For ikke at begynde med slutningen

Af den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish
Radiotale den 15. maj på 53-årsdagen for oprettelsen af staten Israel

Dagen i dag fylder stort i erindringen. Vi skuer ikke tilbage for at grave beviserne for en gammel forbrydelse frem, for Nakba – katastrofen – er et stadig forlænget nu, som tegner til at fortsætte ind i fremtiden. Vi har ikke brug for noget til at hjælpe os til at huske den menneskelige tragedie vi har gennemlevet i de sidste 53 år: Vi bliver ved med at leve i et her og nu. Vi bliver ved med at modstå dens følger, her og nu, på vort fædrelands jord, det eneste fædreland, vi har.
Vi vil heller ikke glemme, hvad der blev gjort mod os på dette sorgens land, og hvad der stadig bliver gjort. Og det er ikke, fordi den kollektive og individuelle hukommelse er frugtbar, i stand til at genkalde vores bedrøvelige liv, men fordi landets og folkets tragiske historie stadig fortælles i blod – i den åbne konflikt mellem, hvad de ønsker, vi skal være, og det, vi vil være.
Når de israelske iværksættere af Nakba’en på denne erindringsdag meddeler, at krigen i 1948 endnu ikke er slut, så afslører de blot, og på en skandaløs måde, at deres fred er en luftspejling, en luftspejling, som dukkede op i det seneste årti med dens antydning af et løfte om muligheden af at få konflikten bragt til afslutning, en afslutning, som ville basere sig på to folk, som delte det samme land. De afslører, og på en skandaløs måde, det zionistiske projekts uforenelighed - så længe dette projekt som mål stadig har det palæstinensiske folks udslettelse – med fred.
For palæstinenserne består denne krigs indhold i, at de konstant rykkes med rode, i deres forvandling til flygtninge i deres eget land og uden for, i et forsøg på at forbyde deres eksistens, som efterfulgte besættelsen af deres land og historie, et forsøg på at ændre deres tilværelse fra en uigenkaldelig enhed i rum og tid til tiloversblevne skygger eksileret fra tid og rum.
Men det er ikke lykkedes Nakba’ens ophavsmænd at bryde det palæstinensiske folks vilje eller udslette deres nationale identitet - hverken ved tvangsforflytning eller ved massakrer, ikke ved at omskabe illusioner til virkelighed eller ved at forfalske historien. Efter fem årtier er det hverken lykkedes dem at tvinge os ud i fraværet og glemselen eller at skille den palæstinensiske virkelighed fra verdens bevidsthed med deres falske mytologier og fabrikationen af en moralsk immunitet, som giver fortidens offer ret til at udpege sine egne ofre.
En hellig bøddel – noget sådant findes ikke.
I dag kommer erindringen om Nakba på toppen af palæstinensernes kamp til forsvar for eksistensen, for deres medfødte ret til frihed og selvbestemmelse på en del af deres historiske hjemland, og det efter at have gjort flere indrømmelser end nødvendigt for at gøre fred mulig med international legitimitet. Da sandhedens øjeblik nærmede sig, blev det virkelige indhold af Israels fredsbegreb afsløret: fortsat besættelse under et andet navn, under bedre betingelser [for besættelsesmagten], billigere og med færre omkostninger.

Intifadaen – i går, i dag og i morgen – er det naturlige og legitime udtryk for modstand mod slaveri, mod en besættelse, der er karakteriseret ved den værste form for apartheid, og som under dække af en flygtig fredsproces forsøger at berøve palæstinenserne deres land og midlerne til opretholdelse af tilværelsen og indespærre dem i isolerede reservater, belejret af bosættelser og gennemkørsler, indtil den dag kommer, hvor de har indvilget i at ’opgive deres krav og kamp’, får lov til at kalde deres bure for en stat.
Intifadaen er i sit inderste væsen en folkelig og civil bevægelse. Den betyder ikke et brud med fredsbegrebet, men søger at redde dette begreb fra racismens uretfærdigheder og overdrage det til dets retmæssige forældre – retfærdighed og frihed – ved at forhindre Israels koloniseringsprojekt i at fortsætte på Vestbredden og Gaza under dække af en fredsproces, som de israelske ledere har tømt for alt indhold.
Vores sårede hænder er stadig i stand til at hive den indtørrede olivengren ud af brokkerne fra de massakrerede lunde, men kun, hvis israelerne når deres oplysningstid og anerkender vores legitime nationale rettigheder, som er defineret af internationale resolutioner, og hvor der øverst står: retten til at vende tilbage, den fuldstændige tilbagetrækning fra palæstinensisk land besat i 1967, og retten til selvbestemmelse og en uafhængig og suveræn stat med Jerusalem som hovedstad. For ligesom der ikke kan være fred med en besættelse, kan der heller ikke være det mellem herrer og slaver.
Det internationale samfund kan ikke – som det gjorde i året for Nakba’en - vende det blinde øje til, hvad der sker med Palæstinas land ret meget længere. Den israelske aggression belejrer stadig det palæstinensiske samfund, dræber og myrder stadig med det overmål af ødelæggende magt, det råder over, et ubevæbnet folk, et folk, som forsvarer alt, hvad der er tilovers af deres truede eksistens, stenhobene, der var deres hjem, deres olivenlunde, der trues med igen at blive rykket op med rode.
Karakteren af den krig, som man har erklæret det palæstinensiske folk, vil blive afgjort af den internationale opmærksomhed, som den vækker, for den legemliggør kampen mellem modstridende internationale værdier: På den ene side er der kræfter, som gør den kolonialistiske zionisme og apartheid i stand til at leve videre under nye navne og formler, på den anden kræfter, som insisterer på nødvendigheden af retfærdighed og sandhed i denne del af verden.
Andre staters og folks involvering i den konfrontation, som raser i Palæstina i dag, og deres opbakning til det palæstinensiske folk, som er berøvet et normalt liv, beviser ikke bare, at disse stater og folk ser en forpligtelse til politisk stabilitet i Mellemøsten som et middel til at beskytte deres interesser, men vidner også om et moralsk standpunkt, som på sin side tester frihedens, retfærdighedens og lighedens troværdighed i disse folks liv og kultur.
International beskyttelse mod den brutale terrorisme, som det israelske regime – der synes at sætte sig selv over international lov og orden - udøver mod dem, er for palæstinenserne blevet en akut nødvendighed. Den er nødvendig ikke bare for at befri sig for fortidens synder, men også for at forhindre nye synder i at blive begået, at endnu et kapitel føjes til Bogen om Nakba’en. Men i stedet for at påtage sig sit ansvar for Nakba’en og for flygtningenes tragedie - en nødvendig forudsætning for enhver politisk ordning – udvider Israel Nakba’ens bog, stiller kampen tilbage på dens oprindelige kulturelle præmisser, dens første slagmark – og gør det klart for os, at ingen historie kan begynde med afslutningen!
Vi har ikke glemt begyndelsen, ikke nøglerne til vores gadedør, ikke gadelygterne, der er tændt med vort blod, ikke martyrerne, som nærede landets, folkets og historiens enhed, ikke de levende, som blev født på den vej, som kun så længe, som fædrelandets ånd lever i os, fører os til et åndeligt fædreland.
Vi vil hverken glemme i dag eller i morgen. I morgen begynder nu. Begynder med en insisteren på, at vi tilbagelægger hele vejen, frihedens vej, modstandens vej, til dens afslutning, hele vejen, indtil de to evige tvillinger fred og frihed mødes.

Oversat af Kommunistisk Politik efter den engelske udgave i Al Ahram Weekly.

KP11, 2001

Læs også Identitetskort af Mahmoud Darwish