Der er opbrud i det danske samfund og i dansk politik. Også blandt venstrekræfterne. Kommunistisk Politiks redaktør Klaus Riis giver her sin opfattelse af, hvor tingene står – og hvor de bevæger sig hen.
Samtale med Klaus Riis
Kommunistisk Politik 22, 2006
Der er opbrud i det danske samfund og i dansk politik. Også blandt venstrekræfterne.
Kommunistisk Politiks redaktør Klaus Riis giver her sin opfattelse af, hvor tingene står – og hvor de bevæger sig hen.
November 2006: Fogh-regeringen er i krise. Folk er trætte af krigspolitikken, folk er trætte af løgne og velfærdsnedskæringer. Året har været tumultagtigt – fra Muhammedkrisen i foråret, en af de største udenrigspolitiske kriser nogensinde, til de massive protester op til 'velfærdsreformen' før sommerferien, og et konstant ryk af folk på gaden op til folketingets åbning og efter. Hele byer har været i aktion – som Århus.
Nu påstår forskellige undersøgelser, at danskerne aldrig har stået længere til venstre end under en borgerlig regering, som har fulgt en amerikansk højrefundamentalistisk præsident i tykt og tyndt.
På venstrefløjen er der også nye udviklinger.
Enhedslisten har opsamlet alle venstrefløjens grupperinger og partier, bortset fra de, som erklærer sig som kommunistiske. Og blandt de sidstnævnte sker der også ting og sager. DKP/ML har nedlagt sig selv og resterne er gået sammen med en udbryderfraktion fra KPiD og har dannet en ny organisation - 'Kommunistisk Parti'.
Klaus Riis var formand for det nu nedlagte DKP/ML fra 1978 til 97 og er nu medlem af ledelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne og redaktør af Kommunistisk Politik.
Hvad mener han om alle disse udviklinger?
KR: - Det er i al fald rigtigt, at der er tale om et kraftigt ryk mod venstre i de senere år. Og det er ikke isoleret til Danmark, der er tale om et generelt og globalt omsving, som først begyndte at blive synligt med 'antiglobaliseringsbevægelsen', men som for alvor har taget fart med den verdensomfattende modstand mod USA's og dets allieredes barbariske krige. Nu har 'krigen mod terror', krigen for amerikansk dominans i Mellemøsten, for amerikansk verdensherredømme, varet længere end 2. verdenskrig.
Den har lighedspunkter med en anden langvarig krig: USA's krig i 60erne og 70erne om kontrollen med Indokina og Asien, krigen mod Vietnam, Laos og Kambodja, som endte med en strålende sejr for folkenes kamp og et stort nederlag for den amerikanske imperialisme.
- Det var ikke bare modstand mod den krig, der indgik som en væsentlig baggrund for det store venstresving i slutningen af 60erne og 70erne, som undertiden kaldes 'ungdomsoprøret'. Det var også en erkendelse i store dele af en ny generation og en bekræftelse for store dele af befolkningen, at det kapitalistiske og imperialistiske system var råddent, krigsgalt, undertrykkende, og at det måtte erstattes af noget bedre. På den måde er der ligheder mellem tiden dengang og i dag,
Vi vil heller ikke nu, hverken i Danmark eller andre imperialistiske lande, der deltager i en uretfærdig krig, bare sige : ”Nu trækker vi tropperne hjem – det var det – og så lever vi videre, som om intet er sket.” Det er lige så klart, at i de lande, der er udsat for imperialistisk aggression og påtvungne nyliberale, imperialistiske 'reformer', og hvor befolkningernes flertal har vendt sig imod dem og bekæmper dem, er ønsket om et andet samfund og en anden verden om muligt endnu stærkere.
- USA og de allierede – Bush, Blair og Fogh – står over for et nederlag i Irak, som kan blive endnu mere ødelæggende for det imperialistiske borgerskab end nederlaget i Viet Nam og Indokina, som det desværre var i stand til at overvinde på mindre end et årti, og igen sætte en dagsorden for aggression – med 'murens fald', Sovjetunionens opløsning og etableringen af 'Den ny verdensorden', som Bush Senior proklamerede.
- Men krigen er vel ikke den eneste faktor for venstredrejning? Desuden er der vel ikke bare retning mod venstre i disse år – og ideen om et andet samfund er jo afskrevet som utopi: Vi hænger på kapitalisme og imperialisme, på godt og ondt?
KR: - Det, vi har set og ser, er jo en skærpelse af klassekampen, en polarisering. Højrekræfterne har haft en herlig tid under Fog, med krigsbegejstring og fremmedhad. Og den borgerlige propaganda har med Fogh i spidsen atter og atter gentaget, at klassekampen, utopierne og ganske særlig socialismen er død og væk for altid. Bare for et år eller to siden talte man også om, at massedemonstrationernes tid var definitivt forbi. Det er alt sammen rævens snak for gæssene.
- De imperialistiske krige, disse barbariske åreladninger, får folk til at protestere. De skærper tingene, sætter dem på spidsen, tvinger folk i masseskala til at tage stilling til det samfundssystem, de lever med. Imperialismens nederlag i 1. verdenskrig efterfulgtes af et kraftigt revolutionært opsving, af en vellykket revolution. Anden verdenskrig endte med en styrkelse af socialismen og et opgør med kolonialismen. Jeg tror at netop 'krigen mod terror' er det stærkeste element i den radikalisering og venstredrejning, der finder sted nu, ikke mindst blandt de unge af i dag. Pudsigt nok 'glemmer' alle de borgerlige undersøgelser, analytikere og kommentatorer det, når de nu ævler om 'Foghs og Venstres krise'.
- Stærke bevægelser mod krig, mod den globale nyliberalistiske politik, der på den ene eller anden måde gennemføres i alle lande, og søgningen efter et andet system, en anden samfundsmodel, en anden ramme for menneskelivet – det tror jeg er ret generelt og præger den politiske situation i de fleste lande, imperialistiske som undertrykte.
- Hvordan ser du så Fogh og hans fremtid?
KR: - Hans one-man-show på Venstres landsmøde må have gjort ondt i maven på hans tilhængere. Det virkede i den grad passé, som en brugtvognsforhandler, som havde glemt salgsreplikken. Hans spindoktorer må have haft en dårlig dag, eller også er tiden bare ved løbe fra ham.
Hans budskaber lyder stadig mere hule. Folk vil ikke hans krige, de vender sig i stigende grad mod det oppustede fremmedhad, de er klar over, at han lyver lige så meget om velfærd som om Iraks masseødelæggelsesvåben. Et flertal har gennemskuet ham, og de lader sig ikke længere skræmme af spekulationen i terrorfrygt, 'de fremmede' og forloren danskhed.
Fogh har sin fremtid bag sig. Og han vil heller ikke få lov til at løbe fra sit ansvar for Danmarks inddragelse i en ulovlig krig. Han er et kriminelt tilfælde, og skal behandles som sådan.
- Socialdemokratiet og Helle Thorning-Schmidt ser jo ud til at være på vej mod et forrygende come-back. Det er dem, der sætter den politiske dagsorden, hedder det sig – og de har vundet slaget om velfærd. Hvad mener du?
KR: - Det er en kendsgerning, at Socialdemokraterne ikke har sat velfærdsdagsordenen. Den er i det hele taget ikke blevet sat i parlamentet, men på gaderne, udenfor folketinget. Og det er denne folkelige dagsorden, som siger, at Nu er det nok! som for alvor rykker. Da hundredtusind demonstrerede den 17. maj og advarede socialdemokraterne om at indgå i et 'velfærdsforlig' om pensioner, efterløn o.s.v. med Fogh, sked Helle Thorning Schmidt og Co. højt og flot på det – og deltog i den asociale nedslagtning.
Og derefter gjorde de, hvad de kunne, for at forhindre protestbølgen i at manifestere sig igen. Hvis der er nogen, som æren for at sætte dagsordenen, tilkommer, så er det de unge – først og fremmest de uddannelsessøgende og deres organisationer, indbefattet arbejderungdommen, lærlingene – der har udløst en massebevægelse og en nødvendig massekamp. Under kapitalismen vil man selvfølgelig ikke kunne vinde enhver konkret kamp, afvise ethvert angreb fra et borgerskab, der altid er i offensiven. Alligevel er det disse kampe og de store bevægelser, der for alvor rykker.
- Socialdemokraterne har stukket velfærdsbevægelsen i ryggen, ligesom de stak krigsmodstanden i ryggen, og i årevis har støttet dansk deltagelse i krig og besættelse i Irak og Afghanistan. Det er hadet til Fogh, som er blevet stadig stærkere, der flytter stemmer til S – det er ikke partiets egen fortjeneste. Af uransagelige grunde støttes det jo af SF og EHL, sådan at venstredrejningen til en vis grad stopper op ved Socialdemokratiet. Taburetkløen har grebet SF, og Enhedslisten kan bare ikke finde på andet.
- Hvad er så efter din mening forklaringen på Enhedslistens fremgang og pæne succes – og hvorfor støtter APK ikke Enhedslisten ved valgene?
KR: - Tjah, man kan ikke undgå at have fremgang, hvis man slår igennem medierne som modstander af ulovlig krig og velfærdsnedskæringer. Og det gør jo både SF og EHL, når man ikke kigger dem nærmere efter i sømmene, for så viser det sig, at krigsmodstanden ikke er så fast eller principiel endda. S og SF vil sende danske soldater til Afghanistan i stedet for Irak, EHL vil sende dem til Darfur, f.eks. Ingen af dem støtter den væbnede modstand i Irak eller Afghanistan, selvom det er den, som er ved at tilføje USA og imperialismen et stort nederlag. Det er små socialdemokratier, som vil sælge de folkelige bevægelser for den mindste parlamentariske gevinst.
- EHL har opsuget alle venstrefløjens små organisationer og partier. Senest er det trotskistiske IS gået ind. Det sker med erklæringer om, at man vil få EHL på et revolutionært spor. Det kommer det aldrig. EHL er et pragmatisk parti, der trives på venstrefløjens parlamentariske illusioner. Jo mere tillid , venstrefløjen får til sig selv og massernes kræfter, og jo større behovet bliver for at formulere et konkret alternativ til det kapitalistiske Danmark – dvs et program for socialisme – jo tydeligere vil EHL's utilstrækkelighed vise sig. APK kan ikke støtte et parti, som i sin tur støtter et af det kapitalistiske Danmarks foretrukne regeringsalternativer. Socialdemokraterne er i alle lande livsnødvendig for imperialismen. Der må på sigt bygges et parlamentarisk alternativ, der bryder med imperialismens blokke.
- Hvordan har du det som tidligere formand for DKP/ML med partiets nedlæggelse, og hvordan ser du på situationen og perspektiverne for den kommunistiske bevægelse efter dannelsen af 'Kommunistisk Parti'?
KR: - Det er kun godt for en principiel afklaring, at DKP/ML er nedlagt som navn og organisation. Det ny parti slår på tromme for sig selv som en historisk forening af to forskellige strømninger. Det er ikke rigtigt. Det er ikke en slags kompromis, eller en fællesnævner, mellem marxisme-leninisme og revisionisme. Det er en partidannelse, som er opstået ved at DKP/ML har opgivet marxismen-leninismen – og derfor lige så godt kunne nedlægge sig selv.
Nu findes der tre partier, som baserer sig på den sovjetrevisionistiske tradition, på DKPs program for 'antimonopolistisk demokrati' fra 1976. Det er DKP, KPiD og det nye KP. Parlamentarisk støtter de alle EHL. Og så er der APK, som fører det revolutionære DKPs linje videre – dvs. indtil 60erne og DKPs tilslutning til sovjetrevisionismen – og som viderefører den marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelses arbejde og traditioner i Danmark. Mellem os og de tre KP-partier er der afgørende, principielle forskelle, i politik og ideologi. De er svære at se mellem de tre andre.
- Mon ikke den såkaldte samlingsproces mellem disse tre revisionistiske DKP-partier vil fortsætte? I første omgang som en forlovelse mellem DKP og KPiD; og senere endnu måske i form af nye sammenslutninger. Det har imidlertid lange udsigter, og vil blot være en bleg genskabelse af 1970ernes DKP.
- Vi tror at folk med tiden vil lære at skelne mellem skidt og kanel. APK vil i al fald blive ved med at lægge en revolutionær og selvstændig politik for arbejderklassen frem og søge at gå i spidsen for at udvikle massekampen mod krigspolitikken og nyliberalismen – og genopbygge et stærkt kommunistisk parti i vort land på marxismen-leninismens grund.
Netavisen 25. november 2006