Der skal stærke midler til!

Kommunistisk Politik 1, 2008

Det må stå krystalklart, at mens direktørerne har bevilget sig selv rekordstore lønstigninger, og regeringen giver de rige skattelettelser og de multinationale skattefrihed, så er der lagt op til, at de offentligt ansatte får stort set ingenting – og intet ekstra – på trods af alle løfterne i forbindelse med sosu’ernes aktioner og under valgkampen.
Vent til overenkomsten, lød det.
Så får I ingenting!

Den 18. december udtalte Helle Thorning Schmidt, at hun var tilfreds med regeringens lønudspil til de offentligt ansatte. SF ved Ole Sohn erklærede samtidig også, at de var glade fordi (påstod de) ”regeringen er på rette vej”. Dansk Folkeparti, der  gik i kompagniskab med socialdemokraterne og vandt på det, er selvfølgelig også tilfredse og kalder illusionsnummeret om de påståede ekstrabevillinger for ’bedre at have en fugl i hånden end 10 på taget’.

Men det var en død og rådden fugl, der lå i hånden. Det stod hurtigt klart, at der ikke var tale om et lønløft til de offentligt ansatte, men om en parlamentarisk sammensværgelse for at forhindre de offentligt ansatte i at få det fortjente løft, der også er en redningsaktion for den offentlige sektor selv. At gøre en fremrykning af penge, som alligevel skulle udbetales som taktregulering, er en tryllekunst, det er svært at slippe af sted med.

Socialdemokraternes medvirken i svindelen koster – og efter de kraftige reaktioner fra gulv og bagland kom Helle Thorning Scmidt med den ynkelige undskyldning, der tillige skulle være en ’forklaring’: At Pia Kjærsgård ikke ville være med til mere.
Det holder ikke en dyt, men gør bare ondt værre.

Den elendige fuplønaftale er indgået som en del af  det større forlig om ’kvalitetsreform’ og ’en ansvarlig økonomisk politik’, som de lavtlønnede og det store flertal af offentlige ansatte skal betale til og for. Kapitalens ’ansvarlige’ partier har talt sig tilrette om,  hvordan de sikrer monopolernes profitter i den kommende økonomiske krise. Det er indholdet af denne forsøstring.

Det betyder, at de nu står sammen om at lægge en dæmper på løn-forventningerne, som  er ”skruet urealistisk højt op”. Det betyder et sammenhold om at gribe ind i en storkonflikt med et lovindgreb,  "hvis parterne ikke selv kan finde ud af det". De har aftalt, at man vil holde sig omkring de sølle 4 % som det private områdes overenskomster endte på i foråret på grund af udemokratiske sammenkædningsregler.

De såkaldte støttepartier for de offentligt ansattes krav har klædt sig selv af som løftebrydere – Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti står afklædte, den ene mere blottet end den anden..

Der er kun en mulig konklusion: de offentligt ansatte, som kæmper alle arbejdendes kamp, kan  ikke basere sig på de parlamentariske tryllekunstnere. De må tage sagen i egne hænder og forberede en effektiv storkonflikt. Der vil de få de fleste af støttepartierne som direkte modstandere, hvis der gribes ind med et lovindgreb, der sikrer regeringens 0-udspil, eller nogle krummer, piftet op med forskellige små kosmetiske fiksfakserier der skal foregive, at de nu har tænkt særligt på de lavest lønnede.

Skal sosu’erne og alle de andre almindelige offentligt ansatte vinde, skal der stærke midler til. Effektive konflikter, mobilisering, strejkekomiteer – alle de ting, som er uundværlige i en virkelig kamp. Den kommende konflikt vindes ikke som en kolonihavestrejke, men kun ved at det store flertal af offentligt ansatte konkret engagerer sig i den og kæmper for at vinde.

Det er muligt, fordi de offentligt ansatte med sosu-assistenterne i spidsen har fået nok: Lønnen er alt for lav, arbejdspresset er alt for høj, der må flere hænder til.
Det er nu kravene bør rejses og det er nu konflikten bør forberedes -  og samtidig advares imod enhver ide om regeringsindgreb i en kommende storkonflikt.

Sundhedspersonalet i Finland har vist vejen i en tilsvarende situation som den de offentligt ansatte i Danmark befinder sig i.  Med deres ekstraordinære kampskridt med deponering af kollektive opsigelser sikrede de sig en lønforhøjelse på 25 % i en aftale, der kom på plads inden en storkonflikt.
De vandt, fordi de var forberedt på at kæmpe – hele vejen igennem.

At benytte kampskridtet med kollektiv opsigelse kan også gøre sin gavn ii Danmark. At sige kollektivt op (med hensyntagen til nødberedskab) kan ikke undgå at gøre indtryk. Opsigelser som træder i kraft ved konflikt hvis kravene ikke er opfyldte og med en advarsel om, at de også vil være i kraft i tilfælde lovindgreb. Sådanne kollektive udmeldinger og kampskridt kan vise vejen, styrke solidariteten og bevidstheden om fælles styrke. .

Det offentligt ansatte står ikke alene med deres krav og i deres kamp, men har størstedelen af befolkningens opbakning.

Se også:

Skråt op med deres mådehold – Storkonflikten nærmer sig

Netavisen 8. januar 2008