APKs 6. KONGRES
22.-24. maj 2015


Centralkomiteens beretning

 

 

 

 

 

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid

Indledningen til CKs Beretning til Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres


Her gengives første afsnit i Centralkomiteens beretning til APK 6. kongres en 22-24. maj 2015. Beretningen blev grundigt diskuteret og efterfølgende vedtaget. Den vil udkomme både i en trykt udgave og i en netudgave.




Dorte Grenaa aflagde beretningen til APKs 6. kongres på vegne af den afgående Centalkomité.
Hun er valgt som partiets formand




Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!


Det er tre år siden, vi afholdt partiets 5. kongres, og det er 15 år siden, vi i april 2000 stiftede APK med det faste forsæt at opbygge arbejderklassens revolutionære kommunistiske parti for det 21. århundrede.

Det er den vej, vi følger, og som vi skridt for skridt, fra kongres til kongres, arbejder videre på og stadig opnår nye resultater.

Opgaven er at skabe et stærkt, hærdet og kampprøvet parti, som vil være i stand til at lede arbejderklassen og dets allierede i en revolutionær situation. En situation kendetegnet ved, at de herskende ikke længere kan regere som før, og de beherskede ikke længere vil lade sig regere som hidtil.

Det er partiets opgave at sikre at den revolutionære situation udvikler sig til et stormløb mod kapitalismen og dens stat, for at sætte det gamle rådne system på porten, og opbygge et nyt socialistisk samfund under arbejderklassens ledelse.

Det er i lyset af dette, hele vores kamp for opbygningen af partiet skal ses.

Vi virker som marxist-leninister i en dramatisk tid, hvor det internationale bourgeoisi har udløst en vedvarende og altomfattende krig mod arbejderklassen og folkene. Den retter sig mod alle de resultater, der blev opnået gennem de store antifascistiske, antiimperialistiske og demokratiske kampe og de gigantiske kampe for at opbygge nye socialistiske samfund i det 20. århundrede.

De revisionistiske og kapitalistiske kontrarevolutioner i dettes sidste halvdel banede vejen for et fortsat felttog for at dreje historiens hjul tilbage og berøve det store flertal alle de tilkæmpede rettigheder og fremgange. Dette felttog blev til et lavineagtigt skred, da socialismen forsvandt som socialt system og imperialismen etablerede sin ’nye verdensorden’ af kriser og permanente krige.

Dennne kaotiske kapitalistiske ’orden’ har stødt det store flertal af mennesker i verden ned i øget fattigdom og elendighed, mens et fåtal milliardærer og mangemilliardærer ejer mere end klodens milliardmasser. Den har drevet millioner på flugt fra bomber og ødelæggelser i den største flygtningestrøm der er set siden afslutningen af 2. verdenskrig.

Løfterne om en ny og fredelig tid med sociale fremskridt og alsidig fremgang for folkene og nationerne viste sig at være bluff og propaganda.

Imperialismens kendetegn er intakte, siden Lenin analyserede dem, og de gør sig gældende i forstærket grad, når den ikke skal bekæmpe, konkurrere med eller tage hensyn til eksisterende socialistiske samfund i en skæbnekamp på liv og død.

Imperialisme betyder reaktion på alle felter, krig, forstærket udbytning, større elendighed, parret med åndelig formørkelse og hetz mod alt progressivt.

De reformer – i ordets virkelige betydning af sociale fremskridt – til gavn for arbejderne og folkene verden over, som den eksisterende socialisme var med til at fremtvinge, bliver rullet tilbage over hele linjen. De erstattes med nutidens asociale nedskæringer, som af demagogiske grunde også kaldes reformer, men kun har eet formål: at forgylde den herskende klasse, kapitalisterne, de rige – på arbejdernes og det store flertals bekostning.

De landvindinger, som var et resultat af de allieredes sejr over fascismen og Nazityskland, undermineres og er under voldsomt pres. På felt efter felt ses den reaktionære tendens og retningen baglæns, mod tidligere historiske perioder, før revolutionerne og arbejdernes indtog på den historiske scene.

Også de nordiske ’velfærdssamfund’, som blev oprettet for at dæmme op mod revolution og socialisme, er pillet ned igen eller ved at blive det. De erstattes med EU’s discountmodel, som i rasende fart er på vej nedad i et bundløst gab. ’Reformerne’, som de græske arbejdere, unge og pensionister, hele folket, er blevet påtvunget viser, at det asociale ræs nedad ikke stopper ved sultegrænsen.

Danmark er i takt med den nordiske, socialdemokratiske ’velfærdsstats’ demontering blevet forvandlet til en aggressiv, permanent krigsførende nation. Vores regeringer er uanset farven parat til at imødekomme enhver amerikansk opfordring til at sætte nye soldater og deres liv og lemmer ind i krigstogter mod andre lande, fjernt fra de danske grænser.

Ikke mindst siden Anders Fogh Rasmussen – krigsforbryder, imperialist og lakaj for USA – gennemførte det nyliberale ’systemskifte’ fra 2001 og efter starten på USA’s endeløse krig mod terror samme år.

Danmarks forsigtige deltagelse i USA’s og NATO’s krig mod Serbien blev afløst af en rolle i forreste række med kamptropper og bombefly i Afghanistan, Irak, Libyen og igen i den nuværende krig i Irak og Syrien. Danmark er i front i NATO og støtter en militær fremrykning til og langs den russiske grænse, med de nordiske lande som krigsalliancens nordflanke med en særlig rolle i de baltiske lande og Østersøen.

Det danske samfund oprustes og militariseres, med øget politi og overvågning. og nye enorme milliardudgifter til pansrede mandskabsvogne og nye kampfly – og det sker samtidig med, at den sociale nedrustning samtidig har taget fart efter EU’s nyliberalistiske anvisninger og diktater.

Et flertal i Danmark har igennem årtier sagt nej til unionsbygningen – fra Maastricht til euro’en.

I begge disse tilfælde vandt unionsmodstanderne folkeafstemningerne, selvom begge regeringsalternativer og store folketingsflertal ville integreres. Skepsis og modstand mod EU-projektet er ikke blevet mindre efter eurokrisen, hverken i Danmark eller andre EU-lande, eller nabolande som Norge, der har holdt sig udenfor.

På trods af det er de to blokke enige om, at de danske EU-undtagelser skal afskaffes. I første omgang er man enige om at gennemføre en folkeafstemning for at eliminere retsundtagelsen.

EU er monopolernes union, statsmonolkapitalismens overstatslige organisme, der udplyndrer arbejderklassen og befolkningsflertallet.

Reallønsnedgang, arbejdsløshed og bitter jobkonkurrence, nedskæringer af den offentlige sektor både med hensyn til ansatte og sociale ordninger (bortset fra militær og politistatsfunktioner) er EU's politik. Den gennemføres punktligt af medlemslandene, mens den rådne bank- og finanssektor får stillet nærmest ubegrænsede midler til rådighed, som det skete under den økonomiske krise fra 2007-08 og frem. Det er fulgt op med stabilitetsmekanismer og senest en Bankunion.

EU og det indre marked sikrer ikke borgerne arbejdspladser og en anstændig løn.

EU sikrer ikke fred i verden eller bare Europa, som igen er skueplads for en reaktionær krig – nu i Ukraine, hvor EU støttede et statskup og spiller og en aktiv rolle i Kiev-regeringens krig mod sin egen befolkning i Donbass-regionen.

EU's militær og politi trænes til at slå sociale opstande i medlemslandene ned, mens det er omskabt til et Fort Europa med bevogtede grænser, hvor militær kan sættes ind mod de krigsflygtninge, der krydserMiddelhavet i overfyldte både.

EU er de gamle europæiske kolonimagternes forsøg på endnu engang at spille en global rolle som imperialistisk supermagt. Det fører igen til katastrofe.

I perioden siden vores seneste kongres i 2012 har Danmark været regeret af socialdemokraterne i spidsen for ’rød’ blok. Først i koalition ikke bare med de radikale, men også med SF – og siden salget af DONG til den globale finansspekulant Goldman-Sachs med De radikale alene.

APK advarede ved folketingsvalget i 2011 mod illusioner om, at en socialdemokratisk ledet regering ville føre en progressiv politik og rulle den asociale EU-reformpolitik tilbage. Det blev forkyndt både af partnerne S og SF, men også Enhedslisten og dens trotskistiske og revisionistiske støttepartier forkyndte.

Ikke bare fortsatte SRSF og SR-regeringerne den nyliberale EU-dikterede politik på alle områder, den satte også tempoet op. Den viste sig snart som en brutal arbejdsgiverregering med den 25 dage lange lockout mod landets folkeskolelærere i 2013.

Den indledtes at gennemtvinge en folkeskolereform på lærernes bekostning i form af længere arbejdstid og ringere arbejdsforhold. Denne reform skal uddanne skoleungdommen som soldater i ’konkurrencestaten’ – et begreb som har afløst ’velfærdsstaten’ i socialdemokratisk retorik.

Folkeskolereformen var en del af en hastig gallop i retning af markedsgørelse af uddannelserne. En lang række andre ’reformer’ har samtidig forringet dagpenge, kontanthjælp, førtids- og fleksjobordninger, og hævet efterlønsalderen og pensionsalderen.

Alle disse asociale reformer- og ligeledes krigsdeltagelsen og EU-tilpasningen- gennemføres af brede flertal i folketinget. Enhedslistens rolle har været at afsætte et fingeraftryk for at afbøde enkelte kortsigtede virkninger af groveste nedskæringer – f.eks. af dagpengene – og fungere som det sociale alibi for en arbejderfjendsk og reaktionær nedskærings- og krigsregering.

Det må konstateres, at der i Danmark findes tre reformistiske socialdemokratiske partier med plads i folketinget.

I løbet af Thorning-Schmidts regeringsperiode er illusionerne om dens progressive karakter, eller muligheden for at få regeringen til at føre en progressiv politik, blevet stadig færre i takt med de reaktionære overgreb.

APK anbefalede ved valget i 2011 at stemme blankt, og gør det igen i 2015. Denne gang er der en væsentlig større forståelse for vores holdning. Kampen må rette sig imod begge regeringsalternativer og deres parallelle politik- for at skabe et folkeligt og revolutionært alternativ til dem begge.

APK og vores medlemmer har deltaget aktivt i mobiliseringen og kampene mod nedskæringsreformerne. Vi arbejder for at styrke kampenes deres militans og politiske karakter, uden taktiske parlamentariske hensyn til statsministeren og ’rød’ blok. Lærerlockouten var en øjenåbner for mange, og blev ført som en eksemplarisk forsvarskamp.

Lærernes fagforeninger spillede en positiv og progressiv rolle – i modsætning til det åbenlyse fravær af LO og store forbund i kampen mod dagpengereformen og de øvrige asociale reformer med brodden mod arbejdere og lønmodtagere.

Vores parti har spillet en betydelig rolle i kampen mod de imperialistiske krige og dansk krigsdeltagelse. Vi har i forbindelse med den fornyede deltagelse med fly, bomber og personel i Irak i den nuværende krig i Syrien og Irak deltaget i en række initiativer til styrkelse af krigsmodstanden. Heriblandt aktionsdagen Tid til fred den 6. april 2015 og kampagnen Nej tak til nye kampfly.

Kampen mod militarisering af samfundet og udviklingen hen imod en politistat er samtidig blevet stadig vigtigere.

Vi har siden partiets stiftelse være aktive i kampen mod genoplivning af fascisme og nazisme i Danmark og Europa, som ikke mindst har taget fart efter krisen i 2008. Vi støtter Folkebevægelsen mod Nazisme og det antifascistiske tidsskrift Håndslag, som fører modstandskampens historie og perspektiver op i dag – og vi støtter alle aktive antinazistiske og antifascistiske initiativer af folkelig karakter.

APK er medlem af og har altid støttet Folkebevægelsen mod EU som den konsekvente modstanderorganisation, der slås for at bringe det danske medlemskab til ophør og få Danmark viklet ud af Unionen. Vi er aktive i dens arbejde, i lokalkomiteerne og i kampagnerne. Også op til EU-parlamentsvalget i maj 2014, der sikrede et pænt valg for Folkebevægelsen med fortsat repræsentation.

Vi mener at spørgsmålet om dansk udtræden skal sættes på dagsordenen – blandt andet op til og i forbindelse med situationen i UK og den lovede folkeafstemning der.

I løbet af kongresperioden har partiet styrket sin position på en hel række områder. Vi oplever en større interesse for vores politik, linje og holdninger, og en større interesse for revolutionær teori og ideologi, for marxismen-leninismen.

Det afspejler sig blandt andet i en udvidelse af sympatisør og vennekredsen og en tilgang af nye medlemmer, i interessen for Oktober Støttekreds, vores butikker og arrangementer, seminarer og sommertræf.

1. maj på Den røde plads i Fælledparken og Rød 1. maj i Munkemose Odense er blevet faste etablerede bestanddele i klassekampsmobiliseringerne.

Vores revolutionære medier bringer partiets analyser og politik ud i stadig bredere kredse. Bladet Kommunistisk Politik er blevet til et månedsblad med udvidet sidetal, samtidig med at der er sket en kraftig udvikling af den daglige netavis KPnet og dens udgave på facebook.

Samtidig er der udvidet med en særlig blogsektion, som rækker bredt ud. Vi har også satset på at udvikle medier som KPnetTV, der har kunnet fejre sin fem-årsdag som en unik foreteelse i mediebilledet med sine klassekampsreportager, og det nye Oktober Radio, der kan gå i dybden med en lang række forhold og på nettet bringe oplæg, diskussioner og debatter rundt i landet.

De forskellige medier samles på KPnet og KPnetavisen på facebook og bliver stadigt mere aktive og skarpere elementer i en stadig skærpet klassekamp.

Det er en kort status over nogle af vores resultater, som bekræfter, at den linje, som blev lagt og besluttet på den 5. kongres har vist sig at være rigtig. Den er ført ud i livet med fine resultater på rigtig mange områder.

Her på den 6. kongres kan vi konstatere, at partiet står i en gunstig situation, med gode muligheder for fremgang og nye resultater. Det er en kendsgerning, at vores situation ikke har været mere positiv og løfterig end nu.

I 2014 fejrede vi sammen med vores broderpartiet 20-året for stiftelsen af Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer. Blandt andet med et flot festmøde med deltagelse af alle partierne i Istanbul, Tyrkiet.

Den er en bevægelse i fremgang – med flere partier og større indflydelse i de enkelte landes liv end nogensinde. I lande som Tunesien og Burkina Faso spiller partierne en nøglerolle i udviklingen af de revolutionære kamp.

Igennem de første 20 år er der skabt et stærkt kampfællesskab og en stadig større og gensidig forståelse af revolutionen og dens problemer globalt og i de enkelte regioner.

De årlige verdenskonferencer, som IKMLPO (der globalt er bedre kendt under dens spanske forkortelse CIPOML) analyserer og fastlægger de generelle opgaver for de marxistisk-leninistiske partier. Det samme gør de årlige regionale konferencer – herunder den europæiske – for deres regioner med deltagelse af partierne der.

Konferencen har udviklet en generel linje på forskellige områder – herunder en taktisk platform for den revolutionære kamp og platforme for udviklingen af revolutionære fagforeninger og faglige kamp og for kvindernes og ungdommens kamp.

Konferencen udsender tidsskriftet Unity & Struggle to gange om året på en række sprog. En del af artiklerne og konferencens dokumenter oversættes til dansk.Konferencen er også initiativtager og arrangører af de antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre, som unge kammerater fra partiet og DKU og andre revolutionære unge deltager i med stort udbytte – senest i 2014 i Tyrkiet.

Vores parti har været medlem af IKMLPO siden sin stiftelse for 15 år siden, og forsøger at leve op til vores internationalistiske forpligtelser i bevidstheden om, at arbejderklassens revolutionære kamp er international, og at hver sejt, men også hvert nederlag, på international plan også er vores.

Det er i hele denne positive situation både for vort parti og vor bevægelse, at vi tager fat på den 6. kongres for at gøre status og fastlægge de grundlæggende retninger og retningslinjerne for den kommende tre-årige kongresperiode.

Kongressen er grundigt forberedt – gennem en lang række oplæg og diskussioner siden anden halvdel af 2014, som ikke bare har været holdt internt i partier, men inddraget sympatisører og venner.

En af kongressens vigtige opgaver er at vedtage et nyt generelt handlingsprogram til afløsning af det nuværende fra stiftelseskongressen i april 2000. Der er for længst er overhalet af de nationale og internationale udviklinger. Blandt andet med terrorkrigen fra 2001 og den økonomiske verdenskrise siden 2007-08.

Flere ungdomsgenerationer er vokset op. Dels generationen der måtte rejse sig mod krigene og dansk krigsdeltagelse og mod ødelæggelsen af de sociale landvindinger, som den gjorde under parolen ’Velfærd til alle’.

Dels den mishandlede nuværende krisegeneration, som måtte stå i kø for et job i Netto, og som kapitalismen ikke tilbyder en sikker fremtid. Det er en generation, der som den første i umindelige tider vil være ringere stillet end forældregenerationen.

APK har igennem denne periode fastlagt vores konkrete politik med en række udtalelser og mere begrænsede programmatiske platforme på forskellige områder. Men der er igen brug for et sammenhængende perspektiv og prioriteringer. Derfor vil vi drøfte og vedtage et handlingsprogram, der dækker hele den danske klassekamp på alle felter og for alle generationer.

Kongressen vil også arbejde videre med vores perspektiv – med retningslinjerne for og partiets program for opbygningen af et socialistisk Danmark. Hovedfokus er netop på opbygningen af socialismen – efter revolutionen, efter etableringen af arbejdernes klasseherredømme – også kaldet proletariatets diktatur – og afskaffelsen af privatejet af de afgørende produktionsmidler og deres samfundsgørelse.

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!

 

Beretningens enkelte afsnit samles efterhånden som de offentliggøres på siden Centralkomiteens beretning til APKs 6. kongres

 

 


Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !


Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, KPnetavisen (facebook) og KPnetTV (youtube)


- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !