Leg og alvor

Sporvogn

Det er vel efterhånden fem år siden, jeg mødte Asger, som lagde billet ind på et chaufførjob på min tidligere arbejdsplads. Jeg sad med i ansættelsesudvalget, da jeg som eneste anden chauffør skulle være nærmeste kollega. Personligt faldt jeg pladask for Asger, men udvalget ville det anderledes. De blev snøret af en charlatan, der forlod en lederstilling i SAS, fordi han var så betaget af ældre mennesker. Realiteten var, at han ikke magtede sin opgave som leder, hvilket kunne tale til hans fordel, men han havde i al for lang tid tilegnet sig de dårlige egenskaber, en sådan stilling fører med sig.

Det var min opgave at rundvise de omkring otte ansøgere på den potentielle nye arbejdsplads. Det var netop i det moment, at jeg kom ind under huden på Asger. Vores kemi var rendyrket harmoni. Asger var/er en rar familiefar med to – nu tre – små børn og ansat i det, vi københavnere kender som HT-busserne. Asger havde et fascinerende åbent sind, så snakkerne fandt hurtigt vej til fritidsinteresserne og vores ikke-udlevede drengeinteresser: frimærkesamling, modeljernbane, skak, og endelig suppleret med en mere nutidig interesse for slægtsforskning.

Vi aftalte, at uanset eventuelt fremtidigt kollegialt ansættelsesforhold så ville vi mødes. Asger fik desværre ikke stillingen, men vi opretholdt aftalen. Det var interessen for filateli, der blev begrundelsen for samværet. Idet Asgers samling lå lysår foran min, blev mærkerne blot en årsagsforklaring til det regulære: det hyggelige samvær. Asger er en lattermild og humoristisk type, og vi faldt i stadig bedre hak. Interesserne omkring frimærker og drømmene om modeljernbaner mundede ud i, at min kone betegnede Asger som min ’legekammerat’. Sagt i al gemytlighed og – vel at mærke – uden Asgers tilstedeværelse.

For to måneder siden orienterede Asger mig så om, at han havde fået sparket som HT-chauffør!

Der var hermed dømt møde, hvilket vi over for os selv sig forklarede med, at vi igen måtte kigge ’mærker’. Asger kom som sædvanlig med en stor sort affaldssæk fyldt med hæfter og kataloger. Men først måtte vi have justeret tilværelsen.

Asger fortalte lige ud af posen: Efter små ti års ansættelse på delte vagter havde han fået sparket. Delte vagter betyder, at man kører i myldretiden. Du møder kl. 4 eller 5 om morgenen og kører frem til kl. 9 eller 10 om formiddagen, hvorefter du kan tage hjem for igen at møde ind kl. 15 eller 16 og fortsætte kørslen til 22 eller 23 om aftenen. Asger har tre børn med sin samlever, som er pædagogmedhjælper. Asgers arbejdstider betød, at han dårligt nok så sine børn, men så kunne han jo købe ind og lave mad i sin ’middagspause’.

I 2011 blev han kaldt til samtale, fordi han havde haft ti sygedage. Det skulle forbedres! Det blev det også: I 2012 var der kun otte sygedage, men det var ikke en tilstrækkelig forbedring. I 2013 havde Asger fire sygedage på otte måneder – og så var det ud af vagten! Der var ikke grund til at sige tak for kaffe, for han blev ikke budt noget.

Nu kan vi andre dødelige så prøve at skrue et ugeskema sammen for Asger, kone og tre børn, der skal bringes til skole og institutioner og have mad. Hvor meget stress og sygdom hverdagen har udløst, kan man kun gisne om, men det var i hvert fald ikke i den retning, at Asgers arbejdsgiver spekulerede i. Forløbet endte i ’ren kagemand’. Vognmanden angav derfor, at samarbejdsvanskeligheder var fyringsgrund. Den formulering er arbejdsgivernes kattelem, men en lem, der er bred som en motorvej og høj som et heksehyl.

Reno

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.