Stem nej!

Af Marie Herget Christensen

Bededag kom de sidste udkast til forlig for de offentligt ansatte. De kom ovenpå uger med en fremvoksende og solidarisk bevægelse af offentligt ansatte som blev stærkere for hver dag der gik. Ovenpå hundredvis af skulder ved skulder aktioner.

Ovenpå fanevagt i døgndrift ude foran forligsinstitutionen, der holdt forhandlerne fast på vores krav. De kom i en situation hvor der var massiv opbakning i befolkningen til vores krav, hvor solidariteten fra de privatansatte også var massiv og hvor bevægelsen var klar til en konflikt for at komme igennem med vores krav.

Fagtoppen var lynhurtigt ude med at udråbe forligene til en klar sejr for den nye bevægelse. Men spørgsmålet er –  har vi sejret? Og skal vi stemme ja til de forlig? Jeg mener klart vi skal stemme nej.
Da vi startede denne her OK-kamp, der lovede vi hinanden at vi ville stå skulder ved skulder og kæmpe indtil der var en løsning for alle offentligt ansatte. Først og fremmest: vi har ikke en ordentlig løsning for lærerne. Alene det er grund nok til at stemme nej.

Jeg er ansat i staten. På statens område er vi kædet sammen under CFU, så overenskomsten bliver enten vedtaget eller forkastet af hele staten. Det kan mene om hvad man vil, men det betyder i hvert fald at vi i staten må stå solidariske og stemme nej hvis der ikke er en løsning for alle statsansatte.

Der er 14.000 lærere der er ansat i staten som ikke har fået en ordentlig arbejdstidsaftale. Det var et af grundkravene i musketereden: Vi står last og brast med lærerne. Selvom fagtoppen har solgt ud, gælder den solidaritetspagt stadigvæk. Derfor stemmer jeg nej. For mig at se gælder det stadig: en for alle, alle for en. Og jeg mener vi skal stå last og brast med lærerne og kæmpe videre til der er en løsning for dem også. Også selvom det betyder konflikt.

Når det så er sagt, så mener jeg også forliget vi skal stemme om for de statsansatte er for ringe også i forhold til mit eget område for de universitetsansatte. Det mener jeg er en yderligere grund til at stemme nej.

8.,1 % procent mere i løn lyder meget fint, men vi skal lige huske at trække de der 2 % fra der ikke går direkte til lønstigninger til alle, men i stedet er sat af til mystiske puljer man måske kan få del i hvis man fedter nok eller har spidse nok albuer.

Når man trækker de 2 % fra betyder det, at vi ryger så langt ned under privatområdet at løngabet mellem privat og offentligt udvides også for staten med den her overenskomst. Hvis man altså ikke med albuer og fedteri kan få snablen ned i puljerne. Vi skal også huske at trække inflationen fra. Det er jo svært at sige hvor høj inflation der kommer i de næste tre år med den her kasinokapitalisme vi har kørende. Men et konservativt skøn lyder på 5 %.

8,1 minus 2 minus 5. Det giver 1,1 procents lønstigning de næste tre år. Det er ikke ok. Når man tænker på, at lønstigning er det eneste reelle krav der er kommet fra vores side og alt andet har været forsøg på at dæmme op for arbejdsgivers vanvittige krav, er det ikke et godt nok forlig, heller ikke på lønnen. Det er endnu en grund til at stemme nej.

En anden grund til forliget er råddent er, at tillidsrepræsentantsværnet for den ret hemmeligholdte såkaldte plustid afskaffes. Det betyder at hvis forliget vedtages, kan ens leder aftale med en at ens arbejdstid skal være 42 timer i stedet for 37 uden om tillidsrepræsentanten.

For os på universiteterne, der ikke har nogen øvre arbejdstid som et overenskomstbestemt arbejdsvilkår, kan det synes som en ligegyldig ting. Når vi alligevel arbejder langt over 37 timer om ugen til 37 timers løn, hvorfor skulle det så være et problem at arbejdsgiver kan aftale med den enkelte at betale os for 42?
Men det viser udelukkende hvor ringe arbejdsvilkår vi har i forhold til arbejdstid og hvor defensive vores krav er. Vi skulle bruge denne overenskomstkamp til at kæmpe for væsentligt kortere arbejdstid, og derfor er det ikke i orden at 42-timers arbejdsuge nu bliver overenskomstbestemt, som noget der bare kan aftales når en leder måtte føle for det. Det stiller alle os der har livssituationer der gør at vi ikke kan arbejde så meget ringere i forhold til at blive ansat. Det er endnu en grund til at stemme nej.

Så det eneste der reelt er at råbe hurra for for de statsansatte ved det her forlig er, at vi fortsat kan få lov til at beholde vores frokostpause. At arbejdsgiver ikke fik trumfet det fuldstændig uhyrlige krav igennem at vi skal arbejde 2,5 time gratis ekstra om ugen. Men en ok-forhandling der havde en hel aktivistisk bevægelse med alle offentlige ansatte på tværs af forbund i ryggen og massiv opbakning fra hele befolkningen, kunne have opnået så meget mere. Det er ikke nok. Derfor stemmer jeg nej.

Det har været et slag i ansigtet på bevægelsen først at opleve Dennis Kristensen, Benny Andersen og flere af de andre forhandlere forråde musketereden og derefter se hele fagtoppen og store dele af fagbevægelsen i det hele taget fuldstændig ukritisk at tiljuble det faktum, at der nu er et forlig.

Det har været kvalmende at se barren for forhandlernes succes gå fra at de skal stå fast på kravene fra alle de offentligt ansatte til at de bare skal have et forlig i hus. Og det har været befriende at være med i et parti, der som nogle af de eneste har været dem der sagde ”men har jo ikke noget tøj på” jublen brød ud over at der nu endelig var et forlig –  som da jublen brød ud over kejserens nye klæder.

APK har som nogle af de eneste konsekvent sagt, at et råddent forlig er ikke godt nok og har holdt fast i at rådne forlig skal vi sige nej til. Kampen er ikke slut. Musketereden gælder stadig selvom fagtoppen har solgt ud. Vi står stadig skulder ved skulder. Og så længe vi står skulder ved skulder og stemmer nej, kan vi stadig kæmpe vores krav igennem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *