Enhedslisten og venstreoppositionen

Af Dorte Grenaa

Kommunistisk Politik 22, 2012


Hvad må der gøres mod regeringens aggressive angreb på arbejdernes løn- og arbejdsforhold her midt under de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger? Hvordan kan modstanden mod regeringens og EU's nyliberale krise- og krigspolitik styrkes? Det er spørgsmål, der trænger sig på, og som der må findes veje og svar på   

Vi har fra APK foreslået en bred diskussion om opbygningen af en samlet front, i første omgang nedefra. Men også med det perspektiv at opbygge en folkefront uden for – men også i – folketinget, der kan være et virkeligt alternativ til både blå og ’rød’ regeringsblok.

Det er en diskussion ikke bare på den traditionelle venstrefløj, men blandt alle kræfter, der kunne samles mod den nedskæringspolitik, der føres mod arbejderklassen, de udstødte, de uddannelsessøgende, de arbejdsløse – mod det store flertal.

Og en folkefront, som bygger på en meget simpel politik: modstand mod nyliberal politik og krisepolitik, mod EU og mod imperialistisk krig – tre reaktionære og sammenhængende ting.

Hvilke overvejelser og forslag lægger Enhedslisten frem?

Et bud kommer fra folketingsgruppens kommunikationschef, Pelle Dragsted, i et indlæg på Modkraft.dk: ”Enhedslisten og den selvmordtruede regering”. Her lægger han frem, hvorfor og hvordan der må opbygges ’en stærk venstreopposition’ mod regeringens politik.

Enhedslisten lagde som bekendt stemmer til regeringens finanslov. Ikke overraskende forsvarer Pelle Dragsted dette skridt som ’det mindste onde’. Som spindoktor for folketingsgruppen har han selv været dybt involveret i beslutningen om at bruge Enhedslistens mandat til blåstempling af regeringen.

Han konkluderer, at de aktuelle muligheder for Enhedslisten til at aftvinge regeringen markante indrømmelser er stærkt begrænsede:
”Vi står med en regering, som står i et dybt ideologisk modsætningsforhold til Enhedslisten og andre progressive kræfter på hele den økonomiske politik, og som ser ud til at ville fastholde en ortodoks nyliberalistisk orienteret linje uanset konsekvenserne i form af tab af troværdighed og vælgere.”

Det er et nyt syn på en regering, som Enhedslisten før valget ikke blev træt af at kalde progressiv og hævde, at den ville føre en grundlæggende anden politik end VKO, og som partiet i mere end et år har ladet sin egen tvivl komme til gode i form af stålsat støtte. Trods vredesudbrud.

Faktum er, at den nyliberale regering har ført samme politik fra før dag ét. Men Dragsted håber stadig. Han lancerer derfor en ny parole og en ny plan, der skal rette op på fiaskoen.

Der må opbygges en stærk venstreopposition i og uden for folketinget gennem de næste tre år for at ændre styrkeforholdene, skriver han efterfølgende, og fremlægger tre hovedelementer i en plan for opbygningen af ’venstreoppositionen’:

1. Stærkere pres udefra (og det vil i Enhedslistens forståelse sige uden for Folketinget). 2. Opbygning af Enhedslisten. 3. Enhedslistens deltagelse i ”den ideologiske klassekamp”.

Der sættes altså i meget vid udstrækning lighedstegn mellem 'venstreopposition' og Enhedslisten selv. Det kan måske være godt for Enhedslisten og partiets folketingsgruppe, der har brug for at få de mange medlemmer og vælgere omsat til indflydelse.

Men det er rigtig skidt for kampen mod den nyliberale krise og krigspolitik. Det er i realiteten et dybt sekterisk og partichauvinistisk standpunkt.

For der er ikke noget parti, en organisation, en enkelt kraft, der der kan tage patent på modstanden eller være dens talerør. At rejse en omfattende modstand blandt alle de grupper og klasser, der rammes af denne politik, kræver, at man kan se ud over snævre partiinteresser både på kort og på langt sigt.

Det, der tales om, er imidlertid, at Enhedslistens medlemmer skal uddannes og skoles til at arbejde bedre i fagforeninger, elevråd og i lokale kampagner sammen med utilfredse i Socialdemokratiets og SF's bagland.

Men opbygningen af en enhedsfront/folkefront sker ikke ved at styrke den ideologiske kamp mod regeringens nyliberalisme. Regeringens politik er ganske konkret med store konsekvenser for dem, der rammes.

Opbygningen vil ske gennem konkret samarbejde, aktionsenhed og klassekamp i praksis mod hver eneste forringelse og nedskæring.

Ved at rejse nedskæringskampene, anti-krigskampen, kampen mod monopolernes EU, mod de såkaldte reformer, overenskomstkampen konkret og forbinde disse, så kræfterne samles. Den ideologiske kamp mod regeringens nyliberalisme ville også styrkes betydeligt, hvis den blev kaldt og afsløret i praksis som det, den er. Også fra liste Ø’s side.

Når det kommer til stykket, handler det for Dragsted & co. simpelthen om, at Enhedslisten skal kunne fortsætte en politik, der har været en brølende fiasko i mere end et år, med et lidt stærkere mandat. Det er ikke godt nok.

Dorte Grenaa var formand for APK fra stiftelsen i 2000 til 2009.


Om APK og fællesfronten - se f.eks.

Hvad er det der skal til? Lad os bare kalde det en folkefront!

Kommunistisk Politik 21, 2012

Netavisen 17. december 2011