Noget om arbejdets velsignelser – af Tomas Dalgaard


Jeg så en flok børnehavebørn vente på grønt

De var iført varmt tøj huer og vanter og gule trafikveste

Jeg blev helt rørt og kom til at tænke på dengang jeg selv var pædagog

Det kan jeg godt savne indimellem

Når jeg undlader at tænke på alt det der var træls

Nedskæringerne

Den harske dagtilbudsleder

Omstruktureringerne og arbejdspresset

Jeg fik stress to gange og var nødt til at sige op

Vi var tre som stoppede nogenlunde samtidig fordi vi blev syge af tempoet

Vi mennesker er ikke arbejdsrobotter men vi bliver behandlet sådan

Det der før var fællesskabets problem er blevet individualiseret

så det i dag er den enkeltes skyld hvis vedkommende ikke kan følge med eller bliver syg

Jeg skulle være stoppet fem år tidligere

Så havde jeg muligvis undgået at få en depression som indtil videre har varet fire år

Jeg var bange for at gå ned i levestandard

Men så er det heller ikke værre

Godt nok ser min fremtid sort ud

Den efterlønsordning jeg betalte til i tyve år har jeg været nødt til at frasige mig

Fordi jeg røg ud af fagforeningen efter sygedagpengene ophørte

Det eneste jeg trøster mig med er jeg er fri for at se dagtilbudslederens hovne fjæs

Og høre på hendes spydige og sårende bemærkninger

Jeg bliver ikke pædagog igen

Kan ikke klare tempoet og er bange for at få stress en gang til

Det var virkelig en grim oplevelse

Derfor kan jeg indimellem godt savne jobbet

Børnene og enkelte af kollegerne

Vi havde det sjovt de første mange år

Indtil nedskæringerne og omstruktureringerne ramte os cirka hvert andet år

Og dræbte arbejdsglæden og sammenholdet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *