Palæstina-Israel: Informer! Boykot!
Interview med en fransk Palæstina-aktivist
Den franske marxistisk-leninistiske avis La Forge har talt med en fransk Palæstina-aktivist om solidaritetsarbejdet på baggrund af en nylig konference i Palæstina
Anne er fagforeningskvinde og medlem af PAG 38 (’For et venstrealternativ’) og aktiv i Venstrefronten, valgalliancen, der ved første runde i det franske præsidentvalg fik knap 12 pct. af stemmerne. Hun er for ikke så længe siden kommet tilbage fra Palæstina, hvor hun deltog i Den 7. Internationale Konference for de folkelige modstandskomiteer mod muren og besættelsen.
Hendes beretning er en indtrængende appel om solidaritet.
La Forge: Konferencen blev afholdt på forskellige steder, der er symbolske for den israelske besættelse og den folkelige palæstinensiske modstand.
Anne: - Modstanden imod muren og efterfølgende imod koloniseringen har først udviklet sig i landsbyerne på Vestbredden, hvor muren blev bygget og sideløbende afspærrede bosættelserne for at ’beskytte’ dem.
Der findes to typer af disse bosættelser: de ’erhvervsmæssige’ bosættelser, hvor nytilkomne immigranter til Israel henvises til at slå sig ned, og de ’religiøse’ bosættelser, hvis fanatiske og aggressive beboere blot har én besættelse: at fordrive palæstinenserne! Bosættelserne er regulært befæstede lejre, som kun er tilgængelige ad veje, der er forbudte for palæstinenserne.
Nogle af dem beskyttes af muren, der trækker en ny grænse langt fra 'den grønne linje', som har adskilt Israel og Vestbredden siden krigen i 1967.
I Bili’n lykkedes det indbyggerne at tilbageerobre en del af det konfiskerede land og trænge muren flere hundrede meter tilbage. De fortsætter modigt kampen og har igennem nu syv år hver fredag forsamlet sig ved foden af muren – det vil sige samtlige indbyggere, fra de ældste til de yngste børn. Hver gang bliver de drevet tilbage med tåregas, der gør skade på deres luftveje.
Inden for rammerne af konferencen tog vi også til Jordan-dalen, et andet symbolsk sted for besættelsen. Scenariet er altid det samme: ødelæggelse, fordrivelse, provokation, vilkårlige fængslinger. De høje indhegninger, som beskytter bosættelserne, adskiller to verdener.
På den ene side er der smukke huse, grønne marker, meget synlige vandcisterner, der imidlertid er utilgængelige for beduinerne, hvis bedste jordområder og vandressourcer er blevet frastjålet dem. De skal betale høje afgifter, hver gang de vil krydse gaderne med deres dyr. På den ene side ser man en pragtfuld Talmud-skole, på den anden side en samling telte, som angiveligt sikrer ’international ret’ og dårligt nok et par skoletimer.
La Forge: Og i byerne?
Anne: - I Hebron mærkede vi de stærkeste spændinger mellem bosættere og palæstinensere. Teoretisk set ligger Hebron i en zone under palæstinensisk forvaltning, men den israelske hær er allestedsnærværende, fordi godt 500 ultrareligiøse bosættere har besluttet at slå sig ned der. De israelske soldater ser til uden at gribe ind over for bosætternes provokationer mod den palæstinensiske befolkning.
Bosætterne opkøber etager i huse, og mange gange hele husblokke, og chikanerer så de beboere, som bliver boende, for at tvinge dem til at flytte. Byens vartegn er de små vagtskure på terrasserne til de huse, der er erhvervet eller stjålet af bosætterne, men også de gitre, hvormed palæstinenserne forsøger at beskytte deres forretninger imod kasteskyts af alle slags (mod stenkast og affald og lige til kugler fra skydevåben).
I Østjerusalem er situationen ikke bedre. Israel vil et ”Storjerusalem”. Målet er, at hele den palæstinensiske del af byen (Østjerusalem, som har været besat siden 1967-krigen) skal blive ’bosat’ og adskilles fra resten af Vestbredden. De bevæbnede, eller af hæren beskyttede, bosættere bruger altid de samme metoder: De fordriver indbyggerne, indretter en sikkerhedspost og besætter så husene.
I bydelen Silvan, ved foden af pladsen med moskeerne og Klagemuren, vil Israel fordrive palæstinenserne og rive en stor del af boligerne ned for at indrette en national park – den såkaldte ’Davids By’. Bosætterne graver tunneller under husene og de arabiske skoler for at få dem til at styrte sammen.
I mit hoved ser jeg billedet af en mand med sit barnebarn ved sin side, som hårdnakket bliver der for at genopbygge sit hjem, der allerede flere gange er blevet smadret af bosættere. Det er også folkemodstand!
La Forge: Hvilke håb er der for det palæstinensiske folk?
Anne: - Mange palæstinensere vil hverken høre mere om forhandlinger eller om en ’fredsproces’, som er død for dem. De forlanger intet andet end deres rettigheder. Man mærker en vis mistro over for ’den palæstinensiske ledelse’ (de politiske partier og palæstinensiske myndigheder), som endnu nærer forhåbninger til hypotetiske forhandlinger.
Splittelsen (mellem Hamas og PLO) gør ondt, og aktivisterne i folkeopstandskomiteerne appellerer indtrængende om enhed. Marwan Barghouti, der siden sin fængsling har foreslået en ’Folkemodstandens intifada’, er uhyre populær. Hans portræt ses overalt.
Mon ikke han kunne blive symbolet på den genfundne politiske enhed i den palæstinensiske modstand? Svaret må palæstinenserne give.
De grundlæggende krav, som man hører igen og igen, er fortsat de samme: de fordrevne flygtninges ret til at vende hjem, løsladelse af de fængslede politiske fanger, en ende på koloniseringen, tilbagelevering af det stjålne land og de stjålne huse, en stat med grænserne fra 1967, med Østjerusalem som hovedstad!
La Forge: Hvad kan vi gøre?
Anne: - Flertallet af os, der deltog på konferencen, er solidaritetsaktivister for den palæstinensiske sag, og kender noget til situationen. Men når vi kommer til de palæstinensiske byer og steder, opdager vi ting, som vi aldrig har kunnet forestille os. Der er tale om en barbarisk politik.
Der forekommer mig at være to påtrængende opgaver: at sprede oplysning om og støtte de palæstinensiske politiske fangers kamp, og deres sultestrejke, og mere end nogensinde at udvikle BDS-kampagnen (’Boykot, Investeringsstop, Sanktioner), som sigter på at isolere Israel ikke bare økonomisk, men også kulturelt og diplomatisk.
La Forge, Frankrigs Kommunistiske Arbejderpartis avis, maj 2012.
Netavisen 13. juni 2012