"Hvad det afghanske folk har brug for vores hjælp til nu - er
mad, materiel hjælp og et øjeblikkelig stop for militære
handlinger. Hvad de derimod ikke har brug for er endnu et arrogant arrangement
påtvunget af en supermagt."
Sådan lød det fra den britiske Stop krigen- Koalition på
den 100.000 store anti-krigs demo i London den 18. november.
Lige nu forsørger USA og deres imperialistiske krigsalliance at få deres forbryderiske krig tilsat et skær af legitimitet gennem en såkaldt FN-løsning. Alliancens besættelsestropper skal forblive i Afghanistan som en militær garant for en lydregering i Kabul, der kan sikre tilstedeværelse af amerikanske militærbaser i såvel Afghanistan som de omkringliggende naborepublikker. Krigens mål er fortsat USA's kontrol over Centralasiens olieforsyninger og områdets strategiske beliggenhed.
Fra de imperialistiske magter, ikke mindst de krigsførende, bliver der
lagt et voldsomt pres for at trække tænderne ud af den hurtigt voksende
fredsbevægelse og få den luret ind under en FN-løsning. Alle
krigsherrerne står med en voksende modstand i deres egne befolkninger
mod deres betingelsesløse deltagelse i USA's terrorkrig.
FN bliver af de krigsførende stater under ledelse af USA brugt som redskab
til at gennemføre krigsmålene med andre metoder. At styrke FN er
en del af krigspolitikken og imødegår ikke krigen.
Den nye fredsbevægelse herhjemme må fortsat fokusere på :
- At få stoppet USA's krig i Afghanistan ( og de lande den måtte
blive udvidet til ) uanset hvilket flag den føres under. At få
stoppet de amerikanske bombardementer øjeblikkeligt og for al militær
indblanding.
- At få afsløret at USA-imperialismens såkaldte terrorkrig
i virkeligheden er en terrorkrig vendt mod alle folk, nationer og mennesker,
der ikke følger deres Ny Verdensordens diktat. USA's, EU's og de krigsførendes
landes nye terrorlovning er fascistiske skridt i klassekampen mod deres egen
arbejderklasse og befolkning.
- At få rejst kravet om al stop for dansk krigsdeltagelse med stadig større
vægt. Uanset om den danske regering kalder det fredsbevarende humanitære
styrker, så er der ikke fred de bevarer men imperialistisk krig.
- At få afvist og bekæmpet den sorte racisme og fremmedhadet, som
krigshysteriet ophvirvler for at splitte den folkelige modstand og bruge befolkningsgrupper
som syndebukke for deres egen reaktionære politik.
Hvis den nye fredsbevægelse for alvor skal kunne udvikle sig i hele sin bredde og styrke er det nødvendigt, at der bliver taget fat på konkret at få inddraget alle de grupper, bevægelser og mennesker, der alle berøres dybt af disse ting. Den nye fredsbevægelsen skal i sin karakter, politik og metoder være bred nok til at rumme såvel anti-imperialistiske som pacifistiske og andre initiativer.
Lige nu har den gamle venstrefløj (i form af Enhedslisten, DKP/ML og
KPiD) i flere byer sat sig tungt på ledelsen af fredsinitiativerne. Samtidig
med at de erklærer, at det endelig ikke må indsnævres til
et venstrefløjsinitiativ. Men deres politiske formål har indtil
nu været at forsøge at indsnævre det til deres almindelige
kritiske støttefunktion for socialdemokratiet.
I Initiativet Nej til krig og terror i København truede Enhedslisten
med at forlade initiativet og DKP/ML og KPiD udvandrede fra et stormøde,
der gik mod deres egenmægtige beslutning om at skære mere militante
dele af fredsbevægelsen fra. Hverken den slags splittelsesforsøg
eller indførelsen af gamle DKP- og socialdemokratiske fagpamper-metoder
duer i udviklingen af en bred og slagkraftig bevægelse. Der skal nye former
og metoder til, der kan udvikle al den energi og initiativ der ligger, som kan
inddrage masser af de nye kræfter, som faktisk findes, og reelt afspejle
bevægelsen.
Kommunistisk Politik 24, 2001