Fortælling fra en såkaldt frokostpause

Af Annemette Pelsen

Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejder som dagvagt på et plejehjem ?.

Lad mig fortælle, hvordan min og mine arbejdskollegers såkaldte FROKOSTPAUSE på et plejehjem typisk ser ud:

De beboere, der ikke selv kan (“9 ud af 10”), hjælpes ind i spisestuen. Så skal der deles mad og drikkevarer ud til alle. Vi skal nå en varm ret og enten en forret inden eller en dessert efter. Flertallet af vores beboere skal have hjælp til at få skåret maden i mindre stykker, der skal deles medicin ud, og de der ikke kan spise selv får hjælp.

Ofte sidder jeg imellem to beboere og giver dem en bid mad skiftevis, da vi ikke er nok personale til at hjælpe 1:1. Ind imellem er jeg også heldig selv at få en bid af min egen medbragte mad.

Jeg holder øje med, at de, der drikker sparsomt og på sigt er i fare for at blive dehydreret, bliver “skålet med”. Konversationen er naturligvis på beboernes præmisser. Vi taler om emner, der vedrører dem og ikke mig eller mine kolleger. Arbejdstelefonen holder ikke frokostpause og andre kolleger og pårørende har ofte også et presserende og uopsætteligt ærinde/spørgsmål.

Åh ja, så er der de beboere, der spiser på egen stue. De skal også lige have mad og medicin bragt ind. Så kommer afrydning af borde og opvasken og nu har de første utålmodige beboere, der er færdige med at spise, ytret ønske om at få hjælp til at komme på toilettet.

Jeg er MEGET glad for mit arbejde, men jeg bliver EDDIKE SUR, hvis jeg selv skal betale for denne “frokostpause” og NEJ bemandingen er IKKE til, at vi kan holde den på skift endsige bagefter. Beboernes frokost ville bryde sammen.

Så KOM NU . . . . . INGEN skal påstå, at vi selv skal betale. Det er simpelthen ikke rimeligt ?.
Dette opslag må MEGET GERNE DELES.

Dette indlæg er delt fra facebook

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.