Militærunion

Leder
Kommunistisk Politik 6, 2005

Den europæiske union er på vej mod at blive en militærunion. ”Fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler” , hedder det i unionstraktaten, som danskerne skal stemme om til september.

Unionen som sådan og hvert enkelt medlemsland skal til stadighed militariseres:
"Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.”
Man er på vej mod den fuldt udbyggede militære supermagt EU:
”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar”.
Forfatningsteksten – der vil stå over den danske grundlov – er lysende klar. Der er intet at tage fejl af.

De europæiske rustningsmonopoler – fra de overlevende tyske fra den sidste verdenskrig til de franske, italienske, britiske og de ekspanderende danske – står foran kronede dage i unionen.
Gildet vil blive betalt af de arbejdende, af folkene i og uden for unionen.

Skal Danmark være med som en integreret del af den nyliberale og oprustede Union, som en militariseret delstat i en militariseret imperialistisk supermagt, der vil optræde med bomber og raketter og diplomatiske midler på den globale arena?
Det er et hovedspørgsmål, der skal tages stilling til i september.

Afstemningen er langt fra afgjort. Tilhængerne har allerede mobiliseret deres styrker – unionsmodstanden er først ved at gå i gang – under ulige vanskeligere betingelser, med begrænset medieadgang og begrænsede økonomiske midler. Fogh-regeringen har nægtet at sende det, afstemningen handler om – forfatningstraktaten – ud til vælgerne, så de selv kan se, hvad der står.
Det er forståeligt fra et unionstilhængersynspunkt: forfatningen formulerer nemlig 'visionen' om den europæiske supermagt, i demagogisk og juridisk fordrejet sprog, selvfølgelig – men klart nok alligevel.
Militærunionen er en af de ting, unionstilhængerne bestemt ikke ønsker, at der bliver talt højt om.

Unionsmodstanderne skal selvfølgelig råbe det ud over tagene: Vi er på vej mod oprustning og mere krig. Monopolernes 'Forenede Europa' vil fortsætte det gamle imperialistiske Europas globale militærtraditioner som en moderniseret kolonimagt i det 21. århundrede.
Unionstilhængerne vil svare, at Den Europæiske Union vil være noget andet, noget nyt i verdenspolitikken: en 'moralsk' supermagt – en stormagt, som vil spille en progressiv rolle i verdenspolitikken.

Ikke mindst Lykketofts socialdemokrater og Holger K. Nielsens SF har fremført dette. De henviser til, at EU vil eller kan spille en positiv rolle som modmagt til den arrogante imperialistiske supermagt USA og dens planer for verdensherredømme. De henviser til Fogh-regeringens skammelige lakajrolle for George W. Bush og hans globale krigspolitik, der har gjort Danmark til medskyldig i Irak-krigens ulovligheder og krigsforbrydelser. Eller rettere sagt: Det er hvad de antyder, for som opportunistiske kompromismagere siger de ikke tingene rent ud.

Det holder ikke. EU var delt i forhold til Irak-krigen. Det er nu samlet om at støtte besættelsen og fupdemokratiet og den såkaldte 'genopbygning' – for at sikre sig lunser af kagen og indflydelsen, i Irak som i resten af Mellemøsten, hvor modsætningerne mellem supermagt USA og den kommende supermagt EU træder stadig tydeligere frem. Unionsforfatningen opbygger EU som imperialistisk supermagtsrival til USA.

'Valget' mellem at være i koalition med supermagten USA eller en integreret del af den militariserede europæiske superunion er et valg mellem to på længere sigt dødbringende sygdomme.
Der er en tredje mulighed: Det er hverken alliancen med USA eller delstaten i Den europæiske Union. Det er modstand mod militarisme og krig. Det er en selvstændig kurs for Danmark – imod imperialisme og krig, for fred og sikkerhed.
Det er derfor også et klart Nej til militærunionen.

Netavisen 17. marts 2005