Et valg der er gået i sort

Ikke uventet er spørgsmålet om, hvem der kan hugge mest, hurtigst og dybest på indvandrere og flygtninge, blevet det store tema i valgkampens start.
De politiske partier er ved at falde over hinanden med udtalelser og forslag, der gør debatten endnu mere skinger, endnu mere forpestet, endnu mere reaktionær.
Venstre vil oveni i regeringens grove angreb i forbindelse med "terrorpakken" have stoppet for tilgangen af visse indvandrergrupper - nemlig fra Tyrkiet og Pakistan - ved nye stramninger af reglerne for familiesammenføring og ægteskab med statsborgere fra disse lande. I fuld alvor foreslår Venstre en uhørt diskrimination af danske statsborgere: efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan skal ikke have den samme retssikkerhed som andre danske statsborgere, hvis de gifter sig med en udlænding. Dansk Folkeparti går skridtet videre og vil fuldstændig have fjernet retssikkerheden for denne gruppe med forslaget om, at det skal være op til den enkelte kommune at skønne og beslutte, om en dansker, der vil gifte sig med en tyrker eller pakistaner, skal bo i Danmark eller i ægtefællens hjemland. Samtidig skal muligheden for at appellere en afgørelse skal bortfalde.

Valget er gået helt i sort. Og det har sine egne formål:
Hetzen mod de fremmede, billedet af tyrkere og pakistanere der strømmer ind over grænsen via familiesammenføringer (skønt de reelle tal viser, at det drejer sig om meget få) skal holde hele "terrorfrygten", den stadige frygt for 'muslimsk terrorisme', i live. Begge de to blokke er enige om, at USA's og EU's "terrorpakker" (som indskrænker de demokratiske rettigheder for alle borgere i dramatisk grad) skal hastes igennem uden diskussion, uden at alt for mange opdager, hvad indholdet er. Angrebene på Operation Dagsværk og Internationalt Forum for at støtte "terrorisme" giver imidlertid et vink med en vognstang om, at det er solidaritet med de undertrykte folks kamp, der anses for den egentlige terrorisme. At skiftende regeringer har ført en hel bevidst politik for ghettoisering og isolering af bestemte indvandrer- og flygtningegrupper skulle også nødigt frem i lyset i valgkampen.

For nu, hvor den økonomiske krise er kommet til Danmark og ikke længere lader sig skjule, er der brug for syndebukke. Brug for at fjerne opmærksomheden fra, at regeringens "storslåede" økonomiske politik ikke har kunnet rokke en millimeter ved den kapitalistiske markedsøkonomi. Nu kommer massefyringerne - samtidig med at de vedholdende angreb på de arbejdsløse for alvor slår igennem. Der er brug for at aflede opmærksomheden fra, at den borgerlige opposition har tænkt sig at følge samme kurs med at forgylde storaktionærer og lade arbejderklassen og de dårligst stillede betale.
Der er brug for syndebukke for at 'forklare', hvorfor folkeskolerne, hjemmehjælpen, ventelisterne stadig ser ud som de gør og fortsat vil gøre det, når valgløfterne er glemt. Og til at forklare den forbavsende kendsgerning, at der efter begge blokkes mening hverken er råd til de gamle, de syge, børnene, de arbejdsløse, de unge og børnefamilierne her i landet.

Og der er ikke mindst brug for syndebukke af muslimsk herkomst. For Danmark deltager i USA's beskidte krig, som befolkningen får mindre og mindre sympati for i takt med at kendskabet til de barbariske massedrab på afghanske børn, kvinder og gamle øges.
Men den stiltiende overenskomst om, at hverken dansk krigsdeltagelse eller den efterfølgende krigsfinanslov skal indgå i de spørgsmål, folk skal tage stilling til - den holder ikke.
Valgkampen må bruges til at stille politikkerne til regnskab. For den danske krigsdeltagelse med krav om, at den øjeblikkelig stopper. For ikke at føre en selvstændig og aktiv fredspolitik. For ikke at tænke en selvstændig tanke, men kritikløst underlægge sig USA's og EU's diktat ned til mindste komma.
De skal stilles til regnskab for de store menneskelige og økonomiske skader, de har påført et flertal af befolkningen gennem de konstante nedskæringer og EU-harmoniseringer af social-, sundheds-, ældre-, uddannelses- og boligpolitikken. For tyveriet af pensionisternes Sociale Pensionsfond, hvor kontoen må spærres mens retssagen kører. For tyveriet af overførselsindkomsternes dyrtidsregulering (i kraft af satsreguleringen) og for skatteændringerne i pinsepakken, der gav de højest lønnede 5 gange så store skattelettelser som de lavestlønnede. Og for alle de andre uhyrligheder der er blevet begået.
De virkelige syndebukke findes i magtens korridorer.

Kommunistisk Politik 23,2001