Vendekåbefløjen

Kommunistisk Politik 9, 2010

SF i dagSF’s landsmøde har fået Lars Løkke Rasmussen til at kræve et ’opgør med kommunismen’, mens et forhåndsplanlagt spin om at SF-folketingsmedlemmer angiveligt støtter en hjemmeside, der har karikaturer af  Dansk Folkeparti med nazi-emblemer, i pressen overskyggede dets  indhold. Der kom yderligere gang i denne omgang mediespin, da det viste sig, at Søren Espersen på sin hjemmeside betegner Ole Sohn som værre end nazilederen Frits Clausen.

Hvad sker der egentlig? Det må være på sin plads med en nogenlunde sober analyse.

Den iscenesatte begejstring på landsmødet vil ikke kunne skjule at partiet står overfor en krise på størrelse med den danske boligboble. De mange ord og løfter om at skabe et stærkt parti og en ny socialistisk folkebevægelse har fået tusinder til at melde sig ind, men de har intet udrettet. Det er ikke blevet til en eneste kampagne, demonstration eller bare en lille løbeseddel. Og det er ikke fordi SF bruger deres kræfter i fredsbevægelsen eller i solidaritet med flygtninge eller i kamp for klimaet eller en stærk faglig opposition.

Man må se for sig et parti der sidder så godt skruet ned i startblokken til en kommende valgkamp, med absurd forvredne ansigter af mange års forventningsglæde for at komme til at sidde med ved regeringsbordet, at de simpelthen ikke magter at løfte røven og komme ind i de kampe, der rent faktisk kæmpes.

Der er naturligvis undtagelser, men selv i tidligere aktive lokalafdelinger dør al aktivisme stille og roligt ud. Og hvad skal man så med medlemmer andet end at holde dem væk fra at foretage sig fornuftigt, ved at fylde dem med forestillinger om at løsningen på alt er at komme i regering. Det er en forestilling, der intet reelt grundlag har i virkeligheden, men vil være basis for en intern krise.

I meningsmålinger er SF støt gået frem til nye rekorder. Senest ved kommunalvalget i 2009 fik de også rigtig mange stemmer. Der er bare ingen sammenhæng mellem de forhåbninger, der knytter sig til SF, og det som der reelt kommer ud af at stemme på partiet. Ifølge flere analyser (og også SF selv) vinder partiet frem, fordi danskerne har fået nok af den borgerlige regerings politik, nok af nyliberale nedskæringer og reaktionære løgne.

Men en nærmere analyse afslører, at der kun vil være nuancer til forskel mellem en ABF (eller FAB- eller BAF-regering) og Løkkeregeringen. Grundlæggende nyliberale politik, samme unionspolitik, samme NATO- og krigspolitik. Som Obama lyder ’alternativet’ bedre end det er.

På landsmødet var et af de programpunkter, der fik megen opmærksomhed i pressen, en tale fra en repræsentant fra det private erhvervsliv. Ikke en arbejder, forstås, men derimod en moderne topleder fra Novo, der skulle hjælpe SF med at slippe af med en myte om, at det er den offentlige sektors parti. Og den blev så ganske afgjort slået ihjel.

Til gengæld brugtes megen tid på tilslutte SF til den mere mærkværdige myte, at samfundets værdier skabes alene i det private erhvervsliv. Det at en ting er privat skaber jo ikke i sig selv nogen værdi, at påstå noget sådant er ganske absurd. Men det er en del af den populære fortælling om nyliberalismen som SF har tilnærmet sig, og som landsmødet blev endnu en trædesten hen imod.

Ole Sohn forklarede det nærmere på landsmødet:
”SF vil sætte fuld fart på vores nye erhvervs- og jobskabelsesprojekt. Derfor har vi nedsat en særlig arbejdsgruppe med Steen Gade i spidsen, der skal fokusere på initiativer til, hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Først og fremmest i den private sektor. Vi har brug for nye produktionsvirksomheder i stedet for dem, der lukkes eller flytter ud.”
Efter flere års krise er SF nået dertil at man har nedsat et udvalg, der først og fremmest skal finde ud af, hvordan man kan støtte det private erhvervsliv. Socialisme er der i hvert fald ikke tale om.

SF er som de øvrige partier blevet et mediefænomen, der lever af velvilligt mikrofonholderi. Sådan er det lykkedes at profilere Søvndal som en populær og flink mand og en politiker, man skal tage alvorligt. Samtidig er Søvndals og SF image smeltet mere og mere sammen. Skulle han ramme en betonpille på motorvejen efter en festlig bytur, vil partiet havne i nøjagtig lige så dyb krise som de Konservative efter Hans Engells famøse rødvinsbrandert.

Det er en fejl, hvis man tror at populisme er forbeholdt det ekstreme højre i Dansk Folkeparti. For også på den danske vendekåbefløj hos Søvndal og venner i det nye SF kan man det med populismen. De har lært sig at tale til retfærdighedsfølelser og dreje enhver politisk kamp ind i en forståelsesramme omkring et parlamentarisk marked for udbud og efterspørgsel af håb om forandring.

Uden for landsmødet stod en lille demonstration og ønskede sig SF tilbage til dengang, hvor partiet stadig var på venstrefløjen, og i det mindste i ord forsvarede de svageste grupper.

Skulle det engang lykkes SF at komme i regering, kan det forudses, at demonstrationen vil fortsætte ved Christiansborg, og ikke vil nøjes med ord.

Netavisen 28. april 2010