Skibsfører af dansk kapital

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 13, 2003

For en uge siden besluttede Mærsk-koncernen (læs: Mærsk McKinney Møller i egen person) at fusionere - i bedste indavl - aktieselskaberne D/S 1912 og D/S Svendborg. Fusionen er sket på yderst favorable vilkår for aktionærerne, idet bytteforholdet af aktierne baseres på den gennemsnitlige værdi for den sidste uge i april. Siden er kurserne steget med 20 pct. på mindre end halvanden måned. Desuden tilbydes aktionærerne såkaldte fondsaktier - gratis aktier, hvilket mere end fordobler aktiekapitalen.

Mærsk Mc-Kinney Møller, 89, sammen med hans kone Emma og døtrene Ane Uggla, nu i bestyrelsen for det fusionerede selskab (tv) og Kirsten Olufsen (th).


Koncernen har en egenkapital på 78 milliarder kroner - skriver kr. 78.000.000.000 - hvoraf mere end halvdelen er ejet af A.P. Møllers familiefond og den såkaldte almenfond, som Mærsk-familien har den fuldstændige magt over. Når A.P. Møllers søn, Mærsk McKinney Møller, trækker sig fra roret, overlades styrpinden til en af de tre døtre. Magten er sikret i familiens bevarelse.

Familiens formue og økonomiske magt er uden sammenligning Danmarks absolut største. Mærsk ejer mere end en tredjedel af Danske Bank, hvilket betegnes som den bestemmende aktiepost. Koncernen er en af verdens største og Nordens tredjestørste med mere end 60.000 ansatte. Det fusionerede selskab er rykket op blandt verdens 200 største transnationale giganter.
End ikke kongefamilien kan måle sig med Mærskfamiliens økonomi og indflydelse.

Ud af familiens økonomiske magt udspringer en stor politisk magt, som ikke bliver mindre af, at Mærsk-familien i mere end et halvt århundrede har samarbejdet med de skiftende amerikanske magthavere. Der kan kun gisnes om, hvilken betydning Mærsk McKinney Møller har haft på Fogh Rasmussens beslutning om at erklære Irak krig, men det er i hvert fald en kendsgerning, at koncernen tjente og tjener styrtende på krigen og deling af det efterfølgende rov. Det er en kendsgerning, at familien er tæt knyttet til amerikanske olieinteresser og dermed Bush-administrationen.

Det er samtidigt en kendsgerning, at koncernen er i stand til at tilsidesætte dansk lovgivning. Således har den i årevis overtrådt fondsbørsloven ved ikke jævnligt at offentliggøre regnskaber. Det er en kendsgerning, at koncernen som hovedaktionær på Det danske Stålvalseværk i forbindelse med salget kan slippe fra et kæmpe underskud ved hjælp af danske skattekroner. Det er en kendsgerning, at koncernens uigennemskuelige regnskaber bliver fredet i klasse A af de danske skattemyndigheder. Det er en kendsgerning, at familiens "gave" til det danske folk - operahuset - er rigeligt betalt af danske skatteborgeres egne lommer. Det er en kendsgerning, at samme "hus" blandt andet bliver opført af underbetalte portugisiske håndværkere.

Det er et åbent spørgsmål, hvor mange stats-, olie- og krigsministerier hans villige og godt betalte stikirenddrenge render på dørene verden over, men det er en kendsgerning, at sønnen har fortsat sin fars geschæft i samme ånd. A.P. Møller ville ikke udlevere sin flåde i de allieredes tjeneste imod aksemagterne under anden Verdenskrig. Han fik af den amerikanske regering lov dertil for så at bruge flåden efter krigen til at indhente store profitter. Det er en kendsgerning, at sønnen trak sig fra bestyrelsen i Berlingske Officin, da netop denne avis bragte historien. Det er en kendsgerning, at hans far fik overladt den danske Nordsøolie for én krone. Som far, så søn!

Den Elefantorden-beklædte Mærsk McKinney Møller bestemmer selv! Familiens næste generation overtager endnu større rigdom, økonomisk og politisk magt. Familien udtrykker på glimrende vis, hvordan kapitalen bliver koncentreret på stadig færre, men mere magtfulde hænder, hvis beslutninger ikke sættes til folkeafstemning, ligesom deres kyniske og griske handlinger heller ikke drages til ansvar.

For disse mennesker er kapitalismen et paradis, hvor "enhver er sin egen lykkes smed" får mening. Mærskfamilien afspejler på kødeligste vis, hvad kommunister omtaler som monopolkapitalister.
Det er disse mennesker, der under socialismen får frataget deres ret til udbytning af arbejderes arbejdskraft. Det er i revolutionens kølvand, det bestemmes, hvorvidt straffen skal bestå i, at de må ernære sig ved almindeligt lønarbejde.

Netavisen 19. juni 2003