Ledig? Ergo har du aldrig fri!

Britain_Unemployment

Af Rikke

Åh nej. Så står jeg her igen.

Mit vikariat er udløbet, og det blev heller ikke til en fastansættelse denne gang. De havde ikke lige brug for flere ansatte. Og jeg kan ikke leve af de løse timer det giver at være tilkaldevikar. Der er for stor usikkerhed i den slags.

Jeg kender rumlen, og gruer for hvad jeg nu blive udsat for. Først og fremmest skal man få meldt sig ledig til jobcenteret, det kan gøres via computeren, ingen menneskelig kontakt er nødvendig her. Have fat i A-kassen, her er det heller ikke nødvendigt at tale med nogen, de ser faktisk helst at man klarer det hele selv, udfylder ledighedserklæring, booker tid til samtale efter senest 3 uger, og selvfølgelig dokumenterer alle de job man har søgt, på ”tast selv”. Og så skal CVet lige opdateres på jobnet.

Denne gang skal det være anderledes, tænkte jeg optimistisk, nu skal der ske noget, så jeg kan komme hurtigt videre, og finde ”jobbet”, der hvor jeg bare kan blive de næste 20 år om det så skal være.

Så jeg fik booket en tid ved A-kassen, tror det hed en ”udviklingssamtale”, hos en medarbejder jeg tidligere har talt med, men som ikke er i ”min” afdeling, og en tid ved min faste kontakt i A-kassen, til hjælp til udfyldelse af ledighedserklæring osv.

Selv om jeg har prøvet det før, så er det stadig sort snak for mig at sidde med ledighedserklæringen på computeren, der er ikke nogen steder man kan skrive måske, og er det hele ikke udfyldt korrekt, vil den slet ikke godtage noget af hvad man har skrevet. Desuden er det mit ansvar, og kun mig der kommer i klemme hvis jeg udfylder noget forkert, så jeg tænkte at det må de kunne hjælpe med i afdelingen.

Godt så langt!

Record-unemployment_-Job--001

Jeg tager til den første samtale, stadig optimistisk, med tanken om at der måske kan være noget hjælp.

Medarbejderen lægger ud med at vi skal have udfyldt alle de korrekte papirer, og jeg svarer at det har jeg booket en tid til, jeg kom for at få noget inspiration til at komme videre.

Nåh, jamen det synes han da lyder fornuftigt, jeg skal da se om jeg ikke kan booke en samtale med jobcenteret om kompetence afklaring, det må de da kunne hjælpe med!

Der må jeg vist lige have klaret det næste møde også, det kunne jo være at min faste A-kasse kontakt alligevel kunne byde ind med lidt mere.

Så dagen efter tager jeg afsted igen, denne gang udstyret med bunker af papirer, lønsedler, kontrakter osv. Jeg møder op til den bookede tid, klar til at få styr på det hele, så jeg kan gå hjem og koncentrere mig om jobsøgningen. Men alle de medbragte papirer skal ikke bruges (jeg er jo allerede registreret i hoved og r..).

Derimod mangler jeg det eneste papir jeg skulle have brugt, koden til nemID. Det viser sig at vi intet kan få lavet, uden at jeg logger på A-kassen med nemID, så jeg tager hjem igen, med uforrettet sag, en ny tid booket (ugen efter), og et hak i tuden.

Desuden har jeg forbrugt af min dagpengeret tidligere på året, (og året før) hvor jeg fik supplerende dagpenge en periode, for at få det til at gå op med vikariatet. Jeg begynder at miste modet.

Hjemme igen, op på hesten, så må mødet med jobcenteret da kunne ordnes. Jeg logger ind, og der popper en besked op om en 2 timers ”samtale” jeg skal godkende, før jeg kan komme videre.

Det drejer sig om en fællessamtale for nyledige, hvor jobcenteret fortæller om dine rettigheder og pligter som ledig. Ok, jeg er nødt til at godkende, selvom det falder sammen med den lige bookede tid i A-kassen ugen efter.

Jeg fatter knoglen, og ringer op til jobcenteret, dels med den forhåbning at jeg kan sløjfe mødet for nyledige, da det ikke er første gang jeg er igennem møllen, og dels for at finde ud af om jeg kan få en form for hjælp til at komme videre, og ikke hænge fast i vikariater. Måske en helt anden retning? Ja man har da lov til at drømme.

Det gik smertefrit at komme igennem til den rette medarbejder, som hjælpsomt finder ud af hvem jeg skal tale med, også selvom de ikke har noget de kalder kompetenceafklaring, men en slags erhvervsvejleder er hun, og jeg får en tid i den kommende uge.

Da snakken så falder på det indkaldte møde, får jeg blot en beklagende hovedrysten, nej det kan man sandelig ikke få lov til at springe over, så der skal jeg da også møde op. Hurra, der reddede jeg mig sandelig et møde mere.

Ugen kommer, og jeg har fået flyttet mødet i A-kassen til en anden dag, så det hele går op, og jeg håber stadig på at få positivt svar fra nogen af de ansøgninger jeg har ude.

Første møde, jobcenter. Det er den samme smøre, med den variation, at regeringen barsler med nye regler fra nytår, og at de derfor ikke rigtig ved noget om noget. Det var fantastisk at bruge to timer på at få at vide.

Næste møde, tilbage til A-kassen, denne gang med nemID i lommen, og for en sikkerheds skyld, hele bunken af papirer igen. Det viser sig at de godt kan bruge nogen af papirerne, der kopieres på stedet, og imens forsøger jeg mig med ledighedserklæringen.

Det går dog helt i stå, da netværket svigter, og ingen kan bruge computerne i den tid jeg er der. Jeg bliver nødt til at gå, igen med uforrettet sag, men med en idé om hvad der kan være af problemer, så jeg kan lave det hjemmefra.

Næste stop er en samtale ved et vikarbureau, om et konkret job, så jeg er nødt til at køre fra A-kassen, kan ikke sidde og vente på at deres netværk kommer op at køre igen.

Behagelig samtale, han sender mig videre ud til samtale i det tiltænkte firma, først i den næstkommende uge. Men en jobsamtale er ikke nok til at melde fra i systemet, den er netop ikke i hus før du står med jobbet, og som jeg ved fra efterhånden en hel del samtaler, så er vi mange om buddet, og du er ikke den der bestemmer om kemien passer.

Nu prøver jeg så jobcenteret igen, denne gang med en snak med hende erhvervsvejlederen, men i bund og grund, kan hun også bare sende mig videre, og anbefale en snak med en erhvervsvejleder på en uddannelsesinstitution. Bim! Så afklaret er jeg ikke, jeg ville blot undersøge mulighederne for eventuel opkvalificering, så jobmulighederne blev forøget.

Det jeg nok mest forestiller mig, er at jeg kan finde et job, med tilpas mange gode kolleger til at der er liv omkring i hverdagen, og ikke den ensomhed der findes i at gå hjemme.

Sidste møde i denne omgang: Jobcenteret, denne gang med den sagsbehandler jeg også har været inde hos ved tidligere ledighedsperiode, så jeg ved hvem han er. Vi snakker lidt om muligheder, er der job, hvilke andre brancher kan jeg måske søge i, han gennemgår de lovpligtige ting, og slutter af med at sige, at hvis der ikke er sket noget inden nytår, kan han blive nødt til at sende mig i en eller anden form for aktivering.

Der fik jeg løkken om halsen! Tilbage til vikarbureauet og de umulige arbejdsforhold som jeg kæmper for at komme fri af. Og hjem til jobsøgningen. Det kan kun gå for langsomt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.