Hvad er det der skal til?

Lad os bare kalde det en folkefront!

Leder
Kommunistisk Politik 21, 2012

Situationen, som har udviklet sig omkring finanslov 2013, har understreget et forhold med rystende tydelighed: Det går ikke an, at sætte sin lid til Enhedslisten og til parlamentariske studehandler.

Enhedslisten er ingen garanti for, at Thorning-regeringen fører en progressiv politik eller bare en anden politik, end noget der ligner blå blok under Anders Fogh og Lars Løkke, sådan som dets støtter hævdede før folketingsvalget.

At visse dele af den danske venstrefløj har rendt rundt og bildt sig selv og andre det ind, er i bedste fald et udtryk for blåøjet naivitet, for ikke at modernisere Lenins ord om parlamentarisk kretinisme og kalde det en  hjernedød tiltro til at tingene er, hvad de giver sig ud for, når det kalder sig  både demokrati og folkestyre.

Enhedslisten og dens medlemmer har tilsyneladende beruset sig i parlamentariske illusioner og søde drømme om indflydelse gennem forhandlinger i ministerkontorerne. I en forestilling om at der var brug for liste Ø’s stemmer – og at Thorning ville vige tilbage for at indgå forlig med blå blok.

’En fejlbedømmelse af den parlamentariske situation’, kalder folketingsgruppen det nu. Det var der nu andre, der havde fortalt dem, inden de lagde hovedet på blokken og prisgav modstanden mod dagpengereformen og en virkelig solidaritet med dens ofre.

Men når partiet nu ser lidt selvkritisk på tingene, ville det være passende om det også undersøgte de ’fejlbedømmelser’, som ligger til grund for miseren: opfattelsen af socialdemokraterne og deres regering som ’rød’, ’progressiv’, ’socialistisk af en art’ og ’mulig at trække til venstre’.

Det er et borgerligt socialliberalt parti, en overbevist tilhænger af EU og NATO, en støtte til imperialismen og dens krigspolitik. Den danske og europæiske monopolkapitals regeringsparti – eller et af dem – især foretrukket i kriseperioder, for at lægge en dæmper på social uro og tage brodden af arbejdernes og den brede befolknings modstand mod den kapitalistiske krise- og krigspolitik.

Erfaringen med mere end et års regeringsmagt og to ’røde’ og asociale finanslove taler sit tydelige sprog om Thorning-regeringens virkelige karakter.

Enhedslisten har i sin parlamentariske selvberuselse undladt at mobilisere og organisere modstanden uden for folketinget. Ved at blæse de parlamentariske muligheder op, har partiet tværtimod bidraget til at demobilisere de folkelige bevægelser og arbejdernes protest.

Partiet lagde ikke sin vægt bag at skabe massive demonstrationer for dagpengesolidaritet ved folketingets åbning, lige så lidt som den socialdemokratiske fagtop gjorde det. Begge er indfedtet i det parlamentariske spil, i korridoraftalesystemet, hvad enten det kaldes finanslovs- eller treparts-forhandlinger. 

Enhedslisten har vist, at det er ude af stand til at spille en ledende rolle i arbejderklassens og den brede befolknings modstand mod borgerskabets og monopolernes politik.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at der i partiets egne rækker og blandt dets vælgere er et stærkt ønske om en stærk og effektiv modstand mod nyliberalisme og krigspolitik.

Men denne findes også uden for Enhedslisten. I den langt bredere venstrefløj. Hos støtter af S og SF. Tilmed blandt støtter til borgerlige demokratiske organisationer og bevægelser.

Efter Enhedslistens parlamentariske fiasko bør der være basis for en fornyet diskussion af organiseringen og udviklingen af modstanden, med hovedvægten på den udenomsparlamentariske kamp.

Hvad er det, der skal til?
Ja, lad os bare kalde det en folkefront. En organisering i mange forskellige former af modstanden mod den nyliberale politik, mod opbygningen af euro-staten, mod krigene og krigspolitikken.

En front af partier, politiske organisationer, faglige organisationer, studenterorganisationer, ungdomsorganisationer, folkelige bevægelser, foreninger og initiativer.

En inkluderende og ikke ekskluderende alliance, der vender sig mod både blå og ’rød’ bloks stort set identiske politik. Den kan have parlamentariske aspekter, eller ikke, men er først og fremmest en bred organisering af modstanden. Sådanne fronter er ved at blive skabt i mange europæiske lande. Og i mange lande udenfor EU.

Det er på tide at bygge den i Danmark.

Netavisen 16. november 2012