Erfaringen fra Thorning: Opbrud til venstre – eller hvad?

hverken_eller_banner

Af Klaus Riis

Det er snart et halvt århundrede siden, at de danske marxist-leninister og maoister (i KFML) i forbindelse med folketingsvalg erklærede, at et valg mellem en borgerlig og en socialdemokratisk regering var ’et valg mellem pest og kolera’. Det gjorde et vist indtryk dengang, og er siden igen og igen blevet ført frem af marxist-leninisterne.  Men stort set er der talt for døve øren frem til i dag.

Efter fascismens fald i 2. verdenskrig og Danmarks befrielse drømte et væsentligt styrket DKP om sammenslutning med Socialdemokratiet, eller i al fald dets venstrefløj, i forbindelse med de demokratiske og revolutionære forandringer i Europa.

Det blev pure afvist af de stærkt antikommunistiske socialdemokrater, hvis hovedmål efter den russiske revolution i 1917 var at forhindre at Danmark blev ’kommunistisk’. Efter sammenbruddet for samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt var partiets rolle i efterkrigstiden at stabilisere en rystet kapitalistisk orden og sikre dansk medlemskab af  den amerikanske NATO-alliance.

Under den kolde krig og op gennem 60erne og 70erne tog socialdemokraterne æren for ’velfærdsstaten’ – en stribe progressive reformer, der opfyldte en række af arbejderbevægelsens gamle krav, og var det direkte resultat af  de herskendes frygt for socialismens fremmarch i Europa og globalt. Men de ledende socialdemokraters strategi var et Danmark som en del af det, der senere skulle blive Den europæiske Union.

DKP fremturede imidlertid med en opfattelse af, at Socialdemokratiet udgjorde en ’strategisk allieret’ i kampen for et socialistisk Danmark. Den fik sit programmatiske udtryk i halvfjerdserne i en strategi i to faser for overgang til socialisme. Målet blev i første omgang et såkaldt ’antimonopolistisk demokrati’, der skulle rykke monopolernes magt baglæns og demokratisere og afmilitarisere et alliancefrit Danmark, sikret af et parlamentarisk flertal. Det allerførste skridt var et ’arbejderflertal’ med S og DKP som kernen,  og SF og de nye Venstresocialister som en periferi.

Det var i den situation, parolen om pest og kolera og den strategiske afvisning af begge de antirevolutionære reaktionære og i bund og grund borgerlige parlamentariske blokke blev lanceret og for en kort tid rystede den danske venstrefløj.

Det varede ikke længe, og meget vand er løbet i åen siden. Men forestillingen om ’arbejderflertallet’ som et første skridt mod socialisme og om socialdemokratisk ledede regeringer som et progressivt alternativ til de borgerlige og som et værn mod råkapitalisme er hængt ved.

Ikke bare i S og partneren SF, men også på det meste af ’venstrefløjen’ –  i Enhedslisten, i de trotskistiske organisationer og i de tre revisionistiske ’kommunistiske’ partier DKP, KP og KPiD, som baserer sig på  det ’antimonopolistiske demokrati’ i en eller anden udgave. Og maoisterne i KAP nedlagde sig selv og gik ind i Enhedslisten og omfavnede politikken med støtte til S

Det er sådanne tågede, uklare og fejlagtige ideer om en socialdemokratisk ledet regering som et progressivt alternativ til en åbent borgerlig, og i al fald som ’det mindre onde’, der ligger bag Enhedslistens støtte til en hvilken som helst af slagsen. Det er også sådanne mere eller mindre udtalte forestillinger, der forhindrer dette parti i at udarbejde en virkelig strategi for socialisme mere end 25 år efter ’murens fald’ og partistiftelsen. Og de deles som sagt af dets trotskistiske og revisionistiske støttepartier.

Siden 2011 har denne politik haft rig lejlighed til føre bevis for,  at  en S-ledet regering udgør et reelt progressivt alternativ til de åbent borgerlige nyliberale  EU- og NATO-regeringer. Forventningerne var skruet højt. Enhedslistens støtte til Thorning og den daværende Søvndal var ’garantien for at regeringen vil føre en anden og progressiv politik’.

Nedturen har været total, selvom SF og Enhedslisten søger at skjule det.  Thorning-regeringen har ligesom de tidligere socialdemokratiske regeringer bevist det modsatte. Og  i mangel på et alternativ – parlamentarisk og udenfor – truer den folkelige desillusionering med at overdrage regeringsmagten til en ellers dybt upopulær og foragtet Lars Løkke Rasmussen, støttet på et fremmedfjendtligt og populistisk Dansk Folkeparti.

Marxist-leninisterne har gennem årene ikke kunnet trænge igennem med kritikken af Enhedslistens opportunistiske strategiske og taktiske forestillinger, og har ikke haft de nødvendige kræfter til at skabe et stærkt og troværdigt, folkeligt og revolutionært alternativ til både blå og ’rød’ blok, selvom det er den eneste vej ud af den reformistiske blindgyde, den danske venstrefløj som helhed fortsat befinder sig i.

Men fiaskoen for politikken med støtte til Thornings nyliberale EU- og NATO-krigs-regering må få nogle konsekvenser. Nogle venstrefløjsorganisationer føler sig pressede. Mens Enhedslisten sætter kikkerten for det blinde øje og lader som om problemerne ikke eksisterer (og i al fald vil løses med en parlamentarisk styrkelse af liste Ø), forsøger de  tre revisionistiske ’kommunist’-partier’  at komme ud af den strategiske klemme gennem fornyede initiativer og appeller om samarbejde med henblik på sammenslutning i et enkelt parti.

De lægger sig alle stadig tættere op af det græske revisionistparti KKE, som betragtes som et forbillede, og i græsk sammenhæng udgør en konkurrent til Enhedslistens søsterparti SYRIZA, som står som muligt regeringsparti efter valget om kort tid.

Samtidig er Enhedslisten ved at tage de allersidste skridt i sin omlægning fra et valgsamarbejde mellem et flertal af 1980’ernes og 90’ernes venstrefløjsorganisationer til et ’normalt’ reformistisk parti. Det vil sige, at det  ikke længere  tillader selvstændige organisationer i partiet, der kunne tænkes i visse situationer at udfordre dets parlamentariske strategi for samarbejde ned og støtte til S (og SF).

Det trotskistiske SAP har bøjet sig for dette krav og er gået under jorden i partiet, mens det ligeledes trotskistiske IS netop på et landsmøde har besluttet sig til at forlade Enhedslisten efter at have været med i ni år med det erklærede mål at gøre Enhedslisten til et revolutionært parti.

Dette er helt klart ikke lykkedes, men det er ikke dette IS analyserer eller konstaterer i sin erklæring om dets udtræden, der er blottet for analyser, strategiske overvejelser eller bare politiske forklaringer på dette skridt.

Se Internationale Socialister går ud af Enhedslisten

En politisk situation som den nuværende op til folketingsvalget burde give anledning til kritiske og selvkritiske analyser og overvejelser. Men det er en naiv forventning. Der kan ske taktiske omlægninger og organisatoriske omgrupperinger. De strategiske kilder til den politiske fiasko  og nye tilbageslag for arbejderklassens og folkets kamp forbliver urørt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.