3 fikseringer på samme tid

hjerte_haand

Af Reno

Carsten er en af mine rigtig gode venner, om hvem man overfladisk kan sige, at han har smagt på forskellige sider af tilværelsens søde – og mere sure sider.

Han har i den tid jeg har kendt ham været lidt af en rebel, der har været tiltrukket af hændelser, som kunne pirre det beståendes samfundssyn.

Således har han en gang befundet sig splitternøgen i et villakvarter i en københavnsk forstadskommune, fordi han var stukket af fra et indelukke på et større stadion, hvor han efter kampen uden anden grund end oplevelsen havde streaket over grønsværen. Hans tøj lå selvsagt på tribunen, mens Carsten måtte banke på forskellige villadøre for at bede om en las til UFF.

Med tiden har Carstens aktionsformer vokset sig voksne parallelt med, at han fået den smukkeste og sødeste kone, som han deler lejlighed, barn og hund.

Carsten har imidlertid stadig en ’grævling i bukserne’: Han kan ikke siddet stille, så på trods af lønarbejde, familie og andre aktiviteter har Carsten uddannet sig til brandmand. Det har inkluderet, at Carsten som brandmand af reserven har været kastet ind i adskillige højdramatiske begivenheder med flammer omkring øreflipperne og mulige livredningsopgaver indenfor rækkevidde.

På jobbet har Carsten aldrig haft brug for sin opdatering i mund-til-mund-metoden endsige andre livredningsfunktioner. Det er mig uvist, hvor meget Carstens kone har været tvunget til at ’optræde’ som genoplivningsdukke; men ifølge Carsten selv er han rigtig skrap til mund-til-mund og fiksering.

Så var det, at Carsten skulle til fest med sin gamle omgangskreds – heriblandt en del rødder fra efterskolen, som havde krydret hans liv i en ikke ubetydelig venstreorienteret retning. Klædt på i nutidens afslappede hippie og provoagtige dress står han af på Nørreport station i København. Han manøvrerer sig behændigt frem gennem turister og andet godtfolk til trappen, som fører op til gadeplan og lys.

Carsten opdager, at den bredde trappe er halvt spærret af en menneskemængde, hvoriblandt han spotter 2 politihuer. Carstens instinkt meddeler ham, at her er en hændelse, han må forholde sig til, så han trænger sig ind i den nysgerrige menneskemængde, som betjentene ikke har fået på distance. Carsten forhører sig hos en tilskuer, om hvad optrinnet handler om:

– Der er en ung kvinde, som er faldet baglæns ned ad trappen og slået baghovedet mod stentrappen.

Carsten sunder sig på oplysningen, skaber sig et overblik og tager mod til sig. Han har en meget broget oplevelse af gadebetjente. En af hans venner, som er uddannet læge er således blevet chikaneret af to strømere, fordi han udenfor en cafe ville hjælpe dem i en situation med en besvimet mand. Idet vennen var indvandrer havde politiet ingen tillid til ham, så de afviste lægens hjælp og truede vennen med repressalier.

Så Carsten sank en klump og prikkede den ene betjent på skulderen:

– Jeg forstår, at kvinden har slået hovedet på trappen i forbindelse med et fald?

– Det er korrekt, lyder det fra betjenten, som tydeligvis er rimeligt irriteret og meget stresset blandt andet på grund af den tætte menneskemængde.

De to betjente havde selvfølgelig tilkaldt ambulance; men udstrålede tydeligt, at det var så også alt, de kunne gøre. Carsten fornemmede deres afmagt og kendte situationens alvor, så han måtte blande sig:

– Jeg hedder Carsten og er uddannet brandmand. Jeg tror, I gør klogt i at fiksere hende!

Politibetjenten studsede og kiggede først undrende på Carsten, indtil der gik et lys op for ham:

– Det er rigtigt, sagde han, som om Carsten havde svaret på et spørgsmål til 1.hjælpskurset.

Betjentene fik fikseret kvinden, og Carsten gik roligt videre med en god mavefornemmelse: 3 fikseringer på samme tid!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.