Dansk landbrug i gæld og krise

Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 6, 2010

Regeringen har fået vedtaget ny landbrugslov, der giver mulighed for at refinansiere på børsen og slagter det traditionelle landbrug Baggrunden er et truende kollaps.

Dansk landbrug har gennem en årrække opbygget en gigantisk gældspukkel. Ifølge en opgørelse fra Dansk Landbrug passerede den samlede tinglyste gæld 330 mia. kr. ved udgangen af 2008, hvilket er en fordobling af gælden på en ti års periode. I 2010 ligger gælden på 350 mia. kr. Gældspiralen fulgte lige i hælene på astronomiske stigninger i priserne på jord og ejendomme.

Det er gået stik modsat med indtjeningen i landbruget, samlet set. Den er blevet halveret gennem de sidste 10 år. Målt i forhold til indtjeningen er gælden 30 gange så stor.

I 2008 modsvarede den samlede gæld i erhvervet knap 60 % af værdierne. Siden 2008 er priserne til gengæld gået stejlt ned af bakke, og tusindvis af landmænd står med gæld til langt op over staldbygningerne. Det eneste, der indtil nu har holdt massekrak fra døren er, at en stor del af gælden allerede er konverteret til de såkaldt afdragsfrie lånetyper, og renten er på et historisk lavpunkt. Det er på den anden side kun et spørgsmål om tid, før krisen brager igennem også i landbruget, og skandalerne vil stå i kø i de kreditforeninger, der er landets egentlige jordbesiddere.

Det har været kendt, at spekulationsboblerne i boligpriser og aktiekurser er gået hånd i hånd med spekulation i prisen på kommende års høstudbytte og prisen på landbrugsjord osv.. Det særlige i Danmark er, at her har alle typer af spekulation været blandt de værste i EU. Her har kapitalismens råddenskab haft helt frit slag i alle økonomiens sektorer.

I dette spil kan man finde Danmark på en ”flot placering” som et af verdens nemmeste lande at spekulere i.

Megadyre jorder

Af EU-statistikken for landbrug (2009), fremgår det at Danmark og Holland står helt i toppen når det gælder prisen på landbrugsjord. I Holland var prisen 34.969 euro pr. ha mens Danmark fulgte lige efter med en pris på 25.745 euro pr. ha i 2007. Den laveste pris på landbrugsjord inden for EU findes blandt de nyeste medlemmer, således kostede en hektar i Litauen under 1000 euro i 2007.

Disse gigantiske prisforskelle kan kun i nogen grad forklares i jordens beliggenhed eller andre fysiske forskelle. I stedet må man kigge på det samlede billede af landbrugets økonomiske virkemåde.

I samme årrække ses en stigning i fødevarepriserne og en udvikling i behovet for energiafgrøder. Stigende priser afspejlede naturligvis også stigende udgifter til f.eks. brændsel, foder og gødning. Men det samlede regnestykke gav i en periode en øget indtjening der også gav sig udslag i højere udgifter til forpagtning.

En åbenlys forskel mellem landbruget i Holland og Danmark i forhold til f.eks. Litauen er den høje grad af industrialisering og mekanisering, og den deraf naturligt følgende højere udbyttegrad. Prisforskellen afhænger ikke direkte af om der står en hest på marken eller en moderne traktor, men om jorden kan dyrkes med maskinen, om der er anlagt de nødvendige vejanlæg, grøfter mv. så maskiner kan kommer rundt. Og til en hvis grad om samfundets hele teknologiske udvikling, forstået således at en traktor på en mark i et land uden mekanikere eller tankstationer er ret ligegyldig.

Man kan sige at en del af forskellen kan henregnes til det arbejde der er ophobet i jorden ved at Danmarks landbrugsarealer gennem mange år er blevet forædlet. De fleste områder vil give et stabilt udbytte, næsten uanset vejret. I Holland er der ligeledes bekostet store summer på diger og anlæg.
Den geografiske forskel har også en betydning ved at Danmark og Holland er begunstiget af en god placering i forhold til de store kapitalistiske lande i Europa, England og Tyskland.

Som Lenin bemærkede i ”Hele ti socialdemokratiske ministre” i 1916, havde de danske bønder fundet ud af at leve fedt som snyltere på de store imperialistiske lande. Den gunstige beliggenhed gav en monopolagtig fordel, fordi der var (og er) nem adgang til at transportere fødevare med skib til London, verdens største marked på den tid. En monopolagtig stilling, der gav landbruget mulighed for at tjene en ekstraprofit.

Hverken industrialisering eller geografisk placering er dog nye træk ved Danmark, og kan derfor heller ikke forklare det særlige spring i jordpriserne der er oplevet frem til år 2008, hvor krisen satte drastisk ind også i landbruget..

Klondyke i Østeuropa


Boom’et fik danske landmænd, og ikke mindst storlandmænd, til at investere massivt i billige og gode landbrugsjorder i Østeuropa. Ind i 2008 havde 1500 danske landmænd investeret omkring tre milliarder kr. i dette grønne Klondyke – fra EU’s to fattigste lande Bulgarien og Rumænien, til mere udviklede lande som Slovakiet, de baltiske lande, Polen og Rusland. En stor del af opkøbene er dog ikke enkeltmandsprojekter, finansieret af banker, men aktionærkredse på f.eks. 70 personer.

De blev lokket ikke bare af billige jordpriser, men også af de ’ubegrænsede muligheder’: Miljøkrav var få eller kunne tilsidesættes, arbejdskraften ekstremt billig. Derfor projekterede de gigantiske og moderne svine-, kvæg og kornfarme med forventning om både store afkast på produktionen og at score kassen på følgende prisstigninger på landbrugsjorden. Nogle af de danskejede farme er på over 16.000 hektar. En dansk gennemsnitsgård er på 54 hektar.

Propagandaen vil fortælle, at nu bringer de danske svineavlere civilisation og udvikling med sig. De vil tværtimod skævvride de områder, hvor de bider sig fast som en ny overklasse af udenlandske godsejere. De vil tilintetgøre den relative bæredygtighed, som eksisterer, og vil i vidt omfang kunne udkonkurrere de eksisterende små og relativt ineffektive landbrug. Hvis de ikke krakker først.  Under alle omstændigheder er det banker og kreditselskabere, som bliver de egentlige herrer, også dér.

FAO og jordpriserne

FNs fødevare-organisation FAO udarbejdede  i 90erne en gennemgang af nogle af de forhold, der lå bagom en prisfastsættelse af jord. FAO beskriver, at jord både kan ses som et aktiv og som produktionsfaktor. Som aktiv er der tre vigtige karakteristika: knaphed (her tales om det areal, der er nemt tilgængelig i vores tid), det er ikke mobilt, det er slidstærkt (det er svært at ødelægge).

Erfaringen er, siger rapporten, at jord og ejendomme normalt bruges som stabile investeringer, f.eks. som modvægt til inflation. Den konkluderer ikke overraskende,  at det frie marked er den bedste metode til en prisdannelse, der giver den bedst mulige udnyttelse af jorden.

FAO undgik i denne analyse at komme ind på, at den grundlæggende præmis for overhovedet at kunne sætte en pris på et stykke af planeten, er eneretten til udnytte dette stykke. Jorden har ikke nogen værdi i sig selv, den er givet uden brug af menneskeligt arbejde. Hvad der sælges er altså et årligt udbytte, f.eks. i form af en forpagtningsafgift. Dette årlige udbytte på et stykke jord kan sammenlignes med udbyttet af at have pengene stående i banken.
Prisen var således omkring 551 euro om året for at leje en hektar landbrugsjord i Danmark 2007.

Hvis det betragtes som et årligt udbytte af et indestående i banken, hvor den gennemsnitlige årlige rente var omkring 2%, så kan man udlede at det samlede indskud var 27.550 euro. Og altså i dette tilfælde vil det være prisen på et stykke jord hvoraf der kan hæves et udbytte på 551 euro om året til den bestemte rentesats.

Billig arbejdskraft

Når det skal forklares hvorfor at jordpriserne pludselig fløj til himmels, er det grundlæggende at kigge på forventninger til det årlige udbytte. Forbundet med et stort og kriminelt spekulationselement med et pyramidespils forventning om, at prisen på jord ville blive ved med at stige.

De almindelige forventninger til at hente et særligt øget udbytte hjem i Danmark i denne periode skyldes især, at billig arbejdskraft fra Østeuropa bliver introduceret i samme takt som landene kommer med i EU. Den nye arbejdskraft bliver groft udnyttet i landbruget, og det er den helt afgørende mekanik til at hive de store ekstraprofitter hjem.

Samtidig satte den danske regering ekstra skub i udviklingen af spekulationsfeberen ved at give startstøtte til unge landmænd og samtidig introducere en mængde liberaliseringer på det danske lånemarked.

Et andet særtræk ved perioden var en ændring i miljøpolitikken: En række afgifter og krav til vandmiljøet blev reduceret og afdæmpet, så der kan bruges flere pesticider og mere kunstgødning.

Udviklingen af spekulationsboblen i det danske boligbyggeri har også smittet af på landbruget på flere måder. Dels ved at landzone bliver ændret til byzone, med kæmpe gevinst for landmændene, der afgiver marker til bebyggelse. Dels ved at omdanne store områder langs motorvejene fra landbrug til industrikvarterer - igen med pæne fortjenester til landmændene.

Men også landmændene selv har udbygget med store anlæg til svinekøds- og mælkeproduktionen. Det er ikke mindst til disse staldbygninger og tilhørende anlæg,  at der er brugt mange penge i forventning om, at EU's mælkekvotesystem vil blive ved med at give en fast indtægt og i forventning til produktionen af svinekød vil blive en god forretning.

Storlandbrug

Loven om landbrug blev ændret i 2004, hvilket gav mulighed for større bedrifter. Med de nye ændringer, der blev vedtaget i folketinget den 16. marts, er alle tidligere forbehold til størrelsen smidt ud.

De størrelsesmæssige begrænsninger på landbrug ophæves. De kan blive virkelige giganter, mens de mså og mellemstore forsvinder. Grænsen for det maksimale dyrehold ophæves. Der bliver mulighed for at drive husdyrproduktion på ikke landbrugsnoterede ejendomme uden tilhørende jord. Og det står frit for at starte aktieselskaber eller andre investeringstyper, så længe den der står for selve driften er uddannet landmand. Landbrugsejendomme skal således ikke længere ejes som personlig ejendom.

Ministeren tror ikke at det vil få den store betydning, siger han i en pressemeddelelse.  ”Jeg forventer ikke en meget stor tilstrømning af ekstern kapital til landbruget. Og jeg tror ikke, at dansk landbrugsjord vil blive opkøbt af eksotiske rigmænd. Dertil er jordpriserne i Danmark for høje og miljøkravene for skrappe”, siger fødevareminister Henrik Høegh.

Intet kunne være mere løgnagtigt. VK-regeringen, der har givet den som ’landbrugets regering’, men er storkapitalens, har tromlet sine egne støtter.

Med den nye lov bliver det traditionelle danske landbrug, der allerede har det ene ben i graven, kulet helt ned. De allerede magtfulde spillere vil sammen med fødevarer branchens giganter indenfor slagteri, mejeri, kornforædling og giftproduktion mv.. udnytte krisen til at monopolisere hele produktionen fra toppen og ned.

Det er en udvikling, der kendes fra f.eks. USA, hvor det ikke er landmænd, der i fællesskab ejer slagterierne, men i stedet slagteriet der ejer hele fødekæden inklusive ansatte - der er hyret som illegale indvandrere, på slavelignede kontrakter.

Det er en fremtid som den danske regering, fødevarebranchen og storbondeborgerskabet længe har drømt om.
Velbekomme.

Netavisen 21. marts 2010