Af Proletarskaya Gazeta
Kommunistisk
Politik 15, 2004
De
russiske kapitalistiske reformers fallit har fået det russiske bourgeoisi
til at kigge mod øst: i retning af Kina, som overalt prises som et nyt
økonomisk mirakel. Den russiske marxistisk-leninistiske avis Proletarskaya
Gazeta fortæller den virkelige historie.
Knap
30 år efter Maos død:
Kina er kapitalistisk indtil marven
Den
liberale model for de russiske reformer er ved at bryde sammen. Derfor er mange
borgerlige russiske økonomer begyndt at rette en skarp kritik mod 1990'ernes
reformer og 'reformatorer'. Det ekstremt lave niveau af kapitalinvesteringer i
landet selv har haft katastrofale følger for den russiske økonomi
som helhed.
Frem til år 2000 strømmede op mod 60 % af den
russiske kapital til udlandet gennem forskellige kanaler. Landets økonomi
er i høj grad afhængig af eksport af olie og gas. En yderligere negativ
faktor er den storstilede import af fødevarer og forbrugsartikler, som
Rusland kunne producere selv.
Hen imod 70 % af den faktiske økonomiske
omsætning beskattes ikke. Dette har enorme skadevirkninger for statsbudgettet.
Derfor er visse borgerlige kredse begyndt hårdnakket at insistere på
en langt mere omfattende statsintervention i landets økonomi og tilmed
at drage nødvendigheden af de hurtige privatiseringsreformer i tvivl.
Samtidig
forstår det russiske bourgeoisi meget klart, at genoplivningen af industriproduktionen
vil være ledsaget af en intensivering af udbytningen af arbejderne. Dette
er et naturligt fænomen under kapitalismen, så at sige dens basis.
Med gennemførelsen af den ny arbejdsmarkedslov har det herskende russiske
bourgeoisi skabt det nødvendige juridiske grundlag herfor.
Men
med forstærkelsen af udbytningen vil arbejderne blive tvunget til at kæmpe
for deres rettigheder og vitale interesser i konfrontation med udbytternes modstand.
Udfoldelsen af denne kamp i praksis, som er uundgåelig, vil gøre
det uomgængeligt for proletariatet at organisere sig maksimalt for at imødegå
deres undertrykkere, altså at lede alle de undertrykte masser, som er i
færd med at overgå til klassekamp mod udbytningen i almindelighed.
Dette er hovedkonklusionen i den marxistiske videnskab om klasser og klassekamp.
Den bekræftes på overbevisende måde igen og igen af proletariatets
historiske kamppraksis. Uundgåeligheden af en sådan udvikling i forholdet
mellem undertrykkerne og de undertrykte skaber panik og frygt i det russiske bourgeoisis
rækker.
Det er i dette lys, man skal se den mere og mere indædte
anbefaling af at anvende 'den kinesiske reformmodel' i Rusland, som udgår
fra de øverste myndighedskredse.
Hvad er det, der konkret tiltrækker det russiske bourgeoisi ved 'erfaringen med de kinesiske reformer'?
De kinesiske revisionister propaganderer for nærværende Deng Xiaoping, den kinesiske Gorbatjov, som deres ideologiske idol. De kinesiske revisionister indhyller sig i marxistisk fraseologi om opbygningen af 'socialisme med kinesiske karakteristika', udstyret med overfladiske kommunistiske attributter, mens de opbygger råkapitalisme baseret på en brutal udbytning af det kinesiske proletariat. Denne revisionistiske løgn desorienterer de undertrykte masser politisk og holder det kinesiske proletariats modningsproces som klasse i skak.
Samtidig undertrykker den herskende revisionistklike
brutalt ethvert forsøg fra de undertrykte massers side på organisatorisk
at forsvare sine rettigheder og vitale interesser. I Kina er dannelsen af alle
arbejderorganismer, som er i stand til at udvise organiseret modstand mod borgerlig
undertrykkelse, forbudt.
Det er konkret de specifikke træk ved den 'kinesiske
erfaring', der først og fremmest interesserer det russiske bourgeoisi,
som har spillet fuldstændig bankerot og i denne situation ikke ser nogen
vej ud af den blindgyde, det har anbragt sig selv i.
I en række tilfælde
har de russiske myndigheder velvilligt bevaret eller genetableret symboler fra
Sovjettiden, angiveligt for at udføre folkeviljen. Således prøver
visse kredse i det russiske bourgeoisi at skabe betingelser for en let overgang
til et 'socialt retfærdigt samfund' af den 'kinesiske socialismes' type
- men nu med 'russiske karakteristika'.
Proportionalt med intensiveringen
af de sociale og klassemæssige spændinger i samfundet vil det russiske
bourgeoisi i stadig højere grad benytte sig af elementer af 'socialisering',
berøvet ægte socialistisk indhold.
Det kan ikke indføre
et åbent fascistisk diktatur, fordi det frygter en social eksplosion nedefra.
Det søger imidlertid at påtvinge samfundet en politistat under påskud
af at bekæmpe 'international terrorisme'. Psykologisk har et meget betydeligt
antal russiske borgere stadig sympati for deres socialistiske fortid, og deres
had til fascismen er massiv og rodfæstet.
Mange russere tror oprigtigt,
at Kina opbygger socialisme, og at det revisionistiske KKP er et kommunistisk
parti. Mange har ingen forestilling om det kinesiske samfunds klassemæssige
realiteter.
Lad os give den russiske læser nogle lidet kendte fakta om
udbytningen af det mangemillion-tallige kinesiske proletariat.
De
kinesiske arbejderes sociale stilling
De kinesiske myndigheder
foretog et antal forberedende reformer af arbejdsmarkedslovgivningen og gennemførte
i 1999 en ny arbejdsmarkedslov. Den ny kinesiske lovgivning likviderede de facto
alle arbejdernes sociale sikkerhedsnet, som de havde vundet gennem deres klassekampe.
Selvom artikel 73 i dette lovkompleks fastslår arbejdernes ret til sociale
ydelser, så er retten til gratis kvalitetslægebehandling, til arbejdsløsheds-
og invaliditetsydelser og til en garanteret pension i praksis en fiktion.
Ifølge
artikel 70 og 72 i den ny arbejdsmarkedslov realiseres sådanne sociale velfærdsydelser
gennem forsikringer, det vil sige, at de betales af bidrag fra arbejdsgiverne
og fra hver arbejder personligt til dette formål. Arbejdernes bidrag er
afhængige af, om han eller hun er i arbejde, af lønnen, af arbejderens
fysiske sundhedstilstand - dvs. de er objektivt set usikre, ikke garanterede.
Ejernes bidrag til den sociale velfærdsfond bliver under forskellige
påskud tit ikke indbetalt, især i private virksomheder. Som følge
af det voksende antal tilfælde af manglende indbetalinger fra virksomhedsejerne
til den sociale velfærdsfond, forekommer der talrige konflikter mellem arbejderkollektivet
og ejerne.
I statssektoren er spændingerne om de sociale ydelser
mindre end i den private sektor. Men statssektoren i Kina bliver for øjeblikket
ødelagt i hastigt tempo.
De kinesiske revisionisters påstand
om, at den fortsatte opretholdelse af de økonomiske vækstrater opnås
på grund af den statssektorens dominerende stilling, er pure opspind. Tempoet
i privatiseringen af statssektoren øges hastigt. Denne proces finder ikke
blot sted med uprofitable, men også med fuldstændig profitable, blomstrende
virksomheder. De privatiseres primært ved udstedelsen af aktier og disses
frie omsætning på aktiemarkedet. De mest profitable aktier ender naturligvis
i hænderne på kapitalisterne og deres direktører, som bliver
rige på røveriet fra den private sektor.
Hovedtilgangen af
kapitalinvesteringer i landet udspringer fra de private kapitalistiske virksomheder.
De udgjorde i slutningen af 1990'erne halvdelen af landets bruttonationalprodukt.
Det er i særdeleshed i den private kapitalistiske sektor (der primært
er i hænderne på det lokale kinesiske bourgeoisi), at arbejdernes
sociale stilling er dramatisk forringet.
Arbejdsvilkårene
De
kinesiske arbejderes arbejdsvilkår kan måske bedst sammenlignes med
betingelserne for de europæiske arbejdere i det 19. århundredes industrielle
revolutioner. Lovgivningens formelle vilkår på arbejdsmarkedet ignoreres
fuldstændig af kapitalisterne i den private sektor. Denne vilkårlighed
udvikler sig endvidere med de lokale myndigheders, det såkaldte kommunistiske
partis og de officielle fagforeningers bevidste medvirken, idet den kinesiske
kapital er tæt forbundet med de revisionistiske parti- og statsstrukturer.
Med andre ord: Revisionisterne tjener de kinesiske kapitalisters politiske interesser
og står selv i gæld til denne kapital.
Ifølge arbejdsmarkedslovgivningens
artikel 36 må arbejdsdagens længde ikke overskride 8 timer og arbejdsugen
ikke 44 timer. Imidlertid har arbejdsgiveren ifølge samme lovs artikel
41 ret til at tvinge arbejderen til at arbejde yderligere 36 timer om måneden.
Ifølge artikel 44 skal arbejderen have 150 % af grundlønnen for
normalarbejdsdagen for overarbejde efter en 8 timers arbejdsdag, 200 % i weekenden
og 300 % på ferie- og fridage. Men i praksis overholder kapitalisterne ikke
denne lov, især inden for den private sektor. Den faktiske arbejdsdag udstrækkes
til 12 timer uden ekstra betaling - det vil sige, at retten til en 8-timers-arbejdsdag
reelt er blevet elimineret i Kina.
Kinesiske arbejderes mindsteløn
fastlægges af de lokale myndigheder. I de industrialiserede regioner er
den mindste timeløn fastlagt til 0,35 US $ (en tredjedel af en dollar:
godt 2 kr., o.a.) - denne betaling er i realiteten maksimum for hovedparten af
arbejderne. Arbejdere, der kommer udenbys fra, tjener betydeligt mindre, når
alle de tvungne fradrag er foretaget. Konkret udgør fradraget for indkvartering
for en mand op imod en tredjedel af denne løn (normalt bor der 10-15 mennesker
på et værelse).
Lad os undersøge udbytningsgraden af
de kinesiske arbejde ud fra et specifikt eksempel - produktionen af sportssko.
Prisen på et par kondisko i Vesten er mellem 50 og 100 US $. Lønnen
udgør mindre end en dollar for hvert par sko - en ren bagatel. De enorme
profitter, som opnås ved super-udbytningen af de kinesiske arbejdere, bliver
tilranet af både hjemlige og udenlandske kapitalister.
De kinesiske
revisionister tillader gerne amerikanske selskaber at vokse sig rige på
den brutale udbytning af det kinesiske proletariat, fordi de selv også beriger
sig på spekulationen i den nationale levende vare, arbejdskraften. Den billige
kinesiske arbejdskraft tiltrækker mange amerikanske firmaer som Nike, New
Balance og Adidas. På den baggrund lukker de amerikanske kapitalister nogle
fabrikker i USA og overfører produktionen til Kina. På statsligt
plan eksisterer et tilsvarende partnerskab på ulige betingelser.
Ulige
rettigheder i samarbejde med udenlandsk kapital udgør en farlig trussel
mod den kinesiske økonomi som helhed. De kinesiske revisionister, den internationale
kapitals lokale handelspartner, bekymrer sig også alene om deres egen øjeblikkelige
profit; hverken landets skæbne eller de kinesiske arbejdende bekymrer dem
overhovedet.
Arbejdsulykkerne florererer
i Kina
Foto: Arbejdere undslipper en brand i en fabrik i Wenzhou, Zhejiang
provinsen
I tekstilindustrien og i produktionen
af sportsudstyr anvendes især kvindelig arbejdskraft. Kvindelige arbejdere
betales væsentligt mindre end mænd, selvom lovgivningen ikke tillader
en sådan diskrimination.
De kvindelige arbejdere er udsat for en særlig
brutal udbytning. Gravide fyres uden varsel, og også uden nogen form for
kompensation. Som konsekvens heraf kan hen imod 60 % af de kvindelige arbejdere
over 25 år ikke blive gift. Kinesiske kvinder ældes hurtigt på
grund af den ekstreme arbejdsintensitet. Mangelen på fremtidsmuligheder
driver mange til selvmord.
I 25-års-alderen afskediges kvindelige
arbejdere hyppigt og erstattes med yngre kvinder fra landdistrikterne, som tvinges
til at forlade de raserede landsbyer i jagten på arbejde. Selv på
trods af de ekstremt barske arbejdsvilkår har kapitalisterne ingen mangel
på arbejdskraft på grund af den store tilstrømning af unge
fra landområderne til byen.
Lovgivningen anerkender faktisk arbejdernes
ret til en årlig betalt ferie, men arbejdslovgivningens artikel 45 specificerer
ikke nogen procedure for, hvordan det skal foregå. Derfor eksisterer sådanne
ferier i praksis ikke. I de store industricentre kommer de fleste arbejdere udenbys
fra. Mangelen på ferier forhindrer dem i at se deres familier i fem år
eller mere. Hvis de af en eller anden grund eller for en periode tager hjem, bliver
de tvangsfyret uden kompensation.
Dødeligheden blandt industriarbejderne
ligger væsentligt højere end den gennemsnitlige dødelighed
i landet på grund af fraværet af de mest elementære sikkerhedsforanstaltninger.
Der er en særlig stor dødelighed i mineindustrien. Lovgivningen fastlægger
ikke noget erstatningsbeløb eller en erstatningsprocedure i tilfælde
af død eller invalidering. Dette spørgsmål afgøres
til arbejdsgiverens fordel. Kompensationen til familier til arbejdere, der bliver
dræbt på jobbet, beløber sig højest til nogle hundrede
dollars. Alligevel bliver unge fra landet ved med at stige ned i minerne, fordi
de fleste af dem simpelthen ikke har nogen anden mulighed for at få arbejde
eller ernære sig.
Fagbevægelsen i Kina
Loven 'Om fagforeninger' regulerer den faglige aktivitet i Kina. Den eneste faglige organisation i landet er det kinesiske 'LO' - Den Kinesiske Føderation af Fagforeninger (ACFTU). Dannelse af andre fagforeninger og deres aktiviteter, af arbejderkomiteer, strejkekomiteer og andre arbejderorganisationer er forbudt ved lov. Forbuddet mod dannelsen af uafhængige fagforeninger er blevet gentaget ved et tillæg til fagforeningsloven i 2001.
Den officielle faglige landssammenslutning ACFTU opfylder samme opgave i fagbevægelsen i Kina, som den borgerlige 'fagforenings'-sammenslutning FITUR (Føderationen af Uafhængige Fagforeninger i Rusland) har i Rusland. I selve sin karakter er ACFTU ikke en fagforening - og kan ikke være det ifølge internationale normer - fordi den omfatter både udbyttede og udbyttere.
Formanden for fagforeningen vælges sædvanligvis ikke af medlemmerne, men udnævnes oppefra af det revisionistiske parti/stats-apparat (som det rent faktisk også var tilfældet i Sovjetunionen i Hrustjov-Brejsnev-perioden) - dvs. at der er en håndfast styring af de arbejdende masser fra den revisionistiske parti- og statselites side.
De kinesiske arbejdere er trætte af fattigdom og udbytning
ACFTU står reelt fuldstændig på udbytternes side. I særdeleshed modsætter den sig strejker som en måde at afgøre konflikter mellem arbejderne og deres udbyttere på. ACFTU er en støtte til den private sektor med dens alvorlige konsekvenser for arbejderne; den støtter alle skridt til privatisering af statsvirksomheder.
Når arbejderne griber til aktioner, drevet til desperation af deres undertrykkeres røveri, deltager ACFTU aktivt i afsløringen, isoleringen og forfølgelsen af arbejderaktivister. I regelen flammer en sådan uro op spontant.
Den revisionistiske fagforening er enten fuldstændig apatisk over for arbejdernes skæbne i en konfrontation med kapitalisternes barbariske vilkårlighed, eller den optræder som vagthund for kapitalinteresserne og angriber og forhindrer ethvert forsøg fra de kinesiske arbejderes side på at organisere sig og beskytte deres interesser.
Revisionisterne handler som hyklere og forsøger at overbevise offentligheden om, at der ikke eksisterer uforsonlige klassemodsætninger i Kina. Følgelig - hævder de - er der ingen grund til klassekamp. ACFTU er et af hovedelementerne i det kinesiske kapitalistiske systems overbygning, indhyllet i frasemageriet om 'socialisme med kinesiske særtræk'.
Arbejderprotest og forfølgelse af arbejderaktivister
I de sidste 10 år er mere end 20,000 mennesker blevet dømt til døden i Kina. Et betydeligt antal af disse er arbejdere, især industriarbejdere. Det drejer sig her ikke om undertrykkelse af pro-vestlige dissidenter, som går ind for Kinas totale underkastelse under de amerikanske imperialisters interesser. Denne undertrykkelse, der er uden fortilfælde, retter sig mod arbejderaktivister, som er fuldstændig fremmede over for de amerikanske selskabers interesser. Yderligere søger de kinesiske revisionister gennem en sådan terror at tilfredsstille de amerikanske imperialisters og WTO's krav om at sikre social stabilitet i landet, uden arbejderprotester, så kapitalisterne ikke bare kan opnå en billig, men også en lydig arbejdskraft i Kina.
De kinesiske arbejderes spontane protester følger imidlertid i en uendelighed, den ene efter den anden, over hele landet. De grundlæggende årsager til arbejdernes utilfredshed er ulovlige afskedigelser, tilbageholdelse af løn, vilkårlighed ved ansættelser, udbytternes overtrædelser af den eksisterende arbejderbeskyttelseslovgivning og så videre. Helt grundlæggende set befinder arbejdernes aktivitet sig på et lavt organisatorisk niveau, selvom der også ses undtagelser fra denne regel.
Sidste år (2002, o.a.) var der en del offentlighed om arbejderprotester i industriområderne i den nordøstlige del af Kina. Der var protester i adskillige uger i byen Liaoyang i Liaoning-provinsen. Mange tusinde demonstranter protesterede mod massefyringer af arbejdere i statsvirksomheder, mod ledelsens korruption og mangelen på sociale ydelser til arbejderne. Denne protest blev endnu mere omfattende, da myndighederne arresterede adskillige arbejderledere på et vigtigt metallurgisk kombinat i byen. Yao Fuxin, Xiao Yunliang, Pang Qingxiang, Wang Zhaoming, Guo Suxiang blev arresterede.
En tilsvarende situation opstod i provinsen Heilongjiang, hvor et af de største centrer for olieraffineringsindustrien er beliggende. 1. marts afholdt 50.000 arbejdere en demonstration mod forringelsen af den sociale sikkerhed og nedskæring af kompensationen ved fyringer. Tilsvarende protester fandt sted i andre provinser i Kina: Shandong, Hebei, Tsinhay og i den autonome Xingjiang Uygur-region.
Et stort antal arbejderaktivister kastes i dag i fængsel. De kinesiske myndigheder skjuler fuldstændigt alle data om undertrykkelsen af arbejdere.
Lad os give nogle konkrete eksempel på repression mod arbejdere for deres deltagelse i kampen til forsvar af deres sociale rettigheder:
Liao Shihua - en arbejder på en fabrik for elektrisk udstyr i byen Changsha. Han blev arresteret i juli 2002 og idømt en langvarig fængselsstraf på falske anklager. De borgerlige myndigheder beskyldte ham for at forsøge at danne en ulovlig organisation for at omstyrte statsmagten og forstyrre den sociale orden. Rent faktisk anførte han en flok arbejdere, som var bragt til desperation af arbejdsgivernes udplyndring, og som stoppede trafikken i byens gader.
Liu Jingsheng - en arbejder fra det kemiske kombinat i byen Tongyi. Han blev idømt 15 års fængsel på falske anklager, men blev i realiteten straffet for at være aktiv i forsvaret af arbejdernes rettigheder.
Peng Shi - en elektriker. Han fik livsvarigt fængsel. I realiteten blev han straffet for at lede arbejdernes protestaktionerne fra arbejderne på den elektro-tekniske fabrik mod det lokale bourgeoisis vilkårlighed i byen Xiangtan i Hunan-provinsen.
Guo Xinmin - han blev idømt to års fængsel for at lede de offentlige transportarbejderes kamp i byen Tianshui. Arbejdernes hovedkrav var at få udbetalt deres løn.
Guo Qiqing - en arbejder i det kemiske kombinat i Hubei-provinsen. Han blev idømt et års fængsel for at deltage i en demonstration mod tyveriet af arbejdernes lønninger begået af det lokale bourgeoisi.
De anførte
fakta viser således overbevisende, at påstanden om, at der bygges
en 'socialisme med kinesiske karakteristika', er en grov løgn eller i bedste
fald en total fejltagelse baseret på fuldkommen politisk uvidenhed.
Uden
enhver tvivl er Kina et kapitalistisk land med et barsk politiregimente. Magten
i landet er i hænderne på en revisionistisk klike, som søger
at skjule sin borgerlige karakter ved at lyve om opbygningen af 'socialisme med
kinesiske særtræk' med 'kommunistisk' tilbehør.
Dette revisionistiske bedrag fra de kinesiske 'kommunisters' side har midlertidigt desorienteret det kinesiske proletariat og holder klassekampen i skak. Dette er den særlige fare ved revisionismen! En tilsvarende situation er velkendt for det russiske proletariat fra den historiske praksis med sovjetiske socialimperialisme i Hrustjov-Brejsnev-perioden.
Klassekampens objektive historiske proces, frem til den revolutionære sejr og oprettelsen af proletariatets diktatur, kan hverken stoppes af fascistisk undertrykkelse eller revisionistisk bedrag. Den beslutsomme afsløring af revisionismens borgerlige væsen, i alle dens udtryksformer, og klarlæggelsen af den overordentlig store fare, den udgør for proletariatets klassekamp, er en yderst vigtig opgave for kommunisterne og de klassebevidste arbejdere i alle lande.
Socialismens ideer bør være de klassebevidste organiserede arbejderes og deres anerkendte politiske fortrops ideologiske monopol. Det er farligt at overdrage denne ret til andre af samfundets klasser eller sociale lag. I særdeleshed må repræsentanterne for den borgerlige intelligens, som har stillet sig på proletariatets klassepositioner, stille sig selv over for spørgsmålet om at sprede den socialistiske bevidsthed blandt de proletariske masser og bevise rigtigheden af deres viden gennem direkte deltagelse i den praktiske kamp sammen med proletariatet, og ikke placere sig uden for og over denne klasse ved udnyttelse af deres viden.
Proletarskaya Gazeta No. 19, 2003, Leningrad.
Oversat
fra den engelske udgave i Revolutionary
Democracy, Vol X, april 2004.
Capitalism With Chinese Characteristics
Netavisen 28. juli 2004