Forældrenes kamp for bedre normeringer i institutionerne skal styrkes: Lad os stå sammen


Kravet om bedre normeringer i daginstitutionerne er igen kommet øverst på dagsordenen for børnefamilierne. Det er helt på sin plads i en tid, hvor børnefamiliernes arbejdskraft bliver udbyttet til sidste blodsdråbe af arbejdsmarkedet, og hvor børnene som følge heraf skal tilbringe rigtig mange timer i institution hver dag.

Normeringerne har længe været så ringe, at de i akut grad går ud over børnenes trivsel. Pædagoger der er alene med over 20 børn, er ikke længere et særsyn. Og både børn og pædagoger mistrives. Så det er helt nødvendigt, vi som forældre nu protesterer mod vilkårene, og sætter en bevægelse for bedre normeringer i gang.
Men det er ikke ligegyldigt hvordan vi protesterer, hvis vi vil opnå forandringer.

Familiepolitisk netværk på facebook planlægger lige nu en aktion 8. marts under parolen #TagBørneneHjem. De forældre der har mulighed for det, opfordres til at holde fri med deres barn den dag i stedet for at aflevere det i institution – for at vise utilfredsheden med normeringerne.  Idemændene bag aktionen i familiepolitisk-netværk skriver om ideen i aktionen:

”Hvis vi ikke som samfund vil prioritere kvalitet i dagtilbud, må vi tage børnene hjem”

Parolen er altså, at hvis kommunerne ikke prioriterer ordentlige normeringer, må vi forældre (læs: mødre) holde op med at arbejde og i stedet passe børn. Der er flere grunde til at denne aktionsform er problematisk og at den har mødt kritik i netværket fra mange forældre.

Dels er forslaget om at hvis samfundet ikke vil passe børnene, kan kvinderne da bare gøre det igen, et gigantisk tilbageskridt for kvindefrigørelsen, og at gennemføre aktionen på kvindernes internationale kampdag er en hån mod alt, hvad kampdagen blev indstiftet for at kæmpe for.

Ideen om at hjemmepasse sine børn i flere år er et individualistisk, nyliberalt projekt der kun vil kunne tilkomme middelklassen og borgerskabets kvinder (og mænd). Langt, langt de fleste arbejderkvinder, hvad enten de er arbejdsløse, lavt lønnede, studerende eller enlige mødre vil på ingen måde have mulighed for at hjemmepasse børn.

Aktionen tenderer til at være direkte kvindefjendsk med dens parole om at droppe at arbejde og passe børn i stedet. Derudover vil det næppe virke som motivator for at politikkerne kan se behovet for bedre normering at vise at mange har mulighed for at hjemmepasse, tværtimod. Endelig er det ikke en aktion der vil kunne samle os som forældre til at kæmpe sammen fordi langt de fleste af os vil ikke have mulighed for at deltage i de fordi vi ikke vil kunne holde fri med vores børn. Vi er nødt til at stå sammen som forældre og kæmpe på en måde som alle forældre kan deltage i ellers for vi ikke skabt en stærk bevægelse og så kommer vi ikke igennem med vores krav.

Men ideen om at sætte fokus på at institutionerne har for dårlige normeringer til, at vores børn kan trives og at pædagogerne for alt, alt for lidt i løn, er storartet – også til en 8. marts aktion. Men hvis aktionen skal signalere andet end ”middelklassen holder en fridag med deres børn”, skal der andre aktionsformer til. Budskabet i aktionen er, at børnenes ”arbejdsvilkår” i institutionerne er for ringe, og at nu går børnene i strejke. For at det skal kunne blive en effektiv strejke kan vi gøre to ting:

1) Kvindestrejke: organisere en kollektiv arbejdsnedlæggelse for alle forældre og nægte at gå i arbejde igen før vores børn bliver passe ordentligt

2)Blokade: blokere institutionerne så ingen kan få passet deres børn. og dermed heller ikke kan passe deres eget arbejde.
Sådan ville vi kunne lave en fælles, solidarisk aktion som forældre, der tilmed tog et gennemprøvet og effektivt våben for samfundsforandringer i brug, nemlig voksenstrejke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.