Hvor er fagbevægelsen?


Af Poul Andersen

Den største danske samfundsforandrende bevægelse i det forrige århundrede, var vel nok fagbevægelsen. Her snakker jeg ikke om pingerne, pamperne eller toppen af fagbevægelsen, men de tusindvis af medlemmer i klubber og lokalafdelinger, der under store afsavn og til tider med, endog sulten bankende på døren, kæmpede solidariske forbedringer igennem for arbejderklassen – også for dem der var arbejdsløse og syge.

I øjeblikket finder der en fuldkommen nedværdigende og umenneskelig behandling af vores sygdomsramte klassefæller sted.

Syge mennesker, der for manges vedkommende, tidligere har været medlemmer af diverse fagforeninger, er blevet ramt af reformer, vedtaget af et bredt flertal i folketinget. Det er således kun Enhedslisten og alternativet der ikke har haft en finger med i spillet i efterlønsreform, arbejdsmarkedsreform, fleksjobreform, kontanthjælpsloft, tilbagetrækningsreform o.s.v.

Så det er ikke fra folketinget man skal forvente hjælp til de reformramte,  som lever i udsigtsløse arbejdsprøvninger, og ressourceforløb, der som oftest ikke fører til andet, end at virksomheder har gratis arbejdskraft og at de reformramte efterfølgende bliver sendt i et nyt forløb og fortsat har et liv på absolut eksistensminimum. Ydermere kommer de til at virke som løntrykkere uden egen skyld.

Og hvor er fagbevægelsen ? Det burde jo være indlysende at vejen fra at være i ordinært lønarbejde til kontanthjælp er blevet meget kort. Ligesom det ligger låg på lysten til at udtrykke sin utilfredshed med arbejdsforholdene på arbejdspladsen af frygt for at blive fyret- og komme til at ende på kontanthjælp.

De reformramte, hvoraf mange er ramt af forskellige sygdomme og handicaps, er imidlertid selv gået på barrikaderne. Næstehjælperne, Reformramtes Venner  og Jobcentrets Ofre, hedder tre af de organisationer der via Facebook har formået at samle både reformramte og alle andre der vil hjælpe. Dels med praktiske ting, som kontanthjælpsmodtagere ikke har overskud til selv at klare. Hverken økonomisk eller mentalt. Men også at få samlet en protestbevægelse mod de umenneskelige reformer. Stor respekt til dem!

Stædigt har de i løbet af relativ kort tid, fået samlet en bevægelse der er gået til modstand mod reformerne. De har fået opbygget en selvtillid, der for nylig formåede at samle ca. 200 mennesker foran jobcentret på Lærkevej i København. Aktuelt var det til støtte for
62-årige Vladimira Kristensen der lider af lungekræft, leddegigt, angst og en smertefuld tarm-sygdom, som tvinger hende på toilettet 20 gange i døgnet og som var blevet nægtet førtidspension.

Beskæftigelses og integrations borgmester Anne Mee Allerslev radikale venstre) følte sig nødsaget til at tage ordet -og fik det også- på demonstrationen. Og prøvede at spinne sig ud af at København har enormt lange sagsforløb, og meget lille tilkendegivelse af førtidspensioner. For hvordan reformerne bliver administreret er vidt forskellig fra hvilken kommune man bor i. Hvilket også savner en enhver begrundelse, i en højt besungen retsstat!

Demonstrationen fik en del presseomtale. Hvilket er vigtigt, idet reformernes konsekvens for de ramte, har været ekstremt usynliggjort i medierne.

Ære skal dog gå til den del af fagbevægelsen, der bakker op om kampen. Jeg har bemærket at LFS (Landsforeningen af socialpædagoger), BJMF(beton-jord og miljøarbejdernes forbund. Afd. Af 3f) samt FOA (forbundet af offentlig ansatte lokal afd KBH) har støttet op omkring kampen.

Men hvor er resten af fagbevægelsen? Der burde efter min mening være et hav af fagforeningsfaner ved disse demonstrationer, hvis fagbevægelsen skal bevare sin troværdighed.

Tilbage står en stor tak til “Næstehjælperne”, Reformramtes Venner og Jobcentrets Ofre der under sloganet “ Sammen er vi stærke” har bevist at al forandring kommer nedefra og værdien af at stole på egne kræfter.

Poul Andersen
Førtidspensionist (med mit på det tørre😀) tidligere 3F tillidsmand NovoNordisk

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *