Af Klaus Riis
På sporet efter danskheden - det er den overskrift, en hel stribe intellektuelle,
politikere, præster og mediefolk har sat for en virksomhed, der i det
ny Europa og en globaliseret verden skulle fastlægge
dansk national identitet. Og med næsten søvngængeragtig sikkerhed
vender de borgerlige identitetssøgere tilbage til tre teologer, der fremstilles
som nogle af danskhedens ypperste: fra attenhundredetallet den sorte
enevældetilhænger og antidemokrat Søren Kierkegaard samt
danskeren over dem alle, den livslangt kongelønnede N.F.S.
Grundtvig, og fra det forgangne århundrede bemærkelsesværdigt
nok førerdyrkeren, antiparlamentarikeren og martyren Kaj Munk.
Nationalisme og religiøsitet i en pærevælling, som fremstilles
som danskhedens rødder og grundlag.
Den nye nationale bølge, der skyller over landet, er orkestreret
af en række politiske kræfter, der alle har deres egne motiver.
Et fælles træk for næsten alle dens lejre er det kraftige
moment af religiøs, kristelig oprustning.
Dansk Folkeparti har indlemmet de to sorte præster Søren Krarup
og Jesper Langballe på deres kandidatlister. Den tidligere konservative
partiformand og litteraturkritiker Per Stig Møller har begået en
stærkt hyldet bog om den sorte præst fra Vedersø Kaj Munk
- en tvivlsom outsider og kristen fundamentalist, som den konservative ideolog
og unionstilhænger satser stort på ved at indlemme i sit heltegalleri.
Folkekirken søger indad for at ruste sig til kamp mod det
muslimske fremstød. Teologen Joakim Garff har udsendt mammutbiografien
SAK på 800 sider om Søren Kierkegaard. Og for 117.
gang trækkes Grundtvig frem for at blive solgt til en ny generation -
med bøger, teater, Cd-udgivelser, folkehøjskolemanifester o. m.
a. I samme anledning er et enkelt af Kaj Munks ellers næsten uspillelige
dramaer - nemlig skuespillet Egelykke om den unge Grundtvig - blevet
genopført på Det Kongelige Teater og derefter sendt på landsturné.
Striden om Grundtvig
Som en af de centrale ideologiske skikkelser i den nationale bevægelse
ved fødslen af den nuværende kapitalistiske nationalstat i 1848,
med Tysklandskrigene og kampen om Slesvig-Holsten, er Grundtvig stadig et omdrejningspunkt
for den borgerlige og småborgerlige nationalisme. Ikke så meget,
fordi han står som åndelig far til omplantningen af liberalismen
til dansk grund, til højskolebevægelsen, andelsbevægelsen
og den religiøst-humanistiske grundtvigianisme som en langtvirkende politisk
og social strømning. Og heller ikke så meget, fordi hans virksomhed
bidrog til at udløse først og fremmest gårdmandsstandens
kræfter til at blive en handlende politisk og social kraft og et bærende
element i den ny danske kapitalistiske stat. Men nok så meget, fordi de
småborgerlige og de yderst fåtallige borgerlige nationale kræfter
i dag intet har, der peger fremad mod national overlevelse i en tid, hvor den
herskende klasse, det monopolistiske borgerskab, og dets mangfoldighed af politiske
partier har dannet en enig front for Unionen, for Europa, for nationalstatens
reelle nedlæggelse.
Som politiker dannede Grundtvig front mod det store Tyskland, der var under
udvikling som en trussel om hel, eller gradvis og bid for bid, opslugning af
Danmark - og han var for et Danmark, der omfattede hele Slesvig og ikke kun
det nuværende Sønderjylland, hvilket han ville sikre ved at fortsætte
tre-årskrigen efter våbenstilstanden, for at knuse de slesvig-holstenske
oprørere. Han var samtidig for et tæt forbund mellem de tre
nordiske lande, som selvstændige stater, ikke i en unionsstat.
Dele af denne nationale politik har været levende lige siden, og en af
baggrundene for de gentagne genfødsler. I tiden omkring Danmarks indlemmelse
i EF bidrog forfatteren Ebbe Reich væsentligt til en Grundtvig-renæssance,
som gjorde hans danskhed, indbefattet nogle religiøse og
højskolekredse, til en side af den brogede modstands grundlag.
Grundtvig i sort
Men der er andre, der er på jagt efter Grundtvig og danskhedens legitimitet:
Dansk Folkeparti og med det en stor del af den unionskritiske og fremmedfjendtlige
højrefløj, som søger ammunition i hans religiøse
og nationale tekster. En af de sorte præster Krarup og Langballes bekendte
fra Den Danske Forening, Peter Neerup Buhl, har forfattet bogen Grundtvig
og nutidens kamp for Danmark for at tage hofpræsten til indtægt
for nutidens fremmedfjendtlige nationalistiske reaktion og bryde det småborgerligt-radikale
patent:
Hos Grundtvig kan man læse, at han opfattede Danmark som et truet
land, der skulle frelses for danskernes skyld. Det nationale ligger som en rød
tråd igennem hele hans forfatterskab. Det er givet, han ville gå
imod både EU, indvandringen, det multikulturelle og amerikaniseringen
af Danmark. Det er rystende, som radikale og politisk frelste forsøger
at så tvivl om Grundtvigs stærke forsvar for det danske og modstand
mod det fremmede.
Grundtvig i rødt og hvidt
Den nationalistiske højrefløjs fremstød i retning af Grundtvig
kommer samtidig med et fornyet småborgerlig-radikalt renæssanceforsøg
over for en ny generation:
Den tidligere højskolemand Finn Abrahamowitz har udsendt endnu en Grundtvig-bestseller,
Grundtvig Danmark til lykke, og Ebbe Reich, der indledte forrige
renæssance med den såkaldte folkebog Frederik, har skrevet
en ny om hans liv, samtid og sange, betitlet Solskin og lyn. De
tager begge Grundtvig til indtægt for en danskhed, der ikke
er eksklusiv og indkapslet, men åben over for fremmede. Reich taler om
hans universelle folkelighedsbegreb og om det umulige i en
hadsk fundamentalistisk samlen sig om den evangeliske kristendom i Grundtvigs
navn.
Dansk Folkeparti udnævnte sidste år Grundtvig til årtusindets
dansker. Abrahamowitz siger:
Vi er nogle, der elsker Danmark, og som synes, at Pia Kjærsgård
ikke skal løbe med det hele. Grundtvig mente, at Gud havde en speciel
hensigt med Danmark. Mange af dem, der råber danskhed, tænker måske
ikke på, at de så også skal til at være kristne.
(Alle citater om Grundtvigsstriden er fra Jyllands-Posten 22.10.)
Grundtvig i rødt?
Sandheden er, at der er basis for Grundtvig-tolkning i begge disse retninger
i hans skrifter. En egentlig historisk bedømmelse af nationalpræsten
har ingen af parterne interesse i, fordi det gælder om at afstive en nutidig
politik.
Netop modsigelserne i Grundtvigs ideologi og politik gør det muligt for
både sort reaktion og borgerligt og småborgerligt demokrati at finde
ammunition dér - hvis ellers det nationale og religiøse
udgangspunkt accepteres.
Det er til gengæld umuligt for folk, som ikke tror, at Gud har en
speciel hensigt med Danmark, eller at danskhed, national identitet,
har noget med religion, eller naturgivne og evige egenskaber, at gøre,
men ser nationen og den nationale identitet som et historisk fremvokset fællesskab
med sine egne særlige karakteristika. Som alle historiske foreteelser
foranderligt og i udvikling, i dette tilfælde også med en fremtid,
som hverken reaktionen eller de småborgerlige demokrater øjner,
fordi de kun kan se baglæns og frygter det kommende: det uafhængige
socialistiske Danmark.
Et barn på Grundtvig og fascismen
Grundtvigianismen er en klasseforsoningsideologi på national-religiøs
basis.
Forsøgene på at parre den med arbejderbevægelsen og marxismen
er altid slået fejl, ikke så meget på grund af de nationale
elementer, men de religiøse og klassemæssige, som en ideologi for
de besiddende. Med storbondelagets og generelt bøndernes mindskede sociale
og politiske betydning står grundtvigianismen i dag uden en klar klassemæssig
forankring. Derfor både dens heftige salgsaktiviteter, ikke mindst over
for ungdommen, og derfor de sorte rygangreb.
Det er til gengæld forsøgt, og ideologisk muligt, med udgangspunkt
i klasseforsoning og nationalt folkefællesskab,
at parre Grundtvig og det yderste højre. Fascistdiktaturernes arbejderfjendtlige
tvang og terror med klasseforsoning og folkefællesskab.
Det var det forhold, som den sorte præst Kaj Munks åndsfælle
og væbner, stifteren af partiet Dansk Samling , Arne Sørensen,
havde i tankerne, da han under dennes udarbejdelse af dramaet Egelykke
i 1938 udtalte, at Kaj Munk engang ville avle en politisk søn ved
navn Nikolai Frederik Severin Hitler. Hans bemærkning faldt i anledning
af nazistiske angreb på skuespillet Han sidder ved smeltediglen, der søger
at skille Hitler fra jødeforfølgelserne, hvis bøllefacon
bød Kaj Munk imod.
Møller og Munk
Det er den konservative Per Stig Møller (søn af den under besættelsen
pro-britiske politiker Poul Møller), som på opfordring fra den
afdøde Henrik Stangerup (søn af den tyskvenlige Hakon Stangerup)
har skrevet en stor biografi om den sorte Vedersø-præst og dramatiker,
simpelthen kaldet Munk. Som almindelig baggrund for den anfører
han:
Et politisk engagement sker på baggrund af grundholdninger, ofte
religiøse, og globaliseringen har medført, at vi besinder os på
vores egen identitet. Aldrig har der eksisteret så mange nationer i Europa
som i disse år, selvom Europa er blevet mindre! Til danskhedens definition
hører et nationalt og et kristent aspekt. Vi søger tilbage til
vores egen historie og kulturelle rødder, til det moralsk-religiøse,
der aktualiserer Kaj Munk og den måde, han håndterede det kristne
valg på.
(Jyllands-Posten 21.10)
Hans Munk-biografi skal genopbygge den flossede Kaj Munk-myte. Først
og fremmest gennem fokus på Munk selv: hans personlige skæbne, hans
håndtering af det kristne valg, det moralsk-religiøse.
Det er en farlig satsning, den kierkegaardske mere end den grundtvigske Munk,
og dermed genopdyrkning af den religiøse fundamentalisme. Kaj Munk som
fundamentalist opdyrkes af hans søn, der har udgivet en bog om abortmodstand
Kaj Munk og fosterdrabet.
Men Per Stig Møller må anlægge netop denne vinkel, fordi
alle andre gør det umuligt at give nyt liv til myten Munk. Hans martyrdød
som mordoffer for den tyske besættelsesmagt og hans klare opfordring til
modstand har aldrig helt kunnet udviske indtrykket af hans holdninger i tiden
op til besættelsen og hans langvarige tilbedelse af fascistdiktaturerne
og førerdyrkelsen - Mussolini tilbage fra 20erne og Hitler igennem
30erne. Hans antinaturalistiske skuespil, som i 30erne hilstes som
den helt store fornyelse af dansk dramatik, hvoraf mange har den stærke
mand i centrum, har i årevis samlet støv. Hovedparten af
hans dramatik, øvrige digtning, religiøse forfatterskab og journalistik
frem til besættelsen er så fascistisk inficeret, at det ikke bare
har været en bismag, men ikke kunnet undgå at fordærve den
for eftertiden.
Karaktermord?
Angiveligt lægger Per Stig Møller nye oplysninger frem og skaber
dermed med Jyllands-Postens ord en mere balanceret opfattelse af
Kaj Munk, end hvad hhv. hans ukritiske beundrere og da ganske særlig hans
kritikere tidligere har fremført. De ukritiske beundrere har været
ude af stand til at renvaske den fascistanløbne Munk, og trænger
hårdt til Møllers bistand. Kritikerne: Det er kommunister, socialdemokratiske
samarbejdspolitikere og 70ernes universitetsmarxister, der
angiveligt skulle have begået et karaktermord på Munk
efter besættelsen. Først myrdet af nazi, derpå myrdet i eftermælet
af skumle marxistiske kræfter. Det er den særlige Møller-myte.
Selvfølgelig har eftertidens kritik af Munk haft diverse politiske formål.
Men Møllers opfindelse af karaktermordet er en svindelagtig
konstruktion: Netop Kaj Munks personlige mod og faste holdning under besættelsen
er stort set det eneste, der har kunnet overleve hans talløse politiske
selvmordsforsøg i tiden inden. Og hans martyrdød kan ikke udviske
hans beundring for det fascistiske diktatur og diktatorerne, og at han i 30erne
spredte sympati for Hitler og hans regime (trods visse reservationer), at hans
rabiate antikommunisme fik ham til at se igennem fingrene med og hylde den kriminelle
nazisme, eller at han var ultrareaktionær og arbejderfjendsk i alle forhold.
Møller kan pudse Munks martyrglorie, så meget han orker: Munks
forfatterskab stinker af sort reaktion, af forældet nationalromantik og
lummer religiøsitet - og kan kun læses som udtryk for den herskende
klasses dybe åndelige og moralske krise i 30erne, der fik dele af
den til at slutte op bag fascismen.
Munk og den stærke mand
I marts 1933, da Hitler var i færd med at oprette diktaturet, skrev han
følgende i et rejsebrev fra Tyskland til Jyllandsposten:
Det, der sker - er det ikke det, man har ventet på, siden man var
dreng: at der kom en mand med et propert håndelag og ryddede klubben for
alle rigsdagsbaronerne? Fortalte dherrer bensamlere, at nu gik den svindel
ikke længere, at det var folket, der regerede, når det gjorde sig
til slave af dem. Sagde ganske simpelt og klart og bestemt: Hold nu bøtte,
for nu er det mig, der bestemmer - og så holdt vi bøtte,
fordi vi dog begreb, at det var bedre, at én tog magten, end at mange
købte sig retten til at sjakre om den ved penge, de tilmed stjal fra
os - bedre at tyranniseres af én stor end bedrages af mange små
ærgerrigheder.
Kaj Munk kan alligevel ikke helt tro på, at det er sandt. Han tvivler
på, om Hitler nu vil udføre det, han lover - eller om der bare
er tale om messiasforgudelse af en højttaler. Med andre ord:
Han frygter, der blot er tale om ren propaganda, uden handling bag.
Om Hitler siger han:
Har hans oratoriske triumfer vidst af anden teknik end den: at lægge
enkelte befolkningsdele for had hos andre, nemlig jøderne, kommunisterne
og socialdemokraterne?
Men hvis nu disse tre grupper fortjener det? Hvis nu manden har ret? Hvis jødernes
egoistiske vindskibelighed og socialisternes føjelige - ak, i en jerntid
så håbløse Frihed for Loke såvel som for Tor
var på nippet til at bane vej for en kommunisme, imod hvis tvang og rædselsregimente
Hitler er for lidet at regne, jeg siger: hvis dette ikke kunne hindres ved anden
metode end den hitlerske, så op og stå, mine herskaber, alle, også
mine herrer socialdemokrater, alle undtagen kommunisterne, op og stå og
i vejret med den højre arm og så, på én gang, alle:
Hitler, heil, heil, heil!
Men foreløbig har fremtiden ordet. (26.3.1933).
Da han fandt ud af, at det ikke kun var propaganda, blev han forskrækket
over visse af metoderne, men søgte længst muligt at frikende både
system og fører.
Igen og igen
Munk var muligvis politisk naiv og personligt umoden, som det hævdes.
Det gjaldt for mange hel- og halvfascister - men han var ikke purung eller politisk
novice dengang, men en fejret dramatiker og debattør.
De anførte hyldesterklæringer var ikke en enkelt svipser, og selvom
han altid kritiserede de hitlerske bøllemetoder over for
jøderne (ikke over for kommunister og andre, så langt strakte hans
kristne sindelag sig ikke) var han langt fra, som Per Stig Møller
hævder, konsekvent imod jødeforfølgelserne. Da det viste
sig, at Hitler ikke bare var en højttaler, men gik over til praktisk
forfølgelse, foreslog han simpelthen, at man eksporterede dem alle til
udlandet: Der må blive råd til at give dem de penge, de har
tjent, for at blive dem kvit, og så ud af landet med dem!
Både journalistik og skuespil er fulde af diktator- og diktaturhyldest
- igen og igen. I midten af 30erne uddelte han karakterer til hhv. Hitler
og Mussolini. Hitler: mg+; Mussolini: ug- !
I 1936 sagde han: Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end
jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en mand muligt
midt i parlamentarismens dirt-track, i fortvivlelsens dal efter nederlaget,
at få vognen kørt op ad bjerget igen.
Munk brød sig ikke om den nazistiske kirkepolitik og heller ikke om jødeforfølgelserne.
Men han blev ved med at søge at skille Hitler fra de sider af regimet,
han ikke brød sig om. I 1938 mente han, at føreren
kun havde et par fejl: Den ene er, at han ikke lever evigt, den anden,
at han ikke er almægtig i Tyskland.
At han efter 2. verdenskrigs udbrud ændrede syn på sin tyske helt,
er godt for Munk. Sine grundlæggende sorte synspunkter ændrede han
ikke.
For intet at regne
Den nye småborgerlige og borgerlige nationale bølge er fuld af
sorte faldgruber. De tre nationale ypperstepræster hører med her.
Kun Grundtvig kan - med masser af forbehold - siges at have tilhørt demokratiets
og fremskridtets lejr for sin tid. Hans arvtagere i imperialismens tidsalder
spænder fra sort reaktion til udsigtsløs småborgerlig nationalisme.
Forsøget på parring af Grundtvig og Hitler viser, at konsekvent
antifascisme ikke kan udledes af Grundtvig; Den Danske Forenings og Dansk Folkepartis
forsøg på at erobre ham viser det samme.
Konservatismen søger at nypudse den sorte Munk - der aldrig kan blive
andet end et tvivlsomt idol, uanset vinklingen: en førerfascineret martyr,
som med sit personlige offer tilhører modstanden mod den hitlertyske
besættelse, men ikke ideologisk eller politisk har noget som helst at
tilbyde nutiden eller fremtiden.
I 1933 fik Jyllandsposten sit fortjente tilnavn Jyllandspesten. I en lang række
ledende artikler hyldedes Hitlerdiktaturet som en inspiration også for
Danmark. Kaj Munk stod langt fra alene med sine fascinationer.
Jyllands-Postens anmelder af Munk år 2000 hedder Johs. H.
Christensen. Munk skrev, som anført i 1933, at Hitlers diktatur var for
lidet at regne mod kommunisternes tvang og rædselsregimente.
Han lærte noget om Hitler. Johs. H. Christensen har tilsyneladende intet
lært. Uden blusel får han sig selv til at skrive:
At Kaj Munk fremkom med nogle uheldige eller i hvert fald tvetydige bemærkninger
om Hitler, er ubestrideligt, men de er dog for intet at regne (red.s udh.) imod
den underdanighed, hvormed marxister og kommunister i årevis gik Stalins
ærinde.
For lidet at regne . . . for intet at regne . . .
Borgerskabets eneste virkelige ideologi er antikommunismen. Og dets skriverkarle
lærer aldrig.
Arbejderklasen og nationen
Forsøgene på at finde, skabe eller genskabe en national enhedskultur,
som Grundtvig og hans forfølgere foretog, er dømt til at slå
fejl, simpelthen fordi der i enhver nation findes to kulturer: de herskendes
og de undertryktes, borgerskabets og arbejderklassens, som også er en
undertrykt kultur, men som i kim bærer fremtidens nationale identitet
i sig. Den nationale identitet i dag indeholder begge disse elementer
- og selvfølgelig flere områder endnu.
Det er i dag ikke er bønderne, der bærer og forsvarer den danske
nation, og slet ikke borgerskabet, som igen holder ophørsudsalg af den
nationale selvstændighed. Det er først og fremmest arbejderne,
de internationalistisk og socialistisk indstillede arbejdere. Det viste sig
ikke bare under besættelsen, men er blevet stadig tydeligere med Nejerne
ved unionsafstemningerne. Og arbejderne kan ikke købe hverken Gundtvig-myten
eller den nypudsede Munk-myte, men baserer sig på den demokratiske og
revolutionære tradition: fra det revolutionære borgerlige demokrati
til socialismen og kommunismen, folkets og arbejderklassens kamp, indbefattet
den konsekvente modstand mod nazismen. De virkelige nationale hovedskikkelser
fra sidste århundrede kan aldrig blive en Kaj Munk - men f.eks. den Martin
Andersen Nexø, som den konservative Per Stig Møller i sin bog
søger at nedgøre. Denne bog er et led i Den Store Reaktionære
Historierevision, som fortsætter kampen mod demokrati, fremskridt og socialisme
i det 20. århundredes sorteste ånd.
Klaus Riis
KP24, 2000