Af den palæstinensiske digter Mahmoud
Darwish
Radiotale den 15. maj på 53-årsdagen for oprettelsen af staten Israel
Dagen i dag fylder stort i erindringen. Vi skuer ikke tilbage for at grave
beviserne for en gammel forbrydelse frem, for Nakba katastrofen
er et stadig forlænget nu, som tegner til at fortsætte ind
i fremtiden. Vi har ikke brug for noget til at hjælpe os til at huske
den menneskelige tragedie vi har gennemlevet i de sidste 53 år: Vi bliver
ved med at leve i et her og nu. Vi bliver ved med at modstå dens følger,
her og nu, på vort fædrelands jord, det eneste fædreland,
vi har.
Vi vil heller ikke glemme, hvad der blev gjort mod os på dette sorgens
land, og hvad der stadig bliver gjort. Og det er ikke, fordi den kollektive
og individuelle hukommelse er frugtbar, i stand til at genkalde vores bedrøvelige
liv, men fordi landets og folkets tragiske historie stadig fortælles i
blod i den åbne konflikt mellem, hvad de ønsker, vi skal
være, og det, vi vil være.
Når de israelske iværksættere af Nakbaen på denne
erindringsdag meddeler, at krigen i 1948 endnu ikke er slut, så afslører
de blot, og på en skandaløs måde, at deres fred er en luftspejling,
en luftspejling, som dukkede op i det seneste årti med dens antydning
af et løfte om muligheden af at få konflikten bragt til afslutning,
en afslutning, som ville basere sig på to folk, som delte det samme land.
De afslører, og på en skandaløs måde, det zionistiske
projekts uforenelighed - så længe dette projekt som mål stadig
har det palæstinensiske folks udslettelse med fred.
For palæstinenserne består denne krigs indhold i, at de konstant
rykkes med rode, i deres forvandling til flygtninge i deres eget land og uden
for, i et forsøg på at forbyde deres eksistens, som efterfulgte
besættelsen af deres land og historie, et forsøg på at ændre
deres tilværelse fra en uigenkaldelig enhed i rum og tid til tiloversblevne
skygger eksileret fra tid og rum.
Men det er ikke lykkedes Nakbaens ophavsmænd at bryde det palæstinensiske
folks vilje eller udslette deres nationale identitet - hverken ved tvangsforflytning
eller ved massakrer, ikke ved at omskabe illusioner til virkelighed eller ved
at forfalske historien. Efter fem årtier er det hverken lykkedes dem at
tvinge os ud i fraværet og glemselen eller at skille den palæstinensiske
virkelighed fra verdens bevidsthed med deres falske mytologier og fabrikationen
af en moralsk immunitet, som giver fortidens offer ret til at udpege sine egne
ofre.
En hellig bøddel noget sådant findes ikke.
I dag kommer erindringen om Nakba på toppen af palæstinensernes
kamp til forsvar for eksistensen, for deres medfødte ret til frihed og
selvbestemmelse på en del af deres historiske hjemland, og det efter at
have gjort flere indrømmelser end nødvendigt for at gøre
fred mulig med international legitimitet. Da sandhedens øjeblik nærmede
sig, blev det virkelige indhold af Israels fredsbegreb afsløret: fortsat
besættelse under et andet navn, under bedre betingelser [for besættelsesmagten],
billigere og med færre omkostninger.
Intifadaen i går, i dag og i morgen er det naturlige og
legitime udtryk for modstand mod slaveri, mod en besættelse, der er karakteriseret
ved den værste form for apartheid, og som under dække af en flygtig
fredsproces forsøger at berøve palæstinenserne deres land
og midlerne til opretholdelse af tilværelsen og indespærre dem i
isolerede reservater, belejret af bosættelser og gennemkørsler,
indtil den dag kommer, hvor de har indvilget i at opgive deres krav og
kamp, får lov til at kalde deres bure for en stat.
Intifadaen er i sit inderste væsen en folkelig og civil bevægelse.
Den betyder ikke et brud med fredsbegrebet, men søger at redde dette
begreb fra racismens uretfærdigheder og overdrage det til dets retmæssige
forældre retfærdighed og frihed ved at forhindre Israels
koloniseringsprojekt i at fortsætte på Vestbredden og Gaza under
dække af en fredsproces, som de israelske ledere har tømt for alt
indhold.
Vores sårede hænder er stadig i stand til at hive den indtørrede
olivengren ud af brokkerne fra de massakrerede lunde, men kun, hvis israelerne
når deres oplysningstid og anerkender vores legitime nationale rettigheder,
som er defineret af internationale resolutioner, og hvor der øverst står:
retten til at vende tilbage, den fuldstændige tilbagetrækning fra
palæstinensisk land besat i 1967, og retten til selvbestemmelse og en
uafhængig og suveræn stat med Jerusalem som hovedstad. For ligesom
der ikke kan være fred med en besættelse, kan der heller ikke være
det mellem herrer og slaver.
Det internationale samfund kan ikke som det gjorde i året for Nakbaen
- vende det blinde øje til, hvad der sker med Palæstinas land ret
meget længere. Den israelske aggression belejrer stadig det palæstinensiske
samfund, dræber og myrder stadig med det overmål af ødelæggende
magt, det råder over, et ubevæbnet folk, et folk, som forsvarer
alt, hvad der er tilovers af deres truede eksistens, stenhobene, der var deres
hjem, deres olivenlunde, der trues med igen at blive rykket op med rode.
Karakteren af den krig, som man har erklæret det palæstinensiske
folk, vil blive afgjort af den internationale opmærksomhed, som den vækker,
for den legemliggør kampen mellem modstridende internationale værdier:
På den ene side er der kræfter, som gør den kolonialistiske
zionisme og apartheid i stand til at leve videre under nye navne og formler,
på den anden kræfter, som insisterer på nødvendigheden
af retfærdighed og sandhed i denne del af verden.
Andre staters og folks involvering i den konfrontation, som raser i Palæstina
i dag, og deres opbakning til det palæstinensiske folk, som er berøvet
et normalt liv, beviser ikke bare, at disse stater og folk ser en forpligtelse
til politisk stabilitet i Mellemøsten som et middel til at beskytte deres
interesser, men vidner også om et moralsk standpunkt, som på sin
side tester frihedens, retfærdighedens og lighedens troværdighed
i disse folks liv og kultur.
International beskyttelse mod den brutale terrorisme, som det israelske regime
der synes at sætte sig selv over international lov og orden - udøver
mod dem, er for palæstinenserne blevet en akut nødvendighed. Den
er nødvendig ikke bare for at befri sig for fortidens synder, men også
for at forhindre nye synder i at blive begået, at endnu et kapitel føjes
til Bogen om Nakbaen. Men i stedet for at påtage sig sit ansvar
for Nakbaen og for flygtningenes tragedie - en nødvendig forudsætning
for enhver politisk ordning udvider Israel Nakbaens bog, stiller
kampen tilbage på dens oprindelige kulturelle præmisser, dens første
slagmark og gør det klart for os, at ingen historie kan begynde
med afslutningen!
Vi har ikke glemt begyndelsen, ikke nøglerne til vores gadedør,
ikke gadelygterne, der er tændt med vort blod, ikke martyrerne, som nærede
landets, folkets og historiens enhed, ikke de levende, som blev født
på den vej, som kun så længe, som fædrelandets ånd
lever i os, fører os til et åndeligt fædreland.
Vi vil hverken glemme i dag eller i morgen. I morgen begynder nu. Begynder med
en insisteren på, at vi tilbagelægger hele vejen, frihedens vej,
modstandens vej, til dens afslutning, hele vejen, indtil de to evige tvillinger
fred og frihed mødes.
Oversat af Kommunistisk Politik efter den engelske udgave i Al Ahram Weekly.
KP11, 2001
Læs også Identitetskort af Mahmoud Darwish