Det ny Store Spil: Oliepolitik i Centralasien

Af Ted Rall, AlterNet
11. oktober 2001

Nursultan Nazarbajev har et frygteligt problem. Han er præsident og tidligere kommunistisk partileder i Kazakhstan, den andenstørste republik i det tidligere Sovjetunionen. For nogle få år siden fandt dette kæmpeland olie ved den østlige del af Det Kaspiske Hav. Geologer regner med, at der under Kazakhstans bindblæste stepper befinder sig 50 milliarder tønder olie - langt de største uudnyttede reserver i verden. (Saudiarabien, som nu er verdens største olieproducent, menes at have omkring 30 milliarder tønder tilbage).

Kazakstans sovjet-støttede økonomi kollapsede umiddelbart efter uafhængigheded i 1991. Da jeg i 1997 besøgte den daværende hovedstad Almaty, blev jeg slået af et påfaldende fravær af ældre mennesker. Indtil først den ene, så den anden berettede, at deres forældre var døde af underernæring i de barske vintre i 1993 og 94. Middelklasseborgere i en supermagt var blevet reduceret til afmægtig fattigdom bogstavelig talt i løbet af en nat . . . Den gennemsnitlige kazakhstaner tjente 20 $ om måneden; de som ikke ville eller kunne stjæle døde af koldbrand . . .

Autokrater har det med at komme af med livet på en grim måde i perioder, hvor ringene bevæger sig nedad. Nazarbajev har derfor brugt det meste af det sidste årti på at få sin olie, der er låst inde i landet, ud til havet. Når olien først begynder at flyde, vil det ikke vare længe, før Kazakhstan afløser Kuwait som Benz'ernes og de grimme guldsmykkers land. Men jo længere olierørledning, jo dyrere og jo mere udsat for sabotage er den. Den korste rute er gennem Iran, men Kazakhstan er for nært allieret med USA til at fornærme det ved at indgå en handel med Iran. Rusland har hjælpsomt tilbudt at bygge en ledning, som forbinder de kazakhstanske oliebrønde med Sortehavet, men nabolandet Turkmenistan har haft problemer med russerne: de har det med at føre olien andre steder hen, uden at betale for den. Der findes tilmed en plan om at lade råolien løbe gennem Kina, men den foreslåede 5.300 mil lange ledning ville være alt for lang til at være profitabel.
Det logiske alternativ er altså Unicols plan, som er at udvide Turkmenistans nuværende system mod vest til det kazakhstanske olieleje ved Det Kaspiske Hav og mod sydøst til den pakistanske havneby Karachi ved Den Persiske Golf.

Som centralasieneksperten Ahmed Rashid beskriver i sin bog fra år 2000 'Taliban: Militant islam, olie og fundamentalisme i Centralasien', besluttede USA og Pakistan sig til at installere et stabilt regime i Afghanistan omkring 1994 - et regime som ville bringe borgerkrigen i landet til afslutning og dermed garantere Unicol-ledningsprojektets sikkerhed. Imponeret af den dengang fremvoksende Talibans hensynsløshed og villlighed til at indgå i en olieledningshandel, indvilligede det amerikanske udenrigsministerium og Pakistans ISI-efterretningstjeneste i at sikre våbenforsyninger og penge til Talibanerne i deres krig mod den etnisk tadjikiske Nordlige Alliance. Det rapporteres, at så sent som i 1999 betalte amerikanske skatteydere den årlige løn til hver eneste Taliban-regeringsemebedsmand, alt sammen i håbet om en tilbagevenden til de glade dage med 1 dollar pr. gallon. Pakistan ville selvfølgelig få indtægter fra en oliehavn i Karachi. Med henvisning til det 19. århundredes magtpolitik mellem Rusland og det britiske Indien, døbte Rashid kampen for kontrol med det postsovjetiske Centralasien 'det ny Store Spil'.

Forudsigeligt kom den talibanske Frankenstein ud af kontrol. Regimets uhellige alliance med Osama bin Ladens terrornetværk, deres tilbøjelighed til at invadere naboerne og deres produktion af 50 pct. af verdens opium gjorde dem til usikre partnere i den attråede olieaftale. Daværende præsident Bill Clintons krydsermissilangreb på Afghanistan i 1998 fik for en kort bemærkning Taliban tilbage i folden; de udryddede tilmed opiumvalmuedurkningen på mindre end et år, men de fortsatte alligevel med at støtte utallige militante islamiske grupper. Da en ægyptisk gruppe, hvis medlemmer var trænede i Afghanistan kaprede fire fly og brugte dem til at dræbe mere end 6000 amerikanere den 11. september tabte Washington endelig tålmodigheden med sin gamle klient.

Endelig havde buskmændene den perfekte undskyldning for at gøre, hvad USA havde ønsket hele tiden: invadere og/eller installere et gammeldags marionetregime i Kabul. Realpolitik bekymrer sig lige så lidt om 6000 døde som med undertrykte kvinder i Afghanistan; denne erstatningskrig ført af en falsk præsident handler ene og alene om at få Unicol-aftalen på plads uden indblanding fra irriterende lokale mellemmænd.

Centralasiatisk politik er imidlertid et korthus; hver gang et element fjernes, braser hele foretagendet sammen. Muslimske ekstremister i både Pakistan og Afghanistan vil f.eks. støtte nye terrorangreb på USA for at hævne udslettelsen af Taliban. En USA-indsat Nordlig Alliance kan ikke holde magten i Kabul uden en besættelseshær, fordi afghansk legitimitet afhænger af selv at indtage hovedstaden. Og selv om vi gør dette på den rigtige måde ved at finansiere og træne Den Nordlige Alliance, så den selv kan gribe magten, vil Pakistans etnisk pashtun-regering aldrig acceptere at deres pashtunske brødre i Taliban erstattes med tadjikker fra Den Nordlige Alliance. Uden Pakistans samarbejde er der ingen chance for at få olien ud, og der er ingen chance for stabilitet i Afghanistan.
Som Bush ville formulere det: Tag ikke fejl - det her drejer sig om olie. Og for at give en drejning til en 90er-kliché, så er det kun kedeligt, fordi det er sandt.

Ted Rall er kommentator for Universal Press Syndicate og har ofte rejst I Centralasien. Senest var han i Turkmenistan i 2000 som det amerikanske udenrigsministeriums gæst.

Oversættelse Kommunistisk Politik
Lettere forkortet
Netavisen 16. oktober 2001