Hvad mener Enhedslisten med Enhedslisten?

Kommunistisk Politik 7, 2008

Enhedslisten tænker stadig over det magre valgresultat i efteråret og giver indtil videre Søvdal og især Asmaa skylden, selvom meningsmålinger ikke har rettet sig, efter den megen omtale af hendes tørklæde lagt sig. Det er en grund til, at religionsdebatten bliver et af de store punkter på Enhedslistens årsmøde, der afholdes 18.-20. april på Nørrebro.

En gruppe har stillet et forslag der slår fast at: ”Enhedslisten er modstander af kristendom, islam og al anden religion. Livsanskuelser og teorier, hvis udgangspunkt er religiøse eller andre idealistiske synspunkter, er ikke i overensstemmelse med Enhedslistens grundlag.”

Ledelsen har fremsat et modforslag, der beskriver religion som et personligt valg, partiet hverken skal eller vil blande sig i, men forslaget forsøger så alligevel at opstille en række krav, som diverse guder skal leve op til.

Kampen på de indre linjer i Enhedslisten har de seneste år taget en drejning mod en mere uforsonlig magtkamp. Et stort mindretal har tilsyneladende nægtet at anerkende beslutningerne taget på årsmødet i 2007; dette mindretal sidder til gengæld på flertallet i hovedbestyrelsen.

Enhedslistens strategiske målsætning om at ændre samfundet gennem gradvise forbedringer opnået i folketinget i samarbejde med SF og Socialdemokraterne har ikke haft megen vind i sejlene. Deres erklærede rolle som vagthund, forstået som samfundets svagestes vagthund overfor politikerne, har vist sig at være en hul frase.

Enhedslisten magter simpelthen ikke at være opposition til oppositionen. I samme øjeblik de åbent borgerlige partier vandt regeringsmagten, blev førsteprioriteten for Enhedslisten at være støtteparti til den socialdemokratisk ledede opposition.

Ghettouroligheder, strejker, den antiimperialistiske bevægelse eller ungdomshuskampen har været rettet imod alle dele af hele det borgerlige samfund, og Enhedslisten har valgt side – ikke som de svageste forsvarer mod de stærke, men som samfundets vogter.

Enkelte synes dog,  at det er tid at finde de røde faner frem igen. I et forslag til politisk udtalelse på årsmødet fra Finn Sørensen m.fl. skriver de bl.a.:
Socialismen er mere end en vision om et andet samfund. Den er ledetråden for vores aktuelle politik. Enhedslisten vil bidrage til udviklingen af et revolutionært masseparti, der kan repræsentere arbejderklassens kort og langsigtede interesser over for de andre klasser og lag i samfundet.”

Men Enhedslisten ved ikke hvad socialisme er, har dårligt nok forsøgt at definere et socialistisk samfund. Da partiet blev stiftet, mente det, at Gorbatjov betød mere socialisme og mere demokrati for Sovjetunionen, og ikke åben kapitalistisk kontrarevolution, som alle ved i dag.

Det handler ikke om socialisme, men som Frank Aaen og Pelle Dragsted skriver i en kronik: ”Mange af Enhedslistens visioner er bundet sammen af ønsket om mere demokrati”. Men imperialismen bliver stadig mere demokratifjendsk, og at sætte mere demokrati på dagsordenen uden at forbinde det med en revolution og en helt ny samfundsorden er illusorisk.
Folketingsgruppen fremmer deres helt egen politiske dagsorden. ’Demokrati’ er vist nok en rød tråd.

Derfor vil man gerne støtte det demokratiske DFs forslag om boykot af olympiaden i Kina, men da det ikke har flertal, nøjes man med at opfordre til politikerboykot. Her ses igen, hvordan Enhedslistens demokratidans bliver flettet sammen med tibetanske lamaer, amerikanske neokonservative og ultrareaktionære danske præstefætre. Sociale og demokratiske forandringer i det kapitalistiske og socialimperialistiske Kina må komme indefra, fra den kinesiske arbejderklasse selv, når den organiserer sig til revolution og kamp for et virkeligt socialistisk samfund. Alt andet er at spænde sig for den vestlige imperialismes vogn.

Irak-krigen har nu stået på i fem forbandende år, og Frank Aaen er fremme med et tilbud om dansk 'sikkerhedspolitik':
- Oppositionen skal fremlægge et klart alternativ ... et vigtigt led i forberedelsen af det næste valg. Vi foreslår derfor, at oppositionen sætter sig sammen for at drøfte et alternativ.
Denne metode til at ændre den politiske linje under dække af ’nødvendigt parlamentarisk samarbejde’ har alle de andre folketingspartier brugt i det uendelige. Forslaget er reelt et forsøg på at ændre Enhedslistens politik til et endnu tættere parløb med Nato-alliancens støttepartier.

Sidste årsmøde havde en større diskussion om den væbnede modstandskamp i Irak. Den endte i et kompromis, men i august vedtog Hovedbestyrelsen: ’Enhedslisten støtter ikke de eksisterende væbnede grupper i Irak.’

Partiet kan heller ikke drømme om at støtte den væbnede modstand i Afghanistan. Den slår NATO-soldater ihjel og består af fundamentalistiske talebaner. Måske det så støtter Dalai Lama og hans angivelige ikke-voldelige modstand mod ’kinesisk undertrykkelse’, der støttes så varmt af USA og den vestlige reaktion.

Religion eller ikke-religion, folkenes modstand, væbnet eller ej, socialisme eller demokrati: Hvor man end vender sig er der forvirring, uklarhed, dobbelttydighed hos Enhedslisten. Følgelig fraktionaliseres partiet stadig mere.

Citat:
Håber at alle andre repræsentanter for vores lille parti gør sig klart, at også i Enhedslisten er ens værste fjender inden for partiets egne rækker.

Pernille Rosenkrantz-Theill

Netavisen 30. marts 2008