Alle indlæg af Reno

Klummen Bag rattet er historier fra arbejdslivet og livets tildragelser, i det hele taget om rigtige begivenheder og virkelige mennesker

Fri mig for Mette Frederiksen

behandl_os_ordentligtAf Reno

Retten til dagpenge er blevet voldsomt decimeret. For omkring 30 år siden havde man syv års dagpengeret, hvilket med uddannelse kunne udvides til ni år. Man havde tre år til at genoptjene dagpengeretten med 26 ugers arbejde. Vigtigst var det, at timer i aktivering og uddannelse talte med i ’årsværket’. De færreste røg ud af dagpengesystemet. Debatten drejede sig om dagpengenes størrelse, som også dengang betød et stort indtægtstab.
Læs videre Fri mig for Mette Frederiksen

Skæg og ballade

EU_song_contestAf Reno

 

Som handicap-’chauffut’ er jeg ikke bare bundet til et rat, men også til otte-ti timers trafikradio. Enkelte af mine kollegaer kører efter GPS, hvilket giver dem en falsk tryghed, idet denne ellers smarte teknologi ikke giver dem råderum for trafikpropper og ulykker. DR P4 varsler – om end til tider for sent – om disse, så man kan manøvrere uden om en halv times stilstand. Det giver de handicappede en tilfredshed, fordi de når deres aktiviteter eller aftensmad i tide. Som ’chauffut’ høster man glæde over arbejdets udførelse, blandt andet fordi resten af ens arbejdsdag ikke er revet op med rode.
Læs videre Skæg og ballade

Vor tids jøder?

affald

 Min kone og jeg har nu boet i samme ejendom på Amager i mere end 10 år. Vi elsker øen for Kongelunden, Kalvebod & Amager fælled, Dragør, strandparken, Amagerbro kvarteret, og vi plejer at snige både Islands Brygge (den ældre bydel) samt Christianshavn med Christiania ind under ’vores domæne’ Vi erkender dog, at beboerne på Bryggen og Christianshavn ikke selv medregner sig til ’øen’.

De sjællandske københavnere er slet ikke klar over øens ’rigdomme’ – med undtagelse af strandparken, hvor vildt mange københavnere valfarter til på enhver solskinsdag i sommertiden. Imidlertid er stadig mange fra den anden side af broerne, som ynder at kalde perlen for ’Lorteøen’.

Ejendommen vi bor i, er en forholdsvis stor andelsforening i udkanten af Amagerbro, hvilket også karakteriserer beboerne: Det er altovervejende arbejdere, hvilket på en vidunderlig måde smitter af på omgangstonen og samværet i gården. Man kan tillade sig at fyre et par friske bemærkninger af, men må så også omvendt selv stå en del for skud.

For 2-3 år siden blev to nye gårdmænd ansat: Jack og John. Det lå lige for at kalde dem Jack & Jones, selvom de ikke selv ejer nogle klude, der kan forveksles med tøjkædens. Kort tid efter blev andelsforeningen tilknyttet Københavns kommunes affaldssortering, hvilket også resulterede i opsættelse af al landsens forskellige containere rundt om i gården. Det var nu op til hver husstand at finde et fordelingssystem i lejligheden. Heldigvis falder vores gang fra opgangsdøren lige forbi containerpladsen, hvorfor vi flere gange om dagen skaffer os af med de forskellige affaldstyper. Læs videre Vor tids jøder?

Sladrehanken

GPS_tracker

På mange arbejdspladser opererer fedterøve og sladrehanke. Der er tale om nærmest siamesiske tvillinger. Sladrehanken fedter, og fedterøven sladrer! For alle andre ansatte er det et yderst ubehageligt fænomen. Det giver et rigtigt betændt arbejdsmiljø, hvor man aldrig aner, hvad og til hvem, man skal fortælle hvad.

Jeg har heldigvis ikke kendskab til eksistensen af sladrehanke på min arbejdsplads. I hvert fald ikke i menneskelig form. Det betyder også, at vi har en god, kammeratlig og til tider løssluppen tone chaufførerne imellem!

Sladrehanke antager imidlertid også andre skikkelser end mennesker. Der tales ikke om aliens, men om simple tekniske anordninger. Alle arbejdspladser kender til overvågning af de ansattes brug af computer. Ofte er forklaringen, at firmapolitikken forbyder brug af hjemmesider af (børne)porno eller spil med meget andet. Læs videre Sladrehanken

Vognmandens lommesmerter

Andrew JenningsI de første 2 måneder af min ansættelse arbejdede jeg i mit privattøj. Vognmanden ville vel sagtens ’se mig an i sømmene’, inden han spenderede en uniform til mig. Det skal lige pointeres, at firmaet gør en del ud af looket, da vognmanden også har med turistkørsel at gøre. Imidlertid passede det mig fint at udføre arbejdet i mit privattøj. Det fandt sin slutning, da vognmanden bestemte sig for at ville udnytte min arbejdskraft og spendere en uniform på mig:

– For sådan kan du jo ikke køre rundt, sagde han med en uudtalt henvisning til mit partisanhalstørklæde og kommuniststjernen i min bælterem.

Jeg fik taget mål, og en måneds tid senere fik jeg udleveret to par sorte bukser og tre hvide skjorter. I skjorterne var der broderet et fint firmalogo ind i den ene flip. Kvaliteten var absolut ’com ci com ca’.

Efter halvandet år var ikke mindst bukserne grundigt præget af slid og ælde. Det kan ikke undgås, idet vi i al slags vejr ligger på knæ, når kørestolsbrugere skal bespændes.

Da lynlåsen samtidig gik i stykker, henvendte jeg mig til vognmanden, som jeg fortalte om sliddet og lynlås. Han var rimelig kold: Læs videre Vognmandens lommesmerter

Deja vue

Mere i løn foa 2008Jeg var blevet pålagt en opgave en sen fredag aften med en afhentning i Kastrup lufthavn. Vognmandens ’lærlinge’ på kontoret havde for længst indprentet sig, hvordan sådan en vagt skulle sælges:

– Du bor jo lige i nærheden, så det er en smal sag for dig!

De kunne godt spare vandet på gåsen; men der var jo timer i det – og jeg sparede penge og tid på den kollektive transport, fordi jeg havde bussen med hjem.

Det handlede om 4 kørestolsbrugere med hver deres ledsager, som skulle til Holte, hvor bostedet lå.

Jeg havde selvfølgelig rengjort og rigget bussen til med de nødvendige antal bespændinger, så alle kørestolsbrugere kunne transporteres på sikker måde. Jeg indfandt mig i god tid i ankomsthallen – iført min reglementerede uniform (så rejseselskabet kunne spotte mig – hvis de undgik mit ’falkeblik’), hvor jeg igen kunne overvære modtagelse af mennesker fra alle dele af verdenen af venner eller beslægtede. Der hersker altid en speciel stemning her. Læs videre Deja vue

Rødt, blåt eller bare gråt

Cirkus ArenaPolitikken er trængt i baggrunden ved dette års kommunalvalg. Der er ganske vist foretaget nogle opinionsmålinger, der skulle vise, at danskerne er mest bekymret eller engageret omkring udviklingen – eller rettere afviklingen – af folkeskolen. Kun en enkelt region i Jylland skulle skille sig ud fra dette billede, idet man i Midt- og Vestjylland prioriterede kommunens beskæftigelsespolitik højest.

Mediedækningen har i stedet vægtet den ringe stemmedeltagelse meget tungt, med speciel fokus på de unge (18-29 år). Ved sidste valg stemte mindre end hver anden ung. Den herskende klasse har set de grufulde perspektiver i undermineringen af ’demokratiets’ absolutte hjørnesten: stemmeafgivelsen.

Det er som bekendt kun ved to lejligheder, folketings- og lokalvalg, at vi bliver rådført ifølge Grundloven. Vi skulle ganske vist også blive spurgt, hvis den nationale selvstændighed formindskes, men her har Højesterets mange domme i forbindelse med EU’s angreb på vores grundlov vist, at vi heller ikke kan regne med det. Og hvis en folkeafstemning (Maastricht-traktaten 1992) går de herskende imod, så sættes alt ind på at omstøde den (Edinburgh 1993). Læs videre Rødt, blåt eller bare gråt

Leg og alvor

Sporvogn

Det er vel efterhånden fem år siden, jeg mødte Asger, som lagde billet ind på et chaufførjob på min tidligere arbejdsplads. Jeg sad med i ansættelsesudvalget, da jeg som eneste anden chauffør skulle være nærmeste kollega. Personligt faldt jeg pladask for Asger, men udvalget ville det anderledes. De blev snøret af en charlatan, der forlod en lederstilling i SAS, fordi han var så betaget af ældre mennesker. Realiteten var, at han ikke magtede sin opgave som leder, hvilket kunne tale til hans fordel, men han havde i al for lang tid tilegnet sig de dårlige egenskaber, en sådan stilling fører med sig.

Det var min opgave at rundvise de omkring otte ansøgere på den potentielle nye arbejdsplads. Det var netop i det moment, at jeg kom ind under huden på Asger. Vores kemi var rendyrket harmoni. Asger var/er en rar familiefar med to – nu tre – små børn og ansat i det, vi københavnere kender som HT-busserne. Asger havde et fascinerende åbent sind, så snakkerne fandt hurtigt vej til fritidsinteresserne og vores ikke-udlevede drengeinteresser: frimærkesamling, modeljernbane, skak, og endelig suppleret med en mere nutidig interesse for slægtsforskning. Læs videre Leg og alvor