
Af Poul Andersen
Film skal ses i biografen, var der engang en mand der sagde. Er tilbøjelig til at give ham ret. Især hvis man går i biffen sammen med nogle andre mennesker, så man efterfølgende, på en nærliggende café, kan vende filmens handling – om den var god eller dårlig, hvad man synes om i enkelte scener o.s.v.
Forleden var vi således en gruppe gode mennesker inde at se Ken Loach filmen “Sorry we missed you”. Og må sige at filmen kom ind under huden på de fleste af os. Ken Loach er jo kendt for at lave fremragende socialkritiske film, sidst var det Guldpalme-vinderen “Jeg, Daniel Blake” der omhandlede det forkvaklede engelske velfærdssystem. Denne gang retter han skytset mod det digitalt overvågede umenneskelige tidspres på både det offentlige og private engelske arbejdsmarked og især en finger pegende på det man kalder nul- timers kontrakter. Kort om handlingen.