Af Klaus Riis
'Den amerikanske kapitalisme er grundlæggende sund', har den amerikanske præsident og hans centralbankchef Greenspan meddelt verdens investorer indtil flere gange på det seneste - i et forsøg på at tale aktiemarkederne op fra den stejle retning nedad, som de har taget.
Den for få
år siden 'uovervindelige' amerikanske økonomi er rystet af overproduktionskrise
med millioner af fyringer. Den er derudover bragt til tælling af gigantisk
erhvervskriminalitet som hos Enron og WorldCom, der med kreativ bogføring
førte investorer og medarbejdere bag lyset og skjulte konkursfaren, de
svævede i. Aktiekurserne er på 97-niveau, og den 'stærke dollar'
svækkes dag for dag.
Det engelske finansdagblad Financial Times lægger
imidlertid ikke helt samme diskretion for dagen: 'Kapitalisme i krise', hedder
en særlig rapport simpelthen.
Kapitalismen selv er den sidste store
religion i den imperialistiske verden. Dens fundamentalistiske tilhængere
nærer en blind og ubegrænset tillid til systemet. Uanset historiens
uafviselige empiriske dokumentation, og uanset at den videnskabelige marxistiske
analyse af dens love for længst har kunnet fortælle spekulanter, direktører
og politikere, at krisen kommer, at aktiemarkederne vil vakle og opleve krak,
at styrkeforholdet mellem de imperialistiske økonomier ændres - etc.
Med
en lidenskab baseret på blind tro afviser kapitalfundamentalisterne marxismens
konklusioner og erstatter videnskab med besværgelser, medietransmitteret
åndemaning, masepsykologi og propaganda.
Den amerikanske økonomis
mavelanding er kommet fuldstændig bag på alt og alle i den borgerlige
verden. (Marxist-leninisterne forudsagde den derimod - se Amerikansk
økonomi: Kursgevinster og opsving KP14, 1999)
Og præsidenten
og hans en anelse mere troværdige centralbankchef (som i opsving-årene
dyrkedes som en guddom) kan fortælle, at den slet ikke er indtruffet
Bush:
Alt for menneskelig?
De har imidlertid et problem. Flere faktisk. Et af
dem er, at ikke alle tror på dem. På trods af bønnerne og salmesangen
til pengenes risikoskræmte ejermænd og på trods af Bushs stort
anlagte forsøg på at sparke den amerikanske økonomi ud af
krisen gennem krige og gigantiske oprustningsprogrammer og skattelettelser især
for de rigeste, maner de kolde regnskabstal til forsigtighed. Og ikke bare det:
fanebærerne i den amerikanske superøkonomi som succesvirksomhederne
Enron og WordCom har afsløret sig som professionelle eventyrere og kriminelle
konkursryttere i den helt store stil. Tilliden til toppen af det amerikanske (og
dermed det globale) erhvervsliv er rystet. En 'moralsk og etisk krise', kaldes
det.
I rekordtempo har den amerikanske kongres vedtaget nogle love, der
skal vanskeliggøre virksomhedernes muligheder for at tilsløre og
sminke deres faktiske situation - for at prøve at genskabe den rystede
tro.
Men tvivlen har bredt sig - og bredt sig hurtigt og overalt som alt andet
i den globaliserede verden. Berlingske Tidendes Washington-korrespondent Poul
Høi giver i en nyhedsanalyse med den forsigtige overskrift 'Bush er
ikke helt mand for sit ord' (15.07) følgende malende beskrivelse af
et trossamfund i nød:
"For
Bush er der noget ildevarslende i denne udvikling - og det rækker langt
ud over aktier og Wall Street.
Som de politiske journalisters amerikanske nestor,
kommentatoren David Broder, spurgte søndag i avisen Washington Post: "I
bund og grund drejer det sig om et enkelt spørgsmål: Kan man tage
præsidentens ord alvorligt?"
Ifølge Broder er Bush "ved
at opbygge et katalog af politiske modsætninger og tilbagetog",
der tyder på, at det ikke er tilfældet.
Tag udtalelsen om, at
økonomien er sund. Hvordan reagerer amerikanerne på denne påstand?
Hovedparten mener ifølge Gallup, at økonomien enten er kriseramt
eller går i den retning, og som en illustration af tingenes tilstand er
det store gældsur på Times Square i New York netop blevet tændt
igen. Gældsuret, som viser den amerikanske nationalgæld, blev slukket,
da præsident Bill Clinton for to år siden kunne præstere det
første budgetoverskud. I sidste uge fremlagde Bush så et budget,
som forudså et underskud på 165 mia. dollar, og analytikere forudser,
det bliver mindst minus 200 mia. dollar, bl.a. på grund af skattelettelsen,
og gældsuret kom tilbage i drift. Bushs private transaktioner har også
sået tvivl om hans ord.
I sin tale på Wall Street krævede
han et stop for virksomhedslån til bestyrelsesmedlemmer og direktører,
og så kom det frem, at han selv havde fået to sådanne lån.
I sin tale dundrede han mod indsiderhandel og krævede lange fængselsstraffe,
hvorefter en række medier fremlagde papirer, som rejste spørgsmålet:
Foretog præsident Bush selv insiderhandel, da han i 1990 solgte en stor
portion aktier?
Tvivlen går også over i udenrigspolitikken.
For
ni måneder siden sagde han, at han ville have "Osama bin Laden død
eller levende". Bush har ikke fået Osama bin Laden, og på en
pressekonference i sidste uge hævdede han så, at bin Laden som person
var ligegyldig. USA er ved at vinde kampen mod terror, sagde præsidenten
i sidste uge, men ifølge en CNN-meningsmåling er kun to ud af fem
amerikanere af den opfattelse. Flertallet mener, terrorkrigen står uafgjort.
For tre måneder siden gav han Israels premierminister et ultimatum.
Israel skulle trække sig ud af Vestbredden og gøre det "uden
forsinkelse". Israelerne er der stadig, og Bush nøjes nu med at sige,
at "Israel skal tillade palæstinenserne mere frihed, når sikkerheden
tillader det". Og Bush har ikke haft mere held med sit pres på den
modsatte side af konflikten. I sidste måned krævede han Yasser Arafats
afgang, men Arafat er der også endnu.
"Det er for mange tilbagetog
på for kort tid," konkluderer Broder, og dermed risikerer Bush
at blive opfattet som for meget 37 grader varm og menneskelig - at han ikke er
mand for sine ord."
Skuffede
fundamentalister vil ikke være til at spøge med . . .
Kapitalismens
moralske kollaps
Et mere principielt - og strengt religiøst-konservativt
- udgangspunkt anlægger det førnævnte Financial Times. I en
bemærkelsesværdig artikel af Michael Prowse med titlen 'Hvorfor
det ikke vil virke med nogle plastre på kapitalismens revner' (13.07)
hedder det:
'Kapitalismen
er i krise, men intet er så galt, at det ikke kan afhjælpes straks
med nogle få klæbeplastre. Sådan argumenterer i al fald den
mismodige videnskabs optimistiske proselytter . . . det eneste der er brug for
er en reform af reglerne, som regulerer erhvervsvirksomhedernes og deres direktørers
opførsel. De skal bare strammes en smule - for eksempel bare nok til at
direktørerne igen bliver deres aktionærers trofaste tjenere. Men
når mekanikerne har fået gennemført disse tekniske justeringer
- som faktisk ikke er meget andet en justeringen af en bilmotor - så vil
den kapitalistiske damptromle (juggernaut) igen være køreklar. Erhvervslivet
kan atter genoptage sin hellige dont at skabe rigdom. Og alle - fra vicevært
til børsmægler og senator - kan igen slappe af.
De troende
indrømmer at der var folk, som gled i spinaten. Ja, der er en voksende
liste af faldne tidligere topdirektører med Enrons Kenneth Lay og Bernie
Ebbers fra WorldCom i spidsen. Ja, Andersen, et af USA's største revisionsfirmaer,
vil gå ud af drift, efter at en domstol i Texas har dømt det for
at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest. Ja, næsten 1000 amerikanske
selskaber har siden 1997 måtte opgive nye tal for deres faktiske indtjening,
og dermed antydet, at de har været særdeles påholdende med sandheden.
Ja, nogle af Wall Streets store navne er blevet kendt skyldige i at offentliggøre
bevidst vildledende undersøgelser og for at 'overse' klare interessekonflikter.
Men
sådanne mindre lovovertrædelser - lyder argumentet - beviser intet.
Kapitalismens historie kan udvise gentagne eksempler på tilsvarende udskejelser
Min egen opfattelse er mere dyster: kapitalismen i dag er dybere
angrebet end denne velvillige analyse antyder. Det underliggende problem - der
skærpes af markedernes voksende dominans - er at vi lever i tider, som mest
præcist kan betegnes som 'post-etiske'. Folk bruger stadig et moralsk sprog,
men har stadig mindre tiltro til, at det har en objektiv basis. De er blevet 'emotivister':
det vil sige at de i stigende grad behandler moralske bedømmelser som blot
personlige udtryk for accept eller misbilligelse.
Hvad skyldes denne udhuling
af moral, af dette tab af troen på objektive etiske normer? Hvorfor er så
mange de fakto emotivister? Den empiriske videnskabs voksende autoritet og tabet
af religiøs tro er delvist ansvarlige. Hvis folk tror at verden ikke består
af andet en småpartikler og kvantebølgefunktioner - hvorfor skulle
de så behandle etik som andet end et spørgsmål om smag?
Men
der er alligevel en anden faktor i spil, og den er måske særlig relevant
i USA, hvor mange mennesker stadig erklærer sig som religiøse. Markedsøkonomien
er emotivistens paradis. Det er en arena hvor den individuelle handling ikke vejledes
af etiske værdier, men af personlige præferencer. Den rationelle markedsdeltager
formodes at behandle alt og alle som midler til at opnå sine mål.
Det er hvad det at maksimere den personlige gavn betyder. Der er ingen burde eller
må her: det imperative ligger simpelthen i at opnå den størst
mulige opfyldelse af ens personlige tilbøjeligheder.
Der er således
en grundlæggende forklaring på den nuværende kapitalismes etiske
mangler. Dagens udskejelser kan ikke sammenlignes med de fleste tidligere tilfælde
af finansiel forrådnelse, fordi de kommer efter et kvart århundrede
hvor de toneangivende politikere har stræbt efter at øge markedets
autoritet, ved at beskære skatter, deregulere de forskellige erhverv, liberalisere
kapitalstrømmene og så videre. Der var stærke økonomiske
argumenter for hver eneste reform, men den samlede virkning var at fremme en dødbringende
individualisme.
Det følger heraf at forsøg på at reparere
kapitalismen med nogle få klæbeplastre er dømt til fiasko.
Kernen i problemet er den tabte tro på objektive etiske normer. Og markedets
voksende dominans har bidraget til denne moralske kollaps.'
Sådan
lyder det fra den mere traditionelt orienterede del af borgerskabet, som - efter
at krisen er indtruffet, aldrig før - lader de moralske tømmermænd
få fri udfoldelse.
Kapitalismen som religion er dødbringende.
Og der er ingen vej ud. Det engelske finanstidsskrift græder - selvom tårerne
er af guld.
Monopoldiktatur og fald i profitraten
Jeg har citeret
disse forskellige borgerlige bud på, hvad der er galt med den 'grundlæggende
sunde' kapitalistiske økonomi, og mere specifikt den amerikanske, fordi
de både demonstrerer dens tilhængeres rådvildhed, usikkerhed
og bange anelser. De er symptomatiske for en reaktion på den økonomiske
krise og på det svar, George Bush & Co. har givet med krig og 'moralsk
oprustning': Hvor fører det egentlig hen?
Dermed afspejler de også
hvor dyb den kapitalistiske krise egentlig stikker, når selv dens tilhængere
tvivler og fortvivler. Bush står for magten til markedet, monopolerne og
militæret. Og magten er korrupt og kriminel. Bushs USA er monopolernes åbne
diktatur. Når dette diktatur undertrykker al opposition, foreligger fascismen
i klassisk form: monopolernes åbne terroristiske diktatur.
De journalistiske
klagesange kan sikkert affejes som aktionærhyl, når afkastene ikke
indfinder sig helt som lovet og forventet. Gør de det, lyder der i al fald
ingen sørgesalmer hverken i Berlingske eller Financial Times. Men de søger
at pege på hvad der er galt og hvorfor. At Berlingske Tidens journalist
og de amerikanske ditto'ers nestor ikke kan finde på andet end at pege på
George W. Bush som - 'alt for menneskelig' - er sin sag. Financial Times opstiller
andre naturlige skydeskiver: korrupte og kriminelle erhvervsspidser - og forsøger
med en idealistisk forklaring, som må afskrive kapitalismen af i dag til
fordel for kapitalismen af i går. Det er der ikke meget fremtid i.
Forklaringen
på at den amerikanske præsident er en krigsforbryder og lurvet spekulant,
og at den internationale finanstop er pilrådden, finder man i Kapitalen
- en bog begået af den politiske økonomis nestor Karl Marx. Den fortæller
bl.a. også, hvorfor den amerikanske økonomi af i dag er grundlæggende
usund.
Bare et enkelt citat - hele resten af bogen er forklaringer på
det, og meget andet aktuelt og fremtidigt vigtigt:
"Hvis
profitraten falder, sker der dels en anspændelse af kapitalen, for at den
enkelte kapitalist ved hjælp af bedre metoder etc. kan trykke stykværdien
af sine varer ned under deres samfundsmæssige gennemsnitsværdi og
derved, med en given markedspris, opnå en ekstraprofit; dels opstår
der svindel og almindelig begunstigelse af svindel på grund af, at der gøres
lidenskabelige forsøg med nye produktionsmetoder, nye kapitalinvesteringer,
nye eventyr, for at sikre en smule ekstraprofit, som er uafhængig af det
almindelige gennemsnit og hæver sig over det . . .
Profitraten er den
drivende kraft i den kapitalistiske produktion og der bliver kun produceret, hvis
der kan produceres med profit, og i den udstrækning det kan ske. Derfra
stammer de engelske økonomers bekymring over nedgangen i profitraten
Det,
der bekymrer Ricardo, er, at profitraten, sporen for den kapitalistiske produktion
og betingelsen og drivkraften for akkumulationen, selv kommer i fare gennem produktionens
udvikling
På rent økonomisk vis, dvs. fra bourgeosi-standpunktet,
inden for den kapitalistiske forstands grænser, fra den kapitalistiske produktions
eget standpunkt, viser det sig, at denne produktion har sin skranke, sin relativitet,
at den ikke er absolut, men kun en historisk produktionsmåde, som svarer
til en vis begrænset epoke i de materielle produktionsbetingelsers udvikling."
(Kapitalen
3. bog 2, Rhodos, s. 340-41).
Den tilgrundlæggende
'sygdom' kaldes profitratens fald.
For
at modvirke den og for en nok så beskeden profit er der ikke den regel,
juridisk eller moralsk, kapitalisterne ikke vil omgå. Ved udsigten til større
gevinster er der ingen forbrydelse, de viger tilbage for. Hverken mord, krig eller
folkedrab. Vores århundrede kommer til at lægge mange nye beviser
på det oveni alle dem, der fremkom i det 20.
Den amerikanske præsident
og det amerikanske og globale (og danske) erhvervsledere er produkter af et system,
der hver eneste dag dømmer titusinder til sultedød og milliardmasser
til uendelig, lurvet og dødbringende fattigdom. Af det imperialistiske
system, hvis væsentligste politiske indhold er reaktion over hele linjen.
De
er produkter af de økonomiske love, der virker i et system, der for længst
har nået sin udviklings grænser - og som for at overleve en stund
endnu må gribe til stadig mere desperate midler for global undertrykkelse
og terror, og hvor korruption, skandaler og forbrydelse er den anden side af de
multinationales skinnende facader.
Hvor de selv er genstanden for den herskende
religion.
Se også:
Børskrak,
verdenskrise og omstilling til krigsøkonomi Netavisen 24.09.2001
Krisetegn
i verdensøkonomien KP 01, 2001
Amerikansk
økonomi: Kursgevinster og opsving KP 14, 1999
Den
begyndende kapitalistiske verdenskrise og "Den ny verdensorden"
19.-20.09. 1998
Kommunistisk Politik 14, 2002
Netavisen
19. juli 2002