Efter i 3 år at have levet to mennesker på én kontanthjælp, er det nu blevet anerkendt at Gittes mand, som er syg, også har ret til kontanthjælp. Det er en sindssyg historie om paragraffer, 225 timers regel mm – og kamp for retfærdighed.

Gitte Wilsdahl Christensen taler 1. maj 2019 på Den Røde Plads i Fælledparken

Af Gitte Wilsdahl Christensen

I dag er vores nye liv begyndt for alvor. Jeg kan mærke, at det kommer til, at tage tid, at vende sig til. Det lyder måske underligt, men det føles som om, at vi nu skal genintegreres i samfundet. Vores tankegang skal ændres og det er nok det, der bliver det sværeste.

I morges stod jeg op og mærkede sult i en sådan grad, at jeg følte mig syg. Jeg for ned og handlede ind til en rigtig søndags morgenmad med rundstykker og blødkogte æg. Aftensmad blev også handlet ind, og pludselig slog det mig, at det havde jeg ikke gjort i 3 år.

I 3 år har vi fået et måltid i døgnet, og nogle gange har vi ikke engang fået det. Fremover kan vi bare spise når vi er sultne, og ikke tænke på, at vi skal spare på det. Faktisk tog vi os begge i, at sidde med dårlig samvittighed over, at der lå 1½ rundstykke tilbage da vi var færdige med at spise. Det er den slags tankegang vi nu skal vænne os af med. Det bliver svært.

Det bliver også svært at vænne sig til, at vi kan købe noget tøj, som vi rent faktisk gerne vil have, at vi kan få nye vinterstøvler og ikke behøver at frygte morgendagen.

Det føles som om, vi har været i krig og nu er vendt hjem, og skal vænne os til, at være rolige og ikke stresse over om vi kommer til skade. Der er rigtig mange tanker og overvejelser omkring det hele, men vi ved også godt, at vi skal passe på, at vi ikke går amok og skal have det hele på engang.

Er der noget de sidste 3 år har lært os, så er det at det er vigtigt at være en del af et fællesskab. Det har vi været, og det fortsætter vi med at være. Forskellen er bare, at nu er det vores tur til, at hjælpe andre, og den følelse er dejlig.

Det første vi gør er, at få betalt den gæld vi har opbygget, da det er vigtigt for os, at vi ikke skylder nogen noget. Når det så er gjort, så skal jeg have mine delproteser, så jeg slipper for at leve med smerter i munden når jeg tygger. Så skal vi have fjernet vores badekar, og installeret vaskemaskine på badeværelset ( den står allerede og venter <3 ). Derefter tager vi tingene stille og roligt, for der er SÅ mange ting, som vi gerne vil have, men vi er nødt til at finde ud af, hvilke der er vigtigst for os, så vi ikke bare bruger alt på en gang. Frygten for, at ende i en lignende situation sidder så dybt i os, at vi næsten ikke kan være i os selv.

Vi er ikke rige, vi har blot fået det, vi burde have haft hele tiden. Vi har fået vores liv tilbage, det skal vi lige vænne os til, og det kommer til at tage tid. Men vi er til gengæld meget enige om, at kampen fortsætter indtil der er kommet retfærdighed til alle. Nu og først nu kan jeg koncentrere mig om, at kæmpe for min førtidspension. Før kæmpede jeg for at overleve.