Ikke uventet er spørgsmålet om, hvem der kan hugge mest, hurtigst
og dybest på indvandrere og flygtninge, blevet det store tema i valgkampens
start.
De politiske partier er ved at falde over hinanden med udtalelser og forslag,
der gør debatten endnu mere skinger, endnu mere forpestet, endnu mere
reaktionær.
Venstre vil oveni i regeringens grove angreb i forbindelse med "terrorpakken"
have stoppet for tilgangen af visse indvandrergrupper - nemlig fra Tyrkiet og
Pakistan - ved nye stramninger af reglerne for familiesammenføring og
ægteskab med statsborgere fra disse lande. I fuld alvor foreslår
Venstre en uhørt diskrimination af danske statsborgere: efterkommere
af indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan skal ikke have den samme retssikkerhed
som andre danske statsborgere, hvis de gifter sig med en udlænding. Dansk
Folkeparti går skridtet videre og vil fuldstændig have fjernet retssikkerheden
for denne gruppe med forslaget om, at det skal være op til den enkelte
kommune at skønne og beslutte, om en dansker, der vil gifte sig med en
tyrker eller pakistaner, skal bo i Danmark eller i ægtefællens hjemland.
Samtidig skal muligheden for at appellere en afgørelse skal bortfalde.
Valget er gået helt i sort. Og det har sine egne formål:
Hetzen mod de fremmede, billedet af tyrkere og pakistanere der strømmer
ind over grænsen via familiesammenføringer (skønt de reelle
tal viser, at det drejer sig om meget få) skal holde hele "terrorfrygten",
den stadige frygt for 'muslimsk terrorisme', i live. Begge de to blokke er enige
om, at USA's og EU's "terrorpakker" (som indskrænker de demokratiske
rettigheder for alle borgere i dramatisk grad) skal hastes igennem uden diskussion,
uden at alt for mange opdager, hvad indholdet er. Angrebene på Operation
Dagsværk og Internationalt Forum for at støtte "terrorisme"
giver imidlertid et vink med en vognstang om, at det er solidaritet med de
undertrykte folks kamp, der anses for den egentlige terrorisme. At skiftende
regeringer har ført en hel bevidst politik for ghettoisering og isolering
af bestemte indvandrer- og flygtningegrupper skulle også nødigt
frem i lyset i valgkampen.
For nu, hvor den økonomiske krise er kommet til Danmark og ikke længere
lader sig skjule, er der brug for syndebukke. Brug for at fjerne opmærksomheden
fra, at regeringens "storslåede" økonomiske politik ikke
har kunnet rokke en millimeter ved den kapitalistiske markedsøkonomi.
Nu kommer massefyringerne - samtidig med at de vedholdende angreb på de
arbejdsløse for alvor slår igennem. Der er brug for at aflede opmærksomheden
fra, at den borgerlige opposition har tænkt sig at følge samme
kurs med at forgylde storaktionærer og lade arbejderklassen og de dårligst
stillede betale.
Der er brug for syndebukke for at 'forklare', hvorfor folkeskolerne, hjemmehjælpen,
ventelisterne stadig ser ud som de gør og fortsat vil gøre det,
når valgløfterne er glemt. Og til at forklare den forbavsende kendsgerning,
at der efter begge blokkes mening hverken er råd til de gamle, de syge,
børnene, de arbejdsløse, de unge og børnefamilierne her
i landet.
Og der er ikke mindst brug for syndebukke af muslimsk herkomst. For Danmark
deltager i USA's beskidte krig, som befolkningen får mindre og mindre
sympati for i takt med at kendskabet til de barbariske massedrab på afghanske
børn, kvinder og gamle øges.
Men den stiltiende overenskomst om, at hverken dansk krigsdeltagelse eller den
efterfølgende krigsfinanslov skal indgå i de spørgsmål,
folk skal tage stilling til - den holder ikke.
Valgkampen må bruges til at stille politikkerne til regnskab. For den
danske krigsdeltagelse med krav om, at den øjeblikkelig stopper. For
ikke at føre en selvstændig og aktiv fredspolitik. For ikke at
tænke en selvstændig tanke, men kritikløst underlægge
sig USA's og EU's diktat ned til mindste komma.
De skal stilles til regnskab for de store menneskelige og økonomiske
skader, de har påført et flertal af befolkningen gennem de konstante
nedskæringer og EU-harmoniseringer af social-, sundheds-, ældre-,
uddannelses- og boligpolitikken. For tyveriet af pensionisternes Sociale Pensionsfond,
hvor kontoen må spærres mens retssagen kører. For tyveriet
af overførselsindkomsternes dyrtidsregulering (i kraft af satsreguleringen)
og for skatteændringerne i pinsepakken, der gav de højest lønnede
5 gange så store skattelettelser som de lavestlønnede. Og for alle
de andre uhyrligheder der er blevet begået.
De virkelige syndebukke findes i magtens korridorer.
Kommunistisk Politik 23,2001