Sarkozy: Nyliberalismens og politistatens mand

Leder
Kommunistisk Politik 10, 2007

Valget af Nicolas Sarkozy til præsident i Frankrig er et ildevarslende tegn på en ny ultrahøjreleder, der med en demagogisk lov og orden-politik skaber en velbegrundet frygt i den arbejdende befolkning, blandt ungdommen og ikke mindst blandt arbejdsløse og de mange immigranter med eller uden papirer fra de tidligere kolonier.

En magtsyg politiker, der ønsker at knytte magten stadig tættere til sig og omdanne Frankrig til en ren politistat. Det var nogle ambitioner, han allerede afdækkede i sin tid som indenrigsminister under og efter forstadsurolighederne.

Valget udtrykker en voldsom polarisering i det Frankrig, hvor den studerende ungdom for nylig stillede sig i spidsen imod indførelse af en ny arbejdsmarkedsreform, der skulle gøre det let at slippe af med nyansatte og dermed især de unge.

Sammen med arbejdspladser og fagforeninger lykkedes det gennem universitetsbesættelser, aktioner og generalstrejker at afvise den ”modernisering”, som de franske monopoler så hen til som blot en begyndelse til i langt højere grad at indrette samfundet efter monopolernes forgodtbefindende, et nyliberalt koncept, der indeholder privatiseringer og skattelettelser til de rige.

Det er en sådan ”modernisering”, Sarkozy står for og har til hensigt at gennemføre på alle områder i det franske samfund på monopolernes opfordring. Det skal være nemmere at være rig. De, der ikke arbejder, skal tage sig sammen, det er først og fremmest deres eget ansvar, og Sarkozy, den ungarske elite-indvandrer, har kun hånsord tilovers over for de mange ulovlige immigranter i Frankrig.

Den arbejdsløse ungdom og immigranterne kender alt for godt Sarkozy som den nyliberale, stærke lov og orden-mand, der mener, at sociale problemer løses ved at sætte hårdt mod hårdt. Mange husker Sarkozy fra hans ageren mod den revolterende og frustrerede ungdom, der for halvandet år siden satte biler i brand i Paris’ forstæder. Det var et protestfænomen, som bredte sig ud over Frankrig. Dette frustrerede nødråb fra tusinder af unge, oftest arbejdsløse, der lever isolerede i Paris’ forstæder uden udsigtsmuligheder, blev af Sarkozy besvaret ved at kalde dem ”rakkerpak”, der blot skulle slås hårdt ned på.

Sarkozy har overtaget meget af Le Pens fremmedfjendtlighed og kræver immigranter uden papirer smidt ud af landet, hvilket har været med til at tage noget af luften ud af Le Pen ved præsidentvalgets første runde.
Sarkozy har den nyliberale politik tilfælles med de nykonservative i USA, med Blair i Storbritannien og Fogh i Danmark.

Han slår både på den franske chauvinisme om Frankrigs storhed og imperialistiske muligheder ude i verden, men ifølge iagttagere står han også for en tilnærmelse til USA og håber, de i højere grad sammen kan erobre verden.

På europæisk plan ønsker Sarkozy at omgå det franske folks nej til EU-forfatningen ved at lave en light-udgave uden folkeafstemning. Det er helt på linje med den manøvre, EU-politikerne også ser ud til at arbejde på i forhold til Storbritannien og Danmark. Historien med det franske og de hollandske folks demokratiske nej’er til EU-forfatningen skræmmer.

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF) advarer mod at lade sig besnære af Sarkozys afdæmpede toner efter valget om forsoning og national enhed og opstiller tre store udfordringer den
arbejdende befolkning står over for at tage på sig:

For det første ikke at have nogen illusioner om den politik, Sarkozy vil følge.
For det andet er det sammen at overvinde splittelsen og sammen modstå hans politik.
For det tredje er det på denne basis at starte opbygningen af et folkeligt fremstød mod nyliberalismen og støtte sig på de resultater, der er opnået ved ”Chartret for et alternativ til liberalisme”. Det er et initiativ, der er en opfølger på den folkelige protestbevægelse, som forhindrede det nyliberale angreb med den såkaldte fyringsreform.

Allerede på aftenen efter offentliggørelsen af Sarkozys valgsejr var der protesturoligheder i gang i Frankrig.

Store dele af den franske befolkning ruster sig til de kampe, der vil komme, når den ”handlekraftige” Sarkozy går i gang med sin buldozerpolitik for den franske imperialisme.

Netavisen 9. maj 2007