Terror Nej! Terrorkrig Nej! Militarisering og politistat Nej!

haderslev_mod_fremmedhad_haderslev_5_01_2015Moddemonstration i Haderslev mod Stop Islamiseringen af Danmark

 

Af Klaus Riis
Eftervirkningerne af terrorattentatet mod satirebladet Charlie Hebdo vil være langvarige og gøre sig gældende på mange områder.

De vil ikke slutte med dagens dramatiske begivenheder i Paris, hvor fransk politi (og formentlig militær) har dræbt de formodede attentatmænd, to brødre, der under deres flugt havde forskanset sig i et trykkeri i en lille by uden for Paris.

Ved en anden politiaktion i et jødisk supermarked i Paris dræbtes også en yngre mand med arabisk (nordafrikansk)  baggrund, der havde taget en del kunder som gidsler og forlangte frit lejde for attentatmændene. Under skudvekslinger i forbindelse med gidseltagningen i går dræbte han en politikvinde, i dag tog han fire gidsler med sig i døden.

Terrorattentatet i Paris er blevet kaldt ’Europas 9/11’. Som bekendt betød 11. september 2001 starten på den endnu ikke afsluttede ’krig mod terror’, som viste sig at være en krig for regimeskifte i først Afghanistan, så Irak, derpå Libyen og en endnu uafsluttet krig mod Assad-regimet i Syrien.

Det bruges allerede som en retfærdiggørelse af disse stadig mere upopulære krige, der sælges som et forsvar for ’demokrati’ og menneskerettigheder, imod terror, og først og fremmest islamistisk terror. Der er ingen ende på de ’vestlige værdier’, krigsmagterne USA, EU og NATO fører i marken.

Det er indlysende, at terroren mod Charlie Hebdo vil blive brugt til at forstærke overvågningen og udspioneringen af befolkningerne i EU, ikke mindst den elektroniske overvågning, sådan som 9/11 blev brugt til at fremme udviklingen hen imod en politistat med omfattende overvågning af hele befolkningen.

Den vil give ny næring til de islamofobiske bevægelser som det tyske Pegida der nu igen marcherer i nazismens og racerenhedens gamle hjerteland, med aflæggere overalt i den europæiske union.

Terroren i Paris gavner med andre ord racisme, reaktion og højrekræfter overalt i EU. Alene derfor er sådanne terroraktioner dybt reaktionære.

At attentatet i Paris tilmed rettede sig mod et satireblad, der havde stillet sig solidarisk med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fra 2005 og selv bidraget med en stribe af slagsen,  gav anledning til at fremstille de imperialistiske krigsmagter og deres medier som ’ytringsfrihedens vogtere’ og ’demokratiets garanter’, mens de islamistiske attentatmænd simpelthen kan likvideres som barbariske og middelalderlige fjender af civilisation, fremskridt, demokrati og menneskerettigheder.

Sandt er det, at terroren i Paris og mordene på Charlie Hebdo var barbariske og utvivlsom et udtryk for religiøs fundamentalisme. En hævn for satiretegnernes ’blasfemi’ og ’krænkelser af profeten Mohammed’.  Sandt er det også, at islamistisk fundamentalisme – uanset om den tager form af terrorgrupper som Al Qaeda eller Islamisk Stat eller regimer som i Saudiarabien eller Iran,  Libyen eller Irak af i dag – intet progressivt har at tilbyde.

Det er en reaktionær ideologi, som alle andre religiøse ideologier, som udnyttes af magthaverne, af de besiddende, til at holde befolkningerne i lænker, og som politiske strømninger befinder sig i samme spektrum som racistisk kristen eller jødisk eller hinduistisk fundamentalisme – på den yderste højrefløj.

Men der er samtidig grund til at minde om, hvad Jyllands-Postens karikaturtegninger, der er den direkte baggrund for terroren i Paris i 2015, egentlig var: Det var en bevidst provokation, en international intrige, der gik ud på at træde på og krænke troende muslimer over hele verden. En provokation, beregnet til at udløse stærke reaktioner og skabe en opfattelse af USA’s og Vestens terrorkrig ikke som et imperialistisk røvertogt, men som et korstog mod islam. ’Karikaturkrisen’ styrkede den islamiske fundamentalisme.

Vestlig imperialisme og islamisk fundamentalisme er gået hånd i hånd i Irak i opgøret  med Saddam Hussein og hans relativt sekulære styre, og førte til indsættelsen af et pro-iransk shiitisk regime, der igen udløste en stærk modstand fra sunnibefolkningen, der blev undertrykt af de nye  magthavere, og støttede irakisk al Qaeda, der efterhånden blev til Islamisk Stat i Irak og Syrien. I Libyen førte samarbejdet mellem vestligt militær og de islamistiske kræfter ikke bare til Ghadafi-regimets fald, men til at landet sank ned i kaos og opløsning i hænderne på stridende militser i religionens navn.

Det er mere end rigeligt dokumenteret, at islamistiske terrorgrupper er udrustet, uddannet, bevæbnet og støttet af Vestens efterretningstjenester, militær og ’demokratiske’ politiske magthavere. Borgerkrigen i Syrien er et allerede klassisk eksempel.

Og selvom den islamistiske fundamentalisme og dens terrorgrupper har deres egne dagsordener, som kan bringe dem i konflikt med deres vestlige samarbejdspartnere, går islamistisk terrorisme og USA’s, EU’s og NATOs terrorkrig hånd i hånd. Bomberne mod Charlie Hebdo er et spejlbillede af invasioner, bombninger og droneattentater, begået af Vesten i de arabiske og muslimske lande.  De kan samarbejde om fælles mål, f.eks. om at fremtvinge et regimeskifte, men også bekæmpe hinanden. Og der er god grund til at tro, at nogle af terrorgrupperne handler på opdrag af vestlige efterretningsagenturer.

Det er en evig voldsspiral, som ikke vil tage nogen ende.

Det er nemt at blive koblet på den massive imperialistiske propaganda, når situationer som det barbariske terrorattentat i Paris opstår og dominerer medierne, og hele den vestlige politiske elite står sammen om samme budskab og mobiliserer til kamp for de vestlige værdier.

Men fablen om det ’progressive Vesten’ versus det ’reaktionære islam’ – ’civilisation’ versus ’barbari – ’nutid’ versus ’middelalder’ – holder ikke.

Arbejderne og folkene, venstrefløjen og de progressive kræfter må kæmpe på flere fronter, imod vestligt barbari og islamistisk ditto, og vice versa, vel vidende, at den  stærkeste og dominerende kraft ikke er de styrkede islamistiske terrorgrupper.

De må tage afstand fra og bekæmpe både terror og terrorkrig og den fortsatte militarisering og politistatsudvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *