” spurgte han, og hørte Jette svare, “Helt ærligt, hold nu op, far!” — “Ja — eller, nej, vi er ikke kærester. Han er bare en ven, eller … jeg ved ikke, hvordan man skal sige det.” — “Nåhh, hvad vil han?” — “Han spørger, om jeg har lyst til at komme og se en film i aften”. Hun stod lidt med telefonen i hånden, og kiggede på den, så skrev hun noget, og lagde den tilbage i jakkelommen. “Det lyder da hyggeligt,” sagde han. “Jaa, det er sådan…” Hun tav. “Sådan hvordan?” sagde han efter noget tid. “Det ved jeg ikke.” Hun satte sig ned igen, og tog den sidste bid af kagen.

“Hvorfor er I ikke kærester?” — “Det ved jeg ikke.. Jeg tror også han ser nogle andre piger, eller i hvert fald én anden.” Hun satte sig på sine hænder. “Jeg tror også, jeg er lidt for tyk til ham.” —  “Sikke noget sludder,” sagde han. “Jo men … det siger han selv”. Han slog øjnene dramatisk op og førte hovedet tilbage, for at vise hende sin misbilligelse. “Men hvorfor ses du dog med sådan en fyr?” Hun trak skuldrende let op igen og lod dem blive oppe et sekund, inden hun sænkede dem og tog hænderne ud fra under lårene. “Er du forelsket i ham?” — “Det ved jeg ikke. Det er bare…” hun skubbede tallerknen lidt væk, “Jeg har ikke så mange venner.” Han kiggede igen dramatisk undrende på hende. Det var meningen, det skulle få hende til at få det bedre, men hun så mere trist ud, og tilføjede nervøst, forsikrende, “Altså, jeg har nogle.” Han nikkede. “Det er bare, når ikke jeg ser ham, så sidder jeg for det meste bare selv og ser film om aftenerne.. det kan godt blive lidt …” hendes kinder tog farve igen, “ensomt.” Han kiggede på hende, og så ned på tallerknen foran hende, “Det forstår jeg godt.

Han diskuterede med sig selv i stilheden, der fulgte efter. Det sømmede sig ikke at blande sig i fremmede menneskers liv. Det var det, han var blevet opdraget til. Men var en af de ting, han havde lært selv ikke, at man havde en pligt til det? I hvert fald, når det drejede sig om et menneske — så ungt, så famlende, trist. Han tog skeen og skulle til at tage sidste bid af sin kage, men lagde den ned igen. “Nu har du ikke spurgt om min mening, men jeg synes, han lyder som en rigtig skidt karl,” han kiggede hende ind i øjnene, “du er alt for ung og smuk og klog til at spilde din tid med sådan en fyr. Det er bare min mening.” Han samlede skeen op igen, og tog den sidste bid. Hun kiggede ud ad vinduet bag ham, så så på ham, og smilede let, “Jeg tror, måske jeg må til at komme hjem.”

Hun tog hans tallerken og sin egen og gik ud i køkkenet med dem. Han kunne høre hanen blive tændt. “Nej, nej,” råbte han ud til hende, mens han rejste sig op, “jeg kan trods alt godt tage opvasken selv endnu.” Hun kom ud i gangen, tog jakken på og stak fødderne i skoene. De stod lidt og kiggede forbi hinanden, “Jamen farvel. Vi ses på torsdag” — “Ja, farvel,” sagde han, og gav hende hånden. De stod og gav hånd, lidt længere, end hvad der var normalt. “Jeg tror, du ville blive en rigtig god sygeplejerske.” Den sidste bid af ordet blev afbrudt af et pling fra hendes lomme. Hun kiggede på ham. Så var hun ude af døren.

……

Det ringede på. Han rejste sig op og gik ud for at åbne. Over de sidste par måneder var torsdag blevet en anderledes dag. En dag, han kunne skille ud fra de andre. Hun kom, hun gjorde rent, og så drak de kaffe og spillede kort — og talte sammen. Mandag plejede at være hans yndlingsdag. Der kunne man gå til bridge i medborgerhuset. Men nu talte han uger i torsdage. Han måtte huske at fortælle hende det.

Hun gik lige forbi ham ud i køkkenet med en pose i hver hånd, “Jeg havde tænkt, vi kunne lave mad sammen… er du ikke træt af de der færdigretter?” Hun pegede mod fryseren. Han kiggede i retning af hendes finger, og kiggede tilbage på hende igen. “Det lyder vældig hyggeligt … men mon ikke du har noget vigtigere at lave, end at spise sammen med sådan en gammel olding som mig. Hvad med din — ven?” Hun stillede plastikposerne op på køkkenbordet, “Nej, jeg har slået op med ham … eller, vi var jo ikke rigtig kærester. Men jeg har sagt til ham, at jeg ikke gider ses mere.” Hun kiggede på ham, og kiggede på poserne. Hun åbnede den ene, og tog en piskefløde ud. “Han skriver og ringer hele tiden, men jeg gider ikke tage den.” Han kunne se, hun prøvede at undertrykke et stolt smil på den lille trækning ved hendes mundvig. “Nå da da,” svarede han, “jamen, i så fald, vil jeg være beæret over at spise middag med dig.”

“Det smagte virkelig godt, Freja,” sagde han, da han tog den sidste gryde fra bordet. “Vi kan vaske op senere.” Hun hentede en klud og tørrede bordet af. De satte sig ned igen. “Skal vi spille kort?” spurgte hun og kiggede på ham med helt åbne øjne. “Du virker gladere for hver gang, jeg ser dig,” sagde han. “Sådan føler jeg mig også … jeg var vist lidt … trist før. Jeg vidste bare ikke, man kunne se det.” — “Men nu er du ikke så trist mere?” spurgte han, mens han tog kortspillet op ad skuffen i kommoden. “Nej.” Hun fulgte ham med hovedet. Han satte sig ned.

“Jeg tror måske, jeg vil søge ind på SOSU-uddannelsen.” Hun tog kortene, “Hvis man tager den, kan man læse videre til sygeplejerske bagefter.” Hun kiggede ned, og vendte bunken om. “Jeg må jo bare prøve et eller andet, for at klare det, ik’” hun kiggede op på ham igen. “Det lyder da som en god idé!” Han kiggede på hendes hænder, som blandede kortene langsomt. Hun delte ud imellem dem. Han tog sine kort op, og lagde dem ned igen, inden han rigtig havde kigget på dem. “Det er ligesom solsikkerne,” han pegede over på billedet, “de bliver bare ved med at vende sig efter solen, og derfor bliver de ved med at vokse.” Hun lagde også sin hånd ned og kiggede over på billedet. Så kiggede hun tilbage på ham og smilede, “Jeg ved godt, du er meget glad for rommy, men næste gang kan jeg måske lære dig et nyt spil?” — “Meget gerne”. De tog kortene op igen.

……

“Men kan jeg ikke sige farvel til ham?” spurgte William og kiggede op på ham. Måske havde det været en dårlig idé at tage ham med, fem år er lidt for ungt til rigtigt at forstå. Han kiggede over på Tobias og Karl ved siden af ham. De sad helt stille og kiggede ligefrem mod præsten. Elleve og tretten, så forstår man det godt. William kartede rundt, han tog ham op på skødet. “Men hvad skal oldefar lave under jorden?” — “Shyyy, nu skal vi være stille,” hviskede han, mens præsten kiggede op, “Lad os slutte med Salme 408.” En kort salme, heldigvis. Han rejste sig, gik hen til kisten og drejede hovedet let mod Niels på den anden side, men kunne ikke fange hans blik. De løftede alligevel samtidig. På vej ud lagde han mærke til en yngre kvinde, der sad på en af de bageste rækker. Hun græd let. De fik øjenkontakt, lige idet hun rejste sig op sammen med de andre ti-tolv mennesker i kirken.

De skubbede kisten ind i bilen. Han trådte tilbage og kiggede efter Nina og drengene, men så i stedet den yngre kvinde komme imod ham. Hun rakte sin hånd frem, og gav ham et brev. “Kan det komme med,” sagde hun — mere end spurgte. Hun kiggede indgående på ham et øjeblik, “Det gør mig ondt”. Så vendte hun sig om og gik, inden han kunne nå at svare noget. Han åbnende kuverten, uden at tænke over det:

“Kære Eigil.

Hvis du hviste hvor meget dit venskap betød for mig. Jeg kommer til, at savne dig.

Kærlig hilsen

fine Freja”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *