I biffen med ML-Kultur gruppen: Sorry we missed you – af ken loach

Af Poul Andersen

Film skal ses i biografen, var der engang en mand der sagde. Er tilbøjelig til at give ham ret. Især hvis man går i biffen sammen med nogle andre mennesker, så man efterfølgende, på en nærliggende café, kan vende filmens handling – om den var god eller dårlig, hvad man synes om i enkelte scener o.s.v.

Forleden var vi således en gruppe gode mennesker inde at se Ken Loach filmen “Sorry we missed you”. Og må sige at filmen kom ind under huden på de fleste af os. Ken Loach er jo kendt for at lave fremragende socialkritiske film, sidst var det Guldpalme-vinderen “Jeg, Daniel Blake” der omhandlede det forkvaklede engelske velfærdssystem. Denne gang retter han skytset mod det digitalt overvågede umenneskelige tidspres på både det offentlige og private engelske arbejdsmarked og især en finger pegende på det man kalder nul- timers kontrakter. Kort om handlingen.

Ricky er ufaglært og har prøvet et utal af jobs, men bliver nu fortalt at han kan blive sin egen chef, hvis han investerer i en lille lastbil og kører rundt og afleverer pakker for et firma. Drømmen om at tjene penge til at afvikle gæld og måske købe et lille hus er på den måde måske realiserbar.

Han bliver dog ikke fortalt at han ikke har nogen rettigheder, hvis han bliver syg, og hvis udstyret går i stykker, skal han selv betale. Sammen med det stramme tidspres bliver arbejdsdagene lange og slidsomme.

At mantraet “ pakker til tiden” bliver overholdt, sikres via en scanner, som han bliver indprentet er en nødvendighed  i jobbet, dels så kunderne kan kvittere, men også til overvågning.

Ricky tager dog tjansen og for at kunne købe en lille varevogn får han overtalt sin hustru Abbie til at de sælger deres lille bil, som ellers er næsten uundværlig i hendes job som SOSU assistent, så hun kan komme rundt til plejekrævende, hovedsaligt ældre mennesker. Abbie må nu tage bussen rundt, for at passe sit job og bruge den ekstra tid det tager. Da hun ydermere er i besiddelse af stor empati med sine klienter,  som ofte, oven i fysiske skavanker er ensomme, bliver hun tit overtalt til at blive lidt længere tid og holde dem med selskab. Dette gør hendes arbejdsdag lang uden at lønnen følger med.

Udmattet af lange arbejdsdage falder de om aftenen begge i søvn i sofaen foran TV-et. Det barske dagsprogram er en økonomisk livsbetingelse, og Ricky og Abbie frygter, at de forsømmer deres børn. Deres yngste, Lisa Jane, opfører sig meget ældre end de ti år, hun er. Det er hende, der i det daglige tager over for de udmattede forældre, og som må holde god tone mellem dem og hendes storebror. Men der hviler en grum ængstelighed over det spinkle barn. Broren Seb er en vred ung oprørsk dreng der laver graffiti og pjækker fra skolen. Hans simrende vrede, der især er rettet mod faren og skolen bryder på et tidspunkt ud i lys lue. 

Som i andre film af Ken Loach er det ukendte skuespillere der har hovedrollerne i filmen. De spiller alle mageløst godt og gestalter på fineste vis almindelige mennesker der er fanget i et  hamsterhjul- system. Og som skildret i denne film, smadrer den dybfølte kærlighed der er mellem menneskene i den lille familie. Der er enkelte glimt af humor i filmen, men langt mindre end sædvanligt i en Ken Loach film. Ikke desto mindre er den svært anbefalelsesværdig, medrivende og uafrystelig. God historie, Velspillet, realistisk og vigtig. Sidder i kroppen lang tid efter. Gå ind og se den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.