Leder
Kommunistisk Politik 7, 2010
Den nuværende generation af helt unge – dem der er født fra 1987-88 og senere – vil for altid være præget af den økonomiske krise, som satte ind i andet halvår af 2008.
Mange af dem afsluttede lige deromkring deres folkeskolegang, efterskolen, HK eller gymnasiet. Nu oplevede de, at med ét slag forvandlede krisen deres lysende fremtidsudsigter, som de var tudet ørerne fulde om, til en dødsenstrist realitet, hvor de ikke kunne få job ved kassen i Netto, om de så tiggede om det. Lige pludselig var alle de åbne døre smækket i. De var ikke længere nationens fremtidssikring, men dens byrde.
Under det kortvarige og kunstigt forcerede friværdi-boom i en del af Fogh-årene så de et rekordstort forbrug i familien eller hos lidt ældre søskende, som de satte næsen op efter, for så at blive sat eftertrykkeligt på plads. For dem var der lukket for kreditten. (At lånene så med tiden forfalder er en anden sag).
Boligkrisen betød, at det blev meget billigere at skaffe sig en lille ejer- eller andelslejlighed.
Det kunne alligevel ikke lade sig gøre, for de kunne ikke få det nødvendige lån. Nu lejes en del usælgelige andelsboliger ud. Men man skal have held eller gode forbindelser for at få et sted at bo, når man skal flytte hjemmefra. Boligmangelen er akut, unge stuver sig sammen hos venner, i to-tre-værelses småkollektiver.
Sidst en ungdomsgeneration mødtes af en alvorlig krise var i 80erne. Femogtyve år senere er tingene sortere endnu. VK-regeringen og socialdemokraterne har indgået en aftale om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. De alleryngste opgiver drømmen om at tjene penge eller holde sabbatår eller rejse. Der er boom i søgningen til gymnasier og HF. Nogle får rejselysten styret ved at melde sig til krigen i Afghanistan.
I januar 2008 var knap 69.000 unge i gang med en erhvervsuddannelse. I januar 2010 var tallet faldet til omkring 59.000. 10.000 praktikpladser er forsvundet på to kriseår, og den hykleriske regering, der garanterede for praktikpladserne, har intet holdt. Sidst i januar måtte 7000 unge konstatere, at de ikke fik praktikplads. Halvdelen af dem kunne komme i skolepraktik, resten fik pæne ord med på vejen ud.
Halvdelen af eleverne på de tekniske skoler dropper ud. Frafaldet fra gymnasier og mange videregående uddannelser er meget højt – og masser står tilbage uden uddannelse, men med stor studiegæld. Der er også boom i forskellige former for psykiske lidelser.
Hvordan vil en sådan mishandlet generation reagere, som ikke får afprøvet sig selv på arbejdsmarkedet og ikke har råd til noget som helst, uden velstillede forældre til at lette vejen? Hvor kravene er enorme, og selvtilliden minimal?
En britisk konservativ har fundet løsningen: Glem klassekampen – Nu kommer generationskampen, som det parafraseres af dagbladet Information. 68’erne har stjålet deres børns fremtid, og skal overtales eller tvinges til at betale den tilbage, siger David Willetts.
- Der er slet ingen tvivl om, at generationskløften er på vej til at blive en af de to eller tre dominerende konfliktlinjer i Europa, siger professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School til avisen.
I en lang årrække er der blevet arbejdet systematisk fra det herskende borgerskab på at splitte arbejderne og den brede befolkning, ved at skabe dybe kløfter og isolere indvandrere og flygtninge som en trussel. Det er som bekendt ’en af de dominerende konfliktlinjer’. Det må siges, at reaktionen og det ekstreme højre har haft betydeligt held med det ulære forehavende.
Introduktionen af ’generationskampen’ efter eller i stedet for klassekampen er selvfølgelig også et splittelsesforsøg, som skal skabe antagonistiske modsætninger i stedet for en kampenhed, rettet mod de virkelige fjender af alle arbejdende mennesker uanset alder, køn eller nationalitet: den korrupte herskende klasse med megamilliardærerne i spidsen.
Når de helt unge får rystet kriselammelsen maf sig, vil de også vide, hvem de skal rejse sig imod.
Netavisen 3. april 2010