Enrons konkurs: Dereguleringens 'Ground Zero'

Da det Texas-baserede energiselskab Enron i begyndelsen af december sidste år indgav konkursbegæring var den største konkurs i amerikansk forretningshistorie en realitet. Fallitten kom, efter at børslavine havde beskåret aktieværdien med 26 milliarder dollars til næsten ingenting. Fra et højdepunkt et år i forvejen på 90 dollars pr. aktie faldt værdien til 36 cents.
Det drattede i løbet af få uger fra en placering som den syvendestørste virksomhed i USA til en forretningsmæssig 'Ground Zero', og blev det mest spektakulære offer for den nuværende økonomiske krise, som har nedlagt millioner af amerikanske arbejdspladser.
Konkursen har rystet magtens korridorer - og fået titusinder af almindelige amerikanere til at stille spørgsmålstegn ved deres lykkelige liv under monopolernes diktatur.

4500 ansatte i Enrons hovedkvarter i Houston - mere end halvdelen af de ansatte dér - fik øjeblikkelig en fyreseddel - og lærerne i Texas, som havde investeret en stor del af deres pensionsopsparing i Enron (som så mange andre investorer) kunne pludselig se frem til en højst usikker alderdom. Men det er kun nogle af kollapsets konsekvenser.

Krakket kom som en pludseligt lynnedslag - uden mange faresignaler. Det største energihandelsselskab i verden med udbredte globale aktiviteter - også i Europa og Asien - og en af de helt store amerikanske forretningssuccesser viste sig at være lige så nøgen som kejseren i eventyret. De reelle værdier var få - men omfatter blandt andet den største naturgasledning i USA.
Selskabet rapporterede en gæld på 31.2 milliarder dollars, og kreditorerne har lagt en plan for at opdele og sælge de eksisterende værdier. Gribbene slås om boet.
Adskillige komiteer er blevet nedsat af de amerikanske lovgivere til at undersøge krakket. Retssager i stribevis er på vej. Beskyldninger om insiderhandel i de kritiske dage før krakket fra ledende funktionærer og store aktieholderes side bliver angiveligt nu undersøgt.
Pensionsaktionærer, småaktionærer og tidligere ansatte ømmer sig, flået til skindet.

Enron - 'Den mest nyskabende'
I fem år i træk udnævnte læserne af erhvervsmagasinet Fortune Enron som 'Den mest nyskabende virksomhed i Amerika'. Selskabets direktør og grundlægger (i 1985) var Kenneth Lay, som blev tidens forretningsidol. I sine velmagtsdage spillede han golf med daværende præsident Clinton - samtidig med at han gjorde Enron til den største bidragyder til George W. Bushs karriere som Texas-guvernør og ikke mindst som amerikansk præsident.

Som tidligere ansat i den nu nedlagte amerikanske føderale energikommission, konstitueret viceminister for energiforhold under indenrigsministeriet og økonom for Pentagon under Vietnamkrigen havde Lay forudsætningerne for at udvikle sin virksomhed på baggrund af et politisk koncept: aggressiv 'deregulering', fjernelse af alle lovmæssige og juridiske hindringer for privatiseringer og monopolernes profitmuligheder.
Som en kommentator har bemærket:
- Kenneth Lay er det levende bevis på, at en person kan forandre verden. Hans selskab Enron kan ligge i ruiner, det kan forsvinde. Men i resten af vores liv vil vi leve i en verden, der er omformet af Kenneth Lay.

Enron beskæftigede sig med naturgas. Da oliepriserne faldt i løbet af 80erne, og naturgassen (der var blomstret op i kølvandet på oliekrisen) igen blev truet af faldende oliepriser, fandt Lay ud af, at 'deregulering' var svaret. Store kunder skulle ikke længere være bundet af aftaler med lokale, ofte offentlige energifaciliteter, men kunne købe direkte hos producenterne, som igen skulle have adgang til rør- og ledningssystemerne.

Offentlige monopoler skulle brydes. Lay gik direkte til den Føderale Energireguleringskommission (FERC) - og fik de gældende regler ophævet.
Følgen blev mere omskiftelige energipriser. Nu fik Lay sin mest 'banebrydende' idé: at gøre naturgas og energi til handelsvarer på linje med al anden masseproduktion. Naturgas betød elektricitetsforsyning - og elektricitetsmarkedet måtte dereguleres til et stort engrosmarked. Lay gik direkte til den amerikanske kongres - og kongressen ændrede reglerne.

I 1994 begyndte Enron at handle med elektricitet ved siden af naturgassen, hvor det blev den største leverandør i USA og i England. I 1997 var det også blevet USA's største elektricitetshandler, som gav baghjul til offentlige elektricitetsselskaber som det føderale BPA.
Den amerikanske energi-dereguleringsmodel blev dermed en global model. I land efter land er den ved at blive indført.

Californien - dereguleringens triumf
Men det var ikke uden grund, at Fortune-læserne år efter år gav prisen for opfindsomhed til Enron. Da engrosmarkederne for energi først var deregulerede, begyndte Lay at markedsføre den idé, at hvern eneste husholdning skulle have frit valg af energiforsyning og kunne købe direkte fra en elektricitetsudbyder. Han anses for bagmanden bag staten Californiens beslutning i 1996 om at ophæve reguleringen på elektricitet i detailledet i 1996 - og gennemførte en kostbar kampagne for at få det samme gennemført i resten af USA.

Dereguleringen har sprængt et tæt sammenvævet energisystem i stumper og stykker. Leverandørerne - energisælgerne - er ikke længere ansvarlige for at systemet fungerer og forsyningerne er pålidelige. Ledningsnettet bliver skiftevis overbelastet og underforsynet. Mellemmænd er kommet ind i alle led i markedet: en kilowatttime elektricitet kan blive købt og solgt en halv snes gange, før den bliver brugt.
Californiens energikrise er kendt verden over. 'Kapitalismens effektivitet' har ført til mørklægning og energistop i verdens rigeste stat. Forbrugernes elregninger er blevet fordoblede, eller tredoblede eller mere, det varierer - men kun opad. Og staten Californien har alene de sidste 12 måneder tabt omkring 50 milliarder dollars som følge af dereguleringen.

Bush, Cheney og Enron
Enron blev bare ved med at vokse og skabe sig globale markeder ikke bare i gas og elektricitet, men også i papir og papirmasse, og senest i internet-bredbånd. Dets omsætning i de seneste 2 år var på over 1 billion dollars!
For kun et år siden kunne den daværende administrerende direktør Jeffrey K. Stilling trompetere:
-Der er en meget god chance for at vi bliver verdens største virksomhed.
Det lykkedes Stilling at trække sig ud af Enron med en milliardformue før krakket.

Med Enrons gavmilde støtte rykkede Bush-Cheney-teamet i januar sidste år ind i Det Hvide Hus og dermed besatte olieindustrien regeringsmagtens nøgleposter. Fossilenergien er en hovedfaktor i amerikansk udenrigs-, indenrigs- og krigspolitik. Præsidenten har drevet sit eget olieselskab og hans far er fedtet ind i sort guld. Den tidligere forsvarsminister under Golfkrigen Dick Cheney forlod en stilling som direktør for verdens største olieserviceselskab Halliburton. Takket være hans forbindelser øgede firmaet i hans direktørtid sine årlige indtægter fra 5.7 mia. dollars i 94 til 14.9 mio. i 99 på en bred vifte af serviceydelser, teknologi og udstyr til olie- og gasfelter, boreplatforme, rørledninger, raffinaderier og militæroperationer rundt om i verden. Halliburton er nu den femtestørste leverandør til den amerikanske hær - med mere end 100.000 ansatte og aktiviteter i 130 lande.

Tingene hænger sammen. For Enron var energi energi, ligegyldigt hvor det stammede fra. En handelsvare, en kilde til megaprofit, en kilde til personlig berigelse for direktører og topaktionærer. Og succesfirmaet Enron blev - som da Bush var guvernør i Texas - rigt belønnet for sine tjenester som økonomisk bagmand for præsidenten. Lay kunne prale af at være præsidentens personlige ven.
I Texas deregulerede Bush energimarkedet i 1999, øgede grænserne for luftforurening og mindskede kontrollen og gennemførte en række love, der skulle beskytte virksomheder mod retssager!

Enron var en hovedkraft bag den amerikanske globale handels- og markedspolitik. Som et førende medlem af arbejdsgiverorganisationen for den amerikanske serviceindustri kom Enron til at spille en nøglerolle i WTO-forhandlingerne i forhold til en bred vifte af daglige serviceydelser - fra sundhed og uddannelse til energi og vand - alt sammen efter den nyliberalistiske dereguleringsmodel. Enron var også medlem af bestyrelsen af Det Nationale Handelsråd i nært samarbejde med præsidenten.

Kenneth Lay var den eneste virksomhedsdirektør, som fik privataudiens hos vicepræsident Dick Cheney for at drøfte regeringens energipolitik i april i år. I maj fremlagde regeringen sin energipolitik, der blandt åbner for udnyttelse af naturparken i Alaska - Arctic National Wildlife Refuge
Det viser sig nu, at virksomhedens topledere i løbet af året har haft fem andre møder med regeringsrepræsentanter, det seneste den 10. oktober, en uge før måtte bekendtgøre de økonomiske vanskeligheder, der førte til børslavinen og konkursen.
Disse møder er nu blevet et mål for officielle undersøgelser.
Demokraten Henry Waxman, der forestår en af dem, har i et brev til vicepræsident Cheney konstateret, at 'Enrons adgang til Det Hvide Hus langt overgår den adgang, som andre interesserede parter i energipolitikken har fået'.

Det 'nyskabende' Enron er ved at være en saga blot. Det nyskabelser består som realitet og som politik - til skade for en hel verden, og som endnu et eksempel på kapitalismens totale forrådnelse.
Og som en advarsel (ikke kun til Danmark) mod at gå videre ad nyliberalismens, dereguleringens og privatiseringens vej.

Netavisen 10. januar 2001