En hyldest til Bunden!!!

Af Ulla Curdt

Egentlig er jeg fra den øvre middelklasse. Jeg er opvokset i Nordsjælland og Frederiksberg.  Akademikerhjem. To biler i garagen. Ung pige i huset. I enkelte perioder levede jeg endda i den kosmopolitiske elitære klasse. Og, jeg indrømmer… det var dejligt. Det var ubekymret. Det var let. Ville ikke sige nej til at komme tilbage.

Men som skæbnen ville det, er det ikke længere der, jeg slår mine folder.

I dag lever jeg på bunden. Ikke den allernederste bund.
Jeg er ikke narkoman.
Jeg har stadig min s.k. kulturelle kapital. (Stor fordel i Matador spillet her på bunden).
Jeg er ikke hjemløs ( men frygten for at blive det, er altid nærværende).

Så altså, ikke et liv på den nederste bund. Men en af de næstnederste.

Og her nede er jeg ikke alene. Der er rigtig mange andre. Og i takt med, at middelklassen skrumper, bliver vi flere og flere. For, som bekendt,er det de færreste, der ryger op ad. Flertallet ryger ned.

Og rigtig mange af os, vil ikke lade stå til. De fleste af os har isoleret os og skammet os. Og det er vi ved at have fået nok af.
Så det ulmer hernede…
Af vrede? JA!
Men især af en energi og en kampånd, som ingen af os oprindelig troede vi havde.

Livet her er en rutchebane. Der er ingen smooth sailing.
Lige i disse dage har jeg det godt. Fællesskabet har været der for mig.
Men sådan er det ikke for de andre. Sådan er det kun sjældent. Og kun for få ad gangen. Lige nu er det mig, der er okay…

På Facebook ser jeg min kære L. Hun er ikke kun syg og fattig. Hun er også muslim med tørklæde. Jeg kender hende og ved, hvilke enorme kampe hendes liv er hver eneste evige dag. Og så ser jeg hende sidde og blive interviewet til en engelsk tv-kanal om burkaforbuddet. Wow!!!!
Så er der G. Hun er kravlet helt ned i et sort opgivende hul for tiden. Men jeg har også set hende holde brandtaler.
Og der er M. Højtuddannet, sød og dejlig med en meget syg mand fanget i systemet. Hun har kastet al sin viden og alle sine evner ind i kampen for et anstændigt og menneskeligt samfund.
Og E. med den barske hårde baggrund, som nu blandt meget andet,skriver de mest knivskarpe klager til diverse forvaltninger på vegne af de borgere,som er endt helt ude i afgrunden.

Nej, hold nu op. Jeg skulle aldrig være begyndt at nævne nogen. For listen bliver ved og ved. Umuligt at få alle med!

Men altså, her på bunden er der et fantastisk liv. Vi er stort set alle sammen i krise det meste af tiden. Vi er vildt bekymrede, bange, fortvivlede og vrede. Hver dag. Hver time.
Men midt i alt det, ja så opstår der sgu et eller andet. Jeg romantiserer ikke nød og elendighed. Slet ikke. Men så alligevel…

I dag har jeg været rigtig “aktiv jobsøgende”. Som flexjobber. For det er jo det jeg er.
Når vi ringede til eventuelle arbejdspladser, kom spørgsmålet nærmest som det første : ” Hvorfor er du flexjobber? Ja,  jeg spørger selvfølgelig bare fordi på vores arbejdsplads, skal man jo kunne klare lidt af hvert”.
Åh, Gud… hvis bare I vidste hvad vi klarer og har klaret. Os på de nederste trin!!!

Så hermed en hyldest til Bunden!
En gruppe mennesker som ved, gør, klarer og overkommer mere, end de fleste er klar over!

PS Hvis jeg fik valget: Kom tilbage til den øvre middelklasse eller bliv på bunden. Det ville fandme være et svært valg. Hvis jeg kun skulle tænke på mig selv, så helt klart tilbage. For Gud, hvor var livet let. Og det SAVNER jeg. Og mangler!!! Bare et par dage med lethed!
Men hvis mit liv skal have rigtig mening. Og det skal det, så bliver jeg her. Det er ofte alt, alt for hårdt! Men på en eller anden (masochistisk) måde, meget, meget mere værdifuldt!

Jeg elsker jer! Alle jer på bunden.
Og beundrer jer!

Se mere fra Ulla Curdt på hendes facebook

Dette er et indlæg på KPnetBlogs

Se også

Arbejderpartiet Kommunisternes hjemmeside

APK på facebook

APK udgiver den daglige netavis KPnet

KPnet hjemmeside

KPnet på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.